Optagelse af forhandling i henhold til konkurrencelovens § 11 med Den Almindelige Danske Lægeforening om liberalisering af begrænsninger i medlemmernes reklameringsadgang. (* 1)

§ 15 Annoncering over for offentligheden.

Uden for fagpressen er annoncering kun tilladt i danske dag- og ugeblade. Sådan annoncering kan omfatte nedsættelse, flytning, bortrejse, hjemkomst, sygdom, helbredelse, vikariat, ændring af adresse, konsultationstid eller telefonnummer.

Stk. 2. Annoncering må herudover kun indeholde den specielle meddelelse, der ønskes offentliggjort med fornøden angivelse af navn, titel og det speciale, lægen virker i.

Stk. 3. Annoncering om nedsættelse eller flytning er kun tilladt 15 gange inden for et tidsrum af 2 måneder. Annoncering med andre meddelelser er kun tilladt 3 gange inden for et tilsvarende tidsrum.

Stk. 4. Annoncer må kun indtage en enkelt spaltes bredde. Særlig fremhævning ved streger, rammer, uforholdsmæssigt store typer eller lignende må ikke finde sted.

Bemærkninger

§ 15 angiver rammerne for lægers annoncering over for offentligheden, det vil sige i dag- og ugeblade, elektroniske medier m.v.

§ 16. Anden annoncering.

Annoncering i telefonbøger, vejvisere m.v. samt angivelse af særlige meddelelser på receptblanketter og kuverter m.v. må kun finde sted med samme begrænsninger som angivet i § 15.

Stk. 2. Gadetavler og skilte må kun udformes med de begrænsninger, der er angivet i § 15. Gadetavler og skilte må kun anbringes på den ejendom, hvor lægen har konsultation eller klinik, og må hverken ved usædvanlig størrelse, form eller anbringelsesmåde have et reklamemæssigt præg.

Stk. 3. Den lokale kredsforenings bestyrelse kan udarbejde retningslinier, der afviger fra denne bestemmelse.«.

2.c. I et notat til rådsmøde den 29. april 1992 er bl.a. anført

»En lang række liberale erhverv er underlagt regler, som griber ind i den frie konkurrence - og dermed hindrer den størst mulige effektivitet i omsætningen af de tjenesteydelser, som disse erhverv leverer. Der opretholdes herved en uhensigtsmæssig erhvervsstruktur. Reglerne kan være såvel offentligt fastsatte regler som kollegiale, etiske regler fastsat af de respektive brancheforeninger.

I en række tilfælde virker de bestemmelser, som er fastsat i de kollegiale regler som supplerende eller udbyggende til de konkurrenceregulerende bestemmelser inden for de respektive erhverv, som er indeholdt i særlovgivningen.

Der er tale om regler, der måske nok i et vist omfang kan være rimeligt begrundede, men som går ud over, hvad der kan anses for nødvendigt for at erhvervene kan udøves på forsvarlig vis, og som skaber urimelige indskrænkninger i den fri erhvervsudøvelse m.v., med de i konkurrencelovens § 11 nævnte skadelige virkninger til følge.

Indskrænkningerne i erhvervsfriheden kan typisk gå på begrænsninger i etableringsfriheden og begrænsninger i den erhvervsdrivendes adgang til at kunne disponere frit, f. eks. markedsføre sig, fastsætte sit honorar eller konkurrere mere direkte om kunderne med skift af rådgiver m.v. til følge.

Det skal dog nævnes, at såvel for den offentlige regulerings vedkommende som for en lang række af de bestemmelser, der er fastsat i foreningernes kollegiale og etiske regler, er langt de fleste regler baseret på saglige, objektive, rimelige og konsekvent gennemførte kriterier på områder, hvor det kan vise sig nødvendigt at lade konkurrencehensynet vige for andre og mere tungtvejende politiske hensyn, f. eks. krav til uddannelsesmæssig baggrund og sikkerhed, der er nødvendige for at sikre en forsvarlig erhvervsudøvelse.«.

3. Klagerens argumentation.

Klageren har anført, at konkurrencelovens §§ 11-14 ikke finder anvendelse på de kollektive regler på grund af den nære tilknytning til den offentlige regulering, jf. konkurrencelovens § 2, samt at betingelserne for at anvende konkurrencelovens § 11 ikke er til stede.

96% af sygdomsbehandlingen i Danmark sker gennem alment praktiserende læger i henhold til aftaler indgået med den offentlige sygesikring. Patienterne er sikret i gruppe 1 eller gruppe 2.

Gruppe 2 sikrede har frit lægevalg mod en vis egenbetaling, som fastsættes af lægen. For patienter i denne gruppe har lægen fri adgang til at fastsætte honoraret.

For patienter i gruppe 1 er lægehjælp gratis, men også for denne gruppe er der en vis valgfrihed. Der er frit valg mellem de praktiserende speciallæger, når der foreligger en henvisning fra almenlægen. Endvidere kan lægeskift nu finde sted på et hvilket som helst tidspunkt af året, dog med en binding i 6 måneder.

Alle borgere har således mulighed for frit lægevalg.

Selv om brancheforeningsvedtægter normalt vil være reguleret af bestemmelsen i konkurrencelovens § 2, er dette ikke tilfældet med foreningens vedtægter på grund af disses nære tilknytning til den offentlige regulering på området. Klageren har herved på nævnets forespørgsel oplyst, at gennemsnitligt 90% af de praktiserende lægers indtægt er undergivet aftaler med den offentlige sygesikring.

Bestemmelserne i foreningsvedtægtens § 14, stk. 3, §§ 15 og 16 har ikke skadelig virkning på konkurrencen. De har til formål at sikre, at lægestandens markedsføring af behandlingstilbud sker på en etisk forsvarlig måde. Herved forhindres, at befolkningen vildledes til at underkaste sig useriøs behandling med diverse mirakelkure. På et så følsomt område som sygdomsbehandling er der behov for en vis forbrugerbeskyttelse. En sådan beskyttelse yder den gældende forbrugerlovgivning ikke i fornødent omfang. Derfor må bestemmelserne anses for en vigtig forudsætning for opretholdelse af befolkningens tillid ikke alene til den danske lægestand, men til det danske sundhedsvæsen som helhed.

Der er således en betydelig nyttevirkning af bestemmelserne, og en helhedsbedømmelse må føre til, at nyttevirkningen tillægges størst vægt.

Der er i det hele taget tale om objektive og rimelige bestemmelser, der ikke giver grundlag for indgreb i henhold til konkurrencelovens § 11, og som i mangel af anden tilstrækkelig regulering må opretholdes i almenhedens interesse.

Lægevirksomhed kan ikke sammenlignes med anden erhvervsvirksomhed. Der er ved lægevirksomhed, hvor der er tale om en »gratisydelse«, behov for en økonomisk styring for at sikre en hensigtsmæssig udnyttelse af ressourcerne.

Ved offentlig sygesikring er det nødvendigt med begrænsninger. Der må sikres en styring af antallet af ydere og af, at disses organisationsmæssige tilknytning fastholdes. Kun herved sikres overholdelse af de overenskomstmæssige forpligtelser og de i henhold hertil aftalte økonomiske rammer.

Klageren har endelig anført, at der under den tidligere monopollov var praksis for at anerkende reklameringsrestriktioner inden for liberale erhverv, og denne praksis er der ikke grundlag for at ændre som følge af konkurrencelovens gennemførelse.

4. Konkurrencerådets argumentation.

Konkurrencerådet har anført, at sagen drejer sig om klagerens annonceringsregler m.m.. Forholdene til den offentlige sygesikring er i den relation uden relevans. Det er således ikke klagerens overenskomst med sygesikringen, der er grebet ind overfor.

Rådets afgørelse retter sig ikke mod forhold, der er omfattet af overenskomsten med det offentlige, men mod brancheforeningsvedtagelser. Konkurrencelovens § 2 undtager ikke disse, og konkurrencelovens §§ 11-14 finder således anvendelse på de omhandlede bestemmelser om lægers annoncering.

De i bestemmelserne indeholdte formkrav begrænser konkurrencen på en sådan måde, at de medfører eller vil kunne medføre de i konkurrencelovens § 11 nævnte skadelige virkninger for konkurrencen og dermed effektiviteten, idet incitamentet til effektivitetsforbedringer formindskes, hvis det ikke kan meddeles omverdenen.

Klagerens retningslinier for medlemmernes annoncering og for i øvrigt at meddele sig til offentligheden er således særdeles detaljerede med hensyn til såvel form som indhold. Det er ikke det forhold, at klageren har fastsat rammer for medlemmernes muligheder for at meddele sig over for befolkningen, som i sig selv er fundet skadelig for konkurrencen, men karakteren af de i rammerne fastsatte krav. Reglerne begrænser det enkelte medlems mulighed for at påkalde sig omverdenens opmærksomhed, hvilket vil have særlig stor betydning ved nyetablering.

Det er ikke sandsynliggjort, at liberalisering eller ophævelse af de i de kollegiale regler stillede formkrav til medlemmernes annoncering m.m. vil forøge mulighederne for at vildlede den kreds, annonceringen retter sig imod. Det afgørende i den henseende er de ydelser, der fremgår af f.eks. en annonce. Bestemmelserne om, i hvilke blade en annonce må bringes, hvor mange spalter den må indtage, hvilke typer der skal anvendes, hvor ofte den må bringes, hvilken form og størrelse et skilt må have, og hvor det må anbringes, lægger unødvendige hindringer i vejen for den enkelte læges mulighed for at påkalde sig opmærksomhed. Det samme gælder bestemmelsen om, at der ikke må sendes meddelelser til offentlige myndigheder eller en ubestemt kreds af personer.

Ifølge § 15 må der alene oplyses om praktiske forhold, og bestemmelsen forhindrer angivelse af andre oplysninger vedrørende kvalifikationer, klinikforhold eller lignende. Den eneste kvalifikation, der må angives, er lægens speciale. Det er f.eks. ikke tilladt at angive, hvilke områder lægen har særlig interesse, erfaring eller uddannelse i, hvis lægen ikke virker som egentlig specialist på det pågældende område. Oplysninger om særlige behandlingsmetoder eller om, at man kun beskæftiger sig med nærmere angivne sygdomme eller lidelser, er ikke tilladt, ligesom oplysninger om andre særlige forhold f.eks. vedrørende klinikken er udelukket. Bestemmelsen i § 15 forhindrer den seriøse forbrugeroplysning, som sætter forbrugeren i stand til at opsøge den ekspertise, der er brug for i den konkrete situation.

Konkurrencen begrænses mellem klagerens medlemmer, når det enkelte medlem ikke kan fremhæve egne særlige kvalifikationer, og det medfører de i konkurrencelovens § 11 nævnte skadelige virkninger for konkurrencen. Bestemmelsen vil således være til hinder for, at den effektivisering og billiggørelse, der kan opnås som følge af specialisering, meddeles til forbrugeren, og bidrager herved til en fastlåsning af markedsstrukturen og effektivitetsudviklingen.

Bestemmelserne i lægeloven og markedsføringsloven retter sig mod vildledende annoncering. Ifølge lægelovens § 21 må en læges reklamer ikke være egnet til at vække urigtige forestillinger med hensyn til kvalifikationer eller behandlingsmåder, og markedsføringslovens § 2 bestemmer, at der ikke i markedsføringen må anvendes urigtige, vildledende eller urimeligt mangelfulde angivelser. Anden lovgivning varetager således i tilstrækkeligt omfang hensynet til den forbrugerbeskyttelse, som klageren påråber sig.

5. Ankenævnets bemærkninger

De liberale erhverv indtager ikke nogen særstilling ifølge konkurrenceloven, og de særlige hensyn til forbrugerbeskyttelse inden for sundhedssektoren, som klageren har påberåbt sig til støtte for at opretholde de omtvistede kollegiale regler, må antages i fornødent omfang at være varetaget i den øvrige lovgivning, herunder især markedsføringslovens almindelige bestemmelser og den særlige regel om reklamering i lægelovens § 21.

På denne baggrund tiltræder ankenævnet, at de kollegiale reglers §§ 14-16 vil kunne medføre de i konkurrencelovens § 11 nævnte skadelige virkninger, og at der derfor i denne bestemmelse har været hjemmel til at bestemme, at der skal optages forhandling med klageren for at søge de skadelige virkninger bragt til ophør.

Særligt vedrørende konkurrencelovens § 2 bemærkes, at for så vidt angår den del, ca. 10%, af klagerens medlemmers indtægt, der ikke er undergivet aftale med den offentlige sygesikring, hindrer denne bestemmelse ikke indgreb efter lovens § 11. Men heller ikke for så vidt angår indtægten i øvrigt, findes der at være en sammenhæng mellem overenskomsten med det offentlige og de kollegiale vedtægter, der i medfør af lovens § 2 kan begrunde, at § 11 ikke finder anvendelse.

Efter det anførte stadfæster ankenævnet Konkurrencerådets afgørelse.

Konkurrencerådets afgørelse af 4. maj 1992 stadfæstes.

Optagelse af forhandling i henhold til konkurrencelovens § 11 med Den Almindelige Danske Lægeforening om liberalisering af begrænsninger i medlemmernes reklameringsadgang. (* 1)

År 1993, 5. juli, afsagde Konkurrenceankenævnet i sagen j.nr. 92-31.254 Den Almindelige Danske Lægeforening ctr. Konkurrencerådet sålydende

K E N D E L S E

1. Ved skrivelse af 27. maj 1992 har Den Almindelige Danske Lægeforening klaget over en af Konkurrencerådet den 4. maj 1992 truffet afgørelse, hvorved rådet fandt, at nogle bestemmelser i foreningens kollegiale regler vil kunne medføre de i konkurrencelovens § 11 nævnte skadelige virkninger, således at der skulle optages forhandling med henblik på at søge disse virkninger bragt til ophør.

Klageren har påstået afgørelsen ophævet.

Konkurrencerådet har påstået afgørelsen stadfæstet.

Sagen har været mundtligt forhandlet.

2.a. Konkurrencerådets skrivelse af 4. maj 1992 er sålydende

»Konkurrencerådet har i mødet den 29. april 1992 behandlet foreningens kollegiale regler, som er anmeldt til Konkurrencerådet i henhold til konkurrencelovens § 5.

Behandlingen er sket som en del af en generel vurdering af de offentligt og privatretligt fastsatte bestemmelser, der regulerer erhvervsudøvelsen i de liberale erhverv...

I behandlingen er indgået foreningens tidligere fremsendte redegørelse for en række bestemmelser i de kollegiale regler.

Konkurrencerådet vedtog, at følgende bestemmelser i de kollegiale regler for læger medfører eller vil kunne medføre de i konkurrencelovens § 11 nævnte skadelige virkninger: § 14, stk. 3, vedrørende udsendelse af meddelelser og brochurer, og §§ 15 og 16 vedrørende annoncering iøvrigt, og at der i medfør af bestemmelserne i lovens § 11 skal optages forhandling med henblik på at søge de skadelige virkninger bragt til ophør.

Rådet lagde ved afgørelsen vægt på, at markedsføringsbestemmelser af ovennævnte type begrænser konkurrencen mellem medlemmerne. Samtidig virker de strukturbevarende og utidssvarende i relation til de behov, som samfundsudviklingen har skabt med deraf følgende skadelige virkninger for effektiviteten. Endvidere vanskeliggøres nyetableringer...

Konkurrencerådet vil på et senere tidspunkt (sandsynligvis efter sommerferien) vende tilbage med henblik på fastsættelse af mødetidspunktet.

Samtidig ønskes en orienterende drøftelse med foreningen med henblik på en afklaring af, om bestemmelsen i de kollegiale vedtægters § 13, stk. 2, vedrørende amanuenser eller vikarer vil kunne medføre de i konkurrencelovens § 11 nævnte skadelige virkninger, og om på hvilke områder prisannoncering vil kunne have nogen effekt, dvs i hvilket omfang der ikke er aftalt takster med Sygesikringens Forhandlingsudvalg. ...«.

2.b. De omhandlede kollegiale bestemmelser (med bemærkninger) er sålydende

Ȥ 14 Annoncering over for kolleger.

Annoncering er tilladt uden indskrænkninger i danske eller fællesnordiske lægevidenskabelige tidskrifter.

Stk. 2. I tvivlstilfælde afgør hovedbestyrelsen, om et tids skrift skal anses for et lægeviedenskabeligt tidsskrift.

Stk. 3. Udsendelse af meddelelser og brochurer og lignende til offentlige myndigheder og private institutioner eller til en ubestemt kreds af personer, der ikke er medlem af Lægeforeningen, er ikke tilladt.

Bemærkninger

Bestemmelsen udelukker ikke udsendelse af informationsmateriale til særlige grupper af Lægeforeningens medlemmer, f. eks. praktiserende læger. § 14, stk. 3, udelukker derimod, at læger kan udarbejde brochurer med henblik på at markedsføre deres behandlingstilbud over for forsikringsselskaber, offentlige myndigheder eller særlige grupper af befolkningen.

(* 1) Konkurrencerådet

Dokumentation 1993-2, s. 175-182

Ankenævnet stadfæstede Konkurrencerådets afgørelse om, at de omtvistede kollegiale regler om reklamering ikke medfører de i konkurrencelovens § 11 skadelige virkninger, og at der derfor var hjemmel til at optage forhandlinger.

Ankenævnet fastslog, at de liberale erhverv ikke indtager en særstilling efter konkurrenceloven, samt at de særlige hensyn til forbrugerbeskyttelse inden for sundhedssektoren, som klagerne havde påberåbt sig til støtte for at opretholde de omtvistede kollegiale regler, måtte antages i fornødent omfang at være varetaget i den øvrige lovgivning, herunder især markedsføringsloven og lægelovens § 21 vedr. reklamering.