Begæring om genoprettelse og vedereførelse i Danmark af international patentansøgning afslået, da der ved opbygningen af patentagents fristsystem ikke var udvist den fornødne omhu.

Begæring om genoprettelse og vedereførelse i Danmark af international patentansøgning afslået, da der ved opbygningen af patentagents fristsystem ikke var udvist den fornødne omhu.

År 1993, den 30. juli afsagde Patentankenævnet

(Grønning-Nielsen, Hans Chr. Thomsen, Terndrup Pedersen)

følgende

KENDELSE i sagen j.nr. P 15/92: Klage fra Fike Corporation, USA, v/Patentbureau Budde, Schou & Co. A/S, København over Patentdirektoratets afgørelse af 24. april 1992 af patentansøgning nr. 2679/90.

Den 8. november 1990 indleverede klageren en PCT-ansøgning om patent på en »højhygiejnisk trykudløsningsplade«. Samtidig med ansøgningen anmodedes om genoprettelse i medfør af patentlovens § 72, idet fristen for videreførelse af ansøgningen var overskredet. Ansøgeren anmodede om frist til dokumentation af sagens forhold.

Med skrivelse af 19. december 1990 indleverede klageren en erklæring fra Hr. Steven Dickey.

Erklæringen havde følgende indhold

»I, Steven R. Dickey, upon my oath depose and state as follows

1. My full name is Steven Ryan Dickey, and I reside at 9408 Wenonga, Leawood, Kansas, 6411.

2. I am an associate in the law firm of Hovey, Williams, Timmons & Collins, 1400 Mercantile Bank Tower, 1101 Walnut, Kansas City, Missouri, 64106.

3. I am an attorney in our firm involved in the representation of Fike Corporation with respect to the invention entitled »HYGIENIC PRESSURE RELIEF PANEL UNIT«. Pursuant to that representation, I was involved in the initial preparation and filing of U.S. Application S/N 166,266 filed March 10, 1988, in the names of Donald R. Hibler and Eddie R. Malcolm. This application was and is considered an important property by Fike Corporation: therefore, Warren N. Williams, a partner in the Hovey et al. firm who is also involved in the reprresentation of Fike Corporation generally, and I counseled the client with respect to foreign applications. Pursuant to that counseling, we were instructed before the end of the priority year to file the application in Canada and to prepare a PCT application. The latter application designated the countries of Finland, Norway, Denmark and Japan and the EPO.

4. The conventional national application in Canada was handled through our usual procedure. With respect to the PCT application, I personally supervised the preparation and filing of the international application because of my involvement in the U.S. application.

5. Prosecution of the present PCT application proceeded normally until shortly after September 1, 1990 when, according to my standard practice, I rerviewwed the »U.S. Amendments Due as of September 1, 1990« list (a copy of the first two pages of which is attached hereto Exhibit A with non-relevant information blacked out to protect the confidential nature of unrelated applications) in order to ensure that all U.S. and PCT deadlines for which I was responsible in the month of September were being met. During this review, it is my belief that I did not notice on page 2 of the list a call-up concerning a deadline of October 10, 1990, in connection with Chapter II National Phase filing of the PCT application corresponding to presently filed Danish application since the application was recorded on the list as being the responsibility of Warren N. Williams, as indicated by the »WNW« in the right hand column of the list. It was my usual practice to review al cases for which I was responsible in order to ensure thar Ms. Generaux properly calculated the pertinent time period. However, because I thought Warren N. Wiliams was handling the case, I did not further review the instant application at that time.

6. On or about October 5, 1990, according to my standard practice, I reviewed the »U.S. Amendments due as of October 1, 1990« list (a copy of the first two pages of which is attached hereto as Exhibit B with non-relevant information blacked out to protect the confidential nature of unrelated applications) in order to ensure that all U.S. and PCT deadlines for which I was responsible in the month of October were being met. During this review, I noted that on page 2 of the list a deadline of October 10, 1990, was set forth in connection with Chapter II National Phase filing of the PCT application corresponding to presently filed Danish application and that Warren N. Williams was indicated as the responsible attorney, as evidenced by the »WNW« in the right hand column of the list.

7. Upon noting deadline for filing national phase applications, I obtained the PCT file from storage and reviewed the file in orer to confirm the deadline date set forth on the »Amendments Due« kist (Exhibit B) and to ensure that the deadline was met. It was at this point that I first learned that there was, in fact, an error made in calculating the actual deadline date for filing national phase applications in connection with the PCT application and that the error had not previously been discovered due to a misunderstanding as to which attorney had responsibility for the case. Upon noting this error, we immediately contacted our associates in Copenhagen, BUDDE, SCHOU & CO., seeking their assistance in getting the present Danish application reinstated.

8. After first discovering the error in the list attached hereto as Exhibit B, I reviewed the PCT docketing records prepared and maintained by Rhonda Generaux. who is no longer employed with the Hovey et al. firm but who had responsibility for maintaining docketing records in connection with all PCT applications prosecuted by the Hovey et al. firm. These docketing records were prepared by Ms. Generaux for use by the lawyers responsible for the various PCT applications, and each lawyer having primary responsibility for various PCT applications supervised Ms. Generaux in her docketing efforts by reviewing the »U.S. Amendments Due« lists produced monthly by Ms. Generaux and confirming the accuracy of those lists. Unfortunately, because the initials »WNW« appeared on the lists in association with the application, I did not confirm the recorded due date of the instant PCT application as it appeared in the »U.S. Amendments due as of September 1, 1990« list (Exhibit A), and my later discovery of the improper date made after reviewing the »U-S. Amendments due as of October 1, 1990« list occurred too late to preserve the applicant's right to file national phase applications pursuant to the PCT.

9. The monthly lists attached hereto as Exhibits A and B outline the U.S. and PCT due dates in September and October, 1990, respectively, as recorded in docketing tickets which were prepared in connection with each U.S. and PCT file and which were maintained during the prosecution of each application by Ms. Generaux. A docketing ticket of this type was prepared and maintained in connection with the PCT application corresponding to the instant Danish application and is attached hereto as Exhibit C.

10. As cab be seen from a review of the docketing ticket attched hereto as Exhibit C, an entry was made on the ticket indicating that I was responsible for the instant applicaton as evidenced by the »SRD« in the upper right hand corner of the ticket. In addition, an entry was made on the ticket noting that national phase filing of applications corresponding to the PCT case were to be filed before October 10, 1990. This deadline date of October 10, 1990 also appeared in the lists attached hereto as Exhibits A and B which incorrectly indicated Mr. Williams as having responsibility for the case.

11. After reviewing the relevant PCT application file, the docketing ticket attached hereto as Exhibit C and the lists included as Exhibits A and B, it is apparent that Ms. Generaux incorrectly calculated the true deadline for filing national phase application in connection with the PCT case and that, due to the incorrect indications on the »Amendments Due« lists concerning which lawyer had primary responsibility for the case, I did not confirm or correct the recorded deadline until after the actual deadline had passed.

12. As can be seen from a review of the foregoing facts, the delay in filing the instant Danish application arose as a result of errors by Ms. Generaux in calculating the actual deadline for filing national phase applications in connection with the instant case and in indicating which attorney had responsibility for supervising her work in connection with the case, and a failure by myself in catching Ms. Generaux's errors prior to expiration of the actual deadline. However, once discovered, the effects of the delay were addressed on an expedited basis.'

Patentdirektoratet udbad sig ved skrivelse af 30. maj 1991 en dansk redegørelse for sagens forhold.

I skrivelse af 16. juli 1991 anførte klageren følgende

»I besvarelse af direktoratets skrivelse af 30. maj 1991 skal vi herved på ansøgernes vegne bemærke følgende

Fristen til at indlevere en national ansøgning udløb den 10. november 1989.

Ansøgningen blev først indleveret den 8. november 1990. På vegne ansøgerne har vi anmodet om genoprettelse i henhold til Patentlovens § 72, stk. 1. Til støtte for andragende om genoprettelse har vi ved skrivelse af 19. december 1990 indleveret en erklæring udfærdiget af Mr. Steven Dickey, vedhæftet 3 bilag, nemlig bilag A, B og C.

De i den pågældende erklæring refererede omstændigheder er efter ansøgernes og vor formening af en sådan karakter, at genoprettelse i henhold til nævnte lovbestemmelse bør finde sted.

Ved skrivelse af 30. maj 1991 har direktoratet anmodet os om at indlevere en dansk redegørelse, der angiver de omstændigheder, der skal begrunde en genoprettelse.

Af den pågældende »Affidavit« fremgår følgende

1. Journalen med frister hos ansøgernes patentrådgivere blev ført og opretholdt af Ms. Rhonda Genereaux. Den pågældende liste er Bilag A.

2. Tilsynet med Ms. Rhonda Genereaux's arbejde blev foretaget af den pågældende advokat, der var ansvarlig for den på gældende sag. Det fremgår af listen Bilag A, at tilsynet blev ført af »WNW«, der står for Mr. Warren Williams. I midlertid foreligger der her en fejl fra Ms. Genereaux's side, idet den, der retteligt skulle have ført kontrollen med den pågældende sag er »SRD«, dette vil sige Mr. Steven Dickey, der har afgivet den til direktoratet indleverede »Affidavit«. Da der fejlagtigt af Ms. Genereaux var anført »WNW«, konstaterede Mr. Dickey ikke, at Ms. Genereaux i listen Bilag A havde anført forkert dato for »due date«.

3. Det fremgår af Mr. Dickey's »Affidavit« pkt. 6 på side 2, at Mr. Dickey alligevel i overensstemmelse med sin sædvan-lige praksis foretog en kontrol og konstaterede den af Ms. Generaux foretagne fejl med hensyn til datoangivelse. Mr. Dickey rekvirerede omgående, jvr. punkt 7, sagsakten for den pågældende sag og konstaterede, at Ms. Genereaux havde begået en fejl. Mr. Dickey satte sig omgående i forbindelse med Budde, Schou & Co. med henblik på genoprettelse af ansøgningen.

Vore kommentarer til det anførte er, at der er blevet begået to fejl af Ms. Generaux. Forudsætningen for anvendelse af Patentlovens § 72, stk. 1, er, at der er begået fejl. Den af Ms. Generaux begåede fejl er ikke alene en (1) fejlagtig datoangivelse, men også en (2) fejlagtig angivelse af tilsynsførende advokat. Den retteligt tilsynsførende advokat, Mr. Dickey, foretager alligevel en efterkontrol af journalerne og studser over datoangivelsen. Mr. Dickey handler herefter så hurtigt, som han overhovedet kan.

Situationen er således den, at Ms. Generaux ikke har forelagt sagen til kontrol for Mr. Williams, der altså ikke har haft mulighed for at gribe ind. Derimod forelægges listen for Mr. Dickey, der på grundlag af den fejlagtige angivelse af initialer må tro, at denne sag henhører under Mr. Williams' sagsområde.

Det ligger således fast, at der har været ført en dobbeltkontrol med fristerne, og at overskridelsen af fristen skyldes to fejl begået af Ms. Generaux.

Forestiller man sig efterfølgende, hvad man fra det pågældende advokatkontors side kunne have gjort for at undgå fejl af den beskrevne karakter, skulle dette altså være, at man skulle understrege for Ms. Generaux, at hun ikke måtte skrive initialerne på en kontrollant, der ikke havde med sagen at gøre i stedet for den rette kontrollants initialer. Det forekommer indlysende, at en sådan »instruktion« ligger i udvælgelsen af den pågældende person. Så vidt vi kan se, vil en skade indtruffet under de i denne sag forekommende omstændigheder kunne ske såvel i vort bureau som i Patentdirektoratet, idet det ikke er muligt at værge sig mod menneskelige fejl af den skildrede karakter.

Under de foreliggende omstændigheder håber vi, at direktoratet vil være indforstået med en genoprettelse.'

Patentdirektoratet afviste ved skrivelse af 24. april 1992 genoprettelse med følgende begrundelse

»Deres begæring om genoprettelse er rettidig, og den undladte handling er ligeledes foretaget rettidigt, alt i henhold til patentlovens § 72.

Derimod kan ansøgerens amerikanske fuldmægtig ikke anses for at have udvist al den omhu, som med rimelighed kan forlanges af vedkommende, og da ansøger må bære sin fuldmægtigs fejl, kan begæringen altså ikke imødekommes.

Det fremgår af de foreliggende oplysninger, at ansøgers amerikanske fuldmægtig har opbygget et manuelt fristsystem, der føres og opretholdes af en enkeltperson under tilsyn af de forskellige advokater, der er ansvarlige for de enkelte sager. I nærværende sag var den forkerte advokat udpeget som ansvarlig for sagen, hvorfor den korrekte tilsynsførende ikke i efteråret 1990 fandt anledning til at kontrollere rigtigheden af den anførte fristdato.

Det fremgår ikke af sagen, specielt det indsendte bilag 3, hvorvidt den korrekte tilsynsførende havde fået forelagt spørgsmålet om fristberegningen på et tidspunkt, inden fristen efter patentlovens § 31, stk. 2, var overskredet, eller om fristsystemet indebærer, at tilsynsfunktionen først aktiviseres på grundlag af den fejlagtige frist, som ms. Genereaux havde regnet sig frem til uden at involvere andre hos fuldmægtigen.

Det var ikke indbygget i fristsystemet, at den forkert udpegede tilsynsførende ville få lejlighed til i tide at reagere på den fejlagtige ansvarsplacering.

Ved opbygningen af et sådant fristsystem kan den amerikanske fuldmægtig ikke siges at have udvist den efter patentlovens § 72 krævede omhu. Patentdirektoratet lægger herved vægt på, at tilsynssystemet ikke indebærer en dobbeltkontrol med en sådan grad af uafhængighed, at en fejl begået i et led vil blive korrigeret enten som følge af en anden steds ført, uafhængig fristnotering eller fordi en hvilken som helst - korrekt eller fejlagtigt - udpeget tilsynsførende automatisk ville påtage sig ansvaret for kontrollen«.

Denne afgørelse har klageren ved skrivelse af 24. juni 1992 indbragt for Patentankenævnet.

I klagebegrundelse af 20. juli 1992 anførtes

»I nærværende ansøgning, der er en videreført PCT Fase II-ansøgning, skulle der efter Patentlovens § 31 stk. 2 have været indbetalt den fastsatte ansøgningsafgift til den danske patentmyndighed senest den 10. september 1990 (30 måneder fra prioritetsdagen).

På grund af forhold, som vi nærmere skal redegøre for i det følgende, blev afgiften først indbetalt den 8. november 1990.

Fristoverskridelsen fra den 10. september til den 8. november 1990 vedrører alene indbetaling af ansøgningsafgiften, idet de øvrige betingelser for ansøgningens videreførsel i Danmark (indlevering af dansk oversættelse m.v.) er foretaget inden for den i § 31 stk. 3 fastsatte »tillægsfrist«.

Spørgsmålet er herefter, om retstabet ved den for sene indbetaling af ansøgningsafgiften kan genoprettes med hjemmel i Patentlovens § 72.

Begæring om genoprettelse og det fastsatte gebyr er indbetalt inden for den i § 72, stk. 1 fastsatte frist. Det objektive grundlag for anvendelse af bestemmelsen er således til stede, hvilket Patentdirektoratet synes at bekræfte i afgørelsen af 24. april 1992, selv om vi må erkende, at afsnittet »Deres begæring om genoprettelse er rettidig, og den undladte handling er ligeledes foretaget rettidigt, alt i henhold til Patentlovens § 72.«, nærmest er uforståelig.

I modsætning til Patentdirektoratet mener vi, at ansøgeren har »udvist al den omhu, som med rimelighed kunne kræves af ham«, og vi må derfor henstille, at patentmyndigheden genopretter rettighederne.

Af det med vort indlæg af 19. december 1990 indleverede materiale fremgår det, at vor amerikanske kollega er et anerkendt advokatfirma, der har specialiseret sig i patent-, varemærke- og copyrightsager. Firmaet har mange års erfaring i behandling af patentsager både i USA og i udlandet. Der er etableret et fristsystem, hvor de relevante frister i udlandet (som f.eks. den aktuelle videreførselsfrist i PCT-sagen) er noteret. Fristerne udregnes og noteres af en administrativ medarbejder, og kontrollen foretages af den sagsbehandler, som har ansvaret for sagen.

Vi mener, at dette system i sig selv er fornuftigt og svarende til praksis i mange patentbureauer og advokatfirmaer, som endnu arbejder efter et manuelt fristnoteringssystem. Vi skal indskyde, at de EDB-baserede fristsystemer ikke i sig selv er mere »sikre« end de manuelle systemer, hvilket bl.a. sagerne i Patentankenævnet synes at dokumentere.

Den administrative medarbejder, Ms. Rhonda Genereaux, var firmaets betroede medarbejder på dette område, og der havde ifølge de foreliggende oplysninger ikke tidligere været foretaget fejl, som den der nu foreligger, og man har i det hele taget ikke haft grund til at være utryg ved den pågældende medarbejder.

I den aktuelle sag viser specielt »Exhibit C«, som er indleveret med vort indlæg af 19. december 1990, at der er tale om en primitiv, men menneskelig regnefejl ved beregningen af 30 måneders fristen for videreførsel i Danmark. Det pågældende bilag er vor amerikanske kollegas stamkort for den pågældende USA-patentansøgning og den senere indleverede PCT-ansøgning. For neden til højre på kortet er der med håndskrift noteret »call up 8-10-90 for entry into C II nat. phase 10-10-90« og Ms. Genereaux's signatur. Det fremgår heraf, at der er regnet en måned forkert, både med hensyn til den interne adviseringsfrist (»call up«) og selve fristen for den nationale videreførsel.

Vi må mene, at genoptagelsesmuligheden i henhold til § 72 er indføjet for at tage højde for tilfælde som dette, hvor et i øvrigt fornuftigt arrangeret fristsystem svigter, fordi der laves en menneskelig beregningsfejl en gang ud af måske 1000.

Ansøgerens fuldmægtig reagerede hurtigt, da fejlen blev opdaget, og der er for os ingen tvivl om, at undtagelsesbestemmelsen i § 72 bør kunne anvendes i den foreliggende sag.

Vi skal derfor henstille, at vor anmodning om genoprettelse imødekommes.' Patentankenævnet har behandlet sagen på sit møde den 28. maj 1993.

Klageren gav ikke møde.

Ankenævnet skal udtale

I henhold til de af direktoratet anførte grunde og idet det for ankenævnet anførte ikke findes at kunne føre til andet resultat.

bestemmes

Den påklagede afgørelse stadfæstes.

Grønning-Nielsen. Hans Chr. Thomsen. P. Terndrup Pedersen.

Ingen

Betingelserne for genoprettelse og videreførelse af en international ansøgning (PCT) efter for sen begæring om videreførelse af ansøgningen i Danmark ikke opfyldt. Det fristsystem, der var opbygget hos ansøgers amerikanske fuldmægtig, indebar ikke en dobbeltkontrol med en sådan grad af uafhængighed, at fuldmægtigen kunne siges at have udvist den efter patentlovens § 72 krævede omhu.