Med udgangspunkt i retlige spørgsmål, der alene er omfattet af ankenævnets kompetence, var der ikke grundlag for at kræve erlagte tvangsbøder tilbagebetalt. Forvaltningsretlige spørgsmål vedr. indhold, begrundelse og betydningen af klagefristen.

Med udgangspunkt i retlige spørgsmål, der alene er omfattet af ankenævnets kompetence, var der ikke grundlag for at kræve erlagte tvangsbøder tilbagebetalt. Forvaltningsretlige spørgsmål vedr. indhold, begrundelse og betydningen af klagefristen.

I skrivelse af 20. oktober 1992 har selskabet klaget over Finanstilsynets afgørelse af 21. september 1992 (j.nr. 63181-0004). Efter afgørelsen har Finanstilsynet pålagt hvert medlem af bestyrelsen en ugentlig tvangsbøde på 5.000 kr., jf. fondsbørslovens § 45, med virkning fra den 28. september 1992, kl. 12.00, såfremt den i § 20 i bekendtgørelse nr. 418 af 31. maj 1991 om betingelserne for optagelse til officiel notering af værdipapirer på Københavns Fondsbørs omhandlede halvårsrapport for selskabet vedrørende perioden for tiden fra den 1. januar 1992 til den 30. juni 1992 ikke var Fondsbørsen i hænde senest nævnte dato, den 28. september 1992, kl. 12.00.

Det fremgår af sagen, at pålægget er forlænget ugevist med samtidig pålæg af tilsvarende bøder til og med forfaldsdag den 2. november 1992. Fondsbørsen modtog den 5. november 1992 halvårsregnskabet. Der er i overensstemmelse med pålæggene i alt indbetalt 150.000 kr. i tvangsbøder.

Selskabets indsigelser vedrører følgende forhold

1) Ved skrivelse af 31. august 1992 afslog Københavns Fondsbørs i medfør af § 21, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 418 af 31. maj 1991 at imødekomme en ansøgning af 28. august 1992 fra selskabet om dispensation fra fristen efter bekendtgørelsens § 21, stk. 1, for indsendelse af halvårsregnskab, der udløb den 31. august 1992. Fondsbørsen gav samtidig klagevejledning efter fondsbørslovens § 43, stk. 1, om at afgørelsen kunne indbringes for Finanstilsynet inden 4 uger. Da halvårsregnskabet ikke blev indgivet, meddelte Fondsbørsen i skrivelse af 1. september 1992, at man ville anmode Finanstilsynet om at give pålæg om offentliggørelse efter fondsbørslovens § 45 og 46. På et møde mellem selskabet og Fondsbørsen, hvorunder det bl.a. blev oplyst, at der forelå halvårsregnskab pr. 30. juni 1992 udarbejdet af en statsautoriseret revisor, fastholdt Fondsbørsen sin afgørelse. Da halvårsregnskabet fortsat ikke blev indgivet, anmodede Fondsbørsen herefter ved skrivelse af 4. september 1992 Finanstilsynet om at give pålæg efter fondsbørslovens § 46, 2. punktum.

Selskabet har gjort gældende, at Finanstilsynet har været uberettiget til den 21. september 1992 - og således inden udløbet af den i skrivelse af 31. august 1992 angivne klagefrist på 4 uger - at give pålæg som sket.

2) I skrivelse af 9. september 1992 anmodede Finanstilsynet under henvisning til anmodningen fra Københavns Fondsbørs selskabet om at tilstille Fondsbørsen halvårsrapporten inden den 18. september 1992, kl. 12.00. Tilsynet oplyste samtidig, at man agtede at give selskabet et pålæg under anvendelse af tvangsbøder, såfremt anmodningen ikke blev fulgt. På et møde, som selskabet begærede den 18. september 1992, og som blev afholdt samme dag med deltagelse af selskabet, Finanstilsynet og repræsentanter fra Fondsbørsen, henholdsvis ved skrivelse af 18. september 1992 fra Københavns Fondsbørs, fastholdt Fondsbørsen sit standpunkt. I den påklagede afgørelse af 21. september 1992 gav Finanstilsynet herefter pålægget med indhold som angivet foran. I skrivelsen meddelte Finanstilsynet ankevejledning om, at afgørelsen for så vidt angik retlige spørgsmål kunne indbringes for Industriministeriets Erhvervsankenævn inden 4 uger fra modtagelsen af skrivelsen, jf. fondsbørslovens § 43. Ved skrivelse af 28. september 1992 anmodede selskabet om en begrundelse for Finanstilsynets afgørelse af 21. september 1992 og orienterede samtidig om, at man havde besluttet at anke afgørelsen af 21. september inden klagefristens udløb, samt om at man herved anså kravet om dagbøder for bortfaldet. Ved skrivelse af 30. september 1992 meddelte Finanstilsynet selskabet bl.a., at man var enig med Københavns Fondsbørs i, at der ikke forelå et sådant særligt tilfælde, der er behørigt begrundet, som omtalt i grundlaget for at give dispensation efter § 21, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 418 af 31. maj 1991 og tilsluttede sig som grundlag for tilsynets afgørelse også de specifikke synspunkter, som Fondsbørsen havde anført. Finanstilsynet henviste endvidere til § 6 i lov om Industriministeriets Erhvervsankenævn, hvorefter en klage ikke har opsættende virkning, med mindre ankenævnet træffer beslutning om det. Som anført foran påklagede selskabet Finanstilsynets afgørelse til Industriministeriets Erhvervsankenævn den 20. oktober 1992.

2(a) Selskabet har påstået, at Finanstilsynet har været uberettiget til at fastholde pålægget, herunder kravet om tvangsbøder, uanset at fristen for indgivelse af klage til Industriministeriets Erhvervsankenævn ikke var udløbet.

2(b) Selskabet har gjort gældende, at Finanstilsynet i strid med almindelige forvaltningsretlige principper har undladt at tage behørigt hensyn til selskabets synspunkter. Selskabet har herved særlig peget på, at det er bestyrelsens pligt at skønne, hvad der i en given situation tjener selskabets interesser, og at der i en krisesituation, som den der forelå, fra offentlige myndigheders side må tillægges bestyrelsens skøn afgørende betydning. Aktieselskabslovens § 54, stk. 3, om bestyrelsens pligter har forrang fremfor fondsbørsloven, der indeholder dispensationsadgang.

2(c) Selskabet har gjort gældende, at Finanstilsynets pålæg af 21. september 1992 er forvaltningsretligt mangelfuldt, fordi pålægget først efterfølgende er begrundet i Finanstilsynets skrivelse af 30. september 1992.

2(d) Endelig har selskabet gjort gældende, at sagen om dispensation er behandlet på et fejlagtigt retligt grundlag, idet hjemmelen ikke er § 21, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 418 af 31. maj 1991, men rettelig § 41 i »Oplysningsforpligtelser for udstedere af børsnoterede værdipapirer«.

3) Som konsekvens af de påpegede forhold har selskabet henvist til, at pålægget efterfølgende bør ophæves, således at de erlagte tvangsbøder tilbagebetales.

Som grundlag for ankenævnets afgørelse har foreligget redegørelse af 8. januar 1993 og skrivelse af 11. maj 1993 fra Finanstilsynet til ankenævnet. Materialet har været forelagt for klager, der foruden klagen af 20. oktober 1992 har afgivet indlæg i skrivelse af 7. april 1993 og skrivelse af 9. juli 1993.

Ankenævnet udtaler

Ad 1) - Finanstilsynet har været uberettiget til at give pålæg af 21. september 1992 inden udløbet af den af Fondsbørsen oplyste klagefrist efter fondsbørslovens § 43, stk. 1.

Den i fondsbørslovens § 43, stk. 1, fastsatte klagefrist kan hverken efter almindelige forvaltningsretlige regler eller efter fondsbørsloven tillægges opsættende virkning for Fondsbørsens pålæg af 31. august 1992 og er ikke en frist, der knytter sig til eller har betydning for Finanstilsynets beføjelser efter fondsbørslovens § 45.

Ad 2(a) - Finanstilsynet har været uberettiget til at fastholde afgørelsen af 21. september 1992, uanset at fristen for indgivelse af klage efter fondsbørslovens § 43, stk. 2, til Industriministeriets Erhvervsankenævn ikke var udløbet.

Det følger direkte af § 6 i lov nr. 858 af 23. december 1987, at en klage - endsige selve klagefristen - ikke har opsættende virkning for Finanstilsynets afgørelse.

Ad 2(b) Finanstilsynet har ved afgørelsen af 21. september 1992 retsstridigt undladt at tage hensyn til selskabets synspunkter.

Efter det oplyste, er der intet grundlag for at antage, at der ikke fuldt ud er givet selskabet mulighed for at fremkomme med de synspunkter, som man har ønsket at gøre gældende, inden den påklagede afgørelse af 21. september 1992 blev truffet, eller at disse synspunkter ikke er indgået i Finanstilsynets overvejelser forud for afgørelsen. Idet der ikke - heller ikke efter det, som selskabet har anført med udgangspunkt i aktieselskabslovens § 54 - ses at foreligge forhold i øvrigt, der kan indebære, at Finanstilsynets afgørelse har været retsstridig - afvises også denne indsigelse.

Det tilføjes, at en vurdering af selve den afvejning, der er foretaget af Finanstilsynet, ikke er omfattet af Erhvervsankenævnets kompetence efter fondsbørslovens § 43, stk. 2.

Ad 2(c) Finanstilsynets afgørelse af 21. september 1992 lider af en

begrundelsesmangel.

Da Finanstilsynet i forbindelse med det i afgørelsen af 21. september 1992 indeholdte pålæg af tvangsbøder har valgt at give et selvstændigt pålæg om indsendelse af halvårsregnskab efter fondsbørslovens § 46, burde afgørelsen antagelig, selvom den blev truffet i forlængelse af Fondsbørsens pålæg af 31. august 1992, der var begrundet, have indeholdt begrundelse. Der er dog intet grundlag for at antage, at forholdet skulle have haft nogen betydning for afgørelsens gyldighed, herunder når henses til at Finanstilsynet efter selskabets anmodning af 28. september 1992 angav begrundelse i tilsynets skrivelse af 30. september 1992.

Ad 2(d) Sagen om dispensation behandlet på fejlagtigt retligt grundlag.

Det fremgår af Københavns Fondsbørs' skrivelse af 31. august 1992, at Fondsbørsens afslag på ansøgningen om forlængelse af fristen for indsendelse af halvårsrapport er behandlet på grundlag af § 21, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 418 af 31. maj 1991 (betingelsesbekendtgørelsen), idet Fondsbørsen ikke fandt, at der forelå omstændigheder, som var til hinder for udarbejdelse af offentliggørelse af halvårsrapport efter de i »Oplysningsforpligtelser for udstedelse af børsnoterede værdipapirer« fastsatte regler. Finanstilsynets pålæg er givet i forlængelse heraf. Det nævnte regelsæt indeholder i kapitel 3, Halvårsrapport, § 21 en særlig dispensationsbestemmelse svarende til § 21 i betingelsesbekendtgørelsen. I kommentaren henvises endvidere til, at bestemmelsen er en gengivelse af »Betingelsesbekendtgørelsens« § 21. Allerede som følge heraf er der intet grundlag for at antage, at afgørelsen er truffet på et fejlagtigt retligt grundlag.

Ad 3) Det følger af det anførte, at der ikke med udgangspunkt i retlige spørgsmål, der alene er omfattet af ankenævnets kompetence, er grundlag for at kræve de erlagte tvangsbøder tilbagebetalt.

Opmærksomheden henledes på den i fondsbørsloven § 43, stk. 3, fastsatte frist.

Ingen

Med udgangspunkt i retlige spørgsmål, der alene er omfattet af ankenævnets kompetence, var der ikke grundlag for at kræve erlagte tvangsbøder tilbagebetalt. Forvaltningsretlige spørgsmål vedr.

indhold, begrundelse og betydningen af klagefristen.

(Kåre Dullum, Børge Dahl og Niels Larsen)