Legislator Case Law & Legislation
W19936045525 DK

Varmepumpeanlæg adskilte sig ikke væsentligt fra kendt teknik.

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1993 60455 Valid

Varmepumpeanlæg adskilte sig ikke væsentligt fra kendt teknik.

År 1993, den 22. marts afsagde Patentankenævnet

(Grønning-Nielsen, Hans Chr. Thomsen, Laubst, Terndrup Pedersen, Ansgar Sørensen) følgende

KENDELSE i sagen j.nr. P 22/90: Klage fra Aktieselskabet Thomas Ths. Sabroe & Co., Højbjerg, v/Patentingeniør K. Skøtt-Jensen over Patentdirektoratets afgørelse af 29. marts 1990 af patentansøgning nr. 1653/81 efter indsigelse fra Stal Refrigeration AB, Sverige, v/Patentbureauet Lehmann & Ree.

Den 9. december 1985 fremlagdes under nr. 148.990 en af klageren den 13. april 1981 indleveret ansøgning om patent på »fremgangsmåde ved drift af et varmepumpeanlæg til udnyttelse af koldt vand, og varmepumpeanlæg til udøvelse af fremgangsmåden«. De fremlagte krav lød således

»1. Fremgangsmåde til i et varmepumpeanlæg, fortrinsvis med meget stor kapacitet, at udnytte koldt vand som varmetilbringningsmedium, ved hvilken fremgangsmåde man udvirker, at mindst noget af det tilførte vand bringes til at fryse, hvorved det medium, som optager frysevarmen, føres til varmetilgangssiden af et varmepumpeanlæg, kendetegnet ved, at man udvirker frysningen af vandet ved at indføre dette i et isdannende anlæg af den art, som omfatter et vandmodtagende vacuumkammer med et for en fordampningsfrysning af vandet tilstrækkeligt lavt tryk og midler til løbende udslusning af den herved i vacuumkammeret dannede is eller sne samt en vanddampkompressor til afsugning af vanddampen fra vacuumkammeret og fremføring af den komprimerede damp til en aktivt kølet kondensator, og at man herved som kondensator udnytter fordamperen i et varmepumpeanlæg, der reguleres til drift af fordamperen ved en indvendig fordampningstemperatur på ca. 053 for kondensering af vanddampen ved 053 eller kun lidt over 053, idet vanddampen modsvarende kun komprimeres gennem et enkelt eller ganske få kompressionstrin.

2. Anlæg til udøvelse af fremgangsmåden ifølge krav 1, omfattende et isdannelsesanlæg af den art, som har et vandmodtagende vacuumkammer med et for en fordampningsfrysning af vandet tilstrækkeligt lavt tryk og midler til løbende udslusning af den herved i vacuumkammeret dannede is eller sne samt en vanddampkompressor til afsugning af vanddampen fra vacuumkammeret og fremføring af den komprimerede damp til en aktivt kølet kondensator, idet kondensatoren udgøres af fordamperen i et varmepumpeanlæg, kendetegnet ved, at vanddampkompressoren er indrettet med kun et eller ganske få kompressionstrin, og at varmepumpeanlægget er indrettet til at holde fordamperens temperatur på ca. 053 eller kun lidt over 053.«

Stal Refrigeration AB, Sverige, nedlagde ved skrivelse af 7. marts 1986 indsigelse mod udstedelse af patent. Indsigeren anførte

»Under henvisning til patentlovens § 21 tillader vi os hermed som fuldmægtige for Stal Refrigeration AB, S-601 87 Norrkobing, Sverige, at nedlægge indsigelse mod, at der udstedes patent på den i fremæggelsesskrift nr. 148.990 (ansøgning nr. 1653/81) beskrevne opfindelse vedrørende »Fremgangsmåde ved drift af et varmepumpeanlæg til udnyttelse af koldt vand, og varmepumpeanlæg til udøvelse af fremgangsmåden«, idet vi til støtte for denne indsigelse iøvrigt skal tillade os at anføre følgende

Fra USA patentskrift nr. 3.202.343 samt »Principles of Desalination« af K.S. Spiegler, siderne 322-343, 1966 kendes anlæg til fremstilling af ferskvand ud fra saltvand. I nævnte anlæg sprøjtes vand ind i et kammer med lavt tryk, hvorved der dannes en partiel fordampning af vandet. En vanddampkompressor forøger den bortførte vanddamps tryk og temperatur, og vanddampen vil ved videre passage forbi en afkølet kondensator i direkte forbindelse med nævnte kammer kondenseres og afledes.

Fra tysk patentskrift nr. DE 917.491 er det endvidere kendt, ved et lignende anlæg til fremstilling af kunstig is, at arrangere en afkølet kondensator for den afledede vanddamp udenfor kammeret med lavt tryk.

Ifølge K.S. Spieglers anlæg, der er vist i fig. 7.17 side 323, fremgår det helt klart, at et ydre køleanlæg »Refrigeration Unit«, der må anses fuldstændigt at svare til ansøgningens varmepumpeanlæg, anvendes til afkøling, det vil sige til bortføring af varme fra kondensatoren ved vanddampens kondensering. På denne måde bortføres varme fra det tilførte kolde vand med køleanlægget-varmepumpeanlægget.

I patentkravene defineres blot en fremgangsmåde samt et anlæg til udnyttelse af varmen med en varmepumpe fra kondensatoren, hvori vanddampen fra dampkompressoren kondenseres efter fordampningsfrysning af tilført koldt vand, hvilket således i alt væsentligt er kendt fra ovennævnte skrifter.

Under henvisning til det i det foregående anførte kan indsigeren ikke se, at der findes noget patenterbart nyt i fremlæggelsesskriftet, og skal derfor henstille til Patentdirektoratet, at ansøgningen afslås i sin helhed.'

Klageren imødegik ved skrivelse af 9. september 1986 indsigelsen og udtalte

»Det må konstateres, at indsigeren ikke har formået at henvise til et relevant kendt anlæg til det bestemte formål, som opfindelsen handler om, nemlig et anlæg til med stor kapacitet at udvinde varme fra temmelig koldt vand, f.eks. til opvarmning af København og Malmø ved brug af vandet i Øresund, også om vinteren.

Det har allerede under sagens behandling været drøftet, at isfremstillingsindretningen ifølge De 917.491 ikke på nogen måde peger i retning af en anvendelig indretning til storproduktion af varme med en blot nogenlunde acceptabel økonomi, og det er desuden allerede nævnt i beskrivelsens sidste afsnit, at man kender lignende systemer anvendt til fremstilling af ferskvand ud fra saltvand, hvilket jo netop er tilfældet ved de to øvrige modhold, som indsigeren henviser til. Dette har endnu mindre relevans til varmeproduktion.

Jeg har tillid til, at de behandlende myndigheder netop på basis af beskrivelsens sidste afsnit er indforstået med, at en teknik til storproduktion af varme ikke gøres patentmæssigt nærliggende af, at en mere eller mindre tilsvarende teknik er benyttet til et absolut helt andet formål, men jeg vil gerne hertil knytte følgende uddybende bemærkninger

Det fremgår med al tydelighed af Snyder's artikel, s. 322-323, (klarere end af US 3.202.343, hvor forholdet dog er det samme), at der ved afsaltningen af havvandet er tale om en konverteringsproces, som under helt ideelle betingelser kunne foregå uden væsentlig termisk udveksling med omgivelserne. Blot er sådanne betingelser uopnåelige, og man må derfor arbejde med en vis tilførsel af kulde, dels for at få vanddampen kondenseret og dels for at kompensere for den varmetilførsel, som skyldes de arbejdende pumper m.v. i systemet. Kølingen skal være tilstrækkelig til, at der kan opretholdes en termisk balance i systemet, og det nævnes endda, at man eventuelt kan klare sig med en vis tilførsel af is: i US »343 udføres dampkondenseringen rent faktisk ved hjælp af is (sp. 4 1. 10-15). Det siges også, at temperaturforskellen mellem det indkommende havvand og det afgående ferskvand plus opkoncentreret saltvand skal anskues som en varmelækage ind i systemet.

Det kræver en højt udviklet sans for efterrationalisering at få disse angivelser drejet over til at være en anvisning på, hvordan man kan frembringe varme i store mængder og endda på højøkonomisk måde. Der er dog himmelvid forskel på at frembringe en masse varme og at tilføre en i det forhold forsvindende lille mængde kulde for kompensering af operative tab i et procesanlæg.

Jeg har ingen anledning til at bestride, at der ved opfindelsen forekommer betydelige detailligheder med det modholdte (jf. også sidste afsnit af beskrivelsen), men dels forekommer der altså helt afgørende forskelle på et overordnet plan, og dels er det klart, at netop disse forskelle vil give sig det praktiske udslag, at varmepumpeanlægget ved opfindelsen er en meget stor enhed, som vil være helt usammenlignelig med den smule køleanlæg eller is, som ved de kendte afsaltningsanlæg skal kompensere for en varme, der føres til anlægget på uønsket måde. At der så ved opfindelsen oven i købet vil være tale om en varmeindvinding med meget god økonomi er noget, der end ikke glimtvis kan udledes af det modholdte.

Nævnte overordnede forskel vil ytre sig ved, at det formentlig vil være yderst urealistisk at arbejde med en dampkondensator anbragt inde i vacuumbeholderens ydre kappe, hvilket ellers er tilfældet ved begge de betragtede modhold. Jeg er dog betænkelig ved at foreslå nogen præcisering i så henseende, dels fordi jeg skønner den helt overflødig, og dels fordi »intet er umuligt«, omend med outrerede proportionsforvrængninger i forhold til de kendte anlæg.

Jeg må primært henstille, at indsigelsen tilbagevises og at patent udstedes uden ændringer i sagen.'

Patentdirektoratet afslog ved skrivelse af 29. marts 1990 ansøgningen med følgende begrundelse

»1. Vi har under henvisning til patentlovens § 16 afslået Deres ansøgning, fordi Deres opfindelse ikke adskiller sig væsentligt fra det kendte, sådan som det fordres i patentlovens § 2.

2. Kravene (og ansøgningen iøvrigt) adskiller sig i det væsentligste kun fra det, der kendes fra »Principles of Desalination« af K.S. Spiegler, Academic Press, New York 1966, side 322-323 ved, at man ved opfindelsen ifølge ansøgningen bortleder hele frysevarmen til en varmepumpes (et køleanlægs) fordamper, hvor man ved anlægget ifølge ovennævnte bog kun bortleder en del af frysevarmen til et køleanlægs fordamper: men denne forskel udgør ikke noget opfinderisk ejendommeligt.

Det bemærkes specielt at kølespolen (fordamperen) ved nævnte anlæg holdes på 3853F (353C) for at undgå isdannelse, jf. side 324, 4. afsnit.'

Denne afgørelse har klageren ved skrivelse af 28. maj 1990 indbragt for Patentankenævnet. I klagebegrundelse af 5. oktober 1990 anførtes

»Med henvisning til Deres skrivelse af 5. juni 1990 skal jeg hermed som begrundelse for klagen vidtgående henvise til klagebegrundelsen af 19. maj 1990 i parallelsagen PA 1652/81, Deres j.nr. P 41/89. Den principielle problemstilling er nærmest nøjagtigt den samme i nærværende sag, som blot angår et andet aspekt ved den »storvarmepumpe-teknik«, som også er grundlæggende for parallelsagen. Der er i sagerne tale om et storforbrug af kuldeenergi med henblik på storproduktion af henholdsvis is og varme, og det afgørende spørgsmål er, hvorvidt denne teknik er nærliggende på baggrund af den teknik, der kendes fra US 3.202.343.

Ved den sidstnævnte teknik er der tale om, at de komplementære produktioner af is og varme antager minimerede proportioner, da det angiveligt kun drejer sig om en udligning af beklageligvis uundgåelige tab ved en proces, som ideelt ville forløbe helt uden sådanne tab. For en målrettet produktion af henholdsvis varme og is vil den modholdte teknik være helt håbløs netop når man holder sig til de betragtede minimerede proportioner, da der for fremstilling af både varme og is i almindeligt forekommende målestok allerede findes langt mere effektive eller økonomiske systemer.

Det er fra ansøgerens side i begge sager understreget, at det drejer sig om udprægede storproduktioner af henholdsvis varme og is, og der er intet som helst i det modholdte, der peger frem imod en sådan storproduktion al den stund, den pågældende produktion tværtimod søges minimeret ud fra helt andre kriterier, nemlig som tabskompensation. Opfindelsen er slet ikke fordelagtig overfor andre metoder til is- og varmefremstilling i sædvanlig målestok, hvad den modholdte teknik heller ikke er, men det står helt klart som opfindelsens fortjeneste at indse, at visse principper i den modholdte »minimumteknik« bliver yderst fordelagtige, når de adapteres imod en »normalteknik« (med kendte, endnu bedre løsninger) over til en »maksimumteknik«, som netop ved en tilhørende ekstrem storproduktion (men ellers ikke) er endnu bedre end den »normalteknik«, som det modholdte må siges at pege bort fra, al den stund det ved modholdet alene drejer sig om at udligne her helt irrelevante procestab.

I afslagsbegrundelsen tales om, at der ved de sammenlignende anlæg bortledes henholdsvis mere og mindre frysevarme, og at »denne forskel ikke udtrykker noget opfinderisk ejendommeligt«: jeg forstår ikke den vurderingsmåde, da det vel er mere relevant at se på, om forskellen ytrer sig ved væsentligt forskellige konsekvenser, og om den ene slags konsekvens rummer nogen tilskyndelse til at indse, at den anden slags konsekvens har væsentlige fordele på et andet plan.

Jeg vil være indforstået med i krav 1's linie 1 at stryge ordet »fortrinsvis«, da opfindelsen kun er teknisk relevant i forbindelse med virkeligt store opvarmningskapaciteter. Det bliver derved endnu klarere, at opfindelsen på det overordnede plan ikke har det ringeste at gøre med det modholdte.'

Indsigeren har i skrivelse af 7. december 1990 anført følgende

»I klagebegrundelsen fokuseres der primært på forskellen mellem storproduktion og »normal produktion«. Det anføres, at patentansøgningen, 1653/81, drejer sig om udpræget storproduktion, og der argumenteres for, at ansøgningen omhandler en patenterbar opfindelse på basis af den teknik, der kendes fra US patent nr. 3.202.343. Denne argumentation forekommer ulogisk, da Patentdirektoratets afslagsbegrundelse ikke er baseret på dette US patent. Afslagsbegrundelsen er derimod baseret på den teknik, der er kendt fra det materiale, som er fremdraget af indsigeren, nemlig: »Principles of Desalination« af K.S. Spiegler, Academic Press, New York 1966. Denne publikation beskriver en teknik, som adskiller sig fra teknikken, der er beskrevet i US-patentet.

I denne fremførte publikation beskrives på siderne 322-343 netop et anlæg for en udpræget storproduktion ved fremstilling af ferskvand ud fra saltvand, se fig. 7.17.

Anlægget vil, med henvisning til fig. 7.17, afsløre alle de særpræg, som er indeholdt i patentkravene. I anlægget sprøjtes vand ind i et vakuumkammer, hvorved der dannes is gennem partiel fordampning. En vanddampkompressor forøger tryk og temperatur i den bortfjernede vanddamp, som efterfølgende kondenseres ved passage gennem en kondensator. Kondensatoren afkøles med et kølemedium fra en ydre kølekreds, hvorved kondensatorens indre fungerer som en fordamper i den ydre kølekreds for udsugning og komprimering af kølemiddelgassen. Ved hjælp af den ydre kølekreds fjernes der således varme fra det tilførte kolde vand.

Det varmepumpeanlæg, der er beskrevet i patentansøgningen, modsvares således fuldstændigt af den ydre kølekreds, der er beskrevet i den fremdragne publikation. Den ydre kølekreds er således opbygget med stort set samme grundelementer og fungerer i alt væsentligt på samme måde som varmepumpeanlægget ifølge ansøgningen. Det bemærkes endvidere, at der i ansøgningen ikke anføres specielt kendetegnende særpræg for varmepumpen.

Med ansøgerens klagebegrundelse tilføres der ikke noget sagligt, som burde kunne give grundlag for en anden tolkning af patentansøgningen, ligesom der heller ikke er grundlag for, at andre eller nye kendetegnende særpræg fremstår som specielt særegne for opfindelsen. Derfor er fremgangsmåden samt varmepumpeanlægget, således som defineret i ansøgningens patentkrav, i alt væsentligt kendt fra den fremdragne publikation: »Principles of Desalination«. Dette er anført i direktoratets afslagsbegrundelse samt i vor indsigelsesbegrundelse.

Vi henstiller herefter til Patentankenævnet, at Patentdirektoratets afslagsbeslutning tages til følge, og at patentansøgning nr. 1653/81 afslås i sin helhed.'

Patentankenævnet har behandlet sagen på sit møde den 12. februar 1993.

Der er fra ansøgeren modtaget en skrivelse af 8. februar 1993 vedlagt et subsidiært kravsæt, der på grund af tidspunktet for dets fremsættelse ikke findes at kunne tages under påkendelse.

For indsigeren mødte ingeniør Leif Nielsen, der havde lejlighed til at udtale sig.

Ankenævnet skal udtale

I henhold til de af direktoratet anførte grunde og idet det for Ankenævnet anførte ikke findes at kunne føre til andet resultat

bestemmes

Den påklagede afgørelse stadfæstes.

Grønning-Nielsen. Hans Chr. Thomsen. T. Laubst. P. Terndrup Pedersen. Ansgar Sørensen.

Endelig adm. afgørelse 1993 60455 Valid

Ankenævnet fandt, at en ansøgning om patent på »fremgangsmåde ved drift af et varmepumpeanlæg til udnyttelse af koldt vand, og varmepumpeanlæg til udøvelse af fremgangsmåden« ikke adskilte sig væsentligt fra kendt teknik og stadfæstede dermed direktoratets afgørelse i en indsigelsessag.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →