Ansøgning om registrering af et fællesmærke afslået, da mærket fandtes ikke at have fornødent særpræg til at blive registreret

Ansøgning om registrering af et fællesmærke afslået, da mærket fandtes ikke at have fornødent særpræg til at blive registreret

År 1993, den 15. april afsagde Patentankenævnet

(Grønning-Nielsen, Hans Chr. Thomsen, Gulmann)

følgende KENDELSE

i sagen j.nr. F 1/92: Klage fra Landsforeningen Danmarks Vandrerhjem, København over Patentdirektoratets afgørelse af 5. marts 1992 af fællesmærke- ansøgning nr. FA 17/1991.

Den 23. maj 1991 indleverede klageren en ansøgning om registrering af fællesmærket VANDRERHJEM (ordmærke) for alle tjenesteydelser i klasse 42. Samtidig med ansøgningen indleveredes en skrivelse af 22. maj 1991, hvori der anførtes følgende

»Landsforeningen DANMARKS VANDRERHJEM, ønsker med denne ansøgning at opnå beskyttelse af ordmærket »VANDRERHJEM«.

Baggrunden for dette ønske er dels historisk/organisatorisk dels kommercielt-/økonomisk.

Siden 1920'erne har der her i landet eksisteret vandrerhjem til hvis benyttelse medlemsskab af en række ungdomsorganisationer krævedes. Nogle få år efter blev vandrerhjemmene organiseret i Herbergs-Ringen, senere benævnt Landsforeningen DANMARKS VANDRERHJEM. Igennem mere end 60 år har Landsforeningen således administreret det danske vandrerhjemsnet, og dette har været almindeligt kendt af brugerne af vandrerhjemmene - og samtidig deres garanti for det særpræg som adskiller vandrerhjemmene fra andre billige overnatningsformer.

Især de senere år har Landsforeningens økonomiske investeringer i vandrerhjemmene og ikke mindst markedsføringen af den i stigende grad gjort det nødvendig at adskille vandrerhjemsproduktet fra andre overnatningsformer, hvortil begrebet med urette er blevet anvendt.

På denne baggrund er det vores opfattelse at begrebet »VANDRERHJEM« uagtet dets descriptive karakter har et sådant særpræg, at det er nødvendigt at omgive det med en beskyttelse som ordmærke'.

I skrivelse af 27. september 1991 udtalte Patentdirektoratet følgende

»Vi har fundet mærket uegnet til registrering, da det ikke har det særpræg, et varemærke skal have for at kunne registreres, da det kan opfattes som en angivelse af varens/tjenesteydelsens art.

Afgørelsen er truffet i henhold til varemærkelovens § 13, jf. lovbekendtgørelse nr. 249 af 17. april 1989.

Begrundelsen herfor er, at der uanset hvad De anfører i Deres brev af 22. maj 1991, ikke kan gives eneret for en forening til at benytte betegnelsen VANDRERHJEM, der alene angiver, at der er tale om et hjem, hvor vandrere kan opholde sig i kortere eller længere tid«.

Klageren anførte hertil i skrivelse af 7. november 1991

»1. Uagtet at ordet Vandrerhjem angiver en tjenesteydelse associerer det også til hele vandrerhjemsbevægelsen, d.v.s. i Danmark Landsforeningen DANMARKS VANDRERHJEM og i udlandet International Youth Hostel (IYHF). Dette synspunkt understøttes af Trafikministeriet, jf. vedlagte kopi af brev til Vejdirektoratet vedrørende fortolkning af § 11 i cirkulære om servicevejvisning (se bilag).

2. Vandrerhjem er meget mere end et overnatningssted. Der er til vandrerhjemsnettet knyttet et regelsæt vedrørende priser og indretning, anvendelse af vandrerhjemskort, krav til værtsfunktionen og etablering af bestyrerbolig. Sengene ejes af LDV ligesom vimpel og skilte med logo. Både for branchefolk og forbrugere har der altid været en entydig og sammenfaldende opfatelse af vandrerhjemmenes særpræg, som rækker udover selv funktionen.

3. Vandrerhjemsbevægelsen organiseret i LDV har eksisteret i mere end 60 år og varemærket »Vandrerhjem« har ligsom vores logo været anvendt og markedsført i alle vores aktiviteter udadtil. Det er millionbeløb der i tidens løb er ofret på denne sag. Det bemærkes, at logoet og varemærket »Vandrerhjem« sammen har været registreret i Patentdirektoratet i mere end 10 år, jf. vedlagte bilag.

På denne baggrund skal jeg anmode direktoratet om endnu en gang at vurdere vores ansøgning om registrering af varemærket, »Vandrerhjem«».

Den omtalte skrivelse fra Trafikministeriet til Vejdirektoratet, dateret den 24. oktober 1991, har følgende indhold

»I brev af 19. september 1991 (J.nr. 020-140-C0704-01) har Vejdirektoratet anbefalet, at der i overensstemmelse med Frederiksborg Amtskommunes indstilling dispenseres fra vejreglerne om servicevejvisning, således at der kan vejvises til vandrerhjemmet i Fredensborg, selv om det ikke er optaget på Landsforeningen Danmarks Vandrerhjems fortegnelse, jf. cirkulæret om servicevejvisning § 11.

Vi har bedt Landsforeningen Danmarks Vandrerhjem om en udtalelse. Til orientering vedlægges en kopi heraf.

Ministeriet er enig med Vejdirektoratet i, at landsforeningens ønske om at sprede vandrerhjemmene af konkurrencebegrænsende hensyn ikke kan varetages ved vejvisningen. Ligesom det var tilfældet, da problemet i sin tid var aktuelt for campingpladsers vedkommende, mener vi heller ikke, at vejvisningen med servicetavler kan være afhængig af, om indehaveren af vejvisningsmålet er medlem af en bestemt organisation.

I modsætning til, hvad der gælder for campingpladser eller hoteller m.v., ses begrebet »vandrerhjem« imidlertid at være knyttet til den bevægelse, som landsforeningen er ene om at repræsentere, idet ingen anden godkendelse er nødvendig for at indrette vandrerhjem, og intet andet kriterium findes for, hvilke overnatningssteder der kan kaldes vandrerhjem.

Af disse grunde og på grund af de konsekvenser, som en dispensation fra vejreglerne vil kunne få, finder ministeriet ikke at burde meddele den ansøgte dispensation.

Det kan oplyses, at vi telefonisk har drøftet sagen med Landsforeningen, Patentdirektoratet og Turismens Fællesråd'.

Med skrivelse af 20. februar 1992 indleverede klageren kopi af Danmarks Statistiks publikation »Samfærdsel og Turisme« med opgørelse af »antal overnatninger på danske vandrerhjem januar-november 1991«. Statistikken er udarbejdet af Landsforeningen Danmarks Vandrerhjem. Endvidere indleverede klageren kopi af udtalelse fra Turismens Fællesråd af 18. februar 1992 med følgende ordlyd

»På given foranledning skal jeg udtale, at i en turistmæssig sammenhæng er begrebet »vandrerhjem« altid blevet opfattet som en overnatningsfacilitet med tilhørende serviceydelser, der var medlem af Landsforeningen Danmarks Vandrerhjem (tidligere Herbergs-Ringen).

Også i statistisk sammenhæng har kriteriet for opgørelse af overnatninger på vandrerhjem været tilhørsforholdet til landsforeningen. Kun sådanne virksomheder, som er medlem af landsforeningen, er med i den officielle opgørelse over vandrerhjemsovernatninger i Danmark.

Ud fra en turistmæssig betragtning er der således ingen tvivl om, at begrebet vandrerhjem er entydigt forbundet med tilhørsforholdet til Landsforeningen Danmarks Vandrerhjem'.

Den 5. marts 1992 afslog Patentdirektoratet ansøgningen med følgende begrundelse

»Vi afslår herved Deres ansøgning, da mærket ikke har det særpræg, et fællesmærke skal have for at kunne registreres, da det kan tjene til at betegne varens/tjenesteydelsens art.

Begrundelsen herfor er, at betegnelsen VANDRERHJEM kan angive, at der er tale om et hjem, hvor vandrerne kan opholde sig i kortere eller længere tid.

Vi har truffet afgørelsen i henhold til varemærkelovens § 13«.

Denne afgørelse har klageren ved skrivelse af 21. april 1992 indbragt for Patentankenævnet. I ankebegrundelsen anføres følgende

»1. Patentdirektoratet har i to omgange haft lejlighed til at vurdere nærværende sag. I skrivelser af henholdsvis 27. september 1991 og 5. marts 1992 har direktoratet under henvisning til varemærkelovens § 13 meddelt afslag på registreringsansøgningen fra Landsforeningen DANMARKS VANDRERHJEM (herefter LDV) med i realiteten samme begrundelse. Det hævdes, at begrebet »Vandrerhjem« er uegnet til registrering, da det mangler det fornødne særpræg og kan opfattes som en angivelse af varens/tjenesteydelsens art. Dette begrundes med at »Vandrerhjem« angiver et hjem, hvor vandrere kan opholde sig i kortere eller længere tid.

2. Det er klart, at begrebet »Vandrerhjem« er sammensat af 2 ord, nemlig »vandrer« og »hjem«. I sin oprindelse er denne sammensætning af begrebet derfor rent deskriptiv. Holder man sig derfor alene til en sproglig fortolkning af begrebet må man konstatere, at det mangler særpræg. Imidlertid er det uden mening alene at anvende en sådan indskrænkende fortolkning og det virker især urimeligt, når der til den knyttes væsentlige retsvirkninger, som rækker langt udover hvad den sproglige fortolkning kan bære.

3. Varemærkeloven arbejder derfor også med 2 måder for opnåelse af varemærkeret, som ifølge lovens § 3 kan stiftes ved 1) registrering ... eller 2) ved ibrugtagning af et varemærke... Det er dette sidste førstebrugerprincip som er af interesse for sagen, idet selve ibrugtagningen af et mærke betragtes som en retsstiftende kendsgerning. Dette indebærer, at den varemærkeret, der stiftes ved ibrugtagningen normalt har samme retlige styrke som i tilfælde af registrering. Det fastlægges endvidere i lovens § 13, stk. 3, at et varemærke kan registreres, såfremt det ved brug har fået det fornødne særpræg.

4. Afgørende for om begrebet »Vandrerhjem« herefter kan registreres er om der ved dets brug er sket en indarbejdelse af det fornødne særpræg. Da det er almindeligt anerkendt i varemærkeretten, at fx deskriptive begreber »med tiden og efter en nærmere vurdering af deres benyttelse og bekendthedskvalitet kan opnås status som lovlige og gyldige varemærker«, skal der i det følgende argumenteres for, at en sådan retstilstand er erhvervet af LDV ved indarbejdelse af særpræg i forbindelse med brugen af begrebet »Vandrerhjem«.

5. Allerede i registreringsansøgningen fra LDV af 22. maj 1991 og det efterfølgende brev af 7. november 1991 samt i brev herfra af 20. februar 1992 med tilhørende bilag er der argumenteret for at indarbejdelse af det fornødne særpræg har fundet sted. Dette er sket i form af 3 væsentlige synspunkter, som i det følgende skal opsummeres således

For det første har der i mere end 60 år eksisteret vandrerhjem til hvis benyttelse medlemsskab af en række ungdomsorganisationer m.fl. krævedes fx Dansk Vandrerlaug. Vandrerhjemmene var i starten organiseret i Herbergs-Ringen, senere benævnt Landsforeningen DANMARKS VANDRERHJEM. Igennem alle de år har der været udfoldet organiserede bestræbelser på at udvikle og forbedre produktet »Vandrerhjem«. Det er bl.a. sket ved udarbejdelse af regelsæt om

- priser for overnatning og bespisning, se bilag 1

- anvendelse af vandrerhjemskort, se bilag 2

- samarbejdsaftale med vandrerhjemsejerne, se bilag 3

- krav til vandrerhjemmenes indretning, se bilag 4

- krav om anvendelse af vandrerhjemslogoet og -vimplen.

Hertil kommer LDV's krav om etablering af værtsfunktion og bestyrerbolig til vandrerhjemmene. Endvidere skal nævnes, at LDV er medlem af den internationale vandrerhjemsorganisation, International Youth Hostel Federation, IYHF. Endelig skal det tilføjes, at LDV er anerkendt som indstillingsberettiget over for Arbejdsmarkedets Feriefond og Friluftrådet, Skov- og Naturstyrelsen i forbindelse med opnåelse af tilskud til etablering og modernisering af vandrerhjem.

For det andet har der været anvendt millioner af kroner igennem årene for at adskille vandrerhjemsproduktet fra andre overnatningsformer. LDV har således løbende vedligeholdt vandrerhjemmene med senge og sengeudstyr. For tiden er LDV i færd med at udskifte samtlige senge med tilhørende udstyr på landets ca. 100 vandrerhjem. Dette investeringsprogram andrager omkring 10-12 mio. kr. LDV betaler endvidere hvert år godt 300.000,- kr. til skadedyrbekæmpelse på vandrerhjemmene. Til sidst bør nævnes LDV's markedsføring som akkumuleret siden vandrerhjemsbevægelsens start andrager millioner af kroner. Alene i de sidste 4 år er der anvendt omkring 5 mio. kr. til markedsføringen. Det vedlagte katalog, se bilag 5 koster fx ca. 700.000,- kr. at producere.

For det tredie skal det fastslås, at det ikke kun er i egen indbildning begrebet »Vandrerhjem« har opnået det særpræg, som entydigt knytter det til Landsforeningen DANMARKS VANDRERHJEM. Som det fremgår af vedlagte kopi af skrivelse fra Trafikministeriet, se bilag 6 samt brev fra Turismens Fællesråd, se bilag 7 er det både inden for turistbranchen og i den almindelig offentlighed accepteret, at begrebet »vandrerhjem« er knyttet til den bevægelse, som landsforeningen er ene om at repræsentere.

6. Sammenfattende fastslås hermed at både historiske, økonomiske og identitetsmæssige forhold har forsynet begrebet »Vandrerhjem« med det særpræg som er nødvendigt og tilstrækkeligt for registrering som varemærke. En sidestilling af begrebet »Vandrerhjem« med andre helt almindelige deskriptive ord for overnatninger i det danske sprog ignorerer totalt den indarbejdelse af særpræg som i dag knytter sig til begrebet »Vandrerhjem« og som Landsforeningen DANMARKS VANDRERHJEM er ene om at repræsentere'.

Fredenborg Vandrerhjem v/Bo N. Christensen har i skrivelse af 17. august 1992 til Ankenævnet anført følgende

»Vi er blevet gjort opmærksom på, at der verserer en sag i Ankenævnet omhandlende Landsforeningen Danmarks Vandrerhjems ønske om at mærkevareregistrere ordet »vandrerhjem« eller »vandrehjem«.

De bedes i denne sag være opmærksom på, at der findes andre vandrerhjem i Danmark end netop de vandrerhjem, der står opført i Landsforeningen Danmarks Vandrerhjems katalog.

Som dokumentation vedlægger vi Danmarks Turistråds brochure, som viser alle vandrerhjem i Danmark - uafhængig af foreningsmedlemsskab.

Vi håber, at De vil tage disse oplysninger med i Deres overvejelser inden en eventuel tilladelse til mærkevareregistrering'.

I skrivelse af 5. november 1992 anførte Fredensborg Vandrerhjem følgende

»Undertegnede Bo N. Christensen ønsker hermed at tilbagekalde den til Dem tilsendte skrivelse af 17. august 1992«.

Ankenævnet har behandlet sagen på sit møde den 16. marts 1993.

For klageren mødte generalsekretær Chr. Dorph, som forelagde sagen i det væsentlige under henvisning til det skriftlige materiale. Det blev fremhævet, at vandrerhjemmene repræsenterer en fornem kulturhistorie med rod i den tyske højromantik. Der er igennem årene brugt adskillige millioner kroner på at udskille vandrerhjemsproduktet fra andre overnatningsformer. Man skal optages som medlem, og der er udarbejdet en række regelsæt.

Ankenævnet skal udtale

I henhold til de af Patentdirektoratet anførte grunde og idet det for Ankenævnet anførte ikke findes at kunne føre til andet resultat

bestemmes

Den påklagede afgørelse stadfæstes.

Grønning-Nielsen. Hans Chr. Thomsen. S. Gulmann.

Ingen

En forening søgte fællesmærket VANDRERHJEM registreret som ordmærke.

Ansøgningen afslået, da betegnelsen VANDRERHJEM angiver, at der er tale om et hjem, hvor vandrere kan opholde sig i kortere eller længere tid