Legislator Case Law & Legislation
W19936044525 DK

Et poselukke ikke anset for et nyt patent.

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1993 60445 Valid

Et poselukke ikke anset for et nyt patent.

År 1993, den 11. januar afsagde Patentankenævnet

(Grønning-Nielsen, Grønbæk, Niordson, Terndrup Pedersen)

følgende

KENDELSE i sagen j.nr. P 12/90: Klage fra Jørn Peter Houlberg, København, v/Patentbureau Lehmann & Ree over Patentdirektoratets afgørelse af 30. januar 1990 af patentansøgning nr. 0598/80 efter indsigelse fra The Unique Salesman ApS., Tarm, v/Patentbureau Hofman-Bang & Boutard A/S.

Den 16. august 1982 fremlagdes under nr. 145054 en den 12. februar 1980 indleveret ansøgning om patent på et »poselukke«. De fremlagte krav lød således

»1. Poselukke omfattende to parallelle bærelister (1), som ved enderne er fast forbundet med forbindelsesorganer, der i det væsentlige strækker sig over bærelisternes fulde højde, hvilke bærelister (1) er beregnet til at blive fastgjort til modstående dele af den åbne ende af en pose, og med bærelisternes (1) øverste kanter forbundne lukkeorganer (6, 7) eller bæregrebparter (3, 4) eller en bæregrebpart (3, 4) er forbundet med den tilhørende bærelistes (1) øverste kant over et let bøjeligt forbindelsesstykke (2), som i det væsentlige er vinkelret på bærelisten (1).

2. Poselukke ifølge krav 1, kendetegnet ved, at hvert forbindelsesstykke (2) har en svækningslinie (5), der strækker sig parallelt med bærelistens (1) øverste kant.«

The Unique Salesman ApS., Tarm, v/Patentbureauet Hofman-Bang & Boutard A/S nedlagde ved skrivelse af 12. november 1982 indsigelse mod udstedelse af patent. Indsigelsen baseredes dels på åbenlys udøvelse af den patentansøgte opfindelse inden ansøgningens indleveringsdag, dels på, hvad der er kendt fra følgende patentskrifter: GB 1205247, AT 279473, US 3363827 og US 3727829. I indsigelsesbegrundelse af 26. januar 1983 anførte indsigeren følgende

»Indledningen til krav 1 i fremlæggelsesskriftet forudsætter, at bærelisterne ikke kan »lægges ned«, således som det er tilfældet i den fra USA patentskrift nr. 3 462 068 kendte teknik, men er beliggende i afstand fra hinanden i indbyrdes parallelle planer. Som det senere vil fremgå, er det indlysende, at lukkeorganet eller bæregrebsparten skal strække sig ud fra bærelisten under en vinkel på i hovedsagen 9053, idet det ellers ikke er muligt at sprøjtestøbe de kasseformede lukkeorganer eller bæregrebsparter, som er beskrevet i fremlæggelsesskriftet. I betragtning af, at det let bøjelige forbindelsesstykke ifølge fremlæggelsesskriftet egentlig blot angiver et hængsel, og at hængsler i forbindelse med sådanne håndtag er kendt fra det nævnte USA patentskrift, er det vort indtryk, at direktoratet har fremlagt ansøgningen, fordi man har skønnet, at der netop ved at anbringe hængslet mellem bærelister af den i kravets indledning angivne art og lukkeorganerne/bæregrebsparterne blev opnået en ny konstruktion med en overraskende teknisk virkning.

I det følgende skal vi under henvisning til bilagene gøre gældende, at både konstruktionen (I) og virkningen (III) heraf var kendt på ansøgningens indleveringstidspunkt, samt at værktøjsproblematikken (II) forekommer at være fejlagtigt fremstillet.

I. Det håndtag, som er nævnt i fremlæggelsesskriftets side 1, linie 16 til 22, skønnes at være det på vedlagte billedkopi viste håndtag, som er fremstillet af vor klient gennem flere år, og som i det følgende vil blive betegnet som »S2« i overensstemmelse med producentens egen betegnelse for håndtaget. Som det fremgår af de vedlagte erklæringer fra Hr. Leif Hansen, er dette håndtag blevet produceret inden indleveringsdatoen for den danske patentansøgning nr. 0598/80. Det skal specielt bemærkes, at bærelisterne er af den i krav 1's indledning angivne art, og at bæregrebsparterne er forbundet til bærelisternes overkant via let bøjelige forbindelser. Da bærelisterne er indbyrdes forbundne langs deres fulde højde, er det nødvendigt at forbinde i hvert fald den ene bæregrebspart med den tilhørende bæreliste via et bøjeligt hængsel, for at denne bæregrebspart kan stikkes ind gennem slidsen i den anden bæregrebspart (se billedet nederst til venstre). sidstnævnte anden bæregrebspart er iøvrigt også forbundet til sin bæreliste via et let bøjeligt forbindelsesstykke, således som det fremgår af de tynde forbindelsesstropper på det øverste billede. Prøver af dette håndtag kan naturligvis fremlægges, hvis det ønskes.

Vi anser det derfor som påvist, at det på indleveringsdatoen for nævnte patentansøgning ikke var nyt at forbinde bæregrebsparterne med bærelisternes overkant via et let bøjeligt forbindelsesstykke.

II. Det er rigtigt, at det ovennævnte håndtag S2 i hovedsagen fremstilles som anført i fremlæggelsesskriftets side 1, linie 22 til 25. Derimod er angivelsen linie 25 til 27 forkert, og vi skal i det følgende fremkomme med nogle bemærkninger til værktøjerne for sådanne emner for at slå fast, at det værktøj, som er nødvendigt til fremstilling af håndtaget ifølge fremlæggelsesskriftet, faktisk er dyrere i drift end de værktøjer, som indsigeren normalt benytter. Vi skal med andre ord godtgøre nedenfor, at konstruktionen ifølge fremlæggelsesskriftet på ingen måde medfører nogen forenkling eller forbedring eller andre fordele med relation til værktøjet.

Der ville ikke være noget til hinder for, at det kendte håndtag S2 kunne fremstilles i et værktøj, hvor bæregrebsparterne lå i plan med hinanden, således som det er foreskrevet i fremlæggelsesskriftet. Det anses imidlertid for at være mere hensigtsmæssigt at benytte det i fremlæggelsesskriftet nævnte kæbeværktøj, som medfører den væsentlige fordel, at en enkelt form kan indeholde flere emner. Dette skyldes, at emnerne ikke optager så megen plads, og dels at emnernes areal, projiceret på et plan vinkelret på bevægelsesretningen for sprøjtestøbemaskinens værktøjer, er relativt lille, således at der selv med et flertal af emner i formen ad gangen kun stilles krav om et moderat lukketryk. Det vil vides, at en sprøjtestøbemaskines timepris stiger kraftigt med stigende lukketryk, og at fremstillingen af håndtaget ifølge fremlæggelsesskriftet forudsætter et relativt stort lukketryk som følge af det store areal, når bæregrebsparterne er vinkelret på værktøjets bevægelsesretning.

Nærmere betegnet er det indsigerens årelange erfaring, at det totalt set er billigere at benytte kæbeværktøjer med et flertal af emner, naturligvis forudsat, at emnet egner sig for et kæbeværktøj.

Et håndtag som det i fremlæggelsesskriftet omhandlede er et eksempel på et emne, der ikke lader sig fremstille på et kæbeværktøj. Dette skyldes de kasseformede bæregrebsparter, for hvilke der også var søgt beskyttelse i den oprindelige patentansøgning nr. 0598/80, idet disse ikke kan slippe et kæbeværktøj. Problemerne i forbindelse med støbning af kasseformede bæregrebsparter svarer til problemerne i forbindelse med sprøjtestøbning af f.eks. æsker, hvilke problemer er løst som forklaret i de vedlagte ICI publikationer 112 og 123.

Af de vedlagte ICI publikationer 112 og 123 fremgår der utallige eksempler på, hvorledes det er muligt at sprøjtestøbe emner, der omfatter et hængsel, således at emnet senere kan lukkes til en tilstand, i hvilken emnet ikke lader sig sprøjtestøbe. Eksempelvis er det kendt at støbe en lukket æske eller kasse i fuldt åben stilling og efter støbningen at dreje bund og låg omkring hængslet til den normalt lukkede stilling. På samme måde er det for overhovedet at kunne fremstille de kasseformede bæregrebsparter ifølge fremlæggelsesskriftet nødvendigt og selvfølgeligt at støbe disse i den i skriftet forklarede stilling (vinkelret på bærelisterne) og derefter at dreje bæregrebsparterne til den indbyrdes sammenkoblede stilling, som er normal for bærehåndtaget. Denne værktøjsteknik var således naturlig for en fagmand på indleveringsdatoen for patentansøgningen. Det var nemlig en velkendt lære at benytte hængselvirkningen som hjælpemiddel til at sprøjtestøbe emner i en stilling og efter støbningen at lukke emnet omkring hængslet til frembringelse af en facon, som ellers ikke ville kunne sprøjtestøbes. Den på fremlæggelsesskriftets side 2, linie 9 til 12 anførte virkning er således selvfølgelig og var velkendt inden ansøgningens indleveringsdato.

Sammenfattende for punkt II og III må det konkluderes, at håndtag af den omhandlede art kunne fremstilles billigere i et kæbeværktøj, hvis bæregrebsparterne ikke er kasseformede, men at den eneste praktiske fremstillingsmulighed, når bæregrebsparterne er kasseformede, er analog med den, der er kendt fra nævnte publikationer. Det er således både irrelevant og forkert at fremlægge værktøjsproblematikken, således som det er gjort i fremlæggelsesskriftet.

Med hensyn til krav 2 i fremlæggelsesskriftet henvises der til vedlagte publikationer, hvoraf svækkelseslinier i forbindelse med sprøjtestøbte hængsler er en selvfølgelig foranstaltning.'

Klageren i denne sag imødegik indsigelsen i skrivelse af 26. maj 1983 og anførte

»Indsigeren har i indsigelsesbegrundelsen af 26. januar d.å. gjort gældende, (1) at konstruktionen af poselukket ifølge opfindelsen var kendt på ansøgningens indleveringstidspunkt, (2) at virkningen af konstruktionen ligeledes var kendt på dette tidspunkt, og (3) at forklaringen af værktøjsproblematikken i beskrivelsen er fejlagtig.

ad 1. I et forsøg på at bevise, at poselukket ifølge opfindelsen var kendt på ansøgningens indleveringstidspunkt, nemlig den 12. februar 1980, henvises til et af indsigeren fremstillet poselukke med tilhørende bæregrebsparter, som er betegnet »S2«. Med henvisning til dette kendte poselukke har indsigeren ikke tilvejebragt noget nyt eller noget, der ændrer grundlaget for den bedømmelse af opfindelsens patenterbarhed, som Patentdirektoratet foretog, inden det godkendte ansøgningen til fremlæggelse. Den oprindeligt indleverede beskrivelse indeholdt således en omtale af den pågældende type poselukker, og denne omtale genfindes i fremlæggelsesskriftet side, 1, linie 12-16.

Den kendte type poselukke afviger fra poselukket ifølge opfindelsen på to punkter, nemlig (a) ved, at det ikke har et let bøjeligt forbindelsesstykke mellem den øverste kant af en bæreliste og den hertil hørende bæregrebspart (lukkeorgan), og (b) ved, at bæregrebsparten (lukkeorganet) ikke er støbt i det væsentlige vinkelret på bærelisteplanet.

Indsigeren har i indsigelsesbegrundelsen gjort gældende, at det kendte poselukke har et let bøjeligt forbindelsesstykke mellem de overfor omtalte dele, og har begrundet dette med, at i hvert fald den ene bæregrebspart nødvendigvis må have et bøjeligt hængsel, for at denne bæregrebspart kan stikkes ind gennem åbningen (slidsen) i den anden bæregrebspart.

Det forhold, at man kan bøje den ene bæregrebspart i forhold til bærelisten i et sådant omfang, at den kan indføres i åbningen i den anden bæregrebspart, er imidlertid ikke ensbetydende med, at forbindelsesstykket mellem bæregrebsparten og den tilhørende bæreliste med rette kan betegnes som et hængsel og langt mindre, at forbindelsesstykket kan betegnes som let bøjeligt.

Indsigeren har ikke følt sig foranlediget til at fremsende prøver af indsigerens poselukke for at Patentdirektoratet og ansøgeren ved selvsyn kunne bedømme, om indsigerens vurdering er korrekt, og har alene bemærket, at prøver kan fremlægges, hvis det ønskes. Dette kunne tyde på, at indsigeren selv er i tvivl om sine argumenters holdbarhed.

Vi vil imidlertid gerne råde bod på indsigerens tilbageholdenhed med hensyn til at give Patentdirektoratet det nødvendige grundlag for at bedømme opfindelsens patenterbarhed ved hoslagt at fremsende tre prøver af indsigerens poselukke. Hvis man ser nærmere på disse prøver vil man se, at det omtalte forbindelsesstykke er så stift, at bæregrebsparterne efter at være bøjet i forhold til de tilhørende bærelister straks antager den oprindelige position parallelt med bærelisten. Dette kommer også til udtryk, når den ene bæregrebspart er ført gennem åbningen i den anden. Hvis de to bæregrebsparter ikke sammenlåses ved hjælp af de dertil tilvejebragte låseorganer vil de i den nævnte stilling danne et V.

Det er således ikke korrekt, når indsigeren i indsigelsesbegrundelsen, side 2, linie 17-18, fastslår, at de kendte poselukker har »bæregrebsparter (som) er forbundet til bærelisternes overkant via let bøjelige forbindelser«.

I indsigelsesbegrundelsen, side 2, linie 3-2 fra neden, har indsigeren bekræftet, at det kendte poselukke fremstilles som anført i fremlæggelsesskriftet, side 1, linie 22-25, dvs. i et kæbeværktøj, der er således udformet, at hver bæregrebspart ligger i en vinkel på ca. 10 grader i forhold til planet gennem den tilsvarende bæreliste. Indsigeren har således klart bekræftet ovennævnte konstatering, jf. pkt. (b), nemlig, at det kendte poselukke ikke er støbt med en bæregrebspart i det væsentlige vinkelret på bærelisteplanet.

Sammenfattende kan det således konstateres, at poselukket ifølge opfindelsen på begge ovennævnte henseender er ny i forhold til det af indsigeren fremstillede poselukke med betegnelsen »S2«.

ad 2. Spørgsmålet om, hvorvidt virkningen af konstruktionen af poselukket ifølge opfindelsen er kendt, er i og for sig irrelevant for bedømmelsen af opfindelsens patenterbarhed. Det afgørende spørgsmål er, om det har været nærliggende at udforme poselukket ifølge opfindelsen som angivet i krav 1, når henses til det, der kendes fra de modholdte ICI-publikationer. Disse publikationer beskriver bl.a. æsker og kasser med låg, hvor låget er forbundet med bunden ved hjælp af et såkaldt integralt hængsel. Publikationerne beskriver også fremstillingen af sådanne æsker eller kasser ved en fremgangsmåde, hvor bund og låg støbes, medens de ligger i tilnærmelsesvis samme plan, og hvor hængslet er således udformet, at låget ved drejning omkring en akse gennem hængslet kan anbringes oven på bunden. Antydningen af, at det på denne baggrund skulle være nærliggende at udforme poselukket ifølge opfindelsen som angivet i krav 1, baserer sig på en efterrationalisering, som ikke tager hensyn til de faktiske forhold.

Det problem, der danner grundlag for den foreliggende opfindelse, er således ikke det samme som det, der søges løst ved de kendte fremstillingsmetoder, og løsningen er også en anden.

Ved fremstillingen af poselukker med to parallelle bærelister og en bæregrebspart forbundet med hver sin bæreliste opstår der i og for sig ikke problemer ved støbningen af bæreliste og tilhørende bæregrebspart. De her omhandlede problemer skyldes alene, at der samtidigt skal støbes en anden bæreliste, som ligger parallelt med den første bæreliste. Hvis man derfor ønskede at anvende den fra ICI-publikationerne kendte fremstillingsmetode skulle man fremstille bærelisterne og de dermed sammenhængende bæregrebsparter i fladt udfoldet tilstand og med et integralt hængsel mellem de to bærelister.

Herved ville man imidlertid få et poselukke af den type, som er beskrevet i USA-patentskrift nr. 3.462.068, som blev fremdraget under direktoratets behandling af patentansøgningen. Hvis man - som indsigeren synes at gøre det - betragter det let bøjelige forbindelsesstykke som et hængselled, går opfindelsen ud på at støbe bæreliste og en hertil hængslet bæregrebspart under en vinkel på ca. 90 grader, hvilket vil sige, at der ikke benyttes den fremstillingsteknik, som beskrives i de fremdragne ICI-publikationer.

Herudover skal det bemærkes, at det kun ved efterrationalisering er muligt at se en sammenhæng mellem fremstillingen af æsker eller kasser med hængselforbundne låg og fremstillingen af poselukker af den i indledningen til krav 1 angivne art.

Medens der ved fremstillingen af de nævnte æsker eller kasser nødvendigvis skal tilvejebringes et hængselled, ligger en del af opfindelsen i erkendelsen af, at man kan løse problemerne ved at tilvejebringe et let bøjeligt forbindelsesstykke mellem bæregrebspart og bæreliste. En anden del af opfindelsen ligger i erkendelsen af, at bæregrebsparten skal støbes vinkelret på planet gennem den tilhørende bæreliste.

Indsigerens antydning af, at det skulle være nærliggende at tilvejebringe et poselukke som defineret i krav 1, står iøvrigt i modstrid med den kendsgerning, at indsigeren, der jo, som det fremgår af indsigelsesbegrundelsen, i mange år har produceret og solgt poselukker af den ovenfor omtalte type, dvs. poselukker med betegnelsen »S2«, først fornylig - og efter offentliggørelsen af ansøgerens poselukker - er begyndt at producere og sælge poselukker, hvor håndtagene er støbt vinkelret på bærelisterne. Det har åbenbart ikke været så let at finde på de nye poselukker, som indsigeren synes at give udtryk for i indsigelsesbegrundelsen.

Ovenstående bekræfter efter vor opfattelse klart, at poselukket ifølge opfindelsen adskiller sig væsentligt fra de kendte poselukker, og at opfindelsen har den for patentering nødvendige opfindelseshøjde.

ad 3. Indsigeren har i indsigelsesbegrundelsen yderligere gjort gældende, at det værktøj, som skal anvendes ved fremstilling af poselukket ifølge opfindelsen, er dyrere i drift end de værktøjer, som indsigeren har anvendt til fremstilling af de kendte poselukker.

Denne opfattelse er efter vor opfattelse ikke korrekt, men selv om den havde været korrekt er den helt irrelevant for såvidt angår opfindelsens patenterbarhed. Således er det i fremlæggelsesskriftet ikke gjort gældende, at den tekniske virkning, som opnås med poselukket ifølge opfindelsen, knytter sig til prisen på det anvendte værktøj.

Det, der er gjort gældende fra ansøgerens side, er, at den omhandlede konstruktion af poselukket muliggør anvendelsen af et simplere sprøjtestøbningsværktøj end et kæbeværktøj og et værktøj, som muliggør, at der kan foretages en effektiv køling, hvorved produktionshastigheden kan øges. Om værktøjet til brug ved fremstilling af poselukket ifølge opfindelsen optager mere plads end det kendte kæbeværktøj og kræver et større lukketryk er både praktisk og patentmæssigt uden betydning.

For en ordens skyld skal det bemærkes, at når der i fremlæggelsesskriftet tales om et simplere sprøjtestøbningsværktøj menes der et værktøj, der med hensyn til konstruktion, drift og reparationer stiller mindre krav end de kendte kæbeværktøjer.

Vi finder ikke, at det af indsigeren anførte vedrørende »værktøjsproblematikken« giver os anledning til at foretage ændringer i beskrivelsen.

For at bringe opfindelsestanken bedre til udtryk foreslås imidlertid, at den kendetegnende del af krav 1 præciseres således, som det fremgår af vedlagte forslag til ændrede patentkrav. Denne præcisering svarer nøje til det ovenfor anførte vedrørende de karakteristiske træk ved poselukket ifølge opfindelsen.

Vi skal endelig bemærke, at det i indsigelsesbegrundelsen af 12. november 1982 er gjort gældende, at opfindelsen har været åbenlyst udøvet forud for ansøgningens indleveringsdag. Denne påstand er ikke søgt dokumenteret i indsigelsesbegrundelsen af 26. januar d.å., og vi tager dette som udtryk for, at den er blevet opgivet.

Indsigelsesbegrundelsen af 26. januar d.å. indeholder heller ikke nogen begrundelse for, at der i indsigelsen af 12. november 1982 er henvist til fire patentskrifter, og vi antager derfor, at også denne henvisning er blevet frafaldet.

Konklusion. Som det fremgår af ovenstående er der i indsigelsesbegrundelsen af 26. januar d.å. ikke blevet henvist til noget, der dokumenterer, at opfindelsen savner nyhed og den for patentering nødvendige opfindelseshøjde. Da det heller ikke er sandsynliggjort, at formuleringen af beskrivelsen er fejlagtig, er der hverken materielt eller formelt grundlag for at tage indsigelsen til følge. Vi skal derfor høfligst henstille, at patent på basis af de foreslåede præciserede patentkrav.'

De med skrivelsen indleverede nye patentkrav lød således

»1. Poselukke omfattende to parallelle bærelister (1), som ved enderne er fast forbundet med forbindelsesorganer, der i det væsentlige strækker sig over bærelisternes fulde højde, hvilke bærelister (1) er beregnet til at blive fastgjort til modstående dele af den åbne ende af en pose, og med bærelisternes (1) øverste kanter forbundne lukkeorganer (6,7), eller bæregrebparter (3,4), kendetegnet ved, at i det mindste et lukkeorgan (6,7) eller en bæregrebpart (3,4) er forbundet med den tilhørende bærelistes (1) øverste kant over et let bøjeligt forbindelsesstykke (2) og er støbt i det væsentlige vinkelret på bærelisteplanet.

2. Poselukke ifølge krav 1, kendetegnet ved, at hvert forbindelsesstykke (2) har en svækningslinie (5), der strækker sig parallelt med bærelistens (1) øverste kant.«

Indsigeren kommenterede dette i skrivelse af 31. august 1983 og anførte følgende

»I anledning af ansøgerens svarskrift af 26. maj 1983 skal vi hermed anmode direktoratet om at tage de nedenstående bemærkninger i betragtning, idet nævnte svarskrift efter vor opfattelse er udtryk for en vildledende fremstilling af sagen og deraf følgende uholdbare påstande. Fremstillingen er vildledende, fordi ansøgeren fuldstændig negligerer det faktum, at anbringelse af let bøjelige forbindelsesstykker mellem bærelisterne og de respektive bærergrebsparter var kendt før indleveringen af dansk patentansøgning 0598/80. (Se f.eks. svarskriftet side 1, linie 3-10 forneden). Inden vi kommenterer de enkelte punkter i svarskriftet, skal vi derfor først uddybe og supplere vor indsigelsesbegrundelse på dette punkt.

Påvisning af en let bøjelig forbindelse mellem bærelister og bæregrebsparter er kendt teknik.

Ansøgeren har til Patentdirektoratet fremsendt en prøve af »S2« håndtaget, som vi tidligere har fremsendt fotografier af, og som yderligere fremgår af den vedlagte amerikanske og engelske mønsterregistrering. Vi betvivler naturligvis ikke, at ansøgeren har fremsendt det rigtige håndtag men finder dog, at fjerde afsnit i svarskriftet side 2 er en smule upassende.

Fig. 3 fra det amerikanske mønster er efter vor overbevisning en klar dokumentation for, at bæregrebsparten og bærelisten er forbundet via en let bøjelig forbindelse. Da det amerikanske mønster imidlertid først var offentligt tilgængeligt den 30. september 1980 har vi tidligere indsendt fotografier med erklæring om, at håndtaget var almindeligt tilgængeligt før ansøgningens indleveringstidspunkt. Det nederste venstre fotografi svarer til nævnte fig. 3, som er medtaget af hensyn til formelle krav i Amerika og derfor ikke fremgår af den engelske registrering, som var offentlig tilgængelig inden indleveringen af omhandlede danske patentansøgning.

For så vidt det ikke synes at fremgå tilstrækkelig tydeligt af de tidligere fremsendte billeder fremgår det klart af den engelske mønsterregistrering, at forbindelsesstykkernes godstykkelse er vist så lille som overhovedet muligt på en tegning, nemlig i form af en streg, og at godstykkelsen udviser et tydeligt spring på de steder, hvor hvert forbindelsesstykke er sammenhængende med bærelisten og bæregrebsparten. Det er derfor ufatteligt, at ansøgeren kan benægte at en let bøjelig forbindelse på netop dette sted i et sådant bærehåndtag var kendt før ansøgningens indleveringsdato. I svarskriftet har man koncentreret sig om spørgsmålet ved elasticiteten af den bøjelige forbindelse mellem en bæreliste og den bæregrebspart, som skal stikkes ind gennem slidsen mellem den anden bæregrebspart og den tilhørende bæreliste. Det skal imidlertid bemærkes, at også den anden bæregrebspart er forbundet med bærelisten via forbindelsesstykker, hvis godstykkelse på tegningen er angivet så lille som overhovedet muligt, nemlig ved en streg. Da denne bæregrebspart ikke skal bukkes for at lukke håndtaget, skal vi give en forklaring på, hvorfor også denne bæregrebspart med forsæt er forsynet med let bøjelige forbindelser til bærelisten. For at undgå, at håndtagene er i vejen, når der skal indføres varer i posen, kan bæregrebsparten som følge af den let bøjelige forbindelse, bukkes ned langs posen og være af vejen, når varen skal indføres. Det er derfor ydermere uforståeligt, at ansøgeren fortsat benægter, at disse let bøjelige forbindelser var kendte, idet netop ansøgeren, som er frembringer af de vedlagte mønstre (hidrørende fra hans tidligere ansættelse hos indsigeren) har været vel vidende om disse forhold.

Ansøgeren påpeger, at forbindelsesstykkerne på »S2« håndtaget er stivere end, det er tilfældet ved ansøgerens håndtag. Dette er naturligvis blot et dimensioneringsspørgsmål inden for rammerne af, hvad der kan betegnes som en let bøjelig forbindelse. Elasticiteten i »S2« håndtaget er bestemt således, at der opnås en bøjelighed, som tillader de ovennævnte bevægelser og samtidigt tillader en så stor styrke i den bøjelige forbindelse som muligt. Ved ansøgerens håndtag må den elastiske tilbagebøjning tilstræbes at være så lille som overhovedet muligt for at undgå, at underkanten af bærelisterne gaber, når håndtagshalvparterne lukkes sammen. I den anledning vedlægges en prøve af ansøgerens håndtag, som indsigeren har modtaget fra en af sine kunder. Når ansøgerens håndtag lukkes, vil det klart kunne erkendes, at bærelisternes underkanter gaber. Det har således ikke været muligt for ansøgeren at undgå den elastiske tilbagebøjning, og der er således tale om en let bøjelig forbindelse med en vis elasticitet. Opmærksomheden skal henledes på de to små flige på underkanten af den ene bæreliste. Sådanne flige vil være til stor gene når textilvarer, f.eks. strikkede eller løst vævede varer, skal anbringes i posen, idet varen vil hænge fast i fligene. Fligene skønnes derfor at have et målrettet formål, og vi antager, at de oprindeligt har forbundet bærelisternes underkant indbyrdes for netop at afhjælpe den ulempe, som den elastiske tilbagebøjning medfører under produktionsprocessen. De sidstnævnte betragtninger er naturligvis kun vor antagelse, men det væsentlige er den konstatering, at bærelisterne gaber, når håndtaget lukkes, dvs. at ansøgerens håndtag i praksis udviser en (uønsket) elastisk tilbagebøjning.

Sammenfattende mener vi således, at det er et ubestrideligt faktum, at de let bøjelige forbindelser mellem bærelisterne og bæregrebsparterne var kendt før ansøgningens indleveringstid, idet elasticiteten er et dimensioneringsspørgsmål.

Bemærkninger til svarskriftets enkelte punkter.

Svarskriftets ad 1.

Vedrørende begyndelsen af dette afsnit mener vi ovenfor at have fastslået, at der ved indsigelsen er fremdraget nyhedshindrende materiale, som direktoratet ikke har været bekendt med, da ansøgningen blev fremlagt. Ansøgeren påstår herefter, at den oprindeligt indleverede beskrivelse indeholder en omtale af »S2« håndtaget og henviser til fremlæggelsesskriftet side 1, linie 12-16, hvor der imidlertid er omtalt en helt anden type håndtag. »S2« håndtaget er omtalt linie 16-22, men denne omtale negligerer fuldstændigt tilstedeværelsen af de bøjelige forbindelsesstykker, der, som ovenfor påvist, findes på »S2« håndtaget.

Resten af ad 1 har i al sin væsentlighed relation til den foranstående omtale af »S2« håndtaget, hvorom det kan bekræftes, at det er støbt i vinkel på ca. 1053 i forhold til planet gennem bærelisterne. Denne støbeteknik blev brugt, fordi det var en økonomisk fordel at benytte et kæbeværktøj, som kræver mindre lukketryk og derfor en billigere sprøjtestøbemaskine. Denne fordel kan udnyttes, fordi bæregrebsparterne på »S2« ikke er kasseformet. Når bæregrebsparterne på i og for sig kendt måde er kasseformede er man i stedet henvist til at benytte den støbeteknik, som er kendt fra ICI publikationerne, der er kommenteret i svarskriftets ad 2.

Svarskriftets ad 2.

Dette stykke i svarskriftet starter med at fastslå, at det er irrelevant for bedømmelsen af opfindelsens patenterbarhed, om virkningen af konstruktionen af poselukket ifølge opfindelsen er kendt (fra ICI publikationerne). Denne opfattelse skal vi kraftigt imødegå, idet håndtaget, således som det er defineret i det nye krav 1, omhandler en ubrugelig genstand, som først er brugbar efter hensigten, når den kendte virkning udnyttes, dvs. at de i udfoldet stilling støbte kasseformede parter drejes omkring hængselleddene til lukket stilling. Svarskriftet fortsætter med at fastslå, at det afgørende spørgsmål er, »om det har været nærliggende at udforme poselukket ifølge opfindelsen som angivet i krav 1, når henses til det, der kendes fra de modholdte ICI publikationer«. Her skal det påpeges, at den eneste nødvendige forudsætning for, at den kendte virkning kan udnyttes, er, at der er tilvejebragt let bøjelige forbindelser mellem bærelisterne og bæregrebsparterne, således som det også er tilfældet ved »S2« håndtaget. Ansøgerens påstand om en efterrationalisering beror således på, at han alene betragter ICI publikationerne og ser bort fra det helt væsentlige faktum, at det var kendt at anbringe bøjelige forbindelsesstykker netop mellem bærelisterne og bæregrebsparterne i et håndtag af den omhandlede art.

Ovenfor har vi benyttet »hængselled« og »let bøjelig forbindelse« i flæng på trods af svarskriftets andet afsnit på side 4. Ansøgeren syntes at foretrække udtrykket »let bøjelig forbindelse« (måske fordi »hængselled« er nøgleordet for ICI publikationerne), og ansøgeren fremlægger endvidere sagen således, at vi skulle »synes at betragte« det let bøjelige forbindelsesstykke som et hængselled. Dette finder vi yderst berettiget under henvisning til fremlæggelsesskriftets side 2, linie 22-26.

Ansøgeren påstår endvidere, at der ikke benyttes den kendte fremstillingsteknik, idet bæregrebsparten danner en vinkel på ca. 90 grader med bærelisten. Det skal understreges, at de kasseformede parter ifølge opfindelsen støbes i en ca. 18053's udfoldet tilstand, hvilket også er tilfældet ved den kendte teknik. Hvis bærelisterne ikke ønskes sammenhængende i enderne over deres fulde højde, kan den fra USA patentskrift 34 62 068 kendte teknik benyttes, og halvparterne kunne ydermere være kasseformede, men hvis der både tilstræbes kasseformede halvparter samt, at bærelisterne ønskes sammenhængende i enderne over deres fulde højde (dette fremgår af indledningen til krav 1 og har iøvrigt altid været tilfældet ved indsigerens produkter) må hængslet eller de bøjelige forbindelser nødvendigvis være beliggende mellem bærelisten og de udfoldede, kasseformede parter, hvilken placering er i overensstemmelse med, hvad der fremgår af »S2'håndtaget. Derved er det uundgåeligt, at vinklen mellem bæregrebsparten og bærelisten er ca. 90 grader i støbestillingen.

Da der som ovenfor påvist er tale om en kendt placering af de let bøjelige forbindeler, er det ikke en efterrationalisering at sammenligne fremlæggelsesskriftets fig. 2 med f.eks. fig. 1 eller 5 (vendt på hovedet) fra ICI publikation 112, men det er en yderligere påvisning af, at opfindelsen i henhold til fremlæggelsesskriftet og det nye krav 1 simpelthen ikke udviser noget konstruktivt nyt, eller med andre ord, at de i fjerde afsnit på side 4 i svarskriftet såkaldte erkendelser ikke er udtryk for noget opfinderisk nyt.

Det sidste argument for opfindelseshøjden i svarskriftets ad 2 er baseret på, at indsigeren har bragt et tilsvarende håndtag på markedet. Denne oplysning er korrekt men nødvendiggør, at vi i det følgende kort redegør for disse markedsforhold, selv om de er indsigelsesproceduren uvedkommende. Indsigeren blev først opmærksom på ansøgerens håndtag i januar 1981, på hvilket tidspunkt ansøgeren allerede havde forevist sit håndtag til flere af indsigerens mangeårige kunder. Det bemærkes, at indsigeren ikke foretog sig noget i den anledning, men i efteråret 1981 fik en henvendelse fra en af disse kunder vedrørende fremstilling af et håndtag med kasseformede bæregrebsparter. Kunden var bekendt med ansøgerens håndtag men fandt det ikke velegnet til sit formål. Indsigeren fremkom herefter med en konstruktion, som kunden var tilfreds med, og som ansøgeren iøvrigt nu også fremstiller. Det bemærkes, at indsigeren sideløbende hermed kontaktede os for at få bekræftet sin opfattelse af, at den nærværende patentansøgning ikke burde føre til patent, når der henses til det nye materiale, som vi har fremlagt under indsigelsen. Ved denne levering opfyldte indsigeren et behov hos sin kunde, hvilket behov naturligvis beror på håndtagets anvendelighed og er fuldstændigt uafhængigt af den stilling, i hvilken håndtaget er støbt. Det forekommer os derfor at være irrelevant at bringe dette forløb ind i sagen som et argument for opfindelsens patenterbarhed.

Vedr. ad 3. Vi er enige med ansøgeren i, at værktøjsproblematikken egentlig er irrelevant for så vidt angår opfindelsens patenterbarhed, og vi har i indsigelsesbegrundelsen alene omtalt dette punkt for at sikre, at direktoratet heller ikke tillægger værktøjsspørgsmålet nogen som helst betydning i forbindelse med vurdering af opfindelseshøjde. Alligevel indeholder dette stykke af svarskriftet en præcisering af, hvad der menes med et simplere sprøjtestøbningsværktøj. I den forbindelse skal vi kort henlede opmærksomheden på, at det værktøj, som benyttes til støbning af ansøgerens håndtag, indeholder mellem 30 og 40 udstødere, medens 2-8 udstødere er tilstrækkelig i et kæbeværktøj. Der kunne siges mange andre ting om værktøjerne, men da vi som ovenfor antydet er indforstået med, at dette lades ude af betragtning, skal vi blot anmode direktoratet om at måtte få lejlighed til at kommentere værktøjsspørgsmålet yderligere, såfremt direktoratet alligevel tillægger dette en betydning i forbindelse med vurdering af opfindelseshøjden.

Konklusion. Under henvisning til de ovenstående bemærkninger og til det af ansøgeren foreslåede nye krav 1 finder vi det utvivlsomt,

at opfindelsen ikke angiver noget konstruktivt nyt,

at krav 1 herefter kun angiver en støbestilling, som er i overensstemmelse med, hvad der fremgår ICI publikationerne, og

at det i krav 1 definerede håndtag endvidere er ubrugeligt i denne støbestilling og først udviser en praktisk betydning, når de kasseformede bæregrebsparter lukkes sammen, ligeledes i overensstemmelse med den fra nævnte publikationer kendte teknik.

Vi skal derfor anmode direktoratet om at afslå ansøgningen.«

Klageren anførte hertil i skrivelse af 7. marts 1984

»Indsigeren har påny gjort gældende, at det af indsigeren fremstillede poselukke med tilhørende bæregrebsparter, som er betegnet »S2«, har bæregrebsparter, som er forbundet med bærelisterne over et let bøjeligt forbindelsesstykke. I et forsøg på at dokumentere dette har indsigeren henvist til US Design patent nr. 257.128. Dette patent er blevet udstedt den 30. september 1980, dvs. efter den foreliggende ansøgnings indleveringsdag, og er derfor ikke et gyldigt modhold.

Under disse omstændigheder ser vi ingen grund til at kommentere modholdet, og vi formoder, at Patentdirektoratet vil se helt bort fra det.

Indsigeren har også henvist til britisk mønsterregistrering nr. 98 53 10 og har gjort gældende, at forbindelsesstykkets godstykkelse på afbildningerne vedrørende mønsteret er vist så lille som overhovedet muligt på en tegning, nemlig med en streg. Dette skulle efter indsigerens opfattelse dokumentere, at forbindelsesstykket er let bøjeligt.

Dette må kraftigt imødegås. For det første er det velkendt, at man på basis af afbildninger i mønstersager alene kan danne sig et indtryk af de relative dimensioner og ikke af de absolutte dimensioner. Det omhandlede forbindelsesstykke kan således i virkeligheden have en betydelig tykkelse, hvad det f.eks. utvivlsomt ville have, såfremt der er tale om et poselukke til en stor pose.

For det andet - og dette er vigtigere - kan man ikke alene på basis af en given godstykkelse drage nogen slutning om forbindelsesstykkets bøjelighed. Indsigeren vil næppe hævde, at såfremt det i den engelske mønsterregistrering viste poselukke var fremstillet af f.eks. aluminium, hvilket registreringen jo ikke udelukker, ville forbindelsesstykket ikke være let bøjeligt.

Det er i det hele taget meget sigende, at indsigeren gør sig så store anstrengelser for indirekte at søge at påvise, at de af indsigeren forhandlede poselukker af typen »S2« har let bøjelige forbindelsesstykker, når der foreligger mulighed for at foretage en direkte vurdering af de i handlen forekommende poselukker, jf. de af os indleverede prøver. Vi tager dette som et klart udtryk for, at indsigeren erkender, at de praktiske udførelsesformer for de af indsigeren udviklede poselukker ikke har bøjelige forbindelsesstykker.

At det heller ikke har været hensigten at tilvejebringe sådanne bøjelige forbindelsesstykker fremgår af den oprindelige beskrivelse i dansk patentansøgning nr. 3472/76, hvormed der i sin tid blev ansøgt om patent på poselukker af typen »S2«. En kopi af denne beskrivelse med krav vedlægges.

Vi skal specielt henvise til side 2-3 og side 6-7. På side 6 henvises navnlig til linie 35-38 og på side 7 til linie 7-11, hvoraf det klart fremgår, at den sekundære flig, som er den flig, der skal kunne bøjes for at blive indsat i slidsen 5 (eller 15), skal være stiv, selv i det tilfælde, hvor der i fligen er tilvejebragt huller for at spare materiale.

Det kan således konstateres, at indsigerens argumentation med hensyn til bøjeligheden af de områder i de kendte poselukker af typen »S2«, der svarer til forbindelsesstykkerne i poselukket ifølge opfindelsen, er i klar modstrid med såvel praksis som den teori, som indsigeren har opstillet i nævnte patentansøgning, og vi ser derfor ingen grund til nærmere at kommentere den forklaring, som fremgår af side 3, linie 4-21 i replikken.

Til bemærkningerne i sidste afsnit på side 3 - første afsnit på side 4 skal anføres, at indsigeren her klart underbygger vor udtalelse om, at man i »S2«-konstruktionen tilstræber at gøre zonen mellem bærelisten og bæregrebet stiv, medens man i poselukket ifølge opfindelsen tilstræber at gøre forbindelsesstykket let bøjeligt. At der på grund af det forhold, at bæregrebsparterne støbes i det væsentlige vinkelret på bærelisteplanet, kan ske det, at bærelisternes underkanter kommer til at gabe lidt, når bæregrebsparterne føres sammen, er en følge af, at det anvendte plastmateriale ikke er plastisk deformerbart. I øvrigt er denne tilbøjelighed til gabning helt uvæsentlig i forhold til de store fordele, der opnås med poselukket ifølge opfindelsen, ikke alene med hensyn til formværktøjer og produktionshastighed men også, når det gælder om at ilægge varer i de til poselukkeren knyttede poser. Således vil bæregrebsparterne under ifyldning af poserne befinde sig helt uden for det område, hvorigennem ilægningen finder sted, idet bæregrebsparterne som nævnt er »født« liggende vinkelret på bærelisterne. Dette er af meget stor betydning ved emballering af følsomme produkter, f.eks. strikvarer, som, hvis de griber fat i en bæregrebspart, vil kunne blive ødelagt ved, at der trækkes tråde ud af varerne.

Det kendte poselukke har den ulempe, at bæregrebsparterne, fordi de som ovenfor påvist gennem et stift område er forbundet med bærelisterne, har tendens til at klappe sammen og derved modvirke en uhindret ilægning, medmindre de trækkes bort fra hinanden. Dette er meget vanskeligt ved manuel ilægning af varer, idet man ikke samtidig kan ilægge varer og med hænderne holde bæregrebsparterne trukket bort fra hinanden.

Til afsnittet, der i replikken er betegnet Svarskriftets ad 2, dvs. side 5, linie 11 fra neden til side 7, linie 22, bemærkes, at der heri ikke ses at være fremført noget afgørende nyt. I øvrigt bygger indsigerens redegørelse i dette afsnit på den forudsætning, at det skulle være kendt at tilvejebringe et hængsellignende led mellem bæreliste og bæregrebspart, hvilket som nævnt er ukorrekt.

Sammenfattende kan det således fastslås, at de to træk, som kendetegner poselukket ifølge opfindelsen, nemlig

(1) et let bøjeligt forbindelsesstykke anbragt mellem en bæregrebspart og den tilhørende bæreliste og

(2) mindst een bæregrebspart støbt i det væsentlige vinkelret på bærelisteplanet,

hverken er beskrevet eller antydet i det af indsigeren fremdragne materiale.

Når hertil kommer, at poselukket ifølge opfindelsen som nævnt frembyder betydningsfulde tekniske fordele, både for såvidt angår produktion og brug, ses det ikke rettere, end at betingelserne for at opnå et patent er til stede.

Til forklaringen i sidste afsnit på side 7, første afsnit på side 8, skal vi blot bemærke, at det nu er dokumenteret, at den produktion af poselukker ifølge opfindelsen, som er sket hos indsigeren siden slutningen af 1981, er sket på trods af kendskabet til nærværende patentansøgning.'

I skrivelse af 27. april 1984 anførte indsigeren følgende

»Vore kommentarer vil først angå en imødegåelse af ansøgerens argumenter vedrører det forhold, som sagen nu (efter vor mening med rette) er koncentreret om, nemlig om de let bøjelige forbindeler mellem bærelisterne og håndtagshalvparterne var kendte før ansøgningens indleveringstidspunkt, jf. vor konklusion af 31. august 1983 »at opfindelsen ikke angiver noget konstruktivt nyt«, og vore kommentarer vil derefter vedrøre nogle konkrete punkter i nævnte duplik, som vedrører postulater og formuleringer, som uberettiget drager vor tidligere fremstilling af sagen i tvivl.

Indledningsvis kan vi naturligvis kun bekræfte, at USA Design Patent nr. 257 128 ikke er et gyldigt modhold, selv om det er udtryk for samme vare, som er vist i engelsk mønsterregistrering nr. 98 53 10. Dette forhold har vi været opmærksomme på lige fra starten, hvorfor vi med indsigelsesbegrundelsen af 26. januar 1983 fremlagde en erklæring fra Hr. Leif Hansen, hvor det nederste billede til venstre helt svarer til, hvad der fremgår af fig. 3 i det amerikanske mønster.

Det er således dokumenteret, at ovennævnte vare, nemlig »S2« håndtaget var kendt før ansøgerens indleveringsdato.

Nærmere betegnet var det altså før ansøgerens indleveringsdato kendt, at bæregrebsparten er forbundet med bærelisten via en bøjelig forbindelse, der er så let bøjelig som muligt, jf. dels materialsvækkelsen, og dels at en vridning af den tilhørende bæreliste ikke kan konstateres, når håndtagshalvparten drejes 90 grader omkring hængselleddet, således som det fremgår af ovennævnte billede.

I forhold til denne ubestridelige dokumentation er det særdeles bemærkelsesværdigt, at ansøgeren i sin duplik underbygger sine påstande med henvisning til dansk patentansøgning nr. 3472/76, og vi kan selv med den bedste vilje ikke uddrage andet, end at ansøgeren derved tilstræber at bortlede opmærksomheden fra de i det foregående afsnit nævnte faktiske forhold. Denne opfattelse er begrundet nedenfor.

Dansk patentansøgning nr. 3472/76 havde til formål at opnå en patentbeskyttelse på, at den sekundære flig skulle stikkes ind gennem en i den primære flig udformet, smal slids, hvis længde fortrinsvis svarer til længden af den sekundære flig, målt langs kantlisten. Dette princip viste sig imidlertid at være foregrebet, hvorfor ansøgningen ikke blev videreført. Som det fremgår af den tilhørende beskrivelse og tegningens snit, er det ved dette kendte håndtag ikke tilstræbt at opnå en bøjelig forbindelse mellem håndtagshalvparten og bærelisten, idet man havde forestillet sig, at den sekundære flig alligevel kunne føres ind gennem slidsen ved at tillade en vis vridning af den tilhørende bæreliste. Dette viste sig senere at være en forkert forudsætning, og det blev således konstateret, at det var afgørende, at håndtagshalvparten var let bøjelig i forhold til kantlisten. Dette blev opnået med det kendte »S2« håndtag. Den principielle forskel mellem håndtaget ifølge dansk patentansøgning nr. 3472/76, se fig. 8 og 9, og »S2« håndtaget er netop, at »S2« håndtagets godstykkelse er tydeligt svækket til opnåelse af den let bøjelige forbindelse i forhold til, hvad fremgår af sidstnævnte fig. 9, som viser en ensartet godstykkelse for kantlisten, »forbindelsesstykket« og bæregrebsparten.

Stykket linie 8-12 forneden på side 2 i ansøgerens duplik er derfor en uantagelig forvanskning af forholdene, idet man søger at bortlede opmærksomheden fra »S2« håndtaget ved at henvise til en patentansøgning, der viser et håndtag, som senere måtte modificeres til det, der i realiteten er »S2« håndtaget. I den for denne sag relevante sammenhæng adskiller det fra sidstnævnte patentansøgning kendte håndtag sig, som ovenfor forklaret, principielt fra »S2« håndtaget, og vi finder det derfor åbenbart, at henvisningen til dansk patentansøgning nr. 3472/76 er fuldstændig irrelevant, med mindre man søger at bortlede opmærksomheden fra det, som faktisk er »S2« håndtaget.

Den danske patentansøgning nr. 3472/76 viser med andre ord, at »S2« håndtaget, således som det er kendt fra det engelske mønster og fra de billeder, som er undertegnet af Hr. Leif Hansen, i princippet netop adskiller sig fra det nævnte patentansøgning kendte håndtag (fig. 8 og 9) ved, at der er tilvejebragt for en fagmand let erkendelige bøjelige forbindelser mellem bærelisterne og bæregrebsparterne. Af dansk patentansøgning nr. 3472/76 fremgår det klart, at håndtaget er fremstillet af formstof, og når fagmanden sammenholder dette håndtag med »S2« håndtaget, således som det fremgår af den tidligere indleverede dokumentation, finder vi det urealistisk at drage andre materialer, såsom aluminium, ind i billedet.

Foranlediget af ansøgerens generelle betragtninger vedrørende relative dimensioner, når et mønster vurderes særskilt, finder vi, at en relativ betragtning mellem den aktuelle godstykkelse for to lige store håndtag, som fremgår dels af fig. 9 i dansk patentansøgning nr. 3472/76 og dels af det engelske mønster, med al tydelighed viser, at det engelske mønster alene burde være tilstrækkelig dokumentation for at de let bøjelige forbindelsesstykker var kendte. Derudover må det huskes, at »S2« håndtaget var kendt som en af plast fremstillet handelsvare.

Ansøgeren har gennemgående taget en sådan argumentation i brug i forbindelse med de let bøjelige forbindelsesstykker, at vi har fået den opfattelse, at ansøgeren (ligesom indsigeren) finder, at patenterbarhedsspørgsmålet står og falder med, om det var kendt at tilvejebringe let bøjelige forbindelsesstykker mellem bærelisterne og bæregrebsparterne i håndtag af den omhandlede art. Hvis ansøgeren selv har tiltro til, at opfindelsen er patenterbar, ser vi heller ingen grund til, at han i sin duplik skulle indflette de nedenfor kommenterede hentydninger og postulater.

Idet der henvises til ansøgerens duplik af 7. marts 1984, skal vi yderligere henlede direktoratets opmærksomhed på følgende

Side 1, linie 11 forneden: »I et forsøg på ...«

Vor replik er absolut ikke et forsøg på at basere indsigelsen på det amerikanske mønster. På side 2 i vor replik af 31. august 1983 har vi i det midterste afsnit gjort opmærksom på det amerikanske mønster, da det er udtryk for samme vare, som fremgår af det engelske mønster, men vi har i umiddelbar tilknytning hertil bemærket, at det amerikanske mønster først var offentligt tilgængeligt den 30. september 1980 og har derfor henvist til de af Hr. Leif Hansen påtegnede fotografier.

Side 2, linie 13-20 forneden, hele afsnittet.

Dette afsnit er efter vor opfattelse en fuldstændig fordrejning af de faktiske forhold, som vi tidligere har påvist. Det står naturligvis indsigeren frit for at give udtryk for sin egen opfattelse, men vi må tage skarpt afstand fra, at dette tages som udtryk for, at indsigeren skulle erkende et forhold, som er i direkte modstrid med veldokumenterede og væsentlige dele af indsigelsesbegrundelsen. Specielt må vi tage afstand fra ansøgerens fremstilling, når det omhandlede afsnit er begrundet med, at »der foreligger muligheder for at foretage en direkte vurdering af de i handelen forekommende poselukker«. En sådan sammenligning kan naturligvis belyse sagen, men vi må fastholde, at nærværende sag vedrører en sammenligning af ansøgerens krav 1 med, hvad vi er fremkommet med af materiale, som direktoratet finder dokumenteret.

Side 3, linie 8: »klart underbygger .....«.

I sidste afsnit på side 3 af vor replik af 31. august 1983 er der absolut ikke indeholdt noget, som klart underbygger, at zonen mellem bærelisten og bæregrebet skal være stiv. Zonen skal naturligvis have den størst mulige styrke, som imidlertid er begrænset af den relativt ringe godstykkelse, som er nødvendig for at opnå den tilstræbte bøjelige forbinelse.

I samme afsnit erkender ansøgeren, at det kan ske, at bærelisternes underkanter kommer til at gabe lidt, men at denne tilbøjelighed til gabning er helt uvæsentlig i forhold til de store fordele, der opnås ved opfindelsen.

For det første er tilbøjeligheden til gabning absolut ikke uvæsentlig. Den er nemlig en teknisk dokumentation for den opfattelse, som vi har givet udtryk for i replikken af 31. august 1983 fra side 3, linie 12 forneden til side 4, linie 6. Nærmere betegnet udviser såvel »S2« håndtaget som ansøgerens håndtag en vis elastisk tilbagebøjning inden for rammerne af, hvad der kan betegnes som en let bøjelig forbindelse.

For det andet kan vi overhovedet ikke se, at der er påvist nogle store fordele, som ikke allerede var kendte. Ansøgeren henviser til formværktøjer og produktionshastighed, og vi skal i den anledning genfremsætte vor tidligere opfattelse af, at der absolut ikke opnås store fordele med hensyn til formværktøjer og produktionshastighed, og vi skal gentage vor anmodning om at måtte få lov til at uddybe værktøjsspørgsmålet, såfremt direktoratet overhovedet tillægger dette nogen betydning. Ansøgeren henviser herefter til, at ilægningen af varer ikke hindres af bæregrebsparterne, specielt når der er tale om strikkevarer. Med hensyn til bæregrebsparterne svarer dette argument til, hvad der fremgår af vor replik af 31. august 1983 side 3, linie 11-20. Der er således ikke tale om nogen ny fordel, men vi bemærker, at ansøgeren overhovedet ikke har kommenteret de flige, som vi har omtalt i nævnte replik side 4, linie 6-18. Sidstnævnte flige vil med sikkerhed gribe fat i strikketøjsmasker og forekommer os derfor at være en ulempe, som er fundet nødvendig ved den praktiske udførelsesform af ansøgerens håndtag.

Sammenfattende ses der således ikke at være forklaret nogle nye betydningsfulde tekniske fordele (se duplik side 4, linie 12). Endvidere finder vi det utvivlsomt, at ansøgningen heller ikke angiver noget konstruktivt nyt og skal derfor i al korthed henvise til vor konklusion i vor replik af 31. august 1983.'

Klageren henstillede i skrivelse af 19. november 1984 til Direktoratet, at indsigelsen afvistes, og anførte

»Uanset indsigerens ihærdige forsøg på at gøre bøjeligheden af bæregrebsparterne på det af indsigeren fremstillede »S2«-poselukke til et kardinalpunkt, er det ikke det, sagen drejer sig om.

Det afgørende problem er, om et poselukke som defineret i indledningen til krav 1 i fremlæggelsesskriftet og med følgende kendetegn

1) at i det mindste et lukkeorgan eller en bæregrebspart er forbundet med den tilhørende bærelistes øverste kant over et let bøjeligt forbindelsesstykke, og

2) at dette lukkeorgan eller denne bæregrebspart er støbt i det væsentlige vinkelret på bærelisteplanet

adskiller sig væsentligt fra de kendte poselukker. Forholdet er jo det, at indsigeren på trods af, at denne nu har ytret sig tre gange i sagen, ikke seriøst har draget opfindelsens nyhed i tvivl. Selv, hvis indsigeren havde ret i, at det omhandlede »S2«-poselukke har et let bøjeligt forbindelsesstykke, ville det ikke berøve opfindelsen sin nyhed, idet det er klart, at »S2«-poselukkets bæregrebsparter ikke er støbt i det væsentlige vinkelret på de respektive bærelisteplaner.

Der synes på et punkt at være enighed mellem indsigeren og os, nemlig om, at »S2«-poselukket må anses for at repræsentere den nærmest beslægtede kendte teknik ved vurderingen af opfindelseshøjden. Der synes heller ikke at være større uenighed om, hvorledes »S2«-poselukket fremstilles, nemlig ved anvendelse af et kæbeværktøj, hvor de to bæregrebsparter støbes i to planer, der danner en vinkel på kun 1053 med hinanden. Det ses heller ikke at være blevet bestridt, at en sådan fremstillingsmåde er behæftet med de på side 1, linie 28-35 i fremlæggelsesskriftet, omtalte gener, og at der var behov for at tilvejebringe et poselukke af den omhandlede art, som kan fremstilles under en mere effektiv køling og med større produktionshastigheder.

Endelig må det anses for ubestridt, at de ovenfor omtalte ejendommeligheder ved poselukket ifølge opfindelsen betinger, at kølingen af formværktøjet til poselukkets fremstilling kan gennemføres lettere og mere effektivt end ved brug af et kæbeværktøj, og at produktionshastigheden derved kan øges.

Indsigeren har bemærket, at der ved fremstillingen af poselukket ifølge opfindelsen kræves mere plads og et større lukketryk end ved fremstillingen af det kendte »S2«-poselukke med et kæbeværktøj. Denne bemærkning er efter vor opfattelse irrelevant ved bedømmelsen af opfindelsens patenterbarhed, idet man ved vurderingen af den opnåede tekniske virkning ikke skal foretage en total-betragtning. I øvrigt er det på ingen måde sansynliggjort, at en sådan total-betragtning ikke ville falde ud til fordel for poselukket ifølge opfindelsen.

Tilbage står spørgsmålet om, hvorvidt det var nærliggende at udforme et poselukke af den art, som er defineret i indledningen til krav 1 i fremlæggelsesskriftet med de to ovenfor nævnte kendetegn. Indsigeren har gjort sig store anstrengelser for at dokumentere, at det kendte lukke »S2« har det ene af disse kendetegn, og har sidst gentaget henvisningen til den af Hr. Leif Hansen underskrevne erklæring.

Denne erklæring kan efter vor opfattelse ikke tillægges anden betydning, end at den bekræfter, hvilket der er enighed om, jf. beskrivelsesindledningen i fremlæggelsesskriftet, nemlig, at »S2«-poselukket var kendt forud for nærværende ansøgnings indleveringsdag.

Ved undersøgelse af de i handelen værende »S2«-poselukker, jf. de til Patentdirektoratet indleverede prøver, kan man således konstatere, at afbildningen nederst til venstre på billeddelen af Hr. Leif Hansens erklæring alene viser, hvorledes den ene bæregrebspart kan tvinges ned og delvis indføres i slidsen i den modstående bæregrebspart, og at førstnævnte bæregrebspart nødvendigvis må befinde sig under spænding i den viste stilling.

Dette kan man let overbevise sig om ved at tage førstnævnte bæregrebspart ud af indgreb med den anden bæregrebspart, og man vil da se, at den øjeblikkeligt svinger tilbage til udgangsstillingen, hvor de to bæregrebsparter ligger tilnærmelsesvis parallelt. Dette viser med al ønskelig tydelighed, at forbindelsen ikke er let bøjelighed.

Der vedlægges et poselukke ifølge opfindelsen (3 expl.). Hvis man åbner dette poselukke vil man se, at en bæregrebspart kan bringes til at indtage en næsten vilkårlig, ubelastet stilling spændende fra en vinkel på fra 0 til 90 grader i forhold til bærelisteplanet. Her er der således tale om en let bøjelig forbindelse mellem bæregrebet og bærelisten.

Indsigeren har i andet afsnit på side 5 i indlægget af 27. april d.å. taget afstand fra en vurdering baseret på det i handelen forekommende »S2«-poselukke. Denne afstandstagen forekommer os besynderlig al den stund, indsigeren baserer hele sin argumentation vedrørende »let bøjelighed« på Hr. Leif Hansens erklæring, hvori der refereres til et produceret produkt. Hertil kommer, at den fremdragne engelske mønsterregistrering intet angiver om bøjelighed.

Det bestrides ikke, at »S2«-poselukket har et bøjeligt forbindelsesstykke, men den bøjelighed, der her er tale om, er af en anden karakter end den lette bøjelighed, som er en forudsætning for, at en bæregrebspart, der er støbt vinkelret ud fra bærelisteplanet, kan bøjes op i bærelisteplanet og her forenes med en på tilsvarende måde opbøjet bæregrebspart på den anden bæreliste.

Det må også bestrides, at det er nærliggende at modificere »S2«-poselukket på en sådan måde, at det får samme lette bøjelighed som poselukket ifølge opfindelsen, idet »S2«-poselukket bygger på en konstruktionside, der er betinges af, at forbindelsesstykket mellem et bæregreb og den tilhørende bæreliste er så stiv, at de to bæregrebsparter, efter at den ene er blevet indsat gennem slidsen i den anden, skal ligge så parallelt som muligt, selv uden at være sammenlåst.

På denne baggrund er der slet intet grundlag for at anse en konstruktion, der udover ovennævnte let bøjelige forbindelsesstykke omfatter en bæregrebspart eller et lukkeorgan, der er støbt i det væsentlige vinkelret på bærelisteplanet, for at være nærliggende.

Det skal bemærkes, at Den Europæiske Patentorganisation er nået til samme konklusion, idet EPO den 16. august d.å. udstedte et Europa-patent, nr. 0 045 775, på basis af en til nærværende ansøgning svarende Europapatentansøgning.'

Skrivelse af 31. januar 1985 fra indsigeren indeholdt følgende bemærkninger

I.Kommentarer til ansøgerens indlæg af 19. november 1984.

Som allerede antydet vil denne del af vort indlæg have karakter af indholdet i vort indlæg af 27. april 1984 fra midt på side 4 til nederst side 6.

Indledningsvis skal vi dog tilkendegive, at der er enighed om det, som ansøgeren anfører i sit indlæg på side 2, linie 1-6 samt sidste sætning på side 4. Vi kan kun beklage, at nærværende indlæg forsinker sagen i nogle få måneder, men har som anført i vort brev til direktoratet af 3. december 1984 fundet det helt nødvendigt at fremkomme med vore bemærkninger.

Vedr. linie 7-14 fra neden på side 1

Disse linier er kommenteret fra to forskellige synsvinkler under III.

Vedr. linie 5-7 fra nede på side 1

Vi overlader til Patentdirektoratet at afgøre, hvorvidt vi ved de tidligere og nærværende indlæg har draget opfindelsens nyhed i tvivl på seriøs måde.

Vedr. linie 1-5 fra neden på side 1

I disse linier forestiller ansøgeren sig den forudsætning, at det omhandlede »S2« håndtag har et let bøjeligt forbindelsesstykke. Under den antagelse hævder ansøgeren, at opfindelsens nyhed ikke er berøvet, idet han fastslår, at »S2« håndtagets bæregrebsparter ikke er støbt i det væsentlige vinkelret på de respektive bærelisteplaner. Dette er en klar undvigelse fra det faktum, at denne støbestilling fremgår af de fremdragne ICI publikationer. Specielt i publikationen PP 112 fremgår det klart af fig. 8, at de dele, som er indbyrdes sammenhængende via en let bøjelig forbindelse, danner en indbyrdes vinkel på 90 grader.

Vedr. linie 6-24 på side 2: I disse linier kommer ansøgeren endnu engang tilbage til værktøjs-problematikken, og vi skal i den forbindelse, ligesom tidligere, genfremsætte vor anmodning om at få lejlighed til at ytre os særskilt, såfremt direktoratet overhovedet tillægger denne problematik nogen betydning i forbindelse med vurdering af opfindelseshøjden.

Vedr. linie 25-30 på side 2

I disse linier argumenterer ansøgeren alene ud fra kendskabet til »S2« håndtaget og ser atter helt bort fra ICI publikationerne. Af disse publikationer fremgår det, at det adskillige år inden ansøgningens indleveringsdato var kendt at støbe via let bøjelige forbindelser indbyrdes forbundne, kasseformede dele i en fra en brugsstilling forskellig vinkelstilling.

Vedr. linie 1-12 på side 3

I disse liniers første afsnit hævder ansøgeren, at Hr. Leif Hansen's erklæring »alene viser ...«. Herved undlader ansøgeren atter at imødegå vort argument i sin helhed, idet det af det omhandlede billede efter vor opfattelse klart fremgår, at forbindelsen i »S2« håndtaget er let bøjelig. Denne opfattelse baserer vi på det forhold, som allerede er angivet i tredje afsnit på side 2 i vort indlæg af 27. april 1984. Vedrørende linie 8-12 skal vi fastslå, at de første linier omhandler det mekaniske begreb »elasticitet«, og at ansøgeren på dette grundlag konstaterer, at forbindelsen ikke er let bøjelig (»med al ønskelig tydelighed«). Et sådant ræsonnement beror efter vor opfattelse på enten en bevidst fordrejning af deformerbare stoffers mekanik eller ukendskab til samme. Det vil vides, at bøjelighed og elasticitet dækker over vidt forskellige, hver for sig veldefinerede mekaniske egenskaber, og at der ikke er nogen entydig sammenhæng mellem disse størrelser. I femte afsnit på side 3 skelnes der tilsyneladende mellem forskellige »karakterer« af bøjelighed, hvilket vi ikke forstår den tekniske mening med, men vi skal tillade os at henvise til indlæggets del III, hvoraf det fremgår, at den i forhold til »S2« håndtaget relativt mindre elasticitet ved håndtaget ifølge ansøgningen ikke er en forudsætning for den tekniske funktion. Tredje og fjerde afsnit på side 3 indeholder efter vor opfattelse ikke noget, som yderligere kan styrke ansøgerens påstand eller svække vor opfattelse.

Vedr. side 3, linie 4 fra neden til side 4, linie 3 foroven

Vi mener ikke på noget tidspunkt at have hævdet de øverst side 4 angivne forhold, som må tilskrives ansøgerens fantasi og således ikke ses at kunne udgøre noget argument for, om det er nærliggende at »modificere« (vort ordvalg: dimensionere) »S2« håndtaget på en sådan måde, at det får samme »lette bøjelighed« (vort ordvalg: elasticitet) som poselukket ifølge den påståede opfindelse.

Vedr. side 4

Det andet afsnit på side 4 er vi selvsagt aldeles uenige i, og med hensyn til det tredje afsnit henviser vi til indlæggets del II. Vedrørende fjerde afsnit skal vi indtrængende anmode direktoratet om også at hæfte sig ved de af vore bemærkninger, som ansøgeren ikke vil kommentere, f.eks. ansøgerens egen henvisning til dansk patentansøgning nr. 3472/76, jf. fjerde afsnit på side 2 i vort brev af 27. april 1984. ansøgerens konklusioner på side 2, linie 12 forneden til side 3, linie 6 foroven i indlægget af 7. marts 1984 forekommer derfor at bero på et fejlagtigt grundlag.

II.Vedr. den tilsvarende europæiske patentansøgning.

Som ansøgeren anfører i sit seneste indlæg er den tilsvarende europæiske patentansøgning blevet udstedt (ifølge vore oplysninger den 10. oktober, således at indsigelsesfristen udløber den 10. juli 1985). Den væsentligste årsag til, at vi i vort brev af 3. december anmodede om at måtte vente med nærværende indlæg indtil den 1. februar har været, at der skulle være tid til at opnå en tidssvarende aktindsigt i den europæiske ansøgnings behandling. Som appendix vedlægger vi samtlige akter, som vi er kommet i besiddelse af ved aktindsigt omkring nytåret 84/85.

Af dette appendix vil det fremgå, at det europæiske patentkontor var blevet opmærksom på amerikansk mønsterregistrering nr. 257 128 (Houlberg), men at henvisningen nu i stedet vedrører det tilsvarende tyske smagsmønster (vi har tidligere henledt opmærksomheden på det tilsvarende engelske mønster).

Ved behandlingen af den europæiske patentansøgning konstateres det, at »S2« håndtaget ifølge nævnte mønsterregistrering er den mest relevante teknik. Under den forudsætning, altså at »S2« håndtaget var det eneste relevante grundlag, har det europæiske patentkontor udstedt ansøgningen og dermed tilkendegivet, at der er noget opfinderisk i at støbe håndtaget i en udfoldet stilling, idet der herved kan opnås i og for sig kendte kasseformede håndtagshalvparter. Vi skal ikke bestride, at en opfindelse kunne være baseret på denne erkendelse, men skal fastholde, at netop denne erkendelse klart fremgår af ICI publikationerne. Kendskabet til såvel »S2« håndtaget som ICI publikationerne er efter vor opfattelse en klar dokumentation for, at den danske patentansøgning (og de tilsvarende udenlandske patentansøgninger) ikke indeholder noget opfinderisk nyt.

III. Bemærkninger vedr. opfindelseshøjden.

I denne del af vort indlæg vil vi anmode direktoratet om ved dets vurdering af opfindelseshøjden for den påståede opfindelse at tage nedenstående bemærkninger i betragtning.

For det første skal vi under henvisning til vore bemærkninger i forbindelse med femte afsnit på side 3 i ansøgerens indlæg af 19. november 1984 fremsætte følgende tankeeksperiment. Hvis man tænker sig, at ansøgerens seneste patentkrav 1 blev godkendt, ville dette i realiteten betyde, at indsigeren ville krænke det udstedte patent ved at støbe i det mindste den ene håndtagshalvpart fra »S2« håndtaget (med uforandret dimensionering af hængselleddene) i en vinkel på ca. 90 grader i forhold til den tilhørende bærelistes plan. Med andre ord ville indsigeren krænke patentet ved at støbe et kendt håndtag »S2« i den fra ICI publikationerne kendte støbestilling, hvorfor dette tankeeksperiment repræsenterer en helt uholdbar situation. Heroverfor kunne ansøgeren naturligvis anføre, at indsigeren herved ville opnå et håndtag, hvor bærelisternes underkant ville have større tilbøjelighed til at gabe, for så vidt der ved dimensioneringen vælges en større elasticitet for den let bøjelige forbindelse mellem bærebjælken og håndtagshalvparten. Denne virkning kan imidlertid fuldstændig elimineres ved at forsyne underkanten af bærelisten med nogle midlertidigt faste forbindelser, f.eks. netop af den art, som fremgår af den prøve af ansøgerens håndtag, som vi vedlagde med vort indlæg af 31. august 1983, jf. specielt side 3, sidste afsnit til nederst side 4. Specielt skal der på side 4 henvises til linie 3-6, og at ansøgeren i sine efterfølgende indlæg helt synes at have overset disse forhold. Den påståede tekniske effekt ved opfindelsen vil således forekomme over et bredt spektrum af de bøjelige forbindelsers elasticitet og kan som ovenfor forklaret opnås ved at støbe et kendt håndtag på en kendt måde.

For det andet skal vi anføre, at nærværende sag forekommer at have interessante lighedspunkter med dansk patentansøgning nr. 1004/76, som blev afslået af Patentdirektoratet, hvis afgørelse blev stadfæstet af Patentankenævnet. Lighedspunkterne er efter vor opfattelse følgende, idet der henvises til den vedlagte afgørelse fra Patentankenævnet

a) Nederst side 7 er klagerens (ansøgerens) og indsigerens synspunkter efter vor opfattelse umiddelbart kan overføres på den foreliggende indsigelse.

b) Ved vurderingen af opfindelseshøjden har det haft betydning, hvad der med rette kunne udledes af en offentlig- gjort mønsteransøgning.

c) Specielt kan klagerens bemærkninger på side 7, linie 4-6 forneden sættes i direkte relation til nærværende indsigelsessg, idet der henvises til indlægget af 19. november 1984, side 1, linie 7-14 fra neden.

Konklusion.

Efter at nærværende sag nu har været diskuteret gennem så mange indlæg og anskuet fra så mange forskellige synsvinkler, finder vi med rette at kunne vende tilbage til vor konklusion af 31. august 1983 og fortsat hævde,

at opfindelsen ikke angiver noget konstruktivt nyt,

at krav 1 herefter kun angiver en støbestilling, som er i overensstemmelse med den fra nævnte publikation kendte teknik.

Efter vor overbevisning har sagsgangen yderligere bekræftet denne konklusion, og vi skal derfor anmode direktoratet om at afslå ansøgningen i sin helhed.'

Hertil bemærkede klageren i skrivelse af 5. august 1985

»Indsigeren har i indledningen til ovennævnte skrivelse erkendt, at bemærkningerne i afsnit I i denne skrivelse til dels er gentagelser. Efter indsigerens opfattelse er disse gentagelser blevet nødvendiggjort af, at ansøgeren ikke har imødegået indsigerens argumenter på acceptabel måde. Hvilket formål det skal tjene, at gentage argumenterne oplyses imidlertid ikke. Indsigeren kan vel ikke mene, at uholdbare argumenter bliver bedre af at blive gentaget.

Vi skal i det følgende alene kommentere afsnittene II og III i indsigerens skrivelse, idet vi for så vidt angår afsnit I skal henvise til de tidligere fremsatte synspunkter.

Som tidligere oplyst har Europapatentmyndigheden udstedt et patent på basis af den tilsvarende Europapatentansøgning. Ydermere har den norske patentmyndighed godkendt den tilsvarende norske patentansøgning til fremlæggelse.

Vi skal iøvrigt bemærke, at det er ukorrekt, når indsigeren i forbindelse med omtalen af ovennævnte Europapatentansøgning bemærker, at det europæiske patentkontor var blevet opmærksom på amerikansk mønsterregistrering nr. 257 128 (Houlberg). Forholdet er det, at ansøgeren oprindeligt henledte EPO's opmærksomhed på den nævnte US mønsterregistrering blev offentliggjort efter den foreliggende ansøgnings indleveringsdag foranledigede, at der i stedet indsattes en henvisning til tysk Gebrauchmusterregistrering nr. 78 20 068.

I øvrigt skal vi bemærke, at det repræsenterer en betydelig undervurdering af den europæiske (og dermed også af den danske og norske sagsbehandler), når indsigeren antager, at det ved godkendelse af opfindelsens patenterbarhed ikke er taget i betragtning, at det er kendt at fremstille plastkasser på den i ICI-publikationerne omtalte måde. Forholdet er snarere det, at de pågældende sagsbehandlere har konkluderet, at det ikke var nærliggende at modificere denne kendte støbeteknik til løsning af det her foreliggende problem, idet der er tale om klart forskellige problemstillinger, jf. vore bemærkninger i svarskriftet af 26. maj 1983 side 3, 4. afsnit - side 5, 2. afsnit.

Med hensyn til det i afsnit III i skrivelsen af 3. januar d.å. omtalte tankeeksperiment skal vi bemærke, at det er helt urimeligt at belaste indsigelsesproceduren med spørgsmål om, hvad der ville indebære en krænkelse af et patent udstedt på basis af de foreliggende patentkrav, idet indsigeren eller i det mindste indsigerens fuldmægtig burde vide, at direktoratets opgave alene er at vurdere patenterbarheden af opfindelsen, og at det ligger uden for direktoratets kompetance at vurdere en krænkelsessituation - hvad enten denne er reel eller teoretisk.

Indsigerens bemærkninger om, at sagen har interessante lighedspunkter med dansk patentansøgning nr. 1004/76 er om muligt endnu mindre relevante end de øvrige argumenter, som er blevet fremsat fra indsigerens side. Der er i den fremlagte ankenævnsafgørelse tale om vurderingen af patenterbarheden af et hængsel, som ikke har nogen som helst lighed med genstanden ifølge den foreliggende opfindelse og i lyset af en kendt teknik, som ikke har nogen lighed med den kendte teknik, der danner grundlag for den foreliggende opfindelse og i lyset af en kendt teknik, som ikke har nogen lighed med den kendte teknik, der danner grundlag for den foreliggende opfindelse. Når indsigeren ydermere giver udtryk for, at klagerens (ansøgerens) synspunkter, som er opsummeret nederst på side 7 i ankenævnets afgørelse, umiddelbart kan overføres på den foreliggende sag, er der tale om en utilladelig forenkling af problemerne.

Ydermere skal det bemærkes, at det ikke af os er blevet bestridt, at en offentliggjort mønsterregistrering kan udgøre et gyldigt modhold for så vidt, der er tale om illustration af en genstands opbygning. Det vi har bestridt er, at man på basis af et afbildet poselukke kan udtale sig om bøjeligheden af et forbindelsessted mellem to elementer, jf. ansøgerens duplik af 7. marts 1984, side 2.

Konklusion.

Som det vil fremgå af ovenstående samt de tidligere indlæg i sagen har indsigeren ikke formået at påvise, at opfindelsen savner den for patentering fornødne nyhed og opfindelseshøjde. Indsigeren har heller ikke skabt berettiget tvivl om, at der med opfindelsen opnås en væsentlig ny teknisk virkning. Betydningen af denne nye tekniske virkning er åbenbart også blevet erkendt af indsigeren, der jf. ansøgerens duplik af 7. marts 1984, side 4, næstsidste afsnit, ikke har bestridt, at indsigeren producerer poselukker ifølge opfindelsen.

Vi skal under henvisning til ovenstående høfligst henstille at direktoratet afviser indsigelsen.«

Med skrivelse af 4. april 1986 indleverede klageren forslag til nye krav, der lød således

»1. Fremgangsmåde til fremstilling af et poselukke omfattende to parallelle bærelister, som ved enderne er fast forbundne med forbindelsesorganer, der i det væsentlige strækker sig over bærelisternes fulde højde, hvilke bærelister er beregnet til at blive fastgjort til modstående dele af den åbne ende af en pose, og med bærelisternes øverste kanster forbundne lukkeorganer eller bæregrebparter, kendetegnet ved, at i det mindste et lukkeorgan eller en bæregrebpart støbes i det væsentlige vinkelret på den tilhørende bærelistes plan og med et let bøjeligt forbindelsesstykke mellem bærelistens øverste kant og lukkeorganet eller bæregrebparten.

2. Fremgangsmåde ifølge krav 1, kendetegnet ved, at støbningen foretages på en sådan måde, at der i hvert forbindelsesstykke tilvejebringes en svækningslinie, der strækker sig parallelt med bærelistens øverste kant.«

I skrivelsen anførtes

»Under henvisning til mødet den 14. oktober 1985 med sagsbehandleren, ing. Lapain, hvorunder det af sagsbehandleren blev tilkendegivet, at patentkravene snarere bør rettes mod en fremgangsmåde til fremstilling af et poselukke end mod selve poselukket, skal vi oplyse, at selv om ansøgeren ikke finder en sådan ændring af ansøgningen påkrævet, fremsendes hermed et forslag til ny beskrivelse med krav rettet mod fremgangsmåden til fremstilling af det omhandlede poselukke.

Idet vi henviser til vore indlæg i forbindelse med den nedlagte indsigelse skal vi understrege, at den omhandlede fremgangsmåde er ny og frembyder meget væsentlige tekniske fordele, således som det bl.a. er forklaret i indledningen til den foreslåede beskrivelse.

Vi ser derfor ikke rettere, end at fremgangsmåden er patenterbar.«

Patentdirektoratet udtalte i skrivelse af 7. juni 1988

»Efter fornyet gennemgang af sagen finder vi, at opfindelsen, som denne kommer til udtryk i kravene af 4. april 1986, er forklaret i beskrivelsens almindelige del, se side 1, linie 16-37, over for den kendte teknik til fremstilling af et poselukke med »S2«-greb. Et sådant poselukke er fremsendt i model den 26. maj 1983, og modellens rigtighed er bekræftet af indsigeren, jf. skrivelse af 31. august 1983, side 2, 1. afsnit.

Krav 1's indledning ses under hensyntagen hertil at måtte præciseres som vist på bilag 871019-A.

Krav 1's kendetegnende del synes at rumme en konstruktionsændring ved det poselukke, der er angivet i kravets indledning, jf. de til krav 1's kendetegnende del vedføjede bemærkninger. Ved den angivne fremgangsmåde fremstilles således ikke den genstand, der er angivet i kravets indledning.

Hvis man lader det anførte træk omhandlende et let bøjeligt forbindelsesstykke udgå, vil et poselukke med »S2«-greb fremstillet efter fremgangsmåden have bæregreb, der står vinkelret på bærelisterne, og poselukket vil have ændrede brugsegenskaber, idet der vil kræves større kraft til lukningen og bærelisterne formentlig vil skræve forneden efter lukningen.

Beskrivelsens specielle del ses ikke at indeholde eksempler på poselukker, der hidtil er blevet støbt i kæbeværktøj, men som nu kan fremstilles ifølge opfindelsen.

Imidlertid finder vi nu, at poselukket ifølge opfindelsen udgør noget nyt i forhold til den kendte teknik, jf. her indsigerens brev af 12. december 1982 og beskrivelsen til EP patent nr. 45.775.

Hvis krav 1 i fremlæggelsesskriftet derfor præciseres som vist på bilag 871019-B, (svarer til de fremlagte krav) og de i fremlæggelsesskriftet, side 3, linie 13-17 og 21-28, beskrevne bæregrebsparter nærmere angives i kravets kendetegnende del, mener vi, at der er skabt et patenterbart poselukke, som i forhold til det i kravets indledning angivne lukke (dvs. et lukke med »S2«-greb) er hurtigere at samle, kræver mindre anvendelse af kraft ved samlingen og er behageligere at holde på som følge af grebenes kasseprofil, idet det eventuelt også kan anføres som fordel, at bærelisterne lettere vil kunne holdes parallelle under posens fyldning.'

Klageren indleverede herpå nye krav med skrivelse af 7. december 1988, kravene lød således

»1. Poselukke bestående af sprøjtestøbt termoplastisk materiale, og omfattende to parallelle bærelister (1), som ved enderne er fast forbundet med forbindelsesorganer, der i det væsentlige strækker sig over bærelisternes fulde højde, hvilke bærelister (1) er beregnet til at blive fastgjort til modstående dele af den åbne ende af en pose, og med bærelisternes (1) øverste kanter gennem bøjelige forbindelsesstykker (2) forbundne lukkeorganer (6,7) eller bæregrebparter (3,4) kendetegnet ved, at forbindelsesstykket (2) for i det mindste et lukkeorgan (6,7) eller bæregrebparten (3,4) er støbt i et plan, som i det væsentlige er vinkelret på den hosliggende bærelistes (1) plan.

2. Poselukke ifølge krav 1, kendetegnet ved, at hvert forbindelsesstykke (2) har en svækningslinie (5), der strækker sig parallelt med bærelistens (1) øverste kant.

3. Poselukke ifølge krav 1 eller 2, kendetegnet ved, at de to bæregrebparter (3,4) har U-formet profil og at bredden af den ene bæregrebsparts U-profil er så meget mindre end bredden af U-profilet af den anden part, at førstnævnte U-profil kan indføres i sidstnævnte, når de åbne sider af de to U-profiler vender mod hinanden.«

I skrivelsen anførtes

»Som det fremgår af de foreslåede ændrede patentkrav er krav 1's indledning blevet præciseret som foreslået af Patentdirektoratet i bilag 871019-13, nemlig ved at angive, at poselukkets lukkeorganer eller bæregrebsparter er forbundet med bærelisternes øverste kanter gennem bøjelige forbindelsesstykker. Den kendetegnende del af kravet er blevet ændret i overensstemmelse med nævnte præcisering og der er ydermere blevet angivet, at lukkeorganet eller bæregrebsparten er støbt i et plan, der forløber i det væsentlige vinkelret på den hosliggende bærelistes plan.

Sidstnævnte præcisering må anses for påkrævet i betragtning af, at det er tvivlsomt om forbindelsesstykket i poselukkets lukke- eller bærestilling er i det væsentlige vinkelret på bærelisten.

Det skal iøvrigt bemærkes, at den nævnte angivelse indgår i hovedkravet i det tilsvarende Europapatent nr. 0 045 775, jf. vedlagte kopi af Europapatentskriftet.

Præciseringen af hvorledes lukkeorganet/bæregrebsparten er støbt er iøvrigt en naturlig følge af, at krav 1 er blevet begrænset til et sprøjtestøbt poselukke.

Direktoratet har i ovennævnte betænkning tilkendegivet, at krav 1 yderligere bør begrænses til anvendelsen af de i fremlæggelsesskriftet beskrevne bæregrebsparter.

En sådan begrænsning er efter vor opfattelse ikke ønskelig eller påkrævet.

Hovedformålet med opfindelsen er som det fremgår af beskrivelsesindledningen i fremlæggelsesskriftet at tilvejebringe et poselukke, som er simplere og hurtigere at fremstille end de nærmest beslægtede kendte poselukker - såkaldte »S2«-greb, som fremstilles i et relativt kompliceret kæbeværktøj, jf. side 1, linie 22-27 i fremlæggelsesskriftet og opnåelsen af dette formål er ikke betinget af en særlig udformning af bæregrebsparterne.

Med poselukket opnås den yderligere fordel at lukkeorganerne/bæregrebsparterne kan bibringes en væsentlig kraftigere profilering, der som et særtilfælde kan være en U-formet profil, end bæregrebsparterne på det kendte poselukke.

På denne baggrund ses der ikke at være behov for en begrænsning af hovedkravet til anvendelsen af de omtalte specielt udformede bæregrebsparter.

Vi skal i denne forbindelse bemærke, at EPO i en afgørelse af 24. februar 1988 i en indsigelsessag rejst af samme firma, som har nedlagt indsigelse mod nærværende patentansøgning, har accepteret, at et poselukke defineret i det væsentlige på samme måde som i det foreslåede krav 1 er nyt og patenterbart, jf. vedlagte kopi af ovennævnte afgørelse.'

Patentdirektoratet besluttede ved skrivelse af 30. januar 1990 at afslå ansøgningen om patent og meddelte følgende

»1. Vi mener, at nogle af de grunde, som indsigeren har anført, er til hinder for, at ansøgningen kan imødekommes, og vi har derfor afslået den under henvisning til patentlovens § 16. Den nærmere begrundelse følger nedenfor.

2. Den kendte teknik angivet i krav 1's indledning omfatter nu et »S2«-greb af den art, der blev indleveret som model den 26. maj 1983, og som har de i kravet nævnte »bøjelige forbindelsesstykker (2)». Det nævnte greb ses desuden at være nærmere forklaret i fremlæggelsesskriftets beskrivelse, side 1, linie 12-22.

Ifølge fremlæggelsesskriftets beskrivelse, side 1, fremstilles det kendte greb i et kæbeværktøj, hvor hver bæregrebspart ligger i en vinkel på ca. 10 grader i forhold til det plan, hvori den tilsvarende bæreliste befinder sig. Det fremgår, at den således spidse vinkel vanskeliggør afkølingen og bevirker, at der ikke kan opnås en stor produktionshastighed.

Formålet med opfindelsen må af fremlæggelsesskriftet, side 1, linie 36-37, forstås at være at tilvejebringe et lukke, som er simplere og hurtigere at fremstille end lukker med det kendte greb.

Vi finder intet usædvanligt i at angive dette formål i forbindelse med bæregreb af den foreliggende art, og vi mener, at det vil være nærliggende for en fagmand at angive de midler, der fremgår af krav 1's kendetegnende del for at opnå formålet.

Efter vor mening vil det således umiddelbart kunne erkendes af fagmanden, at kølehastigheden vil kunne øges, hvis den omtalte vinkel øges, og at en stilling, hvor de to bæregrebsparter går vinkelret ud fra bærelisten dvs. ligger i hovedsagelig samme plan, vil være fordelagtig.

Vi mener desuden at det vil være naturligt for fagmanden, der samtidig skal tage hensyn til, at bæregrebsparterne skal kunne samles, at gøre forbindelsesstykkerne let bøjelige, idet fagmanden her vil udnytte sin viden om, hvad der er almindeligt kendt ved støbning af kasseformede, hængslede emner, f.eks. æsker med låg, jf. indsigerens brev af 26. maj 1983, side 4, linie 1-7 og 14-18, og ICI-brochurerne PP 112 og PP 123 bilagt dette brev.

Krav 2 mener vi kun angiver en foranstaltning, der er selvfølgelig for en fagmand.

Krav 3 angår udformning af de to bæregrebsparter med U-formet profil for derved at opnå et poselukke, der er særligt velegnet til transport af tunge varer i den tilhørende pose, jf. forslaget af 7. december 1988 til ændring af beskrivelsesindledningen.

Krav 3 udtrykker derfor efter vor mening den samme opfindelse som det oprindelige krav 3 af 12. februar 1980, medens krav 1 og 2 udtrykker den samme opfindelse som de oprindelige krav 1 og 2.

I vort brev af 1. august 1980 angav vi, at de oprindelige krav 1 og 2 og de oprindelige krav 3-7 angik to af hinanden uafhængige opfindelser og forlangte ansøgningen begrænset til kun at angå den ene af disse opfindelser.

I Deres brev af 2. februar 1981 har De begrænset ansøgningen til kun at angå den opfindelse, der er indeholdt i de oprindelige krav 1 og 2.

De må derfor anses for endeligt at have afstået fra den opfindelse, der er indeholdt i de oprindelige krav 3-7, jf. § 49 i PB, og krav 3 må således udgå.

Vi beklager samtidig, at vi ved affattelsen af vort brev af 7. juni 1988, jf. side 1, nederst, og side 2, øverst, ikke har været fornødent opmærksom på den omtalte begrænsning, men fejlagtigt har givet indtryk af, at der i krav 1 kunne optages træk vedrørende de bæregrebparter, der er beskrevet i fremlæggelsesskriftet, side 3, hvad der ville medføre, at krav 1 ville komme til at angå den opfindelse, der er indeholdt i de oprindelige krav 3-7.«

Denne afgørelse har klageren ved skrivelse af 30. marts 1990 indbragt for Patentankenævnet med påstand om, at afslaget ophæves. Som klagebegrundelse anføres i skrivelse af 10. september 1990

»Som det fremgår af Patentdirektoratets skrivelse af 30. januar d.å., er afslaget af ans. nr. 0598/80 baseret på to hovedargumenter, nemlig

(1) at formålet med opfindelsen er at tilvejebringe et lukke, som er simplere og hurtigere at fremstille end lukker med det kendte greb (»S2«-greb), og at direktoratet intet finder usædvanligt ved at angive dette formål i forbindelse med bæregreb af den foreliggende art og

(2) at det vil være nærliggende for en fagmand at angive de midler, der fremgår af krav 1's kendetegnende del for at opnå formålet.

For så vidt angår det første hovedargument, skal vi bemærke, at selvom formuleringen af formålet med opfindelsen i sig selv ikke anses for at være det patentbegrundende ved den foreliggende opfindelse, så udgør erkendelsen af de produktionsmæssige problemer, der er knyttet til de kendte S-greb, en ikke uvæsentlig del af opfindelsen, hvilket vi skal gøre nærmere rede for i det følgende.

De omhandlede poselukker omfatter to parallelle bærelister, som ved enderne er forbundet med forbindelsesorganer, der i det væsentlige strækker sig over bærelisternes fulde højde. De nævnte forbindelsesorganer fikserer de to bærelister i forhold til hinanden i såvel bærelisternes længderetning som deres tværretning og muliggør derved, at lukkeorganer eler bæregrebsparter, som er forbundet med bærelisternes øverste kanter, positioneres således i forhold til hinanden, at de let kan bringes til at samvirke og derved kan fremkalde en lukning af den tilhørende pose, henholdsvis kan bringes i et sådant indbyrdes indgreb, at de danner et bæregreb for posen. Sidstnævnte kan være udformet med det formål, at pose med indhold skal kunne ophænges på en bærestang eller som et egentligt bærehåndtag, som føles behageligt i hånden ved transport af pose med indhold.

Tilstedeværelsen af de nævnte forbindelsesorganer ved bærelisternes ender frembyder imidlertid produktionsmæssige problemer, der skyldes, at de sammenhængende bærelister skal udstøbes i en tilstand, hvor de ligger i det væsentlige parallelt.

Problemet bliver særlig stort, når bærelisterne som det er tilfældet med bærelisterne i poselukket ifølge opfindelsen, har fra bærelisternes øverste kanter udragende lukkeorganer eller bæregrebsparter, og specielt når sidstnævnte skal være profilerede eller have hulheder på de sider, som vender mod hinanden, når disse lukkeorganer/bæregrebsparter bringes i indgreb, idet der hertil kræves komplicerede formværktøjer, ligesom der opstår store problemer ved udtagning af formparterne fra de nævnte hulheder samt med at opnå en ønsket hurtig afkøling af de dele af formen, som befinder sig i mellemrummet mellem lukkeorganerne/bæregrebsparterne.

Da de til bærelisterne og lukkeorganer/bæregrebsparter anvendte plastmaterialer har en betydelig elasticitet, har man søgt at reducere de ovenfor omtalte afformnings- og afkølingsproblemer ved at støbe lukkeorganet/bæregrebsparten under en vinkel på ca. 10 grader i forhold til den hosliggende bæreliste, dvs. i en stilling, hvor lukkeorganer/bæregrebsparter krænger ud fra hinanden.

Denne produktionsmåde er imidlertid relativt kompliceret og tidskrævende, og det er korrekt som anført i direktoratets ovennævnte skrivelse, at formålet med opfindelsen er at tilvejebringe et lukke, som er simplere og hurtigere at fremstille end det kendte greb.

Med hensyn til det andet hovedargument skal det indledningsvis bemærkes, at det ejendommelige ved opfindelsen består i

(a) at forbindelsesstykket for i det mindste eet lukkeorgan eller een bæregrebspart har form som et hængselsled og

(b) at lukkeorganet eller bæregrebsparten er støbt i et plan, som i det væsentlige er vinkelret på den hosliggende bærelistes plan.

Opfindelsen er baseret på den erkendelse, at de ovenfor omtalte produktionsmæssige problemer kan elimineres eller væsentligt reduceres ved at forlade den hidtil anvendte teknik, hvor man som nævnt støber bærelister og de hosliggende lukkeorganer/bæregrebsparter i det væsentlige i samme plan og i stedet støbe bærelisterne i et plan og de tilhørende lukkeorganer/bæregrebsparter i et plan vinkelret herpå.

Denne produktionsmåde er muliggjort ved, at hvert lukkeorgan/bæregrebspart er forbundet med den hosliggende bæreliste via et hængselsled.

Tilstedeværelsen af et sådant hængselsled muliggør, at lukkeorganet/bæregrebsparten let kan føres fra den stilling, hvori den er »født«, til en stilling, hvor det/den ligger i samme plan som den hosliggende bæreliste, og at lukkeorganet/bæregrebsparten let kan bringes i indgreb med et tilsvarende lukkeorgan/bæregrebspart på den anden bæreliste.

Denne operation kan udføres manuelt, men det er ligeledes muligt at foretage lukningen maskinelt, f.eks. i forbindelse med automatisk fyldning og tillukning af de tilhørende plastposer.

Hverken det ovenfor omtalte S-greb, hvis opbygning er nærmere omtalt på side 1, linie 12-27 i fremlæggelsesskrift nr. 145054, eller de poselukker, som er beskrevet i de under sagsbehandlingen, herunder indsigelsesproceduren, fremdragne litteratursteder, har de ovenfor omtalte karakteristiske træk (a) og (b).

Poselukket ifølge opfindelsen er således nyt, hvilket iøvrigt heller ikke er bestridt af Patentdirektoratet, og opfylder således det ene hovedkriterium for at blive patenteret.

I forbindelse med vurderingen af det andet hovedkriterium, nemlig om opfindelsen adskiller sig væsentligt på den kendte teknik, har Patentdirektoratet som ovenfor nævnt fremsat det hovedargument, at det vil være nærliggende for en fagmand at angive de midler, der fremgår af krav 1's kendetegnende del for at opnå formålet med opfindelsen.

Dette er nærmere begrundet med (i) at det umiddelbart vil kunne erkendes af fagmanden, at kølehastigheden vil kunne øges, hvis den omtalte vinkel øges, og at en stilling, hvor de to bæregrebsparter går vinkelret ud fra bærelisten vil være fordelagtig og (ii) at det vil være naturligt for fagmanden, der samtidig skal tage hensyn til at bæregrebsparterne skal kunne samles for at gøre forbindelsesstykkerne let bøjelige, idet fagmanden her vil kunne udnytte sin viden om, hvad der er almindeligt kendt ved støbning af kasseformede hængslede emner, f.eks. æsker med låg.

Denne argumentation er efter vor opfattelse usaglig og uholdbar.

Som fremhævet af Patentdirektoratet i skrivelsen af 30. januar 1990 er formålet med opfindelsen at tilvejebringe et lukke, der er simplere og hurtigere at fremstille end lukker med det kendte greb.

Formålet med opfindelsen er således ikke blot at øge kølehastigheden. Baggrunden for at der ønskes tilvejebragt poselukker, der er simplere og hurtigere at fremstille, er ikke blot køleproblemer ved fremstilling af de kendte poselukker, men som ovenfor omtalt også at de hidtil anvendte formværktøjer (kæbeværktøjer) er komplicerede at fremstille og bruge og giver store afformningsproblemer, specielt når der ønskes fremstillet lukkeorganer/bæregrebsparter med en profilering eller hulheder på de sider, der vender ind mod hinanden, når lukkeorganerne/bæregrebsparterne er i indgreb.

Det er derfor ikke berettiget at se tilvejebringelsen af et lukke, som er simplere og hurtigere at fremstille end de kendte bæregreb, som et spørgsmål om at opnå en større kølehastighed.

Vi må derfor kraftigt bestride, at det skulle være nærliggende for en fagmand at støbe lukkeorganerne/bæregrebsparterne i et plan, der ligger vinkelret på den hosliggende bærelistes plan.

Patentdirektoratet anvender her en klart uacceptabel retroperspektivisk vurderingsform, samtidig med at det ud af sammenhængen tager momenter, der underbygger dets konklusion, og ser bort fra momenter, der trækker i modsat retning.

I øvrigt ses den fra æskefremstilling kendte produktionsteknik dels at vedrøre et i forhold til den omhandlede lukkefremstilling fjerntliggende teknik område og dels indebærer æskefremstillingen jo, at de to dele, som er forbundne med et hængsel, støbes i samme plan og ikke vinkelret på hinanden.

Der er således tale om en tilsnigelse, når det antages, at der ved opfindelsen anvendes en på æskefremstilling kendt teknik.

Vi skal i øvrigt bemærke, at det forekommer os helt i modstrid med moderne patentpraksis at foretage en sådan opsplitning af opfindelsen, som det er sket i skrivelsen af 30. januar 1990.

Opfindelsen må efter vor opfattelse bedømmes under et og ikke ved isoleret at bedømme de komponenter, som indgår heri.

Foretager man en sådan helhedsvurdering, ser vi ikke rettere end, at den væsentlig adskiller sig på den kendte teknik, hvilket bl.a. kommer til udtryk ved en værdifuld, ny teknisk virkning.

For at tydeliggøre opfindelsen fremsendes hoslagt forslag til nye patentkrav og til ændring af beskrivelsen ifølge fremlæggelsesskriftet.

De foreslåede patentkrav er identiske med det forslag, som har dannet grundlag for Patentdirektoratets afslag bortset fra, at ordet »bøjelige« i kravets indledning er udgået og »er let bøjeligt« i den kendetegnende del af krav 1 er blevet ændret til »har form som et hængselsled«.

Med hensyn til krav 2 bemærkes, at det som forklaret i beskrivelsesindledningen angiver en udførelsesform, som frembyder den fordelagtige tekniske virkning, at bøjningsbevægelsen lokaliseres til en forudbestemt zone, hvorved det gøres lettere at bringe lukkeorganerne/bæregrebsparterne på modstående bærelister i indgreb med hinanden.

Vi skal høfligst henstille, at Patentankenævnet godkender opfindelsens patenterbarhed på basis af de foreslåede patentkrav.'

De af ansøgeren nye foreslåede patentkrav af 10. september 1990 er således.

»1. Poselukke bestående af sprøjtestøbt termoplastisk materiale og omfattende to parallelle bærelister (1), som ved enderne er fast forbundet med forbindelsesorganer, der i det væsentlige strækker sig over bærelisternes fulde højde, hvilke bærelister (1) er beregnet til at blive fastgjort til modstående dele af den åbne ende af en pose, og med bærelisternes (1) øverste kanter gennem forbindelsesstykker (2) forbundne lukkeorganer (6,7) eller bæregrebsparter (3,4), kendetegnet ved, at forbindelsesstykket (2) for i det mindste eet lukkeorgan (6,7) eller een bæregrebspart (3,4) har form som et hængsel, og at lukkeorganet (6,7) eller bæregrebsparten (3,4) er støbt i et plan, som i det væsentlige er vinkelret på den hosliggende bærelistes (1) plan.

2. Poselukke ifølge krav 1, kendetegnet ved, at hvert forbindelsesstykke (2) har en svækningslinie (5), der strækker sig parallelt med bærelistens (1) øverste kant.«

Indsigeren har i skrivelse af 28. december 1990 svaret herpå

»Ansøgeren har indanket Patentdirektoratets afslag af 30. januar 1990, hvilket afslag er baseret på en usædvanlig omfattende skriftveksling samt en mundtlig forhandling. Under den mundtlige forhandling tilkendegav Patentdirektoratet, at der ikke var noget opfinderisk nyt i den konstruktion , som ansøgeren nu har opnået europæisk patent på (EP patent nr. 45775) men direktoratet foreslog at ændre opfindelsen til en ansøgning på en fremgangsmåde til fremstilling af et håndtag med en så specifik konstruktion, at ansøgeren ikke ønskede dette, og hvor direktoratet efterfølgende blev opmærksom på, at de nødvendige præciseringer alligevel ikke var mulige, da grundlaget herfor var udgået af ansøgningen på et tidligere tidspunkt.

Patentdirektoratet har efter vor opfattelse således været meget imødekommende over for ansøgeren.

Vi har bidraget til at skriftvekslingen er blevet så omfattende, idet vi gang på gang har følt os provokeret til at korrigere ansøgerens argumenter, som efter vor opfattelse var vildledende.

Blandt vore indlæg under indsigelsen ønsker vi specielt at holde Ankenævnets opmærksomhed på indlægget af 31. januar 1985, der også indeholder en konklusion.

Derudover skal vi kun henvise til en speciel passage af ansøgerens svar på vor indsigelsesbegrundelse af 26. maj 1983. Der henvises til de to første afsnit på side 4, hvor vi er enige med ansøgeren i, at man udelukkende ud fra kendskab til US patentskrift nr. 3 462 068 og de fremdragne ICI-publikationer godt kunne hævde at der var nyhed og dermed måske også opfindelseshøjde i at anbringe de bøjelige forbindelsesstykker netop mellem en bæreliste og en tilhørende bæregrebspart, og ansøgeren fortsætter i tredie afsnit på side 4 med at hævde, at indsigerens indvendinger er baseret på en efterrationalisering. Ved denne argumentation negligerer ansøgeren fuldstændig, at »S2«-håndtaget viser en konstruktion med præcis de samme konstruktive træk som er genstand for dansk patentansøgning nr. 0598/80.

Ansøgeren anerkender, at »S2«-håndtaget var kendt således som det er defineret under indsigelsesproceduren, men hævder altså alligevel over for Patentankenævnet at ansøgerens konstruktion er patenterbar i forhold hertil.

Vi anmoder Patentankenævnet om at stadfæste Patentdirektoratets afgørelse.

Ansøgerens tilsvarende europapatent fortjener nogle kommentarer, idet Patentankenævnet bør være bekendt med, hvorfor indsigeren opgav at forfølge indsigelsen i den tilsvarende europæiske sag. Der er to årsager hertil.

Den ene årsag er, at markedsforholdene for det aktuelle produkt har ændret sig væsentligt siden den danske indsigelse blev indgivet i 1982. Der var således ikke tilstrækkelig økonomi i at søge at vinde den europæiske indsigelse, jf. også næste afsnit.

En anden grund er, at vi i 1985 vurderede chancerne for at vinde indsigelsessagen over for EPO til at være under middel. Det vil være velkendt at kravene til opfindelseshøjde i europæiske patentansøgninger tidligere har været lavere end det har været praksis i Danmark. Inden for de senere år, er der sket en tilpasning ved at kravene til opfindelseshøjde ved europæiske patenter er blevet skærpede og kravene til opfindelseshøjde ved nationale danske patentansøgninger er reduceret lidt, alt med henblik på at den europæiske praksis og de kontraherende landes nationale praksis skal nærme sig hinanden.

Indsigelsesfristen i den europæiske sag udløb den 16. maj 1985 og først den 10. oktober henholdsvis den 22. november 1985 blev der afsagt kendelser ved EPO's Technical Board of Appeal, som måske kunne have ændret vor rådgivning i forbindelse med den europæiske indsigelse. Det drejer sig om decision henholdsvis T195/84 og T176/84.

Ansøgerens bemærkninger i klagebegrundelsen side 5, vedrørende »moderne patentpraksis«, opfordrer til at forklare lidt mere om de to ovennævnte kendelser fra EPO.

I 1988 udkom for første gang »European Patents Sourcefinder«, som udgives af The Chartered Institute of Patent Agents. Fra denne bog har vi vedlagt en kopi af index side s/29 vedrørende Inventive step hvor vi specielt henviser til undertitlen Common General Knowledge som er afgørende i den foreliggende sag, nemlig til belysning af spørgsmålet om hvorvidt kendskabet til ICI-publikationerne og kendskabet til »S2«-håndtaget indebærer, at ansøgerens konstruktion er helt selvfølgelig for en fagmand.

Idet der henvises til sidstnævnte bilag er kun T80 og T419 fremhævet, dvs. de øvrige er ikke publicerede afgørelser. T80 vedrører en kemisk sag som vanskeligt kan sættes i relation til den foreliggende sag, medens T419 er offentliggjort i European Journal nr. 5 1986. T419 indeholder en krydsreference til en lignende afgørelse T439, som svarer til T176/84.

Disse to afgørelser som vedrørende henholdsvis en flyvemaskinevinge og en blyantspidser er helt væsentlige for den skærpede praksis ved EPO med hensyn til opfindelseshøjde. Når der henses til den praksis der kan udledes af de nævnte EPO-afgørelser, er det for os helt åbenbart at ansøgerens bemærkning på side 5 i klagebegrundelsen, det 5. afsnit »fjerntliggende teknisk område« er en fejlagtig påstand.

Vi forventer ikke at Ankenævnet behøver at beskæftige sig med nutidig europæiske patentpraksis, som vi sidestiller med det ansøgeren betegner moderne patentpraksis men vi forestiller os, at ansøgeren kunne fremkomme med sine kommentarer til de europæiske afgørelser, hvis han fortsat ønsker at fastholde at det at sprøjtestøbe lukkede plastæsker i åben stilling er et fjerntliggende teknisk område i forhold til at sprøjtestøbe et kendt bærehåndtag i en tilsvarende stilling.

I øvrigt er det vor opfattelse, at hensynet til tredjemand indebærer, at den foreliggende sag skal afgøres i henhold til, hvad der var (relativt strengere) dansk praksis på tidspunktet for fremlæggelsen hvilket kan sammenlignes med at patentloven fra dette tidspunkt at regne, ikke længere tillader udvidelse af patentkravene uanset at der er basis for dette i beskrivelsen. Hvis Ankenævnet ikke er enig i dette synspunkt, anmoder vi om at måtte fremkomme med vor detaljerede bemærkninger til en sammenligning mellem den foreliggende ankesag og de nævnte Board of Appeal Decisions.

Andre bemærkninger til ansøgerens synspunkter i klageskriftet.

På side 2 lidt over midten i klagebegrundelsen har ansøgeren fremhævet problemstillingen ved opfindelsen »specielt når sidstnævnte (bæregrebsparterne) skal være profilerede eller have hulheder på de sider som vender mod hinanden«. Efter indsigerens opfattelse er det netop her, fagmanden gør brug af sin helt almindelige viden fra ICI-publikationerne samt kendskab til »S2«-håndtagets konstruktion. Ansøgeren anerkender endog, at det var kendt at støbe bæregrebsparten på »S2«-håndtaget under en vinkel på ca. 10 grader i forhold til den hosliggende bæreliste og hvorfor det så skulle være opfinderisk at støbe den i 90 grader er os uforståeligt, når der henses til det som fagmanden er almindelig bekendt med fra ICI-publikationerne.

Herefter skal vi opholde ved ansøgerens punkt (a) og (b) på side 3 i klageskriftet.

Det erkendes, at det er nyt at støbe bæregrebsparten vinkelret på den hosliggende bærelistes plan, men som det fremgår lige ovenfor fastholder vi ligesom Patentdirektoratet, at det er nærliggende for en fagmand.

Dernæst skal vi fastholde endnu engang, at det under (a) anførte var kendt. »S2«-håndtaget har helt klart et som hængselled udformet forbindelsesstykke mellem en bæregrebspart og den tilhørende bæreliste. Ansøgerens påstand er her endnu et eksempel på, hvad vi har anført i nærværende indlæg side 2, linie 11-14.

Ansøgeren påstår yderligere på side 4 i klagebegrundelsen, at poselukket ( genstanden ) er nyt »hvilket i øvrigt heller ikke er bestridt af Patentdirektoratet«. Det bemærkes, at Patentdirektoratet har stillet sig velvillig over for et fremgangsmådekrav til fremstilling af en konstruktion med den helt specifikke kasseformede udformning af bærehåndtagene, hvilket imidlertid ikke viste sig muligt af formelle grunde.

Med hensyn til ansøgerens bemærkning side 4 midten »denne argumentation er efter vor opfattelse usaglig og uholdbar«, skal vi henvise til vore bemærkninger vedrørende de europæiske afgørelser og overlade til Ankenævnet, at afgøre om det også finder argumentationen usaglig og uholdbar. Vi bemærker at ansøgerens nederst på side 4 siger, at det ikke blot drejer sig om at øge kølehastigheden, men vedrører værktøjernes kompleksitet og afformningsproblemer i forbindelse med profilering eller hulheder af bæregrebsparterne, hvilket vi hævder er fuldstændigt banalt for en fagmand, jf. ICI-publikationen og kendskabet til »S2«-håndtaget.

Til 2. afsnit på side 5 i klagebegrundelsen bemærker vi at det kraftigt må fastholdes at ansøgerens konstruktion angiver en for en fagmand helt nærliggende løsning. Denne opfattelse hænger helt sammen med vore tidligere bemærkninger til det der i øvrigt er anført på side 5 i klagebegrundelsen.

Endelig skal vi tillade os at være tvivlende over for hvorvidt ændringen i krav 1 »har form som et hængselled« er tilladelig, jf. klagebegrundelsen side 6, 2. afsnit. Efter vor opfattelse udelukker den nye formulering ikke ar hængselleddet kan være et sædvanligt hængsel bestående af to dele, der sammenholdes af en hængselaksel. Krav 1 i dansk fremlæggelsesskrift nr. 145 054 vedrører et helt specielt hængsel, nemlig et integralhængsel. I øvrigt finder vi ikke at der bør opnås noget reelt ved denne omformulering.'

Ankenævnet har behandlet sagen på sit møde den 26. november 1992.

For klageren mødte civilingeniør Iver Kyed med direktør Jørn Peter Houlberg.

For indsigeren mødte civilingeniør Flemming Wittrup.

Klageren gjorde gældende, at det ansøgte har såvel nyhed som opfindelseshøjde.

Klageren anførte herved nærmere, at den vinkelrette støbning med fortsat indbyrdes forbindende bærelister både letter afkølingen og en eventuel automatisk fyldning. ICI-brochurerne bør ikke anvendes som modhold, idet de vedrører et andet område, hvor problemstillingen ikke er den samme. Der henvistes herved til begrundelsen for afgørelsen af det tilsvarende Europa-patent.

Indsigeren anførte, at det ikke kan anses som fjerntliggende at inddrage de nævnte ICI-brochurer. De køletekniske fordele kan ikke påberåbes som egenskaber ved håndtaget, men alene ved køleteknikken og støbeformen.

Ankenævnet skal udtale

Det bemærkes, at det er kendt at støbe håndtag i vinkel og dermed nærliggende at gøre vinklen større. Det findes ikke at være nogen væsentlig egenskab ved konstruktionen at støbe vinkelret. Herefter og i øvrigt af de af direktoratet anførte grunde

bestemmes

Den påklagede afgørelse stadfæstes.

Grønning-Nielsen. F. Grønbæk. F. Niordson. P. Terndrup Pedersen.

Endelig adm. afgørelse 1993 60445 Valid

Patentankenævnet stadfæstede Patentdirektoratets afgørelse, hvorefter et poselukke ikke adskilte sig fra kendt teknik.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →