'Flammesikkert elektrisk kabel' adskilte sig fra kendt teknik.

»Flammesikkert elektrisk kabel« adskilte sig fra kendt teknik.

År 1993, den 22. marts afsagde Patentankenævnet

(Grønning-Nielsen, Hans Chr. Thomsen, Herborg, Torben Laubst, Asger Nielsen) følgende

KENDELSE i sagen j.nr. P 20/91: Klage fra Societa' Cavi Pirelli S.p.A., Italien, v/Patentbureau Lehmann & Ree A/S over Patentdirektoratets afgørelse af 5. marts 1991 af patentansøgning nr. 1917/83.

Den 28. april 1983 indleverede klageren en ansøgning om patent på »flammesikkert elektrisk kabel, der er imprægneret med en isolerende væske«. Ansøgningens krav lød således

»1. Flammesikkert elektrisk kabel, der er imprægneret med en isolerende væske, hvilket kabel omfatter mindst en leder, en lagdelt, fast isolering påført i lag af cellulosemateriale viklet omkring lederen og imprægneret med en isolerende væske, samt et omsluttende hylster fyldt med isolerende væske, kendetegnet ved, at den isolerende væske omfatter en blanding af en polydimethylsiloxan med en viskositet på over 5 cts ved 25 grader C og en aromatisk forbindelsen med den almene formel

hvor R betegner et aliphatisk radikal, og hvor den aromatiske forbindelse er tilstede i blandingen i en mængde på under 10 vægt% i forhold til den totale vægt af blandingen.

2. Flammesikkert elektrisk kabel ifølge krav 1, kendetegnet ved, at det omsluttende hylster er en kappe, at der kun er indesluttet en elektrisk leder i kappen, og at en kanal, som løber inden i lederen koaksialt med denne, fyldes med den isolerende væske, som imprægnerer den lagdelte, faste isolering påført i lag af cellulosemateriale viklet omkring den elektriske leder, hvilken isolerende væske omfatter en blanding en viskositet på over 5 cts ved 25 grader C og en aromatisk forbindelsen med den almene formel

hvor R betegner et aliphatisk radikal, og hvor den aromatiske forbindelse er tilstede i blandingen i en mængde på under 10 vægt% i forhold til den totale vægt af blandingen.

3. Flammesikkert elektrisk kabel ifølge krav 1, kendetegnet ved, at en gruppe på tre elektriske ledere er indesluttet i dette stive metalrør, hvilket metalrør fyldes med isolerende væske, og hvilken isolerende væske omfatter en blanding af en polydimethylsiloxan med en viskositet på over 5 ct ved 25 grader C og en aomatisk forbindelse med den aleme formel

hvor R betegner et aliphatisk radikal, og hvor den aromatiske forbindelse er tilstede i blandingen i en mængde på under 10 vægt% med hensyn til den totale vægt af blandingen.

4. Flammesikkert elektrisk kabel ifølge et hvilket som helst af kravene 1 til 3, kendetegnet ved, at i blandingen af polydimethylsiloxan og den aromatiske forbindelse udgør sidstnævnte en mængde mellem 3 og 7 vægt% af den totale vægt af blandingen.

5. Flammesikkert elektrisk kabel ifølge et hvilket som helst af kravene 1 til 4, kendetegnet ved, at den aromatiske forbindelse er isopropyldiphenyl.

6. Isolerende væske til imprægnering af elektriske kabler og lignende, kendetegnet ved, at den omfatter en blanding af en polydimethylsiloxan med en viskositet på over 5 cts ved 25 grader C og en aromatisk forbindelse med den almene formel

hvor R betegner et aliphatisk radikal, og hvor den aromatiske forbindelse er tilstede i blandingen i en mængde på under 10 vægt% i forhold til den totale vægt af blandingen.

7. Isolerende væske ifølge krav 6, kendetegnet ved, at den aromatiske forbindelse er tilstede i blandingen i en mængde på mellem 3 og 7 vægt% af den totale vægt af blandingen.

8. Isolerende væske ifølge krav 6 eller 7, kendetegnet ved, at den aromatiske forbindelse er isopropyldiphenyl.«

Patentdirektoratet udtalte i skrivelse af 27. april 1990

»1. Vi mener, at Deres opfindelse i alt væsentligt er kendt, og at ansøgningen derfor ikke kan føre til patent, jf. nedenstående begrundelse.

2. Fra US-patent nr. 3.108.153 kendes et elektrisk kabel, imprægneret med en blanding af polydimethylsiloxan (se spalte 1, linie 68) og en aromatisk forbindelse med formlen A-CR1R2R3, hvor R1, R2 og R3 kan være alkylgrupper, og A kan være biphenyl, jf. spalte 4, tabel 1, hvor t-butylbiphenyl er nævnt som eksempel. Denne sidstnævnte forbindelse er kemisk nært beslægtet med isopropylbiphenyl, som ifølge ansøgningen er den foretrukne forbindelse.

Det interval for mængdeforholdet mellem polydimethylsiloxan og aromatisk forbindelse, som angives i US-patentet, spalte 4, linie 47-50 (se også spalte 5, tabel 2) omfatter de mængdeforhold, som anvendes ifølge ansøgningen.

3. Vi kan derfor ikke se, at kablet og den isolerende væske ifølge ansøgningen adskiller sig væsentligt fra, hvad der er beskrevet i US-patentet, og det forekommer ikke sandsynligt, at den lille ændring af isolationsvæskens sammensætning, der er beskrevet i Deres ansøgning, kan medføre nogen overraskende teknisk virkning ud over den virkning, som allerede opnået ved den kendte teknik.«

Klageren indleverede derefter ved skrivelse af 29. oktober 1990 følgende nye krav

»1. Flammesikkert, oliefyldt elektrisk kabel med mindst en leder og en lagdelt isolering, der er imprægneret med en isolerende væske, og som er dannet af bånd, der er viklet rundt om lederen og udelukkende består af cellulosemateriale, samt et omsluttende hylster, der omslutter den lagdelte isolering, kendetegnet ved, at den isolerende væske omfatter en blanding af en polydimethylsiloxan med en viskositet på over 5 cts ved 25 grader C og isopropyldiphenyl, hvorhos sidstnævnte forekommer i blandingen i en mængde på ikke over 10 vægtprocent baseret blandingens samlede vægt.

2. Flammesikkert elektrisk kabel ifølge krav 1, kendetegnet ved, at det omsluttende hylster er en kappe, at der kun er indesluttet en elektrisk leder i kappen, og at en kanal, som løber inden i lederen koaksialt med denne, er fyldt med den isolerende væske, som imprægnerer den lagdelte isolering af cellulosemateriale, der er viklet omkring den elektriske leder.

3. Flammesikkert elektrisk kabel ifølge krav 1, kendetegnet ved, at det omsluttende hylster er et stift metalrør, og at en gruppe på tre elektriske ledere er indesluttet i dette stive metalrør, hvilket metalrør er fyldt med isolerende væske.

4. Flammesikkert elektrisk kabel ifølge et hvilket som helst af kravene 1 til 3, kendetegnet ved, at i blandingen af polydimethylsiloxan og isopropyldiphenyl udgør sidstnævnte en mængde på mellem 3 og 7 vægt% af blandingens samlede vægt.

5. Isolerende væske til anvendelse i elektriske kabler, kendetegnet ved, at den omfatter en blanding af en polydimethylsiloxan med en viskositet på over 5 cts ved 25 grader C og en isopropyldiphenyl, hvorhos sidstnævnte forekommer i blandingen i en mængde på ikke over 10 vægt% i forhold til blandingens totale vægt.

6. Isolerende væske ifølge krav 5, kendetegnet ved, at isopropylphenylet forekommer i blandingen i en mængde på mellem 3 og 7 vægt% af blandingens totale vægt.«

I skrivelsen anførte klageren bl.a.

»Ansøgningens benævnelse og beskrivelsens indledning er blevet tilpasset det nye patentkravsæt, og der er herudover blevet optaget en omtale af det elektriske kabel, der kendes fra det ovennævnte US-patentskrift nr. 3.108.153, ligesom det er blevet forklaret, hvad særligt der opnås med det elektriske kabel ifølge den foreliggende ansøgning i forhold til det fra US-patentskriftet kendte. Endvidere er der i beskrivelsens indledning blevet udført en del ændringer af sproglig og/eller formel art.

Også beskrivelsens specielle del er blevet tilpasset det nye patentkravsæt og er herudover undergået en del rettelser af mere sproglig og/eller formel art.

De i beskrivelse og krav udførte rettelser fremgår af den samtidigt hermed fremsendte kopi af en omskrift af den tidligere beskrivelse af 18. august 1983.

Hvad angår det af direktoratet fremdragne US-patentskrift nr. 3.108.153 skal vi i tilknytning til det i den nye beskrivelsesindledning iøvrigt bemærke følgende

I patentskriftet er der ganske rigtigt, som af direktoratet i betænkningen anført, angivet et elektrisk kabel, der er imprægneret md en blanding af polydimethylsiloxan og en aromatisk forbindelse med formlen A-CR1R2R3, hvor R1, R2 og R3 kan være alkylgrupper, og A kan være biphenyl, idet forbindelsen t-butylbiphenyl specifikt er nævnt som eksempel i tabel 1, spalte 4.

Kablet ifølge US-patentskriftet er imidlertid af en særlig type, ved hvilken der som elektrisk isolering omkring lederne i kablet kun anvendes viklinger af polyethylenbånd, jf. spalte 2, linie 50-51, spalte 3, linie 7-8 og spalte 4, linie 63-66 og 71-75. Allerede herved adsiller kablet ifølge US-patentskriftet sig således væsentligt fra kablet ifølge den foreliggende opfindelse, i hvilket der anvendes en elektrisk isolering omkring lederne af udelukkende cellulosemateriale. Ved nedbrydning af cellulosematerialet vil der nemlig ud over hydrogengas også dannes carbonmonoxid, carbondioxid og vanddamp, medens der ved nedbrydning af polyethylen udelukkende vil være mulighed for dannelse af hydrogen som gasformig komponent, hvilket iøvrigt er den eneste gaskomponent, der søges bekæmpet ifølge angivelserne i US-patentskriftet. Ganske vist angives hydrogengassen heri som tilsyneladende udelukkende at hidrøre fra homolytisk spaltning af C-H bindinger i dimethylsiloxanmolekylerne under kablets funktion som følge af den påførte spænding, jf. eksempelvis spalte 4, linie 32-l34, men dette ændrer ikke noget på det forhold, at der ved kablet ifølge US-patentskriftet øjensynlig ikke er risiko for opståen af gasser som carbonmonoxid, carbondioxid og vanddamp under dets brug, og de tilsætningsstoffer, der anvendes i imprægneringsvæsken ifølge US-patentskriftet, angives da heller ikke at være virksomme til bekæmpelse heraf.

De til bekæmpelse og udvikling af hydrogengas i kablet ifølge US-patentskriftet benyttede tilsætningsstoffer angives at skulle anvendes i et stort overskud på fra 2 til 100 gange den teoretiske mængde, der kræves til omsætning af de fri-hydrogenradikaler, som kan forventes dannet i løbet af kablets levetid, jf. spalte 4, linie 41-45, og der angives mængder på fra 0,5 til 25 vægt% af kabelvæsken, jf. spalte 4, linie 47-50. Herved er der således ikke taget højde for, om der med kablet ifølge US-patentskriftet opnås et flammesikkert oliefyldt kabel med en stabil olieblandingssammensætning og tilstrækkelige flydeegenskaber ved lav temperatur, bedre dielektrisk styrke og lav dielektrisk tabsfaktor (tg), og der er i patentskriftet intet nævnt om vigtigheden af opnåelsen af disse egenskaber i oliefyldte, elektriske kabler.

Endelig skal det nævnes, at der ifølge US-patentskriftet kan benyttes dimethylpolysiloxanvæsker med en viskositet på fra 0,6 til 30.000 cts ved 25 grader C, medens der i den isolerende væske ifølge den foreliggende ansøgning udelukkende anvendes polydimethylsiloxan med en viskositet på over 5 cts ved 25 grader C.

Det elektriske kabel ifølge den foreliggende ansøgning adskiller sig således i næsten alle henseender fra det fra US-patentskriftet kendte kabel, og herved opnås en kombination af for et oliefyldt elektrisk kabel særdeles fordelagtige egenskaber, som ikke tilsigtes opnået med kablet ifølge US-patentskriftet, ja som overhovedet ikke er nævnt heri.

Det oliefyldte elektriske kabel ifølge den foreliggende ansøgning må derfor anses for ikke blot at være nyt i forhold til det fra US-patentskriftet kendte kabel, men også at have opfindelseshøjde i forhold hertil og må derfor anses for værende patenterbart ifølge sædvanlige patenterbarhedskriterier.«

Direktoratet afslog ved skrivelse af 5. marts 1991 ansøgningen med følgende begrundelse: ».....

2. Den isolerende væske ifølge ansøgningens krav 5-6 adskiller sig kun fra den isolerende væske, der kendes fra US-patent nr. 3.108.153, derved, at additivet ifølge opfindelsen er isopropylbiphenyl, medens additivet ifølge den kendte teknik er tertiært butylbiphenyl, dvs. forskellen består kun i en methylgruppe i en substituent i et relativt stort molekyle. Med hensyn til værdierne for væskens viskositet og additivindhold bemærkes, at de i ansøgningen angivne intervaller er omfattet af de tilsvarende intervalangivelser i US-patentet.

Vi må derfor fastslå, at væsken ifølge ansøgningen i kemisk henseende er meget nært beslægtet med den kendte væske, og den er i øvrigt - uden direkte at være nævnt - omfattet af ovennævnte patent, jf. spalte 4, tabel 1, hvoraf fremgår, at substituenten på den aromatiske kerne kan være isopropyl.

3. Med hensyn til den tekniske virkning angiver De side 3 i beskrivelsen, at isoleringsolien ifølge opfindelsen ikke blot absorberer hydrogen, men også carbonoxid, carbondioxid og vanddamp, men det fremgår ikke, at der her er tale om egenskaber, hvorved olien ifølge opfindelsen udmærker sig frem for den kendte olie - hvilket i øvrigt i betragtning af de to oliers nære kemiske slægtskab heller ikke ville kunne forventes.

Af side 3 i beskrivelsen fremgår således kun, at kablet ifølge opfindelsen i teknisk henseende er ringere end det kendte kabel, da dets isolationsmateriale ved nedbrydning ud over hydrogen tillige udvikler ovennævnte andre gasser.

4. De forsøg, der er redegjort for i beskrivelsens specielle del, viser kun, at isoleringsvæsken og kablet ifølge opfindelsen har en række fordelagtige egenskaber, og at additivet har gavnlige virkninger.

Det er derimod ikke påvist, at disse fordelagtige egenskaber skyldes den minimale ændring af additivets sammensætning, som udgør den eneste forskel mellem olien ifølge opfindelsen og den kendte olie, eftersom der ikke er beskrevet sammenlignende forsøg, som viser den kendte olies egenskaber.

I Deres ovennævnte brev og i den ændrede beskrivelse findes således ingen dokumentation for eller sandsynliggørelse af, at der ved anvendelse af væsken ifølge opfindelsen kan opnås nogen teknisk virkning ud over den, der allerede er opnået ved den kendte væske.

5. Vi er enige med Dem i, at der i ansøgningen er beskrevet nogle egenskaber ved olien og kablet ifølge opfindelsen, og at US-patentet ikke beskriver tilsvarende egenskaber ved olien og kablet ifølge patentet. Dette er imidlertid ikke ensbetydende med, at opfindelsen adskiller sig væsentligt fra kendt teknik, idet det tværtimod må forventes, at den kendte olie som følge af den næsten identiske sammensætning må have næsten samme egenskaber, uanset at disse ikke er beskrevet. For kablets vedkommende har De som ovenfor nævnt endog påpeget, at det kendte kabels egenskaber er bedst, takket være anvendelsen af polyethylen som lederisoleringsmateriale.

6. De har således hverken i Deres ovennævnte brev eller i den ændrede beskrivelse anført noget, der kan ændre den opfattelse, at opfindelsen ikke adskiller sig væsentligt fra, hvad der kendes fra US-patent nr. 3.108.153, og at det nye ifølge opfindelsen ikke giver anledning til nogen overraskende teknisk virkning.«

Denne afgørelse har klageren ved skrivelse af 6. maj 1991 indbragt for Patentankenævnet med påstand om, at det af Patentdirektoratet fremdragne US-patent nr. 3.108.153 ikke er til hinder for meddelelse af patent på opfindelsen ifølge ansøgningen, idet opfindelsen ifølge ansøgningen må anses at opfylde bestemmelserne for patenterbarhed, som de er fastlagt i patentlovens § 2, stk. 1 og stk. 2.

I klagebegrundelse af 22. juli 1991 anførte klageren følgende: ».....

I den forbindelse skal vi indledningsvis bemærke, at opfindelsen ifølge den foreliggende ansøgning angår en løsning af problemer, der forekommer i forbindelse med såkaldte »oliefyldte« elektriske kabler af den type, der er imprægneret med en isolerende væske, og som omfatter mindst een leder med en lagdelt fast isolering af cellulosemateriale, der er viklet omkring lederen og er imprægneret med en isolerende væske, og et omsluttende hylster er fyldt med den isolerende væske. Dette fremgik allerede af indledningen til krav 1 i den oprindelige beskrivelse af 18. august 1983 og den hertil hørende beskrivelsesindledning, side 1, linie 1 - side 2, linie 35.

Af side 1, linie 10-30 i denne beskrivelsesindledning fremgår det specifikt, at man til den i elektriske kabler af den omhandlede art benyttede isolerende væske (»imprægnerings-» eller »isoleringsolien«) må stille en lang række krav med hensyn til specifikke egenskaber af vidt forskellig art, som skal være opfyldt, for at opnå et i praksis brugbart og funktionsdueligt kabel. Den isolerende væske skal således være i besiddelse af

1. En høj dielektricitetsstyrke (for at opnå den nødvendige elektriske isolering af den elektriske leder i kablet).

2. En lav dielektricitetstabsfaktor, dvs. tg delta (for at opnå en god virkningsgrad ved krafttransmission).

3. En sådan viskositet ved en hvilken som helst temperatur, som kablet i praksis udsættes for, at væsken let kan flyde langs kablet.

4. En konstant fysisk tilstand (for at den isolerende væske skal forblive flydende ved en hvilken som helst temperatur, som kablet i praksis udsættes for, og ikke skiller i sine bestanddele (fremgår af side 8, linie 6-11), da dens øvrige egenskaber i så fald risikerer at gå tabt).

5. En god gasabsorptionsevne (for at undgå dannelsen af mulige gasbobler, som medfører risiko for perforationer af den lagdelte, faste isolering omkring kablet).

6. Flammesikkerhed og en sådan beskaffenhed, at der ikke udvikles toxiske gasser i tilfælde af høje temperaturer eller brand.

7. Lav pris.

Det pointeres herefter, at der er meget vanskeligt at finde en isolerende væske med en kemisk sammensætning, som tilgodeser alle ovennævnte krav, og at man derfor almindeligvis må indgå på et kompromis, hvorved man må give afkald på nogle af de krævende egenskaber i større eller mindre udstrækning, f.eks. flammesikkerheden. Det anføres endvidere, at på trods heraf kendes der faktisk kun få stoffer, som kan anvendes og anbefales til brug som imprægnerende, isolerende væsker i elektriske kabler, jvf. beskrivelsen side 1, linie 31-39. Blandt disse få stoffer angives polydimethylsiloxaner (også kaldet silliconer) at være den mest kendte type af imprægneringsvæsker som følge af deres flammesikkerhed, deres evne til at forblive flydende ved meget lave temperaturer, deres viskositet, som praktisk taget er konstant i et bredt temperaturområde, deres lave pris og deres lave dielektricitetstabsfaktor (tg delta). Polydimethylsiloxaner har imidlertid en forholdsvis lav dielektrisk, specifik modstand og navnlig en ringe evne til at absorbere gasser i et elektrisk felt, især de gasser, der udvikles i tidens løb som følge af nedbrydning af det faste isolerende materiale, som er påført i lag rundt om lederen i kablet, hvilke gasser omfatter hydrogen, carbonmonoxid, carbondioxid og vanddamp, jvf. beskrivelsen side 2, linie 1-16.

Ovennævnte ulemper ved polydimethylsiloxanerne som imprægneringsvæske i elektriske kabler af den omhandlede art er, ifølge beskrivelsen side 2, linie 17-29, blevet søgt afhjulpet ved tilsætning af forskellige kendte additiver til polydimethylsiloxanerne, hvorved problemet med gasabsorption i det elektriske felt angives at være blevet løst, men samtidig hermed er der opstået andre ulemper i form af ustabilitet med hensyn til blandingens kemiske sammensætning ved lav temperatur og en forringelse af den dielektriske tabsfaktor (tg delta), således at de fremkomne polydiemthylsiloxanholdige blandinger faktisk ikke synes at have nogen som helst praktisk anvendelighed.

Formålet med den foreliggende opfindelse var at tilvejebringe elektriske kabler imprægneret med polydimethylsiloxanholdige isolerende væsker med forbedrede egenskaber, dvs. uden de ovenfor omtalte ulemper af forskellig art.

Dette formål blev ifølge beskrivelsen side 2, linie 36 - side 3, linie 11 og det oprindelige krav 1 angivet at kunne opnås ved i elektriske kabler af den der angivne art som isolerende væske at anvende en blanding af en polydimethylsiloxan med en viskositet på over 5 cts ved 25 grader C og en aromatisk forbindelse med den almene formel

hvor R betegner et aliphatisk radikal, og hvor den aromatiske forbindelse er til stede i blandingen i en mængde på under 10 vægt% i forhold til den totale vægt af blandingen.

Ifølge det oprindelige krav 5, beskrivelsen side 3, linie 12-18 og 31-35 samt det i den detaljerede del af beskrivelsen eksemplificerede var den foretrukne aromatiske forbindelse monoisopropyldiphenyl. I den detaljerede del af beskrivelsen var det endvidere dokumenteret, at de ovenfor omtalte ulemper blev afhjulpet ved de i krav 1's kendetegnende del angivne foranstaltninger, når den aromatiske forbindelse er monoisopropyldiphenyl, og at de øvrige omtalte egenskaber, som kræves af en isoleringsvæske til et elektrisk kabel, ikke samtidig herved blev forværret på en sådan måde, at der alligevel ikke fremkommer et i praksis brugbart elektrisk kabel, når det imprægneres med en sådan isoleringsvæske. Det må derfor konstateres, at på trods af de næsten umuligt opfyldelige betingelser er det alligevel med den foreliggende opfindelse lykkedes at frembringe en løsning på de hidtil forekommende tekniske problemer ved elektriske kabler af den omhandlede art, således at disse opnår de i alle henseender nødvendige funktionsegenskaber i behørigt omfang.

Et andet selvstændigt krav i den oprindelige beskrivelse af 18. august 1983 (krav 6) var rettet på selve den isolerende væske til anvendelse i elektriske kabler, og et hertil knyttet underkrav (krav 8) var rettet på den udførselsform for den isolerende væske, i hvilken den aromatiske forbindelse er isopropyldiphenyl.

Med Direktoratets første betænkning af 27. april 1990 blev US patent nr. 3.108.153 fremdraget og modholdt ansøgningen som kendt teknik, idet Direktoratet bemærkede, at der herfra kendes et elektrisk kabel, imprægneret med en blanding af polydimethylsiloxan (spalte 1, linie 68) og en aromatisk forbindelse med formlen A-CR1R2R3, hvor R1, R2 og R3 kan være alkylgrupper, og A kan være biphenyl (spalte 4, tabel 1, hvor t-butylbiphenyl er nævnt som eksempel). sidstnævnte forbindelse fandt Direktoratet kemisk nært beslægtet med isopropylbiphenyl, som ifølge ansøgningen er den foretrukne forbindelse.

Direktoratet fandt endvidere, at det interval for mængdeforholdet mellem polydimethylsiloxan og aromatisk forbindelse, som angives i US patentet spalte 4, linie 47-50 (også spalte 5, tabel 2) omfatter de mængdeforhold, som anvendes ifølge ansøgningen.

På denne baggrund kunne Direktoratet ikke se, at kablet og den isolerende væske ifølge ansøgningen adskilte sig væsentligt fra, hvad der er beskrevet i US patentet, og at det ikke forekom sandsynligt, at den lille ændring af isolationsvæskens sammensætning, der er beskrevet i ansøgningen, kan medføre nogen overraskende teknisk virkning ud over den virkning, som allerede er opnået ved den kendte teknik.

Med bemærkningerne i denne betænkning tilkendegav Direktoratet således, at det øjensynligt vurderede det elektriske kabel ifølge den foreliggende ansøgning til at være af-samme art, som det i US patentskriftet beskrevne kabel. Dette er imidlertid oplagt ikke tilfældet, thi som ovenfor påpeget, fremgik det allerede af indledningen til krav 1 i den oprindelige beskrivelse af 18. august 1983, at det elektriske kabel ifølge den foreliggende ansøgning er af den art, hvor den elektriske lagdelte isolering påført omkring den eller de elektriske ledere er af cellulosemateriale, hvorimod de elektriske kabler ifølge det af direktoratet fremdragne US patentskrift (Bilag 1) er af den art, hvor der som elektrisk isoleringslag omkring lederne i kablet kun anvendes viklinger af polyehtylenbånd, jvf. spalte 2, linie 50-51 og 56, spalte 3, linie 7-8 og 11, spalte 4, linie 63-66 og 71-75, spalte 5, linie 1-2 og spalte 7, linie 22-23 i patentskriftet. Polyethylen isolering er den eneste type isoleringsmateriale, der er nævnt i US patentskriftet, og der findes ingen antydninger af, at andre isolationsmaterialer kan komme på tale i forbindelse med de i skriftet omhandlede elektriske kabler.

Konstitutionsmæssigt adskiller det elektriske kabel ifølge den foreliggende ansøgning sig således klart fra kablet ifølge US patentskriftet. Dette har som konsekvens, at de problemer, der kan forekomme i forbindelse med kabler af den ifølge ansøgningen omhandlede art er forskellige fra de problemer, der kan forekomme ved kabler af den ifølge US patentskriftet omhandlede art. Dette kommer blandt andet til udtryk ved, at selv om isolationsmaterialerne i begge kabeltyper vil nedbrydes under disses funktion i tidens løb, vil der ved nedbrydning-af cellulosematerialer ud over hydrogengas også dannes carbonmonoxid,

carbondioxid og vanddamp, medens der ved nedbrydning af polyethylen udelukkende vil være mulighed for dannelse af hydrogen som gasformig komponent, og hydrogengas er den eneste gaskomponent, der søges bekæmpet ifølge angivelserne i US patentskriftet, jvf. spalte 1, linie 26, 33-34, 37, 61-63 og 70-71 og spalte 5, linie 19-20. Ingen andre gasformige komponenter er nævnt i US patentskriftet. Hydrogengassen angives heri ganske vist tilsyneladende i det væsentlige at hidrøre fra homolytisk spaltning af C-H-bindinger i dimethylsilocanmolekylerne under kablets funktion som følge af den påførte spænding, jvf. spalte 1, linie 38-44 og 68-71 samt spalte 4, linie 32-34, men dette ændrer ikke noget på det forhold, at der ved kablet ifølge US patentskriftet øjensynlig ikke er nogen risiko for opståen af andre gasser, såsom carbonmonoxid, carbondioxid og vanddamp, under dets brug, eftersom det i kablet benyttede isolationsmateriale af polyethylen udelukkende består af grundstofferne carbon og hydrogen og derfor ved nedbrydning ikke kan give anledning til dannelse af ovennævnte gasser. De tilsætningsstoffer, der anvendes i imprægneringsvæsken ifølge US patentskriftet angives da også udelukkende at være virksomme til bekæmpelse af fremkomst af hydrogengas.

De til bekæmpelse af udvikling af hydrogengas i kablet ifølge US patentskriftet benyttede tilsætningsstoffer angives at skulle anvendes i et stort overskud på fra 2 til 100 gange den teoretiske mængde, der kræves til omsætning af de fri-hydrogenradikaler, som kan forventes dannet i løbet af kablets levetid, jvf. spalte 4, linie 41-45, og der angives tilsætningsmængder på fra 0,5 til 25 vægt% af kabelvæsken, jvf. spalte 4, linie 47-50. Herved er der således ikke taget højde for, om der med kablet ifølge US patentskriftet opnås et flammesikkert, oliefyldt kabel med en stabil olieblandingssammensætning og tilstrækkelige flydeegenskaber ved lav temperatur, tilstrækkelig dielektrisk styrke og lav dielektrisk tabsfaktor (tg delta), ja der er i patentskriftet overhovedet intet nævnt om vigtigheden af opnåelsen af disse egenskaber for det deri omhandlede oliefyldte elektriske kabel. Dette er også i klar modstrid med foranstaltningerne ifølge den kendetegnende del af det oprindelige krav 1, hvor der til sikring af netop disse egenskaber var angivet, at den aromatiske forbindelse er til stede i blandingen i en mængde på under 10 vægt% i forhold til den totale vægt af blandingen.

Endelig fremgår det af US patentskriftet, at der i det oliefyldte kabel ifølge skriftet kan benyttes dimethylpolysiloxanvæsker med en viskositet på fra 0,6 til 30.000 cts ved 25 grader C. dette er også i klar modstrid med angivelserne i den kendetegnende del af det oprindelige krav 1, ifølge hvilke den benyttede polydimethylsiloxan skal have en viskositet på over 5 cts ved 25 grader C. Såfremt denne foranstaltning ikke overholdes, opnås der ikke en isoleringsvæske med tilstrækkelig højt flammepunkt og brændpunkt, jvf. tabellen på side 7 og den efterfølgende tekst i linie 27-33 i den oprindelige beskrivelse af 18. august 1983.

Det elektriske kabel ifølge den foreliggende ansøgning adskiller sig således ikke blot konstitutionelt, men også i praktisk taget alle funktionelle henseender fra det fra US-patentskriftet kendte kabel. Herved opnås ifølge opfindelsen et flammesikkert, oliefyldt, elektrisk kabel med en kombination af særdeles fordelagtige egenskaber, som ikke tilsigtes opnået med kablet ifølge US-patentskriftet, som ikke kan forventes opnået på basis af det deri angivne, ja, som overhovedet ikke er nævnt i patentskriftet.

Ovennævnte forskelle mellem kablet ifølge den foreliggende ansøgning og kablet ifølge det af Direktoratet med betænkningen fremdragne US-patentskrift nr. 3.108.153 blev særdeles tydeligt forklaret i vor besvarelse af 29. oktober 1990 af direktoratets betænkning, jvf. vort følgebrev, side 2, sidste afsnit - side 3, næstsidste afsnit. Den fra US patentskriftet kendte kabelteknik og ovennævnte forskelle mellem denne kablet ifølge ansøgningen blev endvidere efter vor opfattelse også tilstrækkeligt tydeligt forklaret i det med besvarelsen indleverede forslag til ny, fuldstændig beskrivelse, jvf. side 2, linie 35 - side 3, linie 36 i beskrivelsen af 29. oktober 1990. I dette forslag til ny beskrivelse, var endvidere krav 1, ud over at være undergået mindre sproglige præciseringer, tillige blevet begrænset til kun at omfatte isoleringsvæsker af polydimethylxyloxan og isopropyldiphenyl som den aromatiske forbindelse. Denne begrænsning af krav 1 var dog ikke forårsaget af det af Direktoratet fremdragne US-patentskrift, thi, som ovenfor påpeget, besad kablet ifølge det oprindelige krav 1 både behørig nyhed og opfindelseshøjde i forhold til den fra US-patentskriftet kendte kabelteknik. Begrænsningen af krav 1 var udelukkende begrundet i, at isopropyldiphenyl var den eneste aromatiske forbindelse, som i beskrivelsens detaljerede del underbyggede og godtgjorde opnåelsen af det med opfindelsen tilsigtede formål. Som følge af begrænsningen af krav 1 udgik de oprindelige krav 5 og 8, og der skete samtidig en behørig omnummerering og redaktionel præcisering af affattelsen af de øvrige krav.

Ud over den ovenfor omtalte optagelse af en omtale af den fra US-patentskrift nr. 3.108.153 kendte kabelteknik og en forklaring af opfindelsen i forhold hertil, var den nye beskrivelse af 24. oktober 1990 også tilpasset de begrænsede nye patentkrav og derudover sprogligt tydeliggjort på en række punkter.

Som sagsforløbet viser det, blev Direktoratets reaktion på vor ovennævnte besvarelse af betænkningen og imødegåelse af de heri forekommende påstande det af Direktoratet den 5. marts 1991 meddelte afslag på ansøgningen. Dette afslag er imidlertid baseret på en argumentation, som, hvis vi skal udtrykket det mildt, repræsenterer det formentlig mest ejendommelige, vi mindes nogensinde at have set i nogen patenterbarhedsvurderingsmæssig sammenhæng.

For det første retter Direktoratet indledningsvis under pkt. 2 i afslaget sin kritik mod ansøgningens krav 5-6, idet Direktoratet fremfører, at den heri angivne isolerende væske kun adskiller sig fra den isolerende væske, der kendes fra US patent nr. 3.108.153, derved, at additivet ifølge opfindelsen er isopropylbiphenyl, medens additivet ifølge den kendte teknik er tertiært butylbiphenyl, d.v.s. at forskellen kun består i en methylgruppe i en substituent i et relativt stort molekyle, samt at med hensyn til værdierne for væskens viskositet og additivindhold er de i ansøgningen angivne intervaller omfattet af de tilsvarende intervalangivelser i US-patentet. På baggrund heraf fastslår Direktoratet, at væsken ifølge ansøgningen i kemisk henseende er meget nært beslægtet med den kendte væske, og at den i øvrigt - uden direkte at være nævnt - er omfattet af US-patentet, jfr. spalte 4, tabel 1, hvoraf fremgår, at substituenten på den aromatiske kerne kan være isopropyl.

Rent bortset fra, at Direktoratet hermed faktisk tilkendegiver, at den i ansøgningens krav 5-6 angivne isolerende væske ikke er beskrevet i US-patentskriftet og derfor i realiteten må anses for værende ny, er det for os en ganske ny og overraskende erkendelse, at en opfindelse ifølge en ansøgning primært skulle fremgå af senere krav i et kravsæt i ansøgningen. Hidtil har det været vor opfattelse, at den opfindelse, som en ansøgning primært angår, er defineret i krav 1 i ansøgningens kravsæt, hvilket krav derfor almindeligvis benævnes hovedkravet, medens efterfølgende krav vil være underordnet det første krav. Denne opfattelse synes da også at være i overensstemmelse med Patentdirektoratets bekendtgørelse nr. 874 af 19. december 1988, § 16, stk. 2 (Bilag 2) og Patentdirektoratets fortolkning heraf i cirkulære nr. 9 af 16. september 1985, kapitel I, 1. afsnit og kapitel II, 1. og 2. afsnit (Bilag 3), jvf. vedlagte kopier heraf.

Medmindre Direktoratet derfor med afslaget tilkendegiver påbegyndelse af en ny og hidtil uvarslet praksis (som i så fald vil være ganske enestående for Danmarks vedkommende) må vi derfor gå ud fra, at ovenstående generelle regel vedrørende en patentansøgnings primære anliggende stadig har gyldighed. Direktoratets indledende kritik af den i krav 5-6 omhandlede isolerende væske er derfor efter vor opfattelse oplagt irrelevant, eftersom hovedkravet i det den 29. oktober 1990 indleverede patentkravsæt i ansøgningen jo ikke er rettet på en isolerende væske men på et flammesikkert, oliefyldt, elektrisk kabel med mindst een leder og en lagdelt isolering, der er imprægneret med en isolerende væske, og som er dannet af bånd, der er viklet rundt om lederen og udelukkende består af cellulosemateriale, samt et omsluttende hylster, der omslutter den lagdelte isolering.

Endvidere er Direktoratets måde at affatte afslaget på heller ikke formelt i overensstemmelse med Direktoratets egne retningslinier vedrørende affattelse af afslag, jvf. Instruks nr. 25 af 16. september 1985, side 3, sidste afsnit (Bilag 4), hvor der står

»I almindelighed bør afslagsbegrundelsen være affattet således, at den først imødegår de væsentligste af ansøgerens sidst anførte argumenter og derefter - under henvisning til relevant materiale - angiver de betragtninger på basis af hvilke afgørelsen er truffet«,

idet vi i vor besvarelse af 29. oktober 1990 umisforståeligt rettede vor argumentation på forskellene mellem kablet ifølge ansøgningen, dvs. substansen af det fremsendte krav 1, og kablet ifølge US patent nr. 3.108.153, jvf. vort følgebrev af 29. oktober 1990, side 2, andet afsnit - side 3 ned og den tilsvarende redegørelse i beskrivelsen, side 1, første afsnit og side 2, linie 35 - side 4, linie 8.

Ovennævnte påpegning af, at direktoratet på irregulær måed forsøger at nedgøre det opfinderiske ved den foreliggende opfindelse ved at foregive at opfindelsens primære mål er at tilvejebringe den i krav 5-6 omhandlede isolerende væske er ikke blot udtryk for en principrytterisk påtale af et formalitetsbrud fra Direktoratets side, men repræsenterer en essentiel påpegning af, at enten har Direktoratet totalt misforstået problemstillingen ifølge ansøgningen, eller også forsøger Direktoratet bevidst at fordreje denne, thi Direktoratet fortsætter efterfølgende under punkt 3 i afslaget med at anføre, at

»Med hensyn til den tekniske virkning angiver De side 3 i beskrivelsen, at isoleringsolien ifølge opfindelsen ikke blot absorberer hydrogen, men også carbonmonoxid, carbondioxid og vanddamp, men det fremgår ikke, at der her er tale om egenskaber, hvorved olien ifølge opfindelsen udmærker sig frem for den kendte olie - hvilket iøvrigt i betragtningen af de to oliers nære kemiske slægtsskab heller ikke ville kunne forventes«.

Direktoratet tillader sig altså for det første at se fuldstændig bort fra, at den foreliggende opfindelse primært har til formål at løse

de problemer, der generelt forekommer i forbindelse med oliefyldte elektriske kabler, hvori den faste isolering omkring lederne består af viklinger af cellulosemateriale, medens den kendte teknik ifølge det af direktoratet modholdte US patentskrift nr. 3.108.153 udelukkende sigter på at tilvejebringe en løsning på et enkelt af de problemer, der forekommer i forbindelse med »oliefyldte elektriske kabler, hvori den faste isolering omkring lederne i kablet udelukkende består af polyethylen«. Dette forhold var ellers meget tydeligt blevet klarlagt i såvel den nye beskrivelses indledning som i vort følgebrev af 29. oktober 1990, jvf. ovenstående redegørelse herfor.

Direktoratet forfølger derimod en påstand om, at det af vore forklaringer ikke skulle fremgå, at olien ifølge opfindelsen herved udmærker sig frem for den kendte olie ved, at den ikke blot absorberer hydrogen, men også carbonioxid og vanddamp. Direktoratet tillader sig endvidere at bemærke, at dette iøvrigt heller ikke ville kunne forventes i betragtning af de to oliers nære kemiske slægtskab.

Til disse påstande vil vi gerne bemærke, at vi i den tidligere besvarelse tydeligt har fremhævet, at det af det af Direktoratet fremdragne US patentskrift kun fremgår, at den derfra kendte olie er i stand til at absorbere hydrogengas. Vi har ikke været i stand til noget steds i US patentskriftet at lokalisere udsagn, der skulle kunne danne basis for en viden endsige en formodning om, at den derfra kendte isoleringsolie skulle kunne være i stand til at absorbere gasserne carbonmonoxid, carbondioxid og vanddamp, og vi er heller i stand til i hverken Direktoratets tidligere betænkning eller i det foreliggende afslag at få øje på henvisninger til udsagn i US patentskriftet, hvoraf dette skulle fremgå. Dertil kommer, at vi heller ikke har kendskab til nogen almen kemisk læresætning, regel eller lov, som går ud på, at et stof, der er i stand til at absorbere hydrogengas også skulle være i stand til eller sandsynligvis vil være i stand til at absorbere carbonmonoxid, carbondioxid eller vanddamp, og viser heller ikke, at Direktoratet på noget sted har henvist til nogen sådan almen kemisk læresætning, regel eller lov.

Vi må derfor konkludere, at når Direktoratet mener sig i stand til at forfægte det synspunkt, at den kendte olie må forventes at være i stand til at absorbere carbonmonoxid, carbondioxid og vanddamp som følge af det kemisk nære slægtsskab med olien, der anvendes i kablet ifølge den foreliggende opfindelse, er det på grundlag-af, at Direktoratet efter at have læst den foreliggende ansøgnings beskrivelse og den deri forekommende eksperimentelle dokumentation har erkendt, at olien, der anvendes ifølge den foreliggende opfindelse, er i stand at absorbere de nævnte gasser, og herudfra formoder Direktoratet så, at også den kendte olie skulle kunne forventes at absorbere disse gasser. Denne form for erkendelse er imidlertid et rendyrket udtryk for, hvad der almindeligvis betegnes som bagklogskab. Mman kan også sige, at det er udtryk for en ejendommelig evne eller vilje til at ville stille tingene på hovedet og derefter også anbringe sig selv på hovedet og så påstå, at fra denne position ses verden og dens objekter i det rette perspektiv.

Vi vil imidlertid tillade os at forfægte det synspunkt, at en sådan »perspektivering« af forhold, der angår en opfindelse henholdsvis den i forhold hertil kendte teknik, ikke hidtil har været anerkendt i forbindelse med vurdering af en opfindelses patentbarhed her i landet, og vi har vanskeligt ved at forestille os, at Ankenævnet skulle kunne tiltræde en perception af denne art.

Det skal herudover bemærkes, at af US patentskriftet, spalte 1, linie 51-56 fremgår følgende

»Certain cable oils, notably those which contain a high degree of aromaticity or olefinic unsaturation, are capable of absorbing rather than evolving the gasses products formed under high electric stress, probably due to the reactivity of the unsaturated

loci in these oils with hydrogen og hydrogen radicals«.

Ovenstående konstatering er for fagkemikere et velkendt forhold. Hydrogengas er et reduktionsmiddel, som er i stand til at reducere talrige kemiske forbindelser, herunder organiske forbindelser med dobbeltbindinger, hvad enten disse er af olefinisk eller aromatisk art, jvf. eksempelvis K. A. Jensen, Almen Kemi II, 2. oplag, København 1963, side 546, 5. afsnit (Bilag 5). Selv om også carbonmonoxid kan virke reducerende under visse forhold, mens carbondioxid og vanddamp absolut ikke er reduktionsmidler, er det dog vor opfattelse, at ingen fagkemiker, hverken ud fra det i US patentskriftet specifikke udsagn eller ud fra nogen generel kemisk viden, ville være i stand til at forudsige endsige have nogen positiv forventning om, at de ifølge US patentskriftet nævnte hydrogengasabsorberende aromatiske forbindelser og hermed beslægtede forbindelser skulle være i stand til også at absorbere carbonmonoxid, carbondioxid og vanddamp i et elektrisk kabel. Dette er noget, man først med den foreliggende opfindelse og den hermed tilvejebragte dokumentation kan siges at have en måske positiv formodning om, at der foreligger mulighed for.

Direktoratet fortsætter i sidste afsnit af punkt 3, på side 2 i afslaget med at bemærke følgende

»Af side 3 i beskrivelsen fremgår således kun, at kablet ifølge opfindelsen i teknisk henseende er ringere end det kendte kabel, da dets isolationsmateriale ved nedbrydning ud over hydrogen tillige udvikler ovennævnte gasser (dvs. carbonmonoxid, carbondioxid og vanddamp - vor bemærkning L & R)».

Også denne bemærkning er i forbindelse med vurderingen af pantentbarheden af kablet ifølge den foreliggende opfindelse fuldstændig irrelevant. Der findes hverken i patentlovgivningen, patentbestemmelserne eller -praksis noget krav om, at et bestemt produkt ifølge en given opfindelse skal være bedre end et eller andet allerede kendt produkt af samme art for at være patentbart - det skal blot være nyt og adskille sig væsentligt i forhold hertil. Når der som i det foreliggende tilfælde er tale om to principielt forskellige kabeltyper, er det naturligvis endnu mere absurd at give udtryk for, at væsensforskelligheden og dermed patentbarheden af kabeltypen ifølge opfindelsen skulle være betinget af, at den( uden foranstaltningerne ifølge opfindelsen) er behæftet med nogle mindre hensigtsmæssige egenskaber, som ikke forekommer ved en kendt kabeltype af anden art. I og med at der er tale om to principielt forskellige kabeltyper, vil de nemlig sandsynligvis også på andre områder være i besiddelse af fra hinanden afvigende egenskaber, og disse forskelle kan meget vel bevirke, at den kabeltype, som ved en første, mere overfladisk betragtning kunne se ud til at være den mest fordelagtige, vil da vise sig at være fuldstændig ubrugelig, når der også tages hensyn til disse andre egenskaber, hvormed kabeltypen er behæftet.

Det har således for sagkundskaben inden for det kabelteknologiske område i lang tid været et særdeles velkendt faktum, at kombinationen af isoleringsolier og en fast isolering af polyethylenmateriale omkring lederne i oliefyldte kabler er yderst

problematisk og fører ved længere tids brug af kablet til utilfredsstillende forhold. Grunden hertil er, at ved kontakten mellem polyethylenmaterialet og isoleringsolien har polyethylenet tendens til at opløse sig i olien, hvorved denne forurenes med polyethylenet.

Dette forhold er eksempelvis allerede beskrevet i »Il polietilene e la sua applicazione ai cavi elettrici (Polyethylen og dets anvendelse til elektriske kabler)», publiceret af A.E.I., Bellagio oktober 1954, side 142 (Bilag 6), hvor der under punkt 2.7, tredje afsnit står følgende

»Ved temperaturer højere end 60-70 grader C (dvs. ved forekommende kabelfunktionstemperaturer - vor bemærkning L& R) opløses polyethylen i et stort antal almindelige opløsningsmidler, såsom aromatiske og aliphatiske carbonhydrider, chlorerede carbonhydrider, mange ethere, etc.«.

Når polyethylenet opløses i isoleringsolien får denne ændret sin viskositet og dermed sin strømbarhed i kablet, samtidig med, at polyethylenet absorberer isoleringsolien og kvælder, navnlig i olier, der indeholder aromatiske eller aliphatiske carbonhydrider, hvilket efterfølgende medfører en mekanisk bøjningsstivhed af kablet.

I modsætning hertil er isolationsmateriale af cellulosebånd ikke opløselige og kvælder ej heller, når de bringes i kontakt med isoleringsolier. Til oliefyldte kabler foretrækkes derfor i stor udstrækning isolationsmateriale bestående af cellulose, og dette er en sandhed, som har gyldighed den dag i dag. Navnlig oliefyldte højspændingskabler, som de forekommer i handelen, har stadigvæk en fast isolation af cellulosepapirbånd. Dette bekræftes eksempelvis af den af Lothar Heinold redigerede »Power Cables and their Application«, Part 1, 3rd revised edition, 1990, side 35 (Bilag 7) som er udgivet af den inden for det kabelteknologiske område vel- og verdenskendte firma Siemens Aktiengesellschaft, i hvilken publikation det på side 35, spalte 1, linie 2-7 hedder

»Impregnated paper was used for conductor insulation at the end of the last century. It made possible the manufacture of cables for higher voltages. Because of its good dielectric properties, paper insulation is still indispensible for cables used at ud to the highest operation voltages customary today.«

På ovenstående baggrund er vi af den opfattelse, at Direktoratets vurdering af, at et oliefyldt kabel isoleret med cellulosemateriale i teknisk henseende er ringere end et polyethylenisoleret oliefyldt kabel, måske ikke helt kan tillægges den vægt, som direktoratet øjensynligt mener sig berettiget til at tillægge den. Den faktiske sagkundskab inden for området deler i hvert fald øjensynligt ikke Direktoratets synspunkt. Denne sagkundskab, hvoraf Ansøger til nærvæernde ansøgning iøvrigt udgør en på verdensplan ikke uvæsentlig part, ved imidlertid, at på trods af ovennævnte forhold vedrørende anvendeligheden af cellulosemateriale i forhold til polyethylen som isoleringsmateriale i oliefyldte, elektriske kabler, har der ved de hidtil kendte kabler, i hvilke lederne er isoleret med cellulosemateriale, foreligget problemer af forskellig art (som det ovenfor er forklaret), men den foreliggende opfindelse har netop haft til formål at løse disse problemer, og ifølge det, der er dokumenteret i nærværende ansøgnings beskrivelses detaljerede del, er dette lykkedes.

Efter vor opfattelse burde Direktoratet måske derfor have indskrænket sin vurderingstrang til at tage stilling til, om dette findes godtgjort eller ej, i stedet for at forsøge at gøre sig klog på forhold, som man af gode grunde hverken har eller kan have den fornødne sagkyndige ekspertise til at kunne tage stilling til.

Under punkt 4 i afslaget tilkendegiver Direktoratet indledningsvis i afsnit 1, at

»De forsøg, der er redegjort for i beskrivelsens specielle del, viser kun(?), at isoleringsvæsken og kablet ifølge opfindelsen har en række fordelagtige egenskaber, og at additivet har gavnlige virkninger«.

Direktoratet finder dog efterfølgende i punkt 4, afsnit 2, at

»Det er dog ikke påvist, at disse fordelagtige egenskaber skyldes den minimale ændring af additivets sammensætning, som udgør den eneste forskel mellem olien ifølge opfindelsen og den kendte olie, eftersom der ikke er beskrevet sammenlignende forsøg, som viser den kendte olies egenskaber«.

På baggrund heraf finder Direktoratet i sidste afsnit af punkt 4, at

»I Deres ovennævnte brev (af 29. oktober 1990) og i den ændrede beskrivelse findes der således ingen dokumentation for eller sandsynliggørelse af, at der ved anvendelse af væsken ifølge opfindelsen kan opnås nogen teknisk virkning ud over den, der er opnået ved den kendte væske.«

Dette udsagn er imidlertid i direkte modstrid med, hvad Direktoratet efterfølgende anfører under punkt 5 i afslaget, hvor der står følgende

» Vi er enige med Dem i, at der i ansøgningen er beskrevet nogle egenskaber ved olien og kablet ifølge opfindelsen, og at US patentskriftet ikke beskriver tilsvarene egenskaber ved olien og kablet ifølge patentet«.

Idet vi går ud fra, at Direktoratet for ansøgningens vedkommende her henviser til de egenskaber, som Direktoratet ovenfor under punkt 4 har kaldt fordelagtige, har vi overordentlig vanskeligt ved at se, hvad der er substansen i Direktoratets argumentation eller ræsonnement. Man kan da ikke ved sin fornufts fulde brug på den ene side tilkendegive, at der i beskrivelsens specielle del er redegjort for forsøg, der viser, at isoleringsvæsken og kablet ifølge opfindelsen har en række fordelagtige egenskaber, og at additivet har gavnlige virkninger, og samtidig påstå, at der i samme (ændrede) beskrivelse ikke findes dokumentation for eller sandsynliggørelse af, at der ved anvendelse af væsken ifølge opfindelsen kan opnås nogen teknisk virkning ud over den, der allerede er opnået ved den kendte væske, når man på den anden side

erkender, at de i ansøgningen beskrevne egenskaber ved olien og kablet ifølge opfindelsen, ikke er beskrevet ved olien og kablet ifølge det af Direktoratet fremdragne US patent.

Om ovennævnte påviselige og erkendte forskelle mellem kablet ifølge opfindelsen og kablet ifølge US patentet fortsætter Direktoratet sin yderst særegne, nærmest »Monty Pyton«-agtige argumentation md at bemærke, at

»Dette er imidlertid ikke ensbetydende med, at opfindelsen adskiller sig væsentligt fra kendt teknik, idet det tværtimod må forventes, at den kendte olie som følge af den næsten identiske sammensætning

må have næsten samme egenskaber, uanset at disse ikke er beskrevet.

Altså, Direktoratets opfattelse er den, at selv om de omhandlede egenskaber ikke er beskrevet ved den kendte olie (og iøvrigt - som ovenfor påvist - ikke kunne-forudses eller-forventes ud fra nogen almen kemisk viden), kunne man alligevel forvente, at de skulle være til stede ved den kendte olie. Denne erkendelse kræver det vitterlig mere end normale menneskelige evner at kunne nå til, medmindre da, at man gør brug af den erkendelse, der fremgår af den foreliggende ansøgning, men dette er (som allerede ovenfor påpeget) udtryk for en i alle henseender utilstedelig gøren brug af den med bagklogskaben følgende indsigt.

Vi har ikke detaljeret kendskab til hvilke krav, Direktoratet stiller til sine tekniske sagsbehandleres kvalifikationer og patentfaglige ekspertise, men vi går dog ud fra som givet, at de under deres uddannelse og oplæring gøres bekendt med, at man ved vurderingen af patentbarheden af en opfindelse ikke kan overføre den erkendelse, som er tilvejebragt med opfindelsen, til den i forhold til denne fremdragne kendte teknik, når denne erkendelse ikke fremgår af de omhandlede skrifter.

I anden forbindelse, nemlig i Patentdirektoratets Instruks nr. 18 af 16. september 1985, side 3, sidste afsnit, (Bilag 8) indskærpes Direktoratets sagsbehandlere da i hvert fald, at

»Sagsbehandleren må imidlertid være opmærksom på den fare, der kan ligge i, at man efter at have læst det selvstændige krav, lader indeholdet af dette indgå i sine overvejelser på samme ubevidste måde som anden kendt teknik og herved fejlagtigt bedømmer en hensigtsmæssig udførelsesform for opfindelsen som selvfølgelig«.

Denne belæring af Direktoratets sagsbehandlere vedrører problemstillingen mellem en ansøgnings uselvstændige krav og den kendte teknik, men vi går ud fra som givet, at Direktoratets sagsbehandlere også belæres om, at denne problemstilling ikke er mindre relevant, når det drejer sig om en ansøgnings selvstændige krav og den kendte teknik.

Direktoratet fortsætter i afslutningen af punkt 5 med en påstand om, at

»For kablets vedkommende har De, som ovenfor nævnt, endog påpeget, at det kendte kabels egenskaber er bedst, takket være anvendelsen af polyethylen som leder-isoleringsmaterialet.«

Denne insinuation har vi ovenfor klart gendrevet og påvist, at det er Direktoratet, der opfatter det kendte kabel som et bedre kabel end kablet ifølge opfindelsen, og at denne opfattelse er Direktoratet (ud i al sin bedrevidenhed) helt alene om og absolut ikke kan finde nogen støtte for hos den faktiske sagkundskab inden for det kabelteknologiske område.

Direktoratet afslutter sit »ræsonnement« under punkt 6 i afslaget med at »konstatere«

»De har således hverken i Deres ovennævnte brev eller i den ændrede beskrivelse anført noget, der kan ændre den opfattelse, at opfindelsen ikke adskiller sig væsentligt fra, hvad der kendes fra US-patent nr. 3.108.153, og at det nye ifølge opfindelsen ikke giver anledning til nogen overraskende teknisk virkning.«

På baggrund af ovenstående gennemgang af Direktoratets yderst ejendommelige måde at argumentere og ræsonnere på, der for normalt tænkende vel kun kan karakteriseres med Viggo Hørups ord i sin tid som »det vitterlige vås«, kan man naturligvis ikke forvente andet end denne absurditet af en »konklusion«, hvis ellers dette ord kan benyttes om Direktoratets afsluttende bemærkninger, som mere har karakter af, at Direktorats »frasemaskiner« er løbet fuldstændig løbsk og har undraget sig enhver kontrol fra det menneskelige intellekt, medmindre da, at de skal opfattes som et forsøg på at fornærme Ansøger og hans fuldmægtig for deres seriøse forsøg på at

forklare Direktoratet, hvad realiteterne i sagen drejer sig om, i stedet for et alvorligt ment forsøg på at tage stilling til disse realiteter.

For alle andre end den pågældende sagsbehandler i Direktoratet må det vel nemlig anses for at stå ganske klart, at det af såvel den oprindelige beskrivelse af 18. august 1983 som af den ændrede beskrivelse af 29. oktober 1990 og det hermed følgende brev fremgår, at den foreliggende opfindelse angår en løsning af nogle hidtil forekommende problemer i forbindelse med oliefyldte kabler af den type, hvori den eller de forekommende ledere er isoleret med en lagdelt isolering dannet af bånd af cellulosemateriale, som er imprægneret med en isolerende væske, hvilken væske skal være i besiddelse af en række specifikke egenskaber, som er nødvendige for at opnå et i praksis brugbart og over længere tidsrum funktionsdueligt kabel, nemlig

1. En høj dielektricitetsstyrke.

2. En lav dielektricitetstabsfaktor, dvs. tg delta.

3. En sådan viskositet ved en hvilken som helst temperatur, som kablet i praksis udsættes for, at væsken let kan flyde langs kablet.

4. En konstant fysisk tilstand over et bredt temperaturområde.

5. En god gasabsorptionsevne, navnlig for hydrogengas, carbonmonoid, carbondioxid og vanddamp.

6. Flammesikkerhed og en sådan beskaffenhed, at der ikke udvikles toxiske gasser i tilfælde af høje temperaturer eller brand.

Disse egenskaber har ifølge opfindelsen vist sig at blive opnået, når kablet ifølge opfindelsen er karakteriseret ved den i krav 1's kendetegnende del angivne væske.

I beskrivelsens specielle del er det ved de der beskrevne forsøg godtgjort, at de omhanlede problemer ved de kendte kabler af den givne art faktisk løses ved foranstaltningerne ifølge den kendetegnende del af krav 1, jvf. beskrivelsen af 29. oktober 1990, side 7, linie 1 - side 14, linie 10, hvilket Direktoratet (når man afskræller Direktoratets sprog dets brug af generelle eufemismer i stedet for de i forsøgene benyttede reelle specifikke termer) faktisk bekræfter i første afsnit af punkt 4 i afslaget.

Specielt er det med forsøgene godtgjort, at isoleringsvæsken i kablet ifølge opfindelsen har et tilstrækkelig højt flamme- og brændpunkt, jvf. tabellen side 8 med tilhørende kommentarer i beskrivelsen, altså at et med den foreslåede væske imprægneret kabel vil være flammesikkert, og at isoleringsvæsken i kablet ifølge opfindelsen er i stand til ikke blot at absorbere hydrogengas men også gasserne carbonmonoxid, carbondioxid og vanddamp, jvf. tabellerne side 13 med tilhørende kommentarer i beskrivelsen. Altså vil den foreslåede isoleringsvæske være i stand til at eliminere de gasser, der kan dannes i et oliefyldt kabel, hvori lederne er isoleret med cellulosemateriale.

Direktoratet har ikke over for opfindelsen ifølge ansøgningen fremdraget nogen kendt teknik, der angår oliefyldte kabler med cellulose-materialeisolerede ledere og de hermed forekommende specifikke problemer.

Direktoratet har ej heller fremdraget nogen kendt teknik, der beskriver en til oliefyldte elektriske kabler beregnet isoleringsvæske eller -olie, som vides at være i stand til at løse specifikke problemer, der forekommer i forbindelse med oliefyldte kabler med ledere isoleret med cellulose-materiale.

Direktoratet har alene fremdraget et patentskrift (US 3.108.153), der beskriver et elektrisk kabel med ledere isoleret med polyethylenmateriale og imprægneret med en isoleringsvæske eller -olie, der alene angives at være i stand til at absorbere hydrogengas. Isoleringsvæsken er ikke identisk med den isoleringsvæske, der benyttes i kablet ifølge den foreliggende opfindelse, hvilket Direktoratet anerkender under punkt 2, første punktum i afslaget. Isoleringsvæsken angives ej heller at være i besiddelse af de egenskaber, som isoleringsvæsken, der benyttes i kablet ifølge den foreliggende opfindelse, har, hvilket Direktoratet bekræfter under punkt 5, første punktum i afslaget. Isoleringsvæsken ifølge det fremdragne US paten kunne derfor ikke forventes at løse de problemer, der forekommer i forbindelse med oliefyldte kabler isoleret med cellulosemateriale, navnlig ikke forventes at være i stand til at absorbere carbonmonoxid,-carbondioxid og vanddamp, der er gasser, som opstår under et sådant kabels funktion, men ikke under et med polyethylenmateriale isoleret kabels funktion. Den kendte isoleringsvæske (og hermed beslægtede væsker) kunne heller ikke ud fra anden almen kemisk viden i kombination med de angivelser om den kendte væske, der fremgår af US patentskriftet, forventes eller formodes at være i stand til at løse disse problemer, jvf. vor redegørelse herfor i nærværende klagebegrundelse, side 11, andet hele afsnit og side 12, tredje afsnit - side 13, linie 1.

På denne baggrund må vi derfor konkludere, at kablet ifølge opfindelsen ikke blot er nyt, men også må anses for at adskille sig væsentligt fra den af Direktoratet fremdragne kendte teknik, som den fremgår af US patentskrift nr. 3.108.153.

Kablet ifølge opfindelsen må derfor anses for at opfylde kriterierne for patenterbarhed, som de er fastlagt i patentlovens § 2, stk. 1 og 2.

Det samme må gælde en anvendelse af den ifølge opfindelsen foreslåede isoleringsvæske i kablet ifølge opfindelsen.

Ganske vist er Direktoratet øjensynligt af den opfattelse, at også den fra US 3.108.153 kendte isoleringsvæske kan formodes at være i besiddelse af tilsvarende egenskaber som isoleringsvæsken, der anvendes i kablet ifølge den foreliggende opfindelse. Denne formodning baserer Direktoratet øjensynligt på, at de i begge væsker forekommende kemiske forbindelser er beslægtede.

Hertil skal for det første bemærkes, at såvel de kemiske bestanddele som disse bestanddeles kvantificerbare egenskaber samt den kvantitative sammensætning af bestanddelene i væsken ifølge den foreliggende ansøgning er pålagt restriktioner, som ikke finder gensvar for bestanddelenes vedkommende i og den kvantitative sammensætning af den kendte væske, jvf. at polydimethylsiloxanen i væsken ifølge opfindelsen skal have en viskositet på over 5 cts ved 25 grader C, mens dimethylpolysiloxanen i den kendte væske kan have en viskositet på fra 0,6 til 30.000 cts. ved 25 grader C, at der specifikt benyttes isopropyldiphenyl i væsken ifølge den foreliggende ansøgning, mens denne forbindelse ikke er nævnt som mulig bestanddel af den kendte væske, og at isopropyldipehnylen højst kan forekomme i en mængde på op til 10 vægtprocent i forhold til vægten af den totale vægt af væskeblandingen ifølge den foreliggende ansøgning, mens de hydrogengasabsorberende, aromatiske carbonhydrider, der anvendes i den kendte væske, kan forekomme i op til 25 vægtprocent i forhold til vægten af kabelvæsken.

Alene på grund af disse forskelle kan den kendte isoleringsvæske ikke forventes at have egenskaber, som er sammenfaldende med egenskaberne af væsken ifølge opfindelsen.

For det andet og væsentligste baserer Direktoratet åbenbart sin formodning om, at den kendte væske har egenskaber, der svarer til egenskaberne ved væsken ifølge opfindelsen, på det kemiske slægtsskab mellem forbindelserne i de to væsker. Da de kemiske forbindelser i den kendte væske ifølge US patentskriftet ikke angives at være i besiddelse af sådanne egenskaber, og da Direktoratet ikke henviser til nogen anden kilde derudover, hvorfra Direktoratet måtte have en viden om sådanne egenskabers forekomst ved forbindelserne i den kendte væske, må vi gå ud fra, at Direktoratets formodning kun kan stamme fra en viden om, at væsken ifølge den foreliggende opfindelse har disse egenskaber.

Direktoratets formodning om egenskabernes forekomst ved den kendte væske kan i så fald kun bero på en overføring af den erkendelse, der er tilvejebragt med den foreliggende opfindelse, til den fremdragne kendte teknik, hvor en sådan erkendelse ikke kan påvises.

Vi har ovenfor tilkendegivet og dokumenteret, at en sådan gøren brug af den med bagklogskaben følgende indsigt er klart utilstedeligt, hvilket burde være elementært for enhver patentsagkyndig, selv på novicestadiet, thi såfremt det var en tilladelig fremgangsmåde ved vurdering af en opfindelses patentbarhed, ville ingen opfindelse være patentbar, idet alle ville kunne gøres nærliggende i forhold til kendt teknik af en eller anden art ved en sådan intellektuel manipulation af de aktuelle fakta.

Direktoratets efterlysning af sammenligningsforsøg, der skulle godtgøre, at isoleringsvæsken ifølge den foreliggende opfindelse har bedre egenskaber end den kendte væske, er på denne baggrund oplagt irrelevant. Sådanne forsøg ville kun kunne være berettigede, såfremt man forud for den foreliggende opfindelses fremkomst vidste, at den kendte væske var i besiddelse af egenskaber af samme art, som dem med opfindelsen påviste hos væsken ifølge ansøgningen.

Som afsluttende dokumentation for, at vor ovenfor tilkendegivelse af, at den foreliggende opfindelse må anses for at være patenterbar i henhold til sædvanlig dansk praksis ved vurdering af, om en opfindelse adskiller sig væsentligt fra kendt teknik eller ej, skal vi henvise til Patentankenævnets kendelse af 22. februar 1991 i sagen J. nr. P 31/88 vedrørende den i DK patentansøgning nr. 1011/77 (fremlæggelsesskrift nr. 147.859 B) omhandlede opfindelse.

Den i denne ansøgning omhandlede opfindelse angik en ny anvendelse af et i-sig-selv kendt stof (en nitrogenholdig harpiks) som limningsaccelerator i en papirfilm af den type, hvori limstoffet er cellulosereaktivt. Den omhandlede nitrogenholdige harpiks var ikke blot i sig selv kendt, men også kendt for anvendelse i en anden papirlimtype, i hvilken det aktive limstof (kolofonium eller træharpiks) ikke var cellulosereaktivt men baserer sin limvirkning på fysiske tiltrækningskræfter (Van der Waal's kræfter) mellem papirfibrene og limstoffet. Den nitrogenholdige harpiks' funktion i denne anden limtype var at frembringe vådstærkt papir og virke som retensionsmiddel for farvestoffer og fyldstoffer og fremme hurtig afvanding af papirpulpen under papirfremstillingen. I forbindelse med den kendte anvendelse var der ingen angivelse af, at den nitrogenholdige harpiks var i stand til at frembringe limningsacceleration i forbindelse med den cellulosereaktive papirlimtype.

Den nye anvendelse af den kendte nitrogenholdige harpiks var i den omhandlede ansøgning bl.a. udtrykt i form af et krav rettet på en papirlim, hvori den nitrogenholdige harpiks indgik som bestanddel med betegnelsen limningsaccelerator.

Den nye anvendelse af det kendte stof bestod således i anvendelse i en-anden papirlimtype til løsning af nogle andre opgaver, som ikke var beskrevet og ikke kunne forventes løst ud fra den allerede kendte anvendelse af stoffet.

Denne nye anvendelse af det kendte stof blev af Patentdirektoratet naturligvis anset for at angå en opfindelse, som adskilte sig væsentligt fra det hidtil kendte, og Direktoratet godkendte derfor ansøgningen til fremlæggelse.

Efter fremlæggelsen blev der nedlagt indsigelse mod ansøgningen, men Direktoratet opretholdt godkendelsen af ansøgningens patenterbarhed, og det samme gjorde Patentankenævnet, efter at Direktoratets afgørelse af Indsiger var blevet indbragt for Ankenævnet.

Hvis opfindelsen ifølge den foreliggende ansøgning havde været en fuldstændig parallel til opfindelsen i ovennævnte ansøgning (1011/77), skulle den have bestået i at anvende den isoleringsvæske, der kendes fra US patentskrift nr. 3.108.153, og der anvendes i elektriske kabler med ledere isoleret med polyethylenmateriale, og i den forbindelse er kendt for alene at være i stand til at absorbere hydrogengas, i et elektrisk kabel med ledere isoleret med cellulosemateriale, og i den forbindelse har til formål at løse de problemer, der forekommer i forbindelse med denne kabeltype, herunder bl.a. at absorbere carbonmonoxid, carbondioxid og vanddamp. Denne nye anvendelse af den kendte væske i en anden kabeltype måtte da, i analogi med ovennævnte afgørelse, anses for værende patenterbar, eftersom man ikke kunne forudse eller forvente, at den kendte væske ud fra de hidtil foreliggende oplysninger om den skulle være i stand til at udøve de nye funktioner i den anden kabeltype.

Opfindelsen ifølge den foreliggende ansøgning er imidlertid endnu mere forskellig fra den kendte teknik end ovennævnte parallel til opfindelsen ifølge ans.nr. 1011/77, for hvilken der foreligger den retningsgivende afgørelse, idet den ifølge den foreliggende opfindelsen benyttede isoleringsvæske i sig selv er ny og blot er kemisk beslægtet med den kendte væske. Opfindelsen ifølge den foreliggende ansøgning må derfor nødvendigvis anses for at adskille endnu mere fra den kendte teknik, end hvad der var tilfældet for opfindelsen, som var genstand for ovennævnte afgørelser, og den må derfor om muligt i endnu højere grad anses for at være patenterbar.

Vi har i nærværende klagebegrundelse indledningsvis angivet, at der sammen med begrundelsen fremsendes forslag til nyt patentkravsæt og en hertil tilpasset ny beskrivelsesindledning. Grunden til det nye patentkravforslag er i det væsentlige, at vi har opdaget, at der i det tidligere krav 5 af 29. oktober 1990 er en formel fejl, idet kravet ikke henviser til krav 1, hvilket naturligvis er en forudsætning for opretholdelse af opfinderisk enhed mellem de selvstændige krav i ansøgningen og iøvrigt også for at tilkendegive den specifikke anvendelse af den isolerende væske ifølge opfindelsen. Herudover har vi præciseret krav 1, således at den indledende del angiver det som værende kendt, at den isolerende væske har et indhold af polydimethylsiloxan, idet dette synes at fremgå af beskrivelsens indledning. Endelig har vi foretaget en mindre sproglig præcisering af krav 3, uden at dette dog egentlig ændrer noget ved det heri angivne.

Den nye beskrivelsesindledning er blevet tilpasset det rettede patentkravsæt og derudover undergået visse ændringer af mere sproglig art. Hherudover er forklaringen af det med opfindelsen opnåelige endvidere søgt yderligere tydeliggjort i overensstemmelse med det ovenfor anførte.

Efter vor opfattelse er der ved de foretagne ændringer af patentkrav og beskrivelsesindledning ikke tilført ansøgningen noget materielt nyt, ud over hvad der fremgik af ansøgningen som indleveret.

På baggrund af det ovenfor anførte skal vi henstille, at Patentankenævnet tilkendegiver, at det af Direktoratet fremdragne US patentskrift nr. 3.108.153 ikke er til hinder for meddelelse af patent på opfindelsen, som den er defineret i det hermed foreliggende patentkravsæt og forklaret i den hertil hørende nye beskrivelsesindledning, hvorfor ansøgningen bør tilbagesendes til Patentdirektoratet med henblik på fortsat behandling på grundlag heraf.'

De med klagebegrundelsen indleverede krav lød således

»1. Flammesikkert, oliefyldt elektrisk kabel med mindst en leder og en lagdelt isolering, der er imprægneret med en isolerende væske indeholdende polydimethylsiloxan, og som er dannet af bånd, der er viklet rundt om lederen og udelukkende består af cellulosemateriale, samt et omsluttende hylster, der omslutter den lagdelte isolering, kendetegnet ved, at den isolerende væske omfatter en blanding af en polydimethylsiloxan med en viskositet på over 5 cts ved 25 grader C og isopropyldiphenyl, hvorhos sidstnævnte forekommer i blandingen i en mængde på ikke over 10 vægt% baseret blandingens samlede vægt.

2. Flammesikkert elektrisk kabel ifølge krav 1, kendetegnet ved, at det omsluttende hylster er en kappe, at der kun er indesluttet en elektrisk leder i kappen, og at en kanal, som løber inden i lederen koaksialt med denne, er fyldt med den isolerende væske, som imprægnerer den lagdelte isolering af cellulosemateriale, der er viklet omkring den elektriske leder.

3. Flammesikkert elektrisk kabel ifølge krav 1, kendetegnet ved, at det omsluttende hylster er et stift metalrør, og at en gruppe på tre elektriske ledere, der hver især er isoleret med bånd af cellulosemateriale viklet omkring lederen, er indesluttet i dette stive metalrør, som er fyldt med isolerende væske.

4. Flammesikkert elektrisk kabel ifølge et hvilket som helst af kravene 1 til 3, kendetegnet ved, at i blandingen af polydimethylsiloxan og isopropyldiphenyl udgør sidstnævnte en mængde på mellem 3 og 7 vægt% af blandingens samlede vægt.

5. Isolerende væske til anvendelse i et elektrisk kabel ifølge krav 1, kendetegnet ved, at den omfatter en blanding af en polydimethylsiloxan med en viskositet på over 5 cts ved 25 grader C og en isopropyldiphenyl, hvorhos sidstnævnte forekommer i blandingen i en mængde på ikke over 10 vægt% i forhold til blandingens totale vægt.

6. Isolerende væske ifølge krav 5, kendetegnet ved, at isopropylhenylet forekommer i blandingen i en mængde på mellem 3 og 7 vægt% af blandingens totale vægt.«

Patentankenævnet har behandlet sagen på sit møde den 12. februar 1993.

For klageren mødte civ.ing. Rudolf Nikolajsen, der forelagde sagen og besvarede spørgsmål fra nævnets medlemmer.

Klageren anførte navnlig, at det ansøgte havde ført til patentudstedelse i en række lande med stort set tilsvarende patentkrav, og at det modholdte med en undtagelse havde været fremdraget under sagsbehandlingen.

Ankenævnet skal udtale

Nævnet finder, at egenskaberne, herunder dielektrisk holdfasthed, dielektriske tab, mekanisk styrke og termisk holdfasthed, hos en elektrisk kabelisolation, som består af en fast isolation imprægneret med en isolationsolie, må bestemmes på grundlag af den aktuelle sammensatte isolation. Den sammensatte isolation ifølge det ansøgte indeholder en fast isolationsbestanddel, som findes at adskille sig væsentligt fra den faste isolation ifølge det modholdte og en imprægneringsvæske med tilsætningsstoffer, som afviger fra de modholdte. Nævnet finder ikke, at egenskaberne hos isolationen ifølge opfindelsen kan udledes af modholdet, hvorfor

bestemmes

Sagen tilbagesendes til direktoratet til fortsat behandling på basis af de i klagebegrundelsen fremførte krav.

Grønning-Nielsen. Hans Chr. Thomsen. L. Herborg. T. Laubst. Asger Nielsen.

Ingen

Ankenævnet fandt, at en ansøgning om patent på »flammesikkert elektrisk kabel, der er imprægneret med en isolerende væske« adskilte sig væsentligt fra kendt teknik og omgjorde dermed direktoratets afgørelse.