FREEPORT ikke forveksleligt med FREEMONT
Statutory Text (3 Articles)
FREEPORT ikke forveksleligt med FREEMONT
År 1993, den 3. december afsagde Patentankenævnet
(Grønning-Nielsen, Hans Chr. Thomsen, Warnich-Hansen)
følgende
KENDELSE i sagen j.nr. V 53/92: Klage fra Philip Morris Products, USA, v/Patentbureau Budde, Schou & Co. A/S over Patentdirektoratets afgørelse af 4 november 1992 af varemærke- ansøgning nr. 1104 1989.
Den 16. februar 1989 indleverede klageren en ansøgning om registrering af varemærket FREEPORT (ordmærke) for alle varer i klasse 34, herunder tobak, artikler for rygere, tændstikker.
I skrivelse af 6. december 1989 udtalte Patentdirektoratet, at det ansøgte varemærke var fundet forveksleligt med følgende registrerede varemærke: VR 1475 1985 FREEMONT (ordmærke) omfattende klasse 34: cigaretter.
Klageren skrev i den anledning den 5. april 1990 til direktoratet følgende
»Direktoratet har i sin nævnte skrivelse modholdt følgende registrering
Reg. nr. 1475/85 FREEMONT
Efter ansøgernes formening bør nævnte registrering ikke danne nogen hindring for registrering af det ansøgte mærke, og ansøgerne anmoder høfligst direktoratet om at tage sagen op til fornyet overvejelse. Man anfører i denne forbindelse følgende.
Såvel synsmæssigt som lydmæssigt adskiller det ansøgte mærke og det modholdte mærke sig tydeligt fra hinanden. Hertil kommer, at mærkebestanddelen »FREE« indgår i eksisterende registreringer dækkende varer i klasse 34, således er ansøgerne af nærværende ansøgning indehavere af reg. nr. 2134/77 FREE-KICK dækkende varer i klasse 34. Mærkebestanddelen PORT/MONT adskiller sig betydeligt fra hinanden, såvel syns- som lydmæssigt.
Det ansøgte mærke og det modholdte mærke giver endvidere anledning til forskellige associationer. PORT leder tanken hen på »en port« eller på »en havn«. MONT derimod leder tanken hen på »et bjerg«, f.eks. Mont Everest.
Ansøgerne er endvidere af den opfattelse, at der må lægges særlig vægt på køberkredsens karakter, idet kundekredsen for så vidt angår varer i klasse 34 må antages at være særdeles bevidst om, hvilket mærke er »det rigtige«.
Ansøgerne oplyser endvidere, at mærkerne FREEPORT/FREEMONT eksisterer side om side i USA og i Singapore.
Ansøgerne er følgelig af den formening, at det ansøgte mærke såvel synsmæssigt som lydmæssigt, som hvad angår begrebsindhold af helhedsbilledet adskiller sig fra det modholdte mærke i en sådan grad, at der ikke er fare for, at forveksling kan finde sted.'
Den 18. december 1990 fastholdt direktoratet, at mærkerne var forvekslelige.
Direktoratet anførte følgende
»De henviser nærmere til synsmæssige og lydlige forskelle mellem mærkerne, til registreringen VR 2134 1977, FREE-KICK, og til køberkredsen for de her omhandlede varer.
Uanset det af Dem anførte må direktoratet fastholde, at Deres mærke er forveksleligt med VR 1475 1985, da første stavelse i ordene er ens, og der delvist er identitet i anden stavelse.
Deres ansøgning må derfor fortsat begrænses eller samtykke må indhentes som anført i vort brev af 6. december 1989.«
I besvarelse heraf bemærkede klager i skrivelse af 12. april 1991.
»I ovennævnte skrivelse meddeler direktoratet, at man fastholder modholdelsen af registrering nr. 1475/85 FREEMONT, »da første stavelse i ordene er ens, og der er delvis identitet i anden stavelse«.
Ansøgerne er imidlertid fortsat af denne formening, at registrering nr. 1475/85 FREEMONT ikke bør danne nogen hindring for registrering af det ansøgte mærke, og ansøgerne anmoder derfor høfligst direktoratet om at overveje sagen på ny. I denne forbindelse anføres følgende.
Ansøgerne finder ikke, som anført af direktoratet, at der en nogen identitet mellem PORT/MONT. Tværtimod finder ansøgerne, at FREEPORT/FREEMONT såvel synsmæssigt som lydmæssigt adskiller sig tydeligt fra hinanden, ligesom mærkerne har forskellige betydninger og giver anledning til forskellige associationer.
Endvidere er forholdet det, at mærkerne FREEPORT/FREMONT eksisterer side om side i USA, der er hjemland for såvel ansøgerne af nærværende ansøgning som indehaverne af den modholdte registrering.
Når varemærkemyndighederne i USA har anerkendt, at mærkerne FREEPORT/FREMONT kan eksistere side om side, forekommer det rimeligt, at man også i Danmark anerkender, at mærkerne kan eksistere side om side. Vi vedlægger kopi af ansøgernes registrering i The Principal Register i USA nr. 1515696 FREEPORT tillige med kopi af registrering i The Principal Register nr. 1245950 FREEMONT i navnet Brown & Williamson Tobacco Corporation.
Under henvisning til ovenstående og under henvisning til vor skrivelse af 5. april 1990 håber ansøgerne, at direktoratet efter fornyet overvejelse vil være indforstået med at fremme nærværende ansøgning til offentliggørelse trods registrering nr. 1475/85 FREEMONT.'
Direktoratet udtalte i skrivelse af 31. oktober 1991 som følger
»De har i brev hertil af 5. april 1990 anmodet direktoratet om at tage afgørelsen vedrørende ovennævnte varemærke op til fornyet overvejelse. De anfører i den forbindelse, at mærkebestanddelen FREE indgår i eksisterende registreringer i klasse 34, samt at mærkebestanddelene henholdsvis -PORT og -MONT adskiller sig betydeligt fra hinanden.
Uanset det af Dem anførte, fastholder vi endnu en gang vores afgørelse om, at mærkerne FREEPORT og FREEMONT er forvekslelige. Begge ord består af otte bogstaver hvoraf de fire første er identiske og optræder i samme rækkefølge. Begge ord's slutstavelse indeholder bogstavet »O« som eneste vokal, og begge ord afsluttes med bogstavet »T«. I såvel synsmæssig som lydmæssig henseende ligger ordene således meget tæt på hinanden'.
Klageren meddelte i skrivelse af 28. februar 1992, at »..... det ansøgte mærke FREEPORT bør kunne registreres uanset det af direktoratet modholdte mærke VR 1475/85 FREEMONT.
Ved en sammenholden af mærkerne
FREEPORT
FREEMONT
skal vi fremdrage følgende.
1. FREE
De to mærker har tilfælles FREE. FREE indgår som mærke bestanddel i andre mærker i klasse 34 og kan ikke i sig selv begrunde, at der statueres forvekslelighed mellem to mærker indeholdende FREE som mærkebestanddel. 2. PORT
FREEPORT indeholder som anden stavelse PORT. PORT er et ord i sin egen ret med en bestemt betydning på engelsk, nemlig »havn«. Den engelske betegnelse for Københavns Frihavn er således »Copenhagen Freeport«.
Ordet PORT indgår i det danske sprog, jfr. ord som »ladeport«.
Ordet PORT udtales såvel på engelsk som på dansk med en å-lyd
3. MONT
Endelsen MONT i FREEMONT har en selvstændig betydning, nemlig »bjerg«.
O-lyden i MONT svarer til o-lyden i ord som f.eks. »mund«.
4. Mærkerne FREEPORT og FREEMONT giver forskellige associationer. Medens man med hensyn til FREEPORT kan komme til at tænke på en »frihavn« er det nærliggende at opfatte ordet »FREEMONT« som bynavn.
5. Mærkerne FREEPORT og FREEMONT adskiller sig ud fra en helhedsbedømmelse betydeligt fra hinanden. Vi skal her fremhæve den forskellige betydning af PORT/MONT. De pågældende forskelle bevirker efter ansøgernes formening, at mærkerne FREEPORT/FREEMONT kommer til at adskille sig tilstrækkeligt fra hinanden i varemærkemæssig henseende ud fra en helhedsbedømmelse. Det må også spille ind i nævnte helhedsbedømmelse, at den fælles forstavelse FREE ikke kan forbeholdes noget enkelt firma. Når man vælger en fribetegnelse som første stavelse af sit mærke og nævnte forstavelse udgør halvdelen af det pågældende varemærke, må dette få indflydelse på helhedsbedømmelsen.
6. Registreringen af FREEMONT blev gennemført i 1985 efter en ansøgning indleveret den 14. oktober 1983. Mærket ses ikke at have været brugt af de pågældende varemærkeindehavere. Siden nævnte ansøgningsdato er der gået snart 9 år. Selvom den pågældende registrering tidligst kan kræves udslettet den 1. januar 1997, bør det dog efter ansøgernes formening også indgå i vurderingen, at det pågældende mærke ikke ses nogensinde at have været benyttet af de pågældende varemærkeindehavere.'
Den 4. november 1992 afslog direktoratet ansøgningen under henvisning til varemærkelovens § 15, stk. 1, idet det ansøgte mærke ».....er forveksleligt med VR 1475 1985 FREEMONT. Ordene FREEPORT og FREEMONT består begge af 8 bogstaver, hvoraf de 4 første er identiske. Begge ords slutstavelser indeholder vokalen O som eneste vokal og begge ord slutter med bogstavet T. Der er således visuel og auditiv lighed mellem mærkerne.«
Denne afgørelse har klageren ved skrivelse af 23. december 1992 indbragt for Patentankenævntet med påstand om, at Patentdirektoratet pålægges ikke at modholde reg. nr. 1475/85 FREEMONT over for ansøgning nr. 1104/89 FREEPORT. I ankebegrundelsen skriver klageren bl.a.
»....Under skriftvekslingen med Patentdirektoratet har vi på klagerens vegne indgående gjort rede for de omstændigheder, der efter klagernes opfattelse taler mod, at reg. nr. 1475/85 FREEMONT skulle stille sig i vejen for registreringen af FREEPORT.
Vi henviser specielt til vor skrivelse af 28. februar 1992. Den 12 april 1991 orienterede vi Patentdirektoratet om, at mærkerne FREEPORT/FREEMONT eksisterer side om side i de pågældende to firmaers hjemland, USA, og vedlagde kopier af de to USA-registreringer. USA registrering nr. 1245950 vedrører mærket FREMONT og ikke FREEMONT. Imidlertid indebærer dette efter klagernes formening ikke nogen ændring for så vidt angår sameksistens. Ordene FREEPORT/FREEMONT er begge engelske. Det forekommer ikke klagerne rimeligt, at reg. nr. 1475/85 FREEMONT skulle stille sig i vejen for en registrering af FREEPORT her i landet, specielt på baggrund af sameksistensen i USA
Det bemærkes i denne forbindelse, at en markedsføring af de pågældende tobaksvarer her i landet må antages at finde sted på grundlag af import.«
Ankenævnet har behandlet sagen på sit møde den 18. november 1993.
Klageren var ikke mødt.
Ankenævnet skal udtale
Varemærkerne FREEPORT og FREEMONT findes efter en helhedsvurdering hverken auditivt, visuelt eller associationsmæssigt forvekslelige. Under hensyn hertil og idet bemærkes, at stavelsen FREE har en adjektivisk karakter
bestemmes
Det af Direktoratet modholdte varemærke findes ikke til hinder for registrering af det ansøgte.
Grønning-Nielsen. Hans Chr. Thomsen. J.C. Warnich-Hansen.
Ingen
Varemærket FREEPORT var af Patentdirektoratet fundet forveksleligt med varemærket FREEMONT. Patentankenævnet omstødte direktoratets afgørelse.