Legislator Case Law & Legislation
W19936049025 DK

Ikke-forvekslelighed mellem det ansøgte varemærke MESTERSLAGTEREN - LEV SUNDT MED KØD og to registrerede varemærker, begge MESTER

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1993 60490 Valid

Ikke-forvekslelighed mellem det ansøgte varemærke MESTERSLAGTEREN - LEV SUNDT MED KØD og to registrerede varemærker, begge MESTER

År 1993, den 27. august afsagde Patentankenævnet

(Grønning-Nielsen, Hans Chr. Thomsen, Warnich-Hansen)

følgende KENDELSE

i sagen j.nr. V 86/91: Klage fra Danske Slagtermesteres Landsforening, Odense, v/advokat Skjalm von Bulow. over Patentdirektoratets afgørelse af 26. november 1991 af varemærke- ansøgning nr. VA 9556 1989.

Den 27. december 1989 indleverede klageren en ansøgning om registrering af varemærket MESTERSLAGTEREN - LEV SUNDT MED KØD (figurmærke) for alle varer i klasse 29 og 31.

I skrivelse af 28. juni 1990 udtalte Patentdirektoratet, at det ansøgte mærke var fundet forveksleligt med følgende registrerede varemærker

VR 0732 1945, MESTER (ordmærke)

VR 0997 1953, MESTER (ordmærke)

begge registreret for visse varer i bl.a. klasse 29 og 31.

Klageren anførte i skrivelse af 12. november 1990 bl.a. følgende

»Det er såvel min som min klients opfattelse, at der ikke er en sådan forvekslelighed imellem det varemærke min klient ønsker registreret og »MESTER«. Jeg skal derfor på min klients vegne fastholde ønsket om registrering af »Mesterslagteren - lev sundt med kød«.'

I skrivelse af 17. juli 1991 anførte klageren følgende

»Idet jeg henviser til direktoratets skrivelse hertil af 12. juni 1991, skal jeg herved henlede opmærksomheden på, at jeg i min skrivelse af 12. november 1990 til direktoratet har fastholdt min klients ønske om at få registreret »Mesterslagteren - lev sundt med kød«.'

Patentdirektoratet afslog den 26. november 1991 ansøgningen. I afslagsskrivelsen anførtes

»De har i brev hertil af 18. juli 1991 fastholdt, at De ønsker mærket »Mesterslageteren - lev sundt med kød« registreret.

Vi forstår Deres brev således, at De ønsker direktoratets endelige stillingtagen i sagen.

I medfør at varemærkelovens § 14, stk. 1, nr. 6 afslår vi hermed Deres ansøgning, da mærket kan forveksles med de registrerede varemærker VR 0732 1945 og VR 0997 1953 begge under betegnelsen »Mester«.'

Denne afgørelse har klageren ved skrivelse af 17. december 1991 indbragt for Patentankenævnet. Som klagebegrundelse anførtes i skrivelsen

»Det er min opfattelse, at der ikke foreligger en forvekslelighed som af Patentdirektoratet omhandlet, og samtidig er det min opfattelse, at registrering af ordet »Mester« ikke kan være til hinder for enhver sammensætning med ordet mester. Specielt i dette tilfælde »Mesterslagter«, idet der i så fald ligger en urimelig indskrænkning i juridiske personers mulighed for at benytte et så generelt ord i forskellig sammenhæng'.

Patentankenævnet har med skrivelse af 21. oktober 1992 anmodet Dansk Sprognævn om at afgive en udtalelse. I skrivelsen anførtes

»... forelægger herved i anledning af en verserende varemærkesag Dansk Sprognævn et spørgsmål om ordet MESTERSLAGTER.

Spørgsmålet er, om dette ord bør betragtes som et ord, der indgår som almindeligt brugt i det danske sprog - eventuelt på linie med ordet »slagtermester« omend utvivlsomt i et mindre omfang - eller om ordet bør betragtes som et ikke almindeligt anvendt, konstrueret ord, et kunstord'.

Dansk Sprognævn har den 26. oktober 1992 telefonisk meddelt Ankenævnet, at »ordet MESTER anvendes hyppigt i det danske sprog i ordsammensætninger med erhvervsudøvelsesbetegnelser, fx mesterskomager, mesterkok, mesterspion, mesterfotograf, mesterdektektiv, mesterbokser. Herved sigtes til personer, som er fortræffelige inden for deres faglige felt«.

Klageren er gjort bekendt med udtalelsen fra Dansk Sprognævn, men har ikke skriftligt kommenteret denne.

Ankenævnet har behandlet sagen på sit møde den 28. maj 1993.

Klageren gav ikke møde.

Ankenævnet skal udtale

Under hensyn til det af Dansk Sprognævn anførte og til, at det ansøgte mærke må bedømmes i dets helhed, findes det modholdte ikke til hinder for registrering, hvorfor

bestemmes

Sagen tilbagesendes til direktoratet til fortsat behandling.

Grønning-Nielsen. Hans Chr. Thomsen. J.C.Warnich-Hansen.

Endelig adm. afgørelse 1993 60490 Valid

Patentdirektoratet havde statueret forvekslelighed mellem det ansøgte varemærke (figurmærke) MESTERSLAGTEREN - LEV SUNDT MED KØD og to registrerede ordmærker, begge bestående af ordet MESTER. Denne afgørelse blev omstødt af Patentankenævnet

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →