Legislator Case Law & Legislation
W19936044725 DK

En opfindelse af rulle- eller isolerbånd af en varmebestandig plast anset for at adskille sig væsentligt fra kendt teknik.

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1993 60447 Valid

En opfindelse af rulle- eller isolerbånd af en varmebestandig plast anset for at adskille sig væsentligt fra kendt teknik.

År 1993, den 28. januar afsagde Patentankenævnet

(Hans Chr. Thomsen, Laubst, Asger Nielsen, Terndrup Pedersen)

følgende

KENDELSE i sagen j.nr. P 4/91: Klage fra HEW-Kabel, Heinz Eilentropp KG, Forbundsrepublikken Tyskland, v/Patentbureau Chas. Hude over Patentdirektoratets afgørelse af 13. november 1990 af patentansøgning nr. 0778/83.

Den 22. februar 1983 indleverede klageren en ansøgning om patent på rulle- eller isolerbånd af en varmebestandig plast. Ansøgningens krav lød således

»1. Rulle- eller isolerbånd af en varmebestandig plast, kendetegnet ved, at båndet har en form, der afviger fra den rektangulære form, fortrinsvis en linse- eller trapezformet tværsnitsform med et forstærket midterområde (a) og hen imod hver af båndkanterne, fortrinsvis fladt affaldende områder (b) med aftagende båndtykkelse og hver sin glatte overflade.

2. Rulle- eller isolerbånd ifølge krav 1, kendetegnet ved, at båndtykkelsen i det forstærkede midterområde andrager fra 30 til 200 micro m, fortrinsvis 60-180 micro m, og i kantområdet 5 micro m eller mindre, og at båndbredden andrager fra 4-50 mm, fortrinsvis 10-30 mm.

3. Rulle- eller isoleringsbånd ifølge krav 1 eller 2, kendetegnet ved, at båndet består af en som smelte ikke forarbejdeligt usintret, pulver- eller kornformet plast med en høj temperaturbestandighed.

4. Rulle- eller isoleringsbånd ifølge krav 3, kendetegnet ved, at den temperaturbestandige plast er en flourpolymer, f.eks. en polytetrafluorpolymer.

5. Anvendelse af et rulle- eller isoleringsbånd ifølge et eller flere af kravene 1-4 til fremstilling af indhylninger af elektriske kabler og ledninger.

6. Anvendelse af et rulle- eller isoleringsbånd ifølge et eller flere af kravene 1-4 til fremstilling af rørledninger til optagelse eller til transport af flydende eller gasformige medier.

7. Anvendelse af et rulle- eller isoleringsbånd ifølge et eller flere af kravene 1-4 til fremstilling af hule profilstrenge, før eller slanger, hvorved rør- eller slangevæggen i sig selv består af det viklede bånd.

8. Anvendelse af et rulle- eller isoleringsbånd ifølge et eller flere af kravene 1-4 til fremstilling af viklede legemer.

9. Fremgangsmåde til fremstilling af en indhylning ifølge krav 5 eller et af de følgende, kendetegnet ved, at rulle- eller isoleringsbåndet af en fra smelten ikke forarbejdeligt usintret plast påvikles i et eller flere lag ved overlappende båndkanter på godset, dernæst sintres ved en temperaturbehandling af båndmaterialet, hvorved de overlappende båndkanter og ved siden af hinanden liggende lag samtidig svejses gas- og fugtighedstæt til hinanden til et kompakt og i vid udstrækning homogent svøb med en glat yderoverflade.

10. Fremgangsmåde til fremstilling af hule profilstrenge, såsom rør eller slanger, ifølge krav 7, kendetegnet ved, at rulle- eller isoleringsbåndet bestående af en fra smelten ikke forarbejdeligt usintret plast vikles på en bære- eller støttelegeme i flere lag med overlappende båndkanter og dernæst ved en temperaturbehandling af båndmaterialet sintres, og at de overlappende båndkanter og ved siden af hinanden liggende lag samtidig svejses sammen gas- og fugtighedstæt med hinanden til en kompakt og i vid udstrækning homogen væg med mindst en glat overflade, og at bære- og støttelegemet endelig fjernes fra det dannede rør eller slange.«

Patentdirektoratet udtalte i skrivelse af 25. april 1990

»1. Efter nyhedsundersøgelse af Deres patentansøgning mener vi, at opfindelsen ikke er patenterbar, jf. nedenstående redegørelse.

2. Ifølge beskrivelsen side 3, linie 17-27, og krav 1 består opfindelsen i, at det omhandlede rulle- eller isolerbånd har en tværsnitform, som afviger fra den rektangulære derved, at randområderne er tyndere end midterområdet. Herved opnås, at der kan fremstilles kabler og ledninger (og slanger og røromhylninger, jf. f.eks. side 4 og 7) med glat overflade, der ikke frembyder angrebspunkter for mekaniske kræfter, som kunne medføre oprivning.

3. Denne opfindelse er kendt fra dansk patent nr. 40.271, schweizisk patent nr. 433.471 og US-patent nr. 3.919.026, se især tegningerne og de tilsvarende dele af beskrivelserne.

4. Konstateringen af, at et af denne opfindelses anvendelsesområder er fremstilling af varmebestandlige overtræk m.m., som er uigennemtrængelige for korroderende væsker og dampe, ses ikke at indebære noget opfinderisk ejendommeligt, da dette anvendelsesområde blot forudsætter, at rulle- eller isolerbåndet fremstilles af materialer, der vides at være egnede til disse formål.«

Klageren indleverede derefter ved skrivelse af 25. oktober 1990 følgende eneste krav

»Bånd af en usintret pulverformig polytetrafluorethylen med en båndtykkelse på fra 30 micro m til 200 micro m og en bredde fra 4 til 50 mm til fremstilling af en isolerende kappe til elektriske kabler og ledninger, kendetegnet ved, at det usintrede bånd har et linse- eller trapezformet tværsnit, idet båndtykkelsen i det yderste randområde højst andrager 5 micro m.«

Endvidere ændredes beskrivelsesindledningen og titlen blev ændret til »bånd af usintret pulverformigt polytetrafluorethylen«.

Direktoratet afslog ved skrivelse af 13. november 1990 ansøgningen med følgende begrundelse: .....

»2.Som opfindelsen er forklaret og karakteriseret i beskrivelsen og kravet, skal det opfinderisk ejendommelige søges i, at det omhandlede bånd har en tværsnitsform, hvor randområderne er tyndere en midterområdet, og den ved opfindelsen opnåede tekniske virkning består i, at beviklinger, som fremstilles ved anvendelse af båndet, er tætte, fri for hulrum og frembyder en glat overflade uden angrebspunkter for oprivning. Det er umiddelbart indlysende, at det udelukkende beror på båndets geometriske udformning, at denne tekniske virkning opnås. Det er altså uden betydning for opnåelsen af denne virkning, hvilket materiale båndet er fremstillet af, ligesom det forekommer usandsynligt, at sintring af beviklinger, bestående af sintringsegnet materiale, vil have væsentlig indflydelse på beviklingens tæthed, homogenitet og overfladebeskaffenhed.

3. Vi kan derfor ikke indse, at det skulle være væsentligt at skelne mellem bånd, som bevarer deres form ved anvendelsen, og bånd til fremstilling af kapper, der derefter sintres.

Som det fremgår af ovenstående redegørelse, kan vi heller ikke være enig med Dem i, at bedømmelsen af opfindelsens patenterbarhed kan påvirkes af den omstændighed, at de bånd, der beskrives i de fremdragne patentskrifter, består af andre materialer end båndet ifølge ansøgningen.

Vi skal ikke bestride, at materialevalget og sintringen medfører fordele, som ikke kan opnås ved ovennævnte kendte teknik (fx varmebestandighed), men disse fordele hidrører fra andre opfindelser end den, De har søgt patent på - fx fra den kendte teknik, De har angivet i kravets indledning.

4. Konklusionen kan derfor kun blive, at opfindelsen alene vedrører båndets geometriske form, og at denne opfindelse er kendt fra de fremdragne patentskrifter.«

Denne afgørelse har klageren ved skrivelse af 8. januar 1991 indbragt for Patentankenævnet. Klageren har i ankebegrundelsen af 19. marts 1991 bl.a. anført

»Som nærmere begrundelse for afslaget anføres det under afsnit 2.: »Det er umiddelbart indlysende, at det udelukkende beror på båndets geometriske udformning, at denne tekniske virkning opnås. Det er altså uden betydning for opnåelse af denne virkning, hvilket materiale båndet er fremstillet af, ligesom det forekommer usandsynligt, at sintring af beviklinger bestående af sintringsegnet materiale vil have væsentligt indflydelse på beviklingens tæthed, homogenitet og overfladebeskaffenhed.«

Af dette afsnit synes det at fremgå, at sagsbehandleren overhovedet ikke har taget hensyn til, at nærværende opfindelse angår et bånd til fremstilling af en temperaturbestandig kappe , især til elektriske ledere, og at materialevalget og sintringen er af helt afgørende betydning for egenskaberne (både de elektriske, såsom: gennemslagsfeltstyrke, specifik modstand, dielektricitets konstant, tabsfaktor, og kemiske, såsom: modstandsdygtighed over aggressive medier, f.eks. syrer, og mekaniske egenskaber) af den færdige kappe.

Blandt de modhold, der er nævnt af den danske sagsbehandler, indgår så forskellige isolationsmaterialer som følgende: bånd af papir eller lignende tyndt stof, ekstruderet bånd af blød eftergivelig syntetisk plast (fortrinsvis PVC), klæbemiddel indeholdende diorganopolysiloxan samt overlappende klæbebånd af siliconegummi. Ingen af disse materialer vil kunne fungere ved temperaturer på f.eks. 25053C, en temperatur, hvor man stadig kan forvente, at de særligt højtemperaturbestandige kunststoffer, såsom polytetrafluorethylen, er modstandsdygtige.

Sådanne højtemperaturbestandige materialer har imidlertid også nogle ulemper, nemlig at de er særdeles vanskelige at bearbejde, og i hvert fald ikke kan behandles på samme måde som materialer, der blødgøres af varme (jf. vedlagte kopi af side 169 i Elektroteknisk materiallære af N. Balslev).

Det er derfor et teknisk problem hurtigt og effektivt at fremstille en isolerende kappe til elektriske ledninger, hvor den færdige kappe for det første giver den ønskede elektriske isolering..... .'

I skrivelsen af 19. marts 1991 har klageren nedlagt påstand om, at den påklagede afgørelse omstødes, således at ansøgningen optages til fortsat behandling principalt på grundlag af følgende krav

»Isolerbånd af usintret pulverformig varmebestandig plast, såsom polytetrafluorethylen med en maksimal båndtykkelse på fra 30 micro m til 200 micro m og en bredde mellem 4 og 50 mm til brug ved fremstilling af en sintret isolerende kappe til elektriske kabler og ledninger, kendetegnet ved, at det usintrede bånd (1) har et linse- eller trapezformet tværsnit, idet båndtykkelsen aftager ud imod randområderne og i de yderste randområder (2) højst andrager 5 micro m.

Subsidiært på grundlag af følgende krav

Bånd af en usintret pulverformig plast med høj temperaturbestandighed, såsom polytetrafluorethylen, med en båndtykkelse på fra 30 micro m til 200 micro m og en bredde mellem 4 og 50 mm til brug ved en fremgangsmåde til fremstilling af en sintret isolerende kappe til elektriske kabler og ledninger ved hvilken fremgangsmåde et antal elektriske ledninger (7) omvikles med båndet (1) med let overlappende randdele (2) og derefter sintres således, at den pulverformige plast danner en sammenhængende kappe, kendetegnet ved, at det usintrede bånd (1) har et linse- eller trapezformet tværsnit, idet båndtykkelsen aftager imod randområderne (2) og i det yderste randområde højst andrager 5 micro m.

Mere subsidiært på grundlag af følgende krav

Isolerbånd (1) bestående af usintret polytetrafluorethylen til fremstilling af isolerende kapper til elektriske kabler eller ledninger ved sintring af omviklede lag af båndmaterialet, kendetegnet ved, at isoleringsbåndet har et i hovedsagen linseformet tværsnit, som afgrænses af en øvre krum og nedre lige begrænsningslinie, således at krumningen danner et forstærket midterområde (a), som på begge sider støder til områder (b), der er tilspidsede ud imod båndranden (2), hvis tykkelse højst andrager 5 micro m.«

Ankenævnet har behandlet sagen i sit møde den 3. december 1992.

For klageren mødte ingeniør Anna Larsen, diplomingeniør Eberhardt Mende og hr. K. Schwamborn.

De fremmødte havde lejlighed til at udtale sig

Ankenævnet skal udtale

De i klagebegrundelsen anførte dielektriske, termiske og mekaniske egenskaber hos isolerbåndet ifølge opfindelsen findes ikke udelukkende at bero på båndets geometriske udformning men opnås ved en kombination af materialevalg og båndets tværsnitsgeometri, som sammen med sintringsprocessen adskiller sig væsentligt fra det modholdte.

Herefter

bestemmes

Sagen tilbagesendes til direktoratet til fortsat behandling på basis af de i klagebegrundelsen fremførte principale, respektive subsidiære krav.

Hans Chr. Thomsen. Torben Laubst. Asger Nielsen. P. Terndrup Pedersen.

Endelig adm. afgørelse 1993 60447 Valid

Patentankenævnet fandt, at en opfindelse af et rulle- eller isolerbånd af en varmebestandig plast ifølge de for ankenævnet fremsatte patentkrav adskilte sig fra kendt teknik.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →