Videoovervågning, videooptagelse, pengeinstitut, hævekort, ekspeditionslokale (*1)

Videoovervågning, videooptagelse, pengeinstitut, hævekort, ekspeditionslokale (*1)

På baggrund af omtale i dagspressen anmodede Registertilsynet et pengeinstitut om en redegørelse for den videooptagelse og opbevaring af optagelser, som fandt sted i en af pengeinstituttets afdelinger i forbindelse med kunders anvendelse af bankens hævekortautomater.

Pengeinstituttet anførte, at formålet med de daglige videooptagelser var at varetage sikkerhedshensyn, idet videoovervågningen af hævekortautomaterne havde en kriminalpræventiv funktion.

For så vidt angår disse automater var formålet med videoovervågningen at afsløre misbrugere af hævekort, idet der hos PBS føres log over anvendelsen af pengeinstitutternes hævekortautomater. Af loggen fremgik kontonummer, transaktionstype, automatidentifikation, eventuelle fejlindtastninger samt tidspunktet for transaktionen. I tilfælde af misbrug af hævekort eller forsøg herpå var det derfor muligt at konstatere tidspunktet for transaktionen. Det var herefter via tidsangivelsen på videoen muligt at fremfinde billedet af den person, der havde anvendt hævekortet.

Såfremt pengeinstituttet fandt, at der ved anvendelse af hævekortautomaterne var begået et kriminelt forhold, affotograferedes den del af videooptagelsen, der refererede sig til den pågældende ekspedition ved automaten, og billedet blev anvendt som dokumentation til brug for den efterfølgende politianmeldelse.

Registertilsynet udtalte, at man tidligere har antaget, at loven om private registre også omfatter registre, hvor oplysningerne fremtræder på anden måde end i skriftlig form, f.eks. således at de fremgår af fotografier. I hvilket omfang en samling af fotos (videooptagelser) konkret ville være omfattet af loven, afhang imidlertid af, hvorvidt registeret og de pågældende oplysninger i øvrigt opfylder bestemmelserne i lovens § 1, herunder at der var tale om personoplysninger.

Efter lovens § 1, stk. 2, forstås ved personoplysninger oplysninger, som kan henføres til bestemte personer, selv om det forudsætter kendskab til personnummer, registreringsnummer eller lignende særlige identifikationer.

Som anført var det muligt ved hjælp af loggens angivelse af tidspunktet for hævekorttransaktionen samt kontonummeret at identificere den person, der var optaget på video, såfremt det var kortindehaveren, der havde foretaget transaktionen.

Registertilsynet fandt på den baggrund, at videooptagelsen og opbevaringen heraf i disse tilfælde udgjorde en registrering af en personoplysning, som var omfattet af loven.

I andre tilfælde var der ikke tale om en registrering af en personoplysning efter lovens § 1, stk. 2, idet videooptagelsen ikke ved hjælp af registeret eller andre tilgængelige identifikationsnøgler/-koder kunne henføres til bestemte personer.

Optagelser af personer, der foretog eller forsøgte at foretage transaktioner i hævekortautomaten med en anden persons hævekort, var således ikke en registrering omfattet af loven.

For så vidt angår de videooptagelser, der var omfattet af loven, var det Registertilsynets opfattelse, at disse skulle behandles efter lovens § 3, stk. 1, dvs., at registreringen skal være et naturligt led i den normale drift af en virksomhed af den pågældende art.

Ved en anvendelse af den retlige standard i lovens § 3, stk. 1, måtte det navnlig vurderes i det foreliggende tilfælde, hvorvidt videooptagelsen kunne anses at tjene anerkendelsesværdige interesser.

Ved en stillingtagen hertil måtte det tillægges betydelig vægt, at selve videooptagelsen tillige direkte er reguleret i en særlig lov (lov nr. 278 af 9. juni 1982 om forbud mod privates TV-overvågning), og at denne ikke var i strid hermed.

Registertilsynet fandt på denne baggrund og efter en samlet vurdering, at den omhandlede videooptagelse, i det omfang den udgjorde en registrering af personoplysninger, ikke kunne antages at være i strid med lovens § 3, stk. 1.

(*1) Registertilsynets Årsberetning 1993 side 88.

Udtalt, at videooptagelser foretaget i ekspeditionslokalet i et pengeinstitut ikke kunne antages at stride imod lovens § 3, stk. 1