Varemærket BELVITA fundet forveksleligt med tidligere registrerede varemærker VITA.
Statutory Text (3 Articles)
Varemærket BELVITA fundet forveksleligt med tidligere registrerede varemærker VITA.
År 1993, den 3. december afsagde Patentankenævnet
(Grønning-Nielsen, Hans Chr. Thomsen, Warnich-Hansen)
følgende
KENDELSE i sagen j.nr. V 49/92: Klage fra Kraft, Inc., U.S.A., v/Patentbureau Chas. Hude over Patentdirektoratets afgørelse af 28 september 1992 af varemærke- ansøgning nr. 8485/87.
Den 16. december 1987 indleverede klageren en ansøgning om registrering af varemærket BELVITA (ordmærke) for alle varer i klasserne 29 og 30.
I skrivelse af 15. december 1988 protesterede CEK I/S imod registrering af det ansøgte mærke og udtalte
».....Vi har selv siden 02021987 solgt og markedsført Canadisk Ahornsirup under navnet Belvita
I maj 1988 indsendte vi en anmodning om identitetsundersøgelse (sag nr. 1033, kopi vedlagt) af Belvita.
Af svaret, som vi modtog d. 31. maj, fremgik det, at der ikke var fundet ansøgt eller registreret varemærker af dette navn i forespurgte kl. 30.
Da både Matas A/S og Helsam A/S aftager rimelig store mængder sirup og vi har brugt et større beløb på markedsføringen af Belvita, er dette nu et forholdsvis kendt navn.«
Med skrivelse af 3. januar 1989 fremsendte selskabet materiale som dokumentation for brug af mærket Belvita.
Patentdirektoratet gjorde i skrivelse af 10. marts 1989 opmærksom på protesten og bemærkede endvidere
»Deres mærke er i medfør af varemærkelovens § 14, stk 1, nr. 6 blevet fundet forveksleligt med de under VR 0476 1909, VR 0382 1922, VR 0298 1929, VR 1146 1929, VR 1907 1957 og VR 2682 1970 registrerede varemærke. Udskrifter af registreringerne vedlægges.
Deres ansøgning må således begrænses af hensyn til disse registreringer medmindre samtykke til Deres mærkes registrering indhentes fra de pågældende mærkeindehavere.....«
Ved skrivelse af 12. juni 1989 begrænsede klager ansøgningen til alene at omfatte klasse 29: mayonnaise, salat- sauce (dressing).
Patentdirektoratet udtalte i skrivelse af 6. juli 1989 som følger
».....Efter den foretagne begrænsning kan der ses bort fra de tidligere herfra fremdragne varemærkeregistreringer VR 1907 1957, VR 3082 1922, VR 0298 1929 og VR 1146 1929.
Varemærkeregistreringen VR 0476 1909 omfatter i klasse 29 blandt andet margarine og andre spiselige fedtstoffer og VR 2682 1970 omfatter blandt andet i klasse 29 mayonnaise. Der er derfor tale om ligeartede varer og de to modholdte registreringer må fastholdes. Samtykke må herefter fremskaffes fra indehaveren af de to ovennævnte varemærkeregistreringer.....«
CEK I/S trak ved skrivelse af 17. juli 1989 protesten tilbage, hvilket direktoratet meddelte klager i skrivelse af 22. august 1989.
I skrivelse af 21. februar 1990 skrev klager følgende til Direktoratet
».....Ved nærværende skal jeg anmode om at denne afgørelse tages op til fornyet overvejelse, idet det er min opfattelse, at de to ældre registreringer for ordet respektive figurmærket VITA ikke kan anses for forvekslelige med betegnelsen BELVITA.
Til begrundelse herfor kan jeg anføre, at betegnelsen »vita« er det latinske ord for »liv« og »det at leve«, og denne betydning er kendt af alle forbrugere. Betegnelsen »liv/at leve« brugt for næringsmidler må anses for at være stærkt suggestivt, idet enhver er klar over at det er nødvendigt at spise, og spise rigtigt, såfremt man vil opretholde livet, altså det at leve.
I disse tider hvor skønhed, helse og i det hele taget det at leve et fornuftigt liv er oppe i tiden, understreges det suggestive indhold i betegnelsen »vita«, og denne yderligere suggestiv karakter.
Det er fast praksis at anse stærkt suggestive betegnelser som svage varemærkeelementer, og jeg kan fra Fru Rigmor Karlsens bog Varemærkeregistreringspraksis henvise til pagina 57, hvor der er vist en lang række varemærkeelementer, der anses for svage på grund af deres stærkt suggestive indhold. Fra denne liste henviser jeg specielt til at mærkeelementet »vital« er medtaget, og »vital« har jo en stærk tilknytning til ordet »vita« og betyder stort set det samme. Hvorfor ordet »vita« ikke er medtaget i denne liste er mig i og for sig noget uforklarligt, idet jeg ihvertfald sætter fuldkommen lighedstegn mellem »vita« og »vital«, men dette kan naturligvis også skyldes den udvikling samfundet har undergået, hvor det nu er »in« at værne om sit helbred.
I denne forbindelse skal jeg henviste til hvad Fru Rigmor Karlsen nævner om sådanne suggestive mærker, idet hun på pagina 56 anfører, at »suggestive mærker er registrerbare, når de ikke falder inden for § 13's område, men deres beskyttelsesområde er begrænset, og det bliver mere begrænset jo mere ordet nærmer sig det direkte deskriptive. Indehaveren af et mærke der består af elementer, hvortil der ikke kan opnås eneret, kan ikke forhindre andre i at bruge disse elementer, og derved bliver kravet om mærkernes indbyrdes forskel også mindre.«. Dette betyder altså efter min opfattelse, at mærkebestanddelen VITA må indgå med ringe vægt i forvekslingsbedømmelsen med andre mærker indeholdende dette ord.
Ved en bedømmelse på dette grundlag mener jeg klart at man kommer frem til at måtte statuere ikke-forvekselighed mellem mærkerne BELVITA OG VITA, og jeg henviser specielt til at det visuelle billede af mærkerne set overfor hinanden adskiller sig væsentligt, hvilket kan henføres til at det her ansøgte varemærke består af tre stavelser overfor de modholdte mærkers to stavelser, og at forstavelsen er klart forskellig, nemlig ordet BEL. Efter dansk varemærkepraksis er det således, at der lægges mest vægt på forstavelsen, og dette mener jeg i nærværende sag taler klart for mine argumenter.
Jeg mener også det er forsvarligt at statuere ikke-forvekslelighed mellem mærkerne VITA på den ene side og BELVITA på den anden, idet det efter min opfattelse er klart i overensstemmelse med den praksis Direktoratet normalt anlægger i sådanne sager.
I denne forbindelse skal jeg tillade mig at henvise til en række sager, hvor man har statueret ikke-forvekselelighed under disse omstændigheder, nemlig
DUALUX = LUX SUPALUX = LUX DUSCHLUX = LUX FLORENA = RENA MURENA = RENA LUPIDON = IDON COMBITHERM = TERM VARITHERM = TERM
Karakteristisk for disse afgørelser er, at det ene mærke indeholder det andet som slutstavelse, og på trods heraf har registreringsmyndighederne statueret ikke-forvekslelighed og man har naturligvis lagt vægt på at slutstavelsen respektive mærket er stærkt suggestiv og dermed alene nyder en begrænset beskyttelse.
Nærværende sag er fuldkommen analog med de ovenfor nævnte afgørelser, og jeg mener derfor at det er i overensstemmelse med normal registreringspraksis i Danmark såfremt man statuerer ikke-forvekslelighed mellem mærkerne BELVITA og VITA.....'
I den anledning udtalte Direktoratet i skrivelse af 29. august 1990
»I besvarelse af Deres skrivelse af 21 feb 1990 skal vi meddele, at uanset det af Dem anførte fastholdes modholdene VR 00.476 1909 og VR 02.682 1970 som værende i overensstemmelse med direktoratets praksis.
For så vidt angår de nævnte eksempler skal vi meddele, at disse ikke kan være normgivende, allerede fordi visse stavelser og orddelinger er forskellige i relation til nærværende ansøgning, og fordi de øvrige forstavelser ikke har særlig betydning. I nærværende sag associerer forstavelsen BEL til smuk eller dejlig.
For mærkets registrering må der derfor fremsendes samtykke fra indehaveren af de under VR 00.476 1909 og VR 02.682 1970 registrerede varemærker.....«
Klager anmodede i skrivelse af 29. april 1991 Direktoratet om at tage den trufne afgørelse op til fornyet overvejelse og anførte endvidere
».....Grunden til at mine klienter ønsker en fornyet overvejelse, er Direktoratets begrundelse for afgørelsen, idet det hedder, at de af mig nævnte eksempler i min skrivelse af 21. februar 1990 ikke kan være normgivende, fordi visse stavelser og orddelinger er forskellige i relation til nærværende ansøgning, og fordi de øvrige forstavelser ikke har særlig betydning.
Jeg må anmode om, at Direktoratet overvejer dette synspunkt endnu en gang, idet jeg kan henføre, at af de nævnte afgørelser anser jeg, DUALUX forskellige fra LUX, SUPALUX forskellig fra LUX, DUSCHLUX forskellig fra LUX, FLORENA forskellig fra RENA, COMBITHERM forskellig fra TERM, MURENA forskellig fra RENA, VARITHERM forskellig fra TERM, som fuldkommen analog med nærværende sag.
Det karakteristiske for nærværende sag er, at mærket VITA modholdes overfor BELVITA, og Direktoratet er af den opfattelse, at der må statueres forvekslelighed, fordi orddelen VITA genfindes i mine klienters mærke, og fordi forstavelsen BEL- har et suggestivt indhold. Mine nævnte eksempler, som angivet ovenfor, har fuldkommen de samme karakteristika, DUALUX forskellig fra LUX, DUA angiver, at der er noget dobbelt, jfr. ordet DUO, SUPALUX forskellig fra LUX, SUPA henfører til SUPER, DUSCHLUX forskellig fra LUX, DUSCH henfører helt klart til badeforhold, COMBITHERM FORSKELLIG FRA TERM, COMBI betyder at kombinere, VARITHERM forskellig fra TERM, VARI har relation til VARIATION.....«
Dette besvarede Direktoratet i skrivelse af 29. oktober 1991 som følger
».....I sagen DUALUX (VR 3363 1980) er VR 921 1928 LUX ikke fundet at være en hindring for registreringen, da ordet LUX er betragtet som meget svagt i varemærkemæssig henseende. Det samme må formodes at gælde for de øvrige eksempler, indeholdende stavelsen LUX.
I sagen COMBITHERM (VR 3548 1986) har der slet ikke været fremdraget noget varemærke TERM. Endvidere må TERM og THERM også siges at være svage stavelser, da THERM er det græske ord for varme.....«
Klager skrev den 19. februar 1992 følgende
».....Jeg er stadig uenig med Direktoratet i den opfattelse, der gives udtryk for, og specielt er jeg uenig i den begrundelse, der give i 2. og 3. afsnit i nævnte skrivelse.
Det nævnes i 2. afsnit, at ordet LUX må betragtes som svagt i varemærkehenseende, og i 3. afsnit nævnes det, at THERM også må anses for svagt, da THERM er det græske ord for varme. Jeg kan i nærværende sag ikke se andet, end at ordet VITA også må være svagt, da det er latin for »liv« eller »at leve«, og at ordet VITAs beskyttelsesomfang også vurderes og nedprioriteres på samme måde som LUX og Therm pga. ordets suggestive indhold for varer i klasse 30.....'
Den 28. september 1992 afslog direktoratet ansøgningen med følgende begrundelse
».....modholdene VR 476 1909 og VR 2682 1970 VITA fig og w fastholdes. Der er herved lagt vægt på, at VITA helt indgår i det søgte mærke, og at forstavelsen BEL, der kan oversættes med smuk, sprogligt lægger sig til VITA.
De anfører, at COMBITHERM er fundet forskelligt fra THERM og DUALUX forskelligt fra LUX. Allerede fordi COMBI og DUA består af to stavelser, kan forholdet ikke overføres til nærværende sag, hvor BEL kun er en stavelse. Direktoratet har tidligere anført, at THERM og LUX er svage stavelser. De gør gældende, at noget tilsvarende er tilfældet med VITA. Direktoratet er ikke enig heri, da VITA under VR 2682 1970 er registreret som ordmærke, hvorved der er opnået eneret til selve ordet. VITA er følgelig opfattet som særpræget.
Da De ikke har fremsendt samtykke fra indehaverne af de modholdte registreringer som anført i direktoratets skrivelser senest af 29 okt 1991 indenfor den i denne skrivelse fastsatte frist, afslås ansøgningen hermed.....«
Denne afgørelse har klageren ved skrivelse af 26. november 1992 indbragt for Patentankenævnet med påstand om, at direktoratets afgørelse omgøres.
I ankebegrundelsen skriver klageren bl.a.
»......De ældre registreringer bestående af ordet VITA respektive VITA plus figur, omfatter varer, der er ligeartede og for så vidt angår varearten mayonnaise identiske varer, og det spørgsmål, der skal besvares, er derfor alene, hvorvidt væremærkerne VITA ordmærke, VITA figurmærke på den ene side kan anses for at være forvekslelige med varemærket BELVITA.
Det er ansøgernes opfattelse, at dette ikke er tilfældet.
Det gøres gældende, at ordet VITA må anses for suggestivt for varer i klasserne 29 og 30, idet ordet VITA kommer fra latin, hvor ordet betyder liv og det at leve, og når dette ses i relation til specifikke fødevarer, er det ansøgernes opfattelse, at ordet VITA må betragtes som suggestivt i og med, at det er klart, at man må spise for at leve.
Gennem de sidste 10 - 15 år er det forhold, at man spiser på den korrekte måde oppe i tiden, og noget forbrugerne fokuserer på, og dette er grunden til, at betegnelsen VITA gennem de sidste 10- 15 år er blevet mere og mere suggestivt for varer, der har relation til klasserne 29 og 30 .
Jeg kan til dokumentation heraf oplyse, at der i det danske varemærkeregister for varemærker accepteret i klasserne 29 og 30 findes en lang række, hvori betegnelsen VITA indgår som et element, og det drejer sig mere præcist om 32 varemærker, nemlig følgende registreringer
Reg. nr. 2682/1970 VITA figur - - 117/1964 MAC/VITA - - 459/1962 DANO-VITA figur - - 298/1929 VITA - - 1146/1929 VITA - - 382/1922 VITA figur - - 42/1927 HMH VITA figur - - 476/1909 VITA - - 7127/1992 STORCK VITA-BON figur - - 3579/1992 VITAFRUIT - - 1947/1992 VITAFORM - - 0845/1953 VITALIA figur - - 3676/1991 VITALTRIM - - 251/1928 VITAMON - - 223/1918 VITAMON A/S figur - - 449/1923 VITAMOL - - 1892/1986 HARIBO MULTI-VITAMIONS - - 1612/1989 MANZ VITAMILD - - 3804/1992 VITAMINT - - 282/1964 VITANA - - 725/1944 VITANA - - 1015/1930 VITAMON - - 7136/1991 VITAPOLAR - - 1915/1985 VITAROL C - - 4906/1989 VITARI figur - - 4907/1989 VITARI figur - - 5524/1990 VITASAN CEK APS figur - - 3805/1992 VITASOOTHE - - 1915/1972 EVITA PARTY KAFFE - - 3552/1970 ENGEVITA - - 1651/1968 RYVITA - - 449/1927 RYVITA
Det er ansøgernes opfattelse, at denne lange række varemærker, hvori ordet VITA indgår, som for den overvejende dels vedkommende er registreret inden for de sidste 15 - 20 år, klart dokumenterer, at ordet VITA har en relation til varer i klasse 29 og 30 (fødevarer), og det af varemærkeindehavere og forbrugere betragtes som suggestivt for fødevarer.
Når henses til, at det er praksis i varemærkesager at anse stærkt suggestive betegnelser som svage mærkeelementer, jvf. her Rigmor Carlsens bog Varemærkeregistreringspraksis, pagina 57, hvor der opregnes en række sådanne elementer.
Jeg kan fra denne liste bl.a. anføre, at mærkeelementet VITAL er nævnt som et af disse svage mærkeelementer, og at medtage VITA til de svage mærkeelementer er efter min opfattelse korrekt.
Det nævnes endvidere i bogen Varemærkeregistreringspraksis på pagina 56, at »Suggestive mærker er registrerbare, når de ikke falder inden for § 13's område, men deres beskyttelsesområde er begrænset, og det bliver mere begrænset jo mere ordet nærmer sig det direkte deskriptive. Indehaveren af et mærke, der består af elementer, hvortil der ikke kan opnås eneret kan ikke forhindre andre i at bruge disse elementer, og derved bliver kravet om mærkernes indbydes forskel også mindre«.
Det er således min opfattelse, at ordet VITA falder ind under sådanne mærker, der må anses for at have et begrænset beskyttelsesomfang, fordi mærket må anses for suggestivt for varer i klasserne 29 og 30, og dette bør efter min opfattelse også bevirke, at man ikke vil kunne forhindre, at andre erhvervsdrivende registrerer varemærker, hvori ordet VITA indgår.
Dette er tilfældet i nærværende sag, hvor det ansøgte varemærke er ordet BELVITA, og når henses til, at forstavelsen BEL er fransk for smuk, og at VITA altså den identiske mærkebestanddel indgår i mærket som et underordnet led, nemlig som sidste del, finder jeg, at dette medfører, at der er tilstrækkelig afstand til mærkerne VITA og VITA figur.
Lydbilledet er nemlig helt ændret ved tilføjelsen af forstavelsen BEL, og dette accentueres af, at den fælles mærkebestanddel VITA kommer til sidst i mærket, idet udtalen og lydbilledet af første stavelse så langt overskygger betydningen af udtalen af sidste led.
Det er endvidere min opfattelse, at denne betragtning er korrekt, når henses til den praksis, der er udøvet af Patentdirektoratet, og jeg kan henvise til følgende afgørelser
DUALUX LUX SUPALUX LUX DUSCHLUX LUX FLORENA RENA MURENA RENA LUPIDON IDON COMBITHERM TERM VARITHERM TERM
Karakteristisk for disse afgørelser er, at det ene mærke er fuldt ud indeholdt i det andet som slutstavelse, at det mærke, der er indeholdt i det andet mærke, er et suggestivt mærke.
Det skal endvidere anføres, at tilføjelserne i hvert fald i en række af afgørelserne også har et mere eller mindre deskriptivt præg, men i nærværende sag finder jeg i og for sig, at dette er en styrkelse af de forskelle, der kan påpeges mellem mærkerne, da der opstår et andet suggestivt indhold, der er med til at gøre mærkerne adskillelige for forbrugerne.
Det gøres gældende, at de nævnte eksempler er analoge til nærværende sag, og i hvert fald for så vidt angår afgørelserne DUSCHLUX LUX, FLORENA RENA, DURENA, MORENA RENA og LUPIDON IDON er der samtidig tale om, at den tilføjelse, der er sket til det fælles mærkeelement, er et enstavelsesord ligesom i nærværende sag.
Det er derfor ansøgernes opfattelse, at ud fra en teoretisk bedømmelse af forvekslingsrisikoen mellem varemærkerne VITA respektive VITA figur på den ene side og BELVITA på den anden samt med henvisning til den praksis, der udøves af Patentdirektoratet må tilsige, at mærkerne ikke kan betragtes som forvekslelige.
Herudover vil jeg gerne gøre gældende, at når disse teoretiske og praksismæssige bedømmelser er gjort, finder jeg at det er uhyre vigtigt, at man bagefter prøver at bedømme, hvorvidt der i det reelle liv er risiko for, at forbrugerne vil kunne tage fejl af de to varemærker.
I den anledning vil jeg gerne anføre, at det er min opfattelse, at forbrugerne ikke vil tage fejl af mærkerne VITA OG BELVITA, allerede fordi man ikke har en entydig henvisning til produktet VITA, fordi der rent faktisk findes 32 andre registreringer, som man må formode for i hvert fald en lang rækkes vedkommende aktuelt er i brug for fødevarer, og man derfor ikke har nogen formodning om, at alle mærker, hvori ordet VITA indgår, stammer fra det samme selskab.
Forbrugerne er således vant til at se varemærker, hvori ordet VITA indgår for mangeartede varer stammende fra forskellige virksomheder, og når hertil lægges, at ordet VITA som sådan udover den latinske betydning og det suggestive indhold for mange forbrugere vil være ensbetydende med et pigenavn, og når henses til, at det her ansøgte varemærke gennem forstavelsen BEL, der også er kendt af de danske forbrugere, får et præg af fransk oprindelse, der står i kontrast til pigenavnet VITA, må man komme til den slutning, at forbrugerne ikke i realiteten vil kunne forveksle de to varemærker.....'
I anledning af klagen har direktoratet ved skrivelse af 13. maj 1993 afgivet følgende udtalelse
».....Direktoratet finder, at mærkerne er forvekslelige, og afslaget derfor er korrekt afsagt. Det skal særligt bemærkes, at VITA for det første helt indgår i det ansøgte mærke som de sidste to stavelser. For det andet er VITA en dominerende del af det ansøgte mærke, da BEL med betydningen SMUKT sprogligt lægger sig til VITA og dermed peger hen mod VITA.
Det bemærkes, at VITA er registreret som ordmærke, hvorfor det ikke kan hævdes, at der er tale om et særligt svagt mærke. Direktoratet må respektere den varemærkemæssige eneret til ordet VITA, der iøvrigt også er et pigenavn.
For så vidt angår de nævnte registrerede varemærker med mærkedelen VITA kan oplyses, at ved gennemsyn af de seneste registreringer er det konstateret, at VITA ikke er opfattet som et svagt mærkeelement som af Firma Chas. Hude hævdet, men at ansøgningerne inden registrering er blevet berigtiget overfor VITA på forskellige måder. Således blev VR 3804 1992, VR 38 05 1992, VR 1947 1992, VR 3579 1992 og VR 7136 1991 begrænset overfor VITA w eller modtog samtykke inden registrering skete.
VITA w blev også modholdt på ENGEVITA og på RYVITA.
For så vidt angår de øvrige oplistede registreringer, hvorefter visse mærker ikke er anset for forvekslelige, skal bemærkes, at LUX, TERM og COMBI er så svage mærkeelementer, at de normalt ikke modholdes på 3-stavelsesord, der ender på disse mærkeelementer. LUPIDON er forskellig fra IDON, allerede fordi førstnævnte udtales LU-PI-DON og ikke LUP-I-DON. MURENA er fundet forskellig fra RENA på grund af den karakteristiske første stavelse MU, der udtales med klart U.
Direktoratet finder, at BELVITA er forvekslelig med VITA, hvilket også er i nøje overensstemmelse med praksis, og indstiller derfor til ankenævnet, at afslaget stadfæstes.«
Ankenævnet har behandlet sagen på sit møde den 18. november 1993.
Klageren gav ikke møde.
Ankenævnet skal udtale
I henhold til de af Direktoratet anførte grunde og idet det for Ankenævnet anførte ikke findes at kunne føre til andet resultat
bestemmes
Den påklagede afgørelse stadfæstes.
Grønning-Nielsen. Hans Chr. Thomsen. J.C. Warnich-Hansen.
Ingen
Ansøgning om registrering af varemærket BELVITA afslået på grund af forvekslelighed med tidligere registrerede varemærker VITA.