Forvekslelighed mellem det ansøgte varemærke PIG-O-SPRAY og det registrerede varemærke PIGO
Statutory Text (3 Articles)
Forvekslelighed mellem det ansøgte varemærke PIG-O-SPRAY og det registrerede varemærke PIGO
År 1993, den 8. juni afsagde Patentankenævnet
(Grønning-Nielsen, Hans Chr. Thomsen, Finn Mikkelsen)
følgende KENDELSE
i sagen j.nr. V 73/91: Klage fra Centrale Veevoederfabriek »Sloten« C.V., Holland, v/Patentbureau Chas. Hude over Patentdirektoratets afgørelse af 3. september 1991 af varemærke- ansøgning nr. VA 2430 1990 efter indsigelse fra Vitfoss A/S, Gråsten.
Den 26. marts 1990 indleverede klageren en ansøgning om registrering af varemærket PIG-O-SPRAY (ordmærke) for visse varer i klasse 31: Næringsmidler til dyr. Ansøgningen blev den 10. april 1991 bekendtgjort i Dansk Varemærketidende.
Ved skrivelse af 16. april 1991 nedlagte Vitfoss A/S, Gråsten i medfør af varemærkelovens § 20, stk. 2, indsigelse mod registrering af det ansøgte mærke. Som begrundelse anførtes, at det ansøgte mærke strider mod indsigers registrering VR 1447 1989, PIGO (ordmærke). Registreringen omfatter alle varer i klasse 31.
Klageren anførte hertil i skrivelse af 17. juni 1991
»Det er fra indsigerens side gjort gældende, at det ansøgte mærke må anses for forveksleligt med indsigernes varemærkeregistrering nr. 1447 1989 PIGO omfattende alle varer i klasse 31.
Jeg skal naturligvis ikke bestride, at der er varekollision i nærværende tilfælde, men derimod, at der vil være risiko for at mærkerne PIGO og PIG-O-SPRAY kan forveksles.
Jeg gør i den forbindelse specielt opmærksom på, at det ansøgte mærke består af flere ord/elementer, hvorimod det af indsigeren påberåbte varemærke kun består af ordet PIGO. Denne omstændighed bevirker, at der ikke alene visuelt, men også i høj grad auditivt, vil være en særdeles stor forskel mærkerne imellem, hvorfor der alene af den årsag ikke kan være nogen risiko for forveksling af disse mærker hos forbrugerne.
Jeg henviser i øvrigt til direktoratets hidtidige praksis, hvor mærker, der består af flere ord, som hovedregel kun anses for forvekslelige med mærker, der består af et af ordene, hvis det er identisk med dette ord, jf. i øvrigt registreringspraksis ved Rigmor Carlsen, s. 58.
Da ordet PIGO ikke indgår i et af de tre elementer i mærket PIG-O-SPRAY, bør mærkerne således efter direktoratets praksis ikke kunne anses for forvekslelige.
Samtidig bør der ved vurderingen af risikoen for forveksling mellem mærkerne PIGO og PIG-O-SPRAY endvidere lægges vægt på den omstændighed, at det ansøgte mærke PIG-O-SPRAY er adskilt ved to bindestreger, hvilket kun adskiller mærkerne yderligere fra hinanden og medfører, at mærkerne i deres helhed ikke kan forveksles.
Sidst men ikke mindst skal jeg henlede opmærksomheden på, at direktoratet formentlig selv har lagt de ovennævnte momenter til grund i forbindelse med behandlingen af nærværende ansøgning, idet der under denne behandling ikke er blevet henvist til den af indsigeren påberåbte varemærkeregistrering nr. 1447/1989 PIGO.
Ud fra en helhedsmæssig vurdering af mærkeligheden, herunder at mærket PIGO ikke er identisk med et af de tre elementer i det ansøgte mærke, samt under hensyntagen til mærkernes væsentlige længde og dermed visuelle indtryk samt udtalemæssige forskel, finder jeg således ikke, at der er nogen som helst risiko for forveksling, hvorfor jeg skal anmode direktoratet om at afvise indsigelsen og snarest muligt fremme nærværende ansøgning til bekendtgørelse«.
Patentdirektoratet traf afgørelse i sagen den 3. september 1991 og afslog registreringen med følgende begrundelse
»Der er varesammenfald, og det afgørende for, om mærkerne kan forveksles, er derfor, om der er mærkelighed. Direktoratet finder, at der er mærkelighed. Ordet Pigo udgør de fire første bogstaver af betegnelsen Pig-o-Spray, og dette bevirker, at mærkerne særlig lydligt, men også visuelt ligger så tæt på hinanden, at der kan opstå risiko for forveksling. Ordet spray i det ansøgte mærke leder i øvrigt tanken hen på, at de pågældende næringsmidler findes i sprayform.
Mærkerne må derefter anses for forvekslelige, og indsigelsen tages til følge.
Ansøgningen afslås herefter i medfør af bestemmelsen i § 14, stk. 1, nr. 6 i varemærkeloven, da det ansøgte mærke er forveksleligt med det under VR 1447 1989 registrerede varemærke«.
Denne afgørelse har klageren ved skrivelse af 1. november 1991 indbragt for Patentankenævnet med den begrundelse, at de omhandlede mærker ikke er forvekslelige.
Ved skrivelse af 19. marts 1992 har indsiger fastholdt indsigelsen.
Ankenævnet har behandlet sagen på sit møde den 13. april 1993.
Klageren gav ikke møde.
Ankenævnet skal udtale
I henhold til de af Patentdirektoratet anførte grunde og idet det for Ankenævnet anførte ikke findes at kunne føre til andet resultat
bestemmes
Den påklagede afgørelse stadfæstes.
Grønning-Nielsen. Hans Chr. Thomsen. Finn Mikkelsen.
INGEN
Et udenlandsk firma søgte varemærket PIG-O-SPRAY registreret som ordmærke for næringsmidler til dyr i klasse 31. Ansøgningen blev afslået på grund af forvekslelighed med et tidligere registreret varemærke PIGO for alle varer i klasse 31