Forvekslelighed mellem det ansøgte varemærke WEAR IT NATURALLY GREEN og tidligere registrerede varemærker indeholdende betegnelsen RED//GREEN
Statutory Text (3 Articles)
Forvekslelighed mellem det ansøgte varemærke WEAR IT NATURALLY GREEN og tidligere registrerede varemærker indeholdende betegnelsen RED//GREEN
År 1993, den 7. juni afsagde Patentankenævnet
(Grønning-Nielsen, Hans Chr. Thomsen, Gulmann)
følgende KENDELSE
i sagen j.nr. V 8/92: Klage fra Red/Green af Scandinavia A/S, Århus, v/Patentbureau Hofman-Bang & Boutard A/S over Patentdirektoratets afgørelse af 10. december 1991 af varemærke- ansøgning nr. VA 0426 1991 fra Jack S. Poulsen, Ikast.
Den 17. januar 1991 indleverede Jack S. Poulsen, Ikast, en ansøgning om registrering af varemærket WEAR IT NATURALLY GREEN (ordmærke) for alle varer i klasse 25. Ansøgningen blev den 3. juli 1991 bekendtgjort i Dansk Varemærketidende.
Ved skrivelse af 3. september 1991 nedlagde klageren i medfør af varemærkelovens § 20, stk. 2, indsigelse mod registrering af det ansøgte varemærke. I skrivelsen anførtes bl.a. følgende
»Indsigelsen støttes på indsigernes danske varemærkeregistreringer VR 4316 1989, VR 4317 1989 og VR 5307 1989 alle indeholdende betegnelsen RED//GREEN.
Det er indsigernes opfattelse, at begrebet RED//GREEN er indarbejdet i en sådan grad inden for beklædningsindustrien, at andres anvendelse af en tilsvarende betegnelse ikke bør kunne accepteres.
Endvidere vil de mere sloganagtige ord WEAR IT NATURALLY GREEN godt kunne forveksles med betegnelsen WEAR RED//GREEN, idet det dominerende element i anmeldelsen vil være GREEN som sidste ord, og idet WEAR i sig selv ikke er et distinktivt element.
At betegnelsen GREEN ofte fremhæves som et distinktivt element på indsigernes beklædningsgenstande, fremgår af blandt andet vedlagte brochuremateriale, p. 9, hvor netop sportstøjet i hvidt klart indeholder bestanddelen GREEN, og på denne baggrund er det vor opfattelse, at man ikke bør acceptere mærker indeholdende denne betegnelse.
Der er alt i alt heller ikke nogen grund til, at andre skal søge at udnytte goodwill, der er opbygget omkring betegnelsen RED//GREEN, hvilket ikke kan udelukkes vil ske. I hvert fald opfatter indsigerne det som generende, at andre benytter den betegnelse, som man har klar prioritet til.
På denne baggrund skal vi hermed henstille, at varemærkeansøgning VA 0426 1991 afslås«.
Ansøgeren anførte hertil i skrivelse af 26. september 1991
»Det dominerende i navnet Wear It Naturally Green, må siges at være Wear It, og ikke green som påstået af indsiger. Vi mener, at Green i sig selv er lige så distinktivt et element, som wear i sig selv vil være.
Se venligst kopier af vort logo, som det fremgår heraf, fremhæver vi Wear It , og ordene Naturally Green, skal fortælle at vore varer/produkter er specielt miljøvenligt fremstillet, af 100% naturfibre nemlig bomuld.
Vore varer har været på markedet siden ultimo 1990, og vi har aldrig oplevet at nogen har forvekslet vort navn med varemærket Red//Green. Hvilket vi finder meget forståeligt, da der er meget langt fra Wear It Naturally Green og til varemærket Red//Green.
Vi håber hermed at indsigelsen fra Red//Green vil blive afslået, og at vort mærke registreres som varemærke i klasse 25«.
Patentdirektoratet traf afgørelse i sagen den 10. december 1991 og afviste indsigelsen med følgende begrundelse
»Der er varesammenfald og det afgørende for, om mærkerne kan anses for forvekslelige er derfor, om der er mærkelighed. Direktoratet mener ikke, at dette er tilfældet. Indsigers VR 4316 1989 er en figur uden elementer af ord, nemlig et kvadrat delt diagonalt i en rød trekant og en grøn. Der er ingen lighed med dette mærke. VR 4317 1989 er ligeledes en figur, men med ordene Red og Green forbundet med to skrå streger. VR 5307 1989 er også en figur, hvor elementerne fra VR 4317 1989 er sat ind som ornament omkring et skib og med tilføjelsen af ordene of Scandinavia. Eneste lighed mellem mærkerne er således ordet green, men det forhold, at de registrerede mærker indeholder Green er ikke tilstrækkeligt til at gøre mærkerne forvekslelige. Green i sig selv ville ikke kunne registreres, jf. § 13 i varemærkeloven, da det angiver en beskaffenhed ved varen. Mærkerne ligner således ikke i deres helhed.
Det bemærkes, at indsigelsen ikke baseres på en registrering af mærket Wear Red/Green.
Da der ikke er mærkelighed, kan mærkerne ikke anses for forvekslelige, og indsigelsen kan ikke tages til følge«.
Denne afgørelse har klageren ved skrivelse af 10. februar 1992 indbragt for Patentankenævnet. I skrivelse af 4. maj 1992 anføres som klagebegrundelse følgende
»Appellanterne anmoder om, at Patentdirektoratets afgørelse af 10. december 1991 ændres.
Ved nævnte afgørelse fandt Patentdirektoratet, at der ikke var mærkelighed mellem ordmærket WEAR IT NATURALLY GREEN, jf. VA 426 1991, og appellanternes mærker VR 4317 1989 RED//GREEN og VR 5307 1989 RED//GREEN OF SCANDINAVIA.
Patentdirektoratets begrundelse for, at der ikke statueres mærkelighed, er, at den omstændighed, at ordet GREEN indgår i begge parters mærker, ikke er tilstrækkelig til, at mærkerne er forvekslelige.
På vegne appellanterne må vi holde for, at dette ikke er et korrekt standpunkt.
Den omstændighed, at betegnelsen GREEN klart fremgår af appellanternes to nævnte registreringer, desuagtet der er tale om figurmæssige udformninger, og den omstændighed, at betegnelsen GREEN indeholdes i det anmeldte ordmærke som det absolut distinktive element i det i betegnelsen indeholdte slogan, bør føre til, at der kan statueres mærkelighed.
Betegnelsen WEAR IT NATURALLY GREEN har ingen mening, hvis ikke betegnelsen GREEN var til stede i mærket.
Det må i øvrigt undre, at Patentdirektoratet har accepteret anmeldelsen VA 426 1991 WEAR IT NATURALLY GREEN til varemærkeregistrering under henvisning til det manglende særpræg, når Patentdirektoratet selv i sin skrivelse af 10. december 1991 anfører, at GREEN i sig selv ikke har særpræg.
Det gør ikke mærket mere distinktivt, at andre ikke-distinktive ord henviser til det ord, der mangler særpræg!
Anmelderen har ved skrivelse af 26. september 1991 indiceret, at det dominerende element i navnet WEAR IT NATURALLY GREEN er betegnelsen WEAR IT. Dette illustreres ved et eksemplar af figurmærket WEAR IT NATURALLY GREEN.
Det må imidlertid understreges, at der er tale om et anmeldt ord mærke, og at sagen næppe var opstået, hvis anmelderen allerede fra starten havde anmeldt figurmærket og ikke ordmærket.
Nu er forholdet imidlertid, at mærkerne må bedømmes som ordmærker, og her er bestanddelen GREEN fremhævet i begge parters mærker. Når mærkerne bedømmes i deres helhed, koncentreres opmærksomheden i ikke uvæsentlig grad netop om ordet GREEN, og på denne baggrund er det appellanternes opfattelse, at der bør statueres mærkelighed mellem VA 426 1991 WEAR IT NATURALLY GREEN og appellanternes registreringer VR 4317 1989 red//GREEN og VR 5307 1989 RED//GREEN OF SCANDINAVIA«.
I skrivelse af 3. august 1992 har ansøgeren anført følgende
»Da vi stadig mener, at der ikke er mærkelighed mellem VA 426 1991 WEAR IT NATURALLY GREEN, og appellanternes registreringer, håber vi at Patentdirektoratets afgørelse af 10. december 1991 ikke ændres«.
Ankenævnet har behandlet sagen på sit møde den 6. april 1993.
Ansøgeren gav ikke møde.
For klageren mødte advokat Chr. Levin Nielsen, der havde lejlighed til at udtale sig.
Ankenævnet skal udtale
Det findes i sig selv tvivlsomt, om det ansøgte har varemærkekarakter.
Selv hvis dette antages, findes det ansøgte inden for samme klasse at ligge så tæt op ad det modholdte mærke, at der er forvekslingsrisiko.
Herefter
bestemmes
Varemærkeansøgning 426/91 afslås.
Grønning-Nielsen. Hans Chr. Thomsen. S. Gulmann.
Ingen
Et dansk selskab søgte varemærket WEAR IT NATURALLY GREEN registreret som ordmærke for alle varer i klasse 25. Ansøgningen blev afslået på grund af forvekslelighed med tidligere registreringer indeholdende betegnelsen RED//GREEN