Klageren burde have været anset som part såvel under klagesagen i Finanstilsynet som under dennes genoptagelse. Som følge heraf burde klagesagen genoptages over for klageren, og bank- og sparekasselovens § 50 b, stk. 5 (tidligere § 50 a, stk. 5) var derfor ikke til hinder for, at der nu tillagdes klager aktindsigt.

Klageren burde have været anset som part såvel under klagesagen i Finanstilsynet som under dennes genoptagelse. Som følge heraf burde klagesagen genoptages over for klageren, og bank- og sparekasselovens § 50 b, stk. 5 (tidligere § 50 a, stk. 5) var derfor ikke til hinder for, at der nu tillagdes klager aktindsigt.

(Bilag til kendelsen ikke optrykt).

K har i skrivelse af 26. oktober 1990 og senere skrivelser klaget over, at Finanstilsynet bl.a. i skrivelse af 8. oktober 1990 (j.nr. 2222, A.1.4., A.1.6.1.) over for ham har afslået at foretage en undersøgelse efter bank- og sparekasseloven af Sparekassen B A/S (nu C A/S) deltagelse i et »management-buy-out« i selskabet D A/S fra de tidligere ejere af selskabet til direktørerne i 4 datterselskaber, direktør K (E A/S), direktør F (G A/S), direktør H (I A/S) og direktør A (L A/S).

I. Forløbet af sagsbehandlingen.

A. Klagen over Finanstilsynets afgørelse af 8. oktober 1990.

Det fremgår af sagen, at den indledes med en klage til Finanstilsynet af 27. marts 1990 fra direktør A. I skrivelse af 20. april 1990 til Finanstilsynet tiltrådte direktør K denne klage. Direktør K har endvidere indsendt forskellige skrivelser til klagesagen i Finanstilsynet og er efter det oplyste i et enkelt tilfælde blevet orienteret om et indlæg fra Sparekassen B, men har ikke i øvrigt fået tillagt partsstilling i sagen. Klagesagen blev afgjort ved en skrivelse til direktør A af 20. juli 1990 fra Finanstilsynet. Direktør K modtog en genpart af afgørelsen. Afgørelsen vedlægges kendelsen som bilag 1.

Den 17. september 1990 klagede direktør K yderligere til Finanstilsynet, der uden yderligere undersøgelse herefter den 8. oktober 1990 direkte over for direktør K afviste klagen. Finanstilsynets afgørelse af 8. oktober 1990 vedlægges klagen som bilag 2.

I skrivelse af 26. oktober 1990 har direktør K klaget til Erhvervsankenævnet over afgørelsen. I skrivelse af 8. februar 1991 fra advokat M på vegne direktør K til Erhvervsankenævnet, skrivelse af 11. april 1991 fra samme til samme, skrivelse af 20. juni 1991 fra samme til samme, skrivelse af 29. oktober 1991 fra samme til samme og skrivelse af 17. februar 1992 fra samme til samme er klagen uddybet. Erhvervsankenævnet har endvidere modtaget forskellige indlæg og forskelligt materiale fra direktør K.

B. Klagen over Finanstilsynets afgørelse af 22. januar 1991 med begæring om partsstilling og aktindsigt.

Allerede i august måned 1990 blev klagesagen, afgjort den 20. juli 1990, genoptaget efter anmodning fra direktør A. Direktør K blev ikke gjort bekendt hermed, men indsendte under genoptagelsen foruden klagen af 17. september 1990, som Finanstilsynet tog stilling til den 8. oktober 1990, jfr. ovenfor, forskellige andre skrivelser af 26. oktober 1990, 13. november 1990 og 3. januar 1991. Endelig afgørelse i den af direktør A initierede genoptagelse af den oprindelige klagesag blev truffet af Finanstilsynet ved skrivelse af 11. januar 1991. Direktør K blev ikke gjort bekendt hermed. Derimod besvarede Finanstilsynet de af direktør K indsendte skrivelser af 26. oktober 1990, 13. november 1990 og 3. januar 1991 med en skrivelse af 22. januar 1991. Finanstilsynets afgørelse af 22. januar 1991 vedlægges kendelsen som bilag 3. I skrivelse af 8. februar 1991 har advokat M på vegne direktør K tillige indbragt denne afgørelse for Erhvervsankenævnet. Advokat M har herunder gjort gældende, at direktør K er berettiget til at blive gjort bekendt med det aktmateriale, der foreligger i den af A initierede sag, som K tilsluttede sig den 20. april 1990, i første omgang afgjort den 20. juli 1990, endeligt afgjort den 11. januar 1991, idet han på lige fod med direktør A efter sin stilling og forløbet af behandlingen må anses som part.

C. Klagen over Finanstilsynets afgørelse af 6. august 1992 og 28. august 1992 vedrørende partsstilling og aktindsigt.

Under sagsbehandlingen i Erhvervsankenævnet har K i skrivelse af 20. juli 1992 anmodet Finanstilsynet om at oplyse, hvem advokat N repræsenterede ved et møde, som blev afholdt med deltagelse fra Finanstilsynet, direktør J og advokat N den 20. oktober 1990 under genoptagelsen af behandlingen af A's klage over Sparekassen B's rolle ved overtagelsen af D A/S.

Den 6. august 1992 har Finanstilsynet meddelt, at man ikke er berettiget til at give de nævnte oplysninger under henvisning til, at tilsynets ansatte efter § 50 a, stk. 1, i bank- og sparekasseloven er undergivet tavshedspligt med hensyn til, hvad de gennem deres virksomhed bliver vidende om, jfr. offentlighedslovens § 14. Finanstilsynet har samtidig om direktør K's mulighed for som part at få den ønskede oplysning henvist til, at bank- og sparekasselovens § 50 a, stk. 5, begrænser partsbegrebet i forvaltningslovens § 9 til de institutioner, som Finanstilsynet fører tilsyn med.

I skrivelse af 12. august 1992 til Finanstilsynet har direktør K herefter henvist til, at § 50 a, stk. 5, først er indført ved lov nr. 306 af 16. maj 1990, der trådte i kraft den 1. januar 1991. Direktør K har i den forbindelse peget på, at han den 20. april 1990 tiltrådte A's klage af 27. marts 1990 og gjort gældende, at det næppe kan være korrekt, når Finanstilsynet, som begrundelse for ikke at anse ham som part, har henvist til bank- og sparekasselovens § 50 a, stk. 5, da bestemmelsen ikke kan anvendes på et forhold vedrørende en klage, som er indgivet og tiltrådt af ham før bestemmelsen trådte i kraft. Det vil ikke være i overensstemmelse med god forvaltningsskik. Direktør K har herved gjort opmærksom på afgørelsen fra Folketingets Ombudsmand, beretningen 1987, p. 64 ff. og p. 67, 2. sp. ff. I forbindelse med denne henvendelse har direktør K endvidere den 24. august 1992 påny rejst krav om at blive gjort bekendt med Finanstilsynets endelige afgørelse af 11. januar 1991 i den af direktør A initierede og af ham tiltrådt klage, under henvisning til at advokat N har modtaget en genpart af klagen.

Finanstilsynet har den 28. august 1992 besvaret direktør K's henvendelse af 12. august og 24. august 1992. Skrivelsen af 28. august 1992 vedlægges kendelsen som bilag 4.

Finanstilsynets afgørelse af 28. august 1992, jfr. afgørelsen af 6. august 1992, har direktør K indbragt for Erhvervsankenævnet den 25. august 1992, efter at han af Finanstilsynet telefonisk var blevet gjort bekendt med, at afslaget af 6. august 1992 ville blive fastholdt, således som det skete ved den ovenfor refererede skrivelse af 28. august 1992 fra Finanstilsynet, fremsendt af direktør K til Erhvervsankenævnet den 31. august 1992.

Den 7. september 1992 har ankenævnet bekræftet modtagelsen og meddelt direktør K, at de nævnte skrivelser ville indgå i ankenævnets materiale ved behandlingen af den oprindelige klage af 26. oktober 1990. Ved skrivelse af 1. december 1992 har Erhvervsankenævnet anmodet Finanstilsynet om en udtalelse, herunder om tilsynets opfattelse af forholdet til bank- og sparekasselovens § 50 a, stk. 5, såfremt det lægges til grund, at klageren må anses som part efter forløbet af sagen forud for ikrafttrædelsen af den nævnte bestemmelse den 1. januar 1991.

Finanstilsynet har besvaret anmodningen i skrivelse af 28. december 1992, der er optaget i kendelsen under afsnit V, D. Efter at være blevet gjort bekendt med Finanstilsynets udtalelse, har advokat M henvist til, at direktør K har rejst sagen i 89 og 90 og således før end § 50 a, stk. 5, i bank- og sparekasseloven trådte i kraft den 1. januar 1991 og at § 50 a, stk. 5, er begrundet først og fremmest i et hensyn til fremmed tilsynsmyndighed. Direktør K har i det væsentlige i skrivelse af 13. januar 1993 fastholdt de synspunkter, som han tidligere har gjort gældende i sagen.

II. Klagerens redegørelse for sagens baggrund.

Klagerens indlæg i sagen har et meget betydeligt omfang og indeholder en stor mængde detaljer.

I hovedtræk sammenfattes klagerens oplysninger således

Den 12. januar 1989 rettede B investment afdeling henvendelse til direktør A, idet sparekassen tilbød at være rådgiver ved gennemførelse af et »management-buy-out« vedrørende D A/S, der var udbudt til salg som koncern, forestå den juridiske og revisionsmæssige rådgivning ved at pege på eksterne rådgivere for »management-buy-out«»et, yde lån til projektet i en størrelsesorden ... mio. kr. og yde lån til de 4 ovennævnte direktører til deltagelse i projektet.

Initiativet førte til følgende aftale af 21. marts 1989 mellem direktør K, E A/S, direktør F, G A/S, direktør A, L A/S, og direktør H, I A/S og B Investment Bank.

(Citat af aftalen udtaget, da den må anses for at være fortrolig.)

Den 3. april 1989 erhvervede B aktiekapitalen (300.000 kr.) i selskabet A/S PSE nr. 2939 (tomt). Selskabets navn blev samme dag ændret til D Holding A/S.

Den 28. april 1989 erhvervede D Holding A/S aktiemajoriteten i D A/S (ca. 90%) for ... mio. kr.

Klageren har gjort gældende, at aftalen af 21. marts 1989 aldrig er blevet bragt til udførelse, men at B, der på grund af § 1, stk. 4, i den dagældende bank- og sparekasselov ikke selv kunne erhverve D A/S, har benyttet »management-buy-out«»et til alligevel selv at overtage D A/S for dermed selv at opnå den økonomiske gevinst, som åbenbart ville fremkomme, såfremt man erhvervede koncernen samlet og dernæst opløste ved frasalg af de af koncernen omfattede datterselskaber. I den forbindelse har klager bl.a. peget på, at den i »management-buy-out«»et af 21. marts 1989 aftalte videreførelse af D A/S, omfattende L A/S, I A/S, G A/S og E A/S, ikke er bragt til udførelse, idet samtlige D A/S selskaber, jfr. aftalen § 2, og D A/S og E A/S, er solgt. Den i »management-buy-out«»et aftalte ledelse, jfr. aftalens § 3, er aldrig etableret, ligesom aftalens § 7 om etablering af fremmed kapital gennem institutionelle investorer heller ikke er udført eller forsøgt udført. Samtidig med erhvervelsen af A/S PSE nr. 2939 og navneændringen til D Holding A/S blev der, hemmeligholdt for de øvrige deltagere, afholdt 2 generalforsamlinger i selskabet. Herved indsatte B 2 egne medarbejdere og en advokat som bestyrelse i D Holding A/S. Denne eneråden blev opretholdt indtil sommeren 1989, hvor B fremlagde en tegningsliste og aktionæroverenskomst, der var tilbagedateret til den 3. april 1989 og som klart afveg fra forudsætningerne i forbindelse med gennemførelsen af det aftalte »management-buy-out«. Uden at de øvrige deltagere var blevet gjort bekendt hermed, havde B forinden stillet en aktietegningsgaranti, der efterfølgende gav B mulighed for at hævde, at når B nu ønskede at overtage aktiekapitalen selv, var det med henblik på afvikling af forudgående engagement jfr. § 1, stk. 4, i den dagældende bank- og sparekasselov. Samtidig var der endvidere ved ændringen af bank- og sparekasseloven, jfr. lov nr. 327 af 24. maj 1989, skabt hjemmel for, at pengeinstitutter også kunne drive anden virksomhed med henblik på medvirken ved omstrukturering i erhvervsvirksomheder. Efter den fremlagte tegningsliste og aktionæroverenskomsten blev den oprindelige forudsatte fordeling af aktiekapitalen i D Holding A/S med ... mio. kr. til hver af de 3 direktører og B, ... kr. til en direktør og ... mio. kr. til institutionelle investorer ændret, således at B tillige overtog sidstnævnte post. B forlangte af de øvrige deltagere, at de skulle underskrive tegningslister og aktionæroverenskomst. B henviste til, at det var nødvendigt af hensyn til forhandlingerne med de institutionelle investorer. Forhandlinger, som det senere er oplyst, aldrig har fundet sted. Klageren blev tvunget til at skrive under, idet B tilkendegav, at man ikke ellers ville yde ham fornøden lån og andre faciliteter, som han havde fået løfte om. B har senere over for Finanstilsynet givet udtryk for, at grunden til, at man ønskede selv at indtræde, var, at man derved undgik, at garantistillelsen, der udløb den 21. september 1989, blev aktuel. På det pågældende tidspunkt havde B sikkerhed for, at P A/S var solgt eller kunne sælges med en meget betydelig merfortjeneste. Klager har endvidere bl.a. henvist til, at en forudsat samarbejdsaftale mellem B og de øvrige deltagere -som efter det aftalte skulle udarbejdes af direktør K - blev negligeret af B indtil få dage før, B gennem sin stemmemajoritet havde gennemtvunget salg af D A/S til ... i strid med »management-buy-out« aftalen, hvorfor en samarbejdsaftale aldrig blev indgået. Klager har endelig på en række andre punkter henvist til, at B under foregivende af at forhandle med institutionelle investorer, ved tilbageholdelse af oplysninger, problemer med dateringer, for sene eller manglende anmeldelser, ved gennem sin eneråden at placere egne medarbejdere også i datterselskaberne i strid med indgåede aftaler, har gennemført opløsningen af D A/S til egen fordel - og ikke som aftalt bl.a. med klager ved medvirken til et »management-buy-out«. B har endelig overtrådt de børsetiske regler, eller en analogi heraf, ved at indløse direktør A's aktiepost til en langt højere kurs end de øvrige deltagere.

III. Klagers angivelse af de forhold, der bør undersøges af Finanstilsynet.

1.

Sparekassen B (C A/S) købte i eget navn D Holding A/S den 3. april 1989 og indsatte egne medarbejdere som selskabets bestyrelse og direktion. Herefter erhvervede Sparekassen B angiveligt aktiemajoriteten i D A/S (ca. 90%). Sparekassen B havde ikke noget forudgående engagement med D A/S, som indtil da havde en anden bankforbindelse. Og Sparekassen B, der udeholdt »management-buy-out«»s øvrige deltagere, overtrådte dermed klart § 1, stk. 4, i lov nr. 374 af 15. august 1985 om banker og sparekasser, hvorefter pengeinstitutter ikke måtte drive anden virksomhed end pengeinstitutvirksomhed. Der blev i øvrigt heller ikke indgivet indberetning om erhvervelsen.

2.

Sparekassen B har endvidere overtrådt § 1, stk. 4, således som den blev omformuleret ved lov nr. 327 af 24. maj 1989, der trådte i kraft den 28. maj 1989, jfr. nu lovens § 1, stk. 3, jfr. § 1 a, stk. 1. Erhvervelsen skete ikke med henblik på »medvirken ved omstrukturering i erhvervsvirksomheder«, men var udtryk for »hostile takeover« med henblik på - således som det skete - at opløse D A/S og opnå fortjeneste ved bortsalg af koncernens enkeltvirksomheder. B - der egenhændigt allerede den 3. april 1989 havde overtaget virksomheden som eneejer - gennemtvang fortsat dominerende indflydelse i selskabet med ca. 70% i juni 1989 og udnyttede denne position til, under tilsidesættelse og i strid med »management-buy-out«»et, herunder dettes hovedsigte om bevarelse af kernevirksomhederne, til bortsalg af datterselskaberne. Indberetning efter § 1, stk. 4, efter lov nr. 327 af 24. maj 1989 skete først den 1. august 1989, i øvrigt under fortielse af at Sparekassen B havde været eneejer af D Holding A/S fra 3. april 1989 og af D A/S gennem Holdingselskabet fra købet den 28. april 1992 og under urigtig angivelse af, at der var sket tegning af aktionærerne fra 3. april 1989 af kapitalforhøjelsen, der først fandt sted den 20. juni 1989, således som indholdet heraf er angivet i indberetningen. Det er i øvrigt urigtigt, når indberetningen af 1. august 1989 angiver, at B havde erhvervet nominelt 30.700.000 aktier i D Holding A/S som led i omstrukturering i D-gruppen, idet sparekassen som nævnt havde tilsidesat »management-buy-out«»et.

3.

I de angivne sammenhænge, jfr. tillige afsnit II. om baggrund, gøres det gældende, at Sparekassen B ved sin deltagelse i købet af D A/S har overtrådt § 1, stk. 6, i lov om banker og sparekasser, ved ikke at have handlet i overensstemmelse med redelig forretningsskik og god pengeinstitutpraksis. Det er endvidere klagers opfattelse, at der er tale om ulovlig selvindtræden efter kommissionsloven.

4.

Såfremt en undersøgelse godtgør pkt. 1-3 er forholdene strafbare efter § 53 og 54 i lov om banker og sparekasser.

5.

Der nedlægges påstand om, at Sparekassen B har overtrådt aktieselskabslovens §§ 58, 63, 67, stk. 4 og 80, idet pengeinstituttet har indsat egne ansatte og engageret rådgivere i ledelsen af D Holding A/S og D A/S og dermed været i stand til at træffe aftaler i strid med D-gruppens interesser for at opnå betydelige økonomisk gevinst som aktionær og rådgiver. I forbindelse hermed henvises til aktiesel skabslovens §§ 140 og 142 om erstatning og §§ 160 og 161 om strafansvar.

6.

Det gøres gældende, at Sparekassen B ensidigt har fastsat honorar og provisioner, rentesatser og udbetalinger til rådgiver uden mulighed for kontrol eller vurdering fra de øvrige aktionærer i »management-buy-out«»et, og at det pålægges C A/S at tilbagebetale beløbene i det omfang, de overstiger sædvanlige satser mellem uafhængige parter.

7.

Finanstilsynet bør endvidere tilpligtes at vurdere Sparekassen B (C A/S) handlemåde ud fra en analogi til de børsetiske regler, jfr. pkt. 4, med henblik på at konstatere, om banken har givet alle aktionærer mulighed for at afhænde deres aktier på identiske betingelser. Det bør herunder oplyses, til hvilken kurs direktør K's aktier er erhvervet (14. januar 1991), idet kursen efter det for klager oplyste er ca. 1400, uanset at koncernen på indløsningstidspunktet havde tabt ca. 2/3 af aktiekapitalen efter regnskaberne.

IV. Klagers begæring om partsstilling og aktindsigt m.v. i Finanstilsynets sag initieret af direktør A.

Som nævnt ovenfor i afsnit I.B., jfr. afsnit I.C., har K gjort gældende, at Finanstilsynet har været uberettiget til ikke at anse ham som part i den sag, som Finanstilsynet behandlede vedrørende B's rolle i »management-buy-out«»et. Han må fuldstændig sidestilles med direktør A, både med hensyn til sin placering og retlige interesse i sagen og efter forløbet af sagen. Han var således berettiget til at få tillagt de rettigheder, der tilkommer en part efter forvaltningsloven, herunder om aktindsigt, og er - da de uberettiget har været forholdt ham - nu berettiget til at få sin stilling genoprettet. Som følge af sagens forløb og det anførte, kan bank- og sparekasseloven § 50 a, stk. 5, der trådte i kraft den 1. januar 1991, ikke gælde for ham. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne i de nævnte afsnit, samt til Finanstilsynets afgørelse af 28. august 1992, der er vedlagt kendelsen som bilag 4.

V. Finanstilsynets redegørelser og udtalelser til Erhvervsankenævnet.

A. Redegørelsen af 31. januar 1991.

1. Vedrørende sagens forløb.

I den af Finanstilsynet til Erhvervsankenævnet den 31. januar 1991 fremsendte redegørelse, der vedlægges kendelsen som bilag 5, har Finanstilsynet henvist til, at sagen vedrørende Sparekassen B's medvirken ved overdragelse af aktiemajoriteten (management-buy-out) i selskabet D A/S fra de tidligere ejere af selskabet til direktørerne for 4 af dets datterselskaber er blevet behandlet på grundlag af direktør A's klage til tilsynet af 27. marts 1990. Klagesagen blev afgjort den 20. juli 1990.

Finanstilsynet har herom oplyst, at man sædvanligvis ikke længere - efter oprettelsen af pengeinstitutankenævnet - på det pågældende tidspunkt behandlede klager fra enkeltpersoner over pengeinstitutter, men at man efter en forudgående telefonisk samtale med direktør A på grund af sagens særlige omstændigheder, som oplyst af A, over for denne accepterede en klage. Sagen blev herefter behandlet på grundlag af direktør A's skrivelse af 27. marts 1990 og efterfølgende skrivelser og redegørelser fra Sparekassen B og A. Tilsynet har endvidere bekræftet, at direktør K i skrivelse af 20. april 1990 har meddelt, at han kunne tiltræde klagen fra A, og at man fra direktør K har modtaget en række skrivelser med bilag under behandlingen af sagen, samt at direktør K har modtaget en kopi af afgørelsen af 20. juli 1990.

Tilsynet har videre oplyst, at klagesagen på direktør A's foranledning blev genoptaget, og, efter et møde mellem tilsynet, direktør A og C A/S, endeligt afsluttet den 11. januar 1991 med samme resultat som i skrivelsen af 20. juli 1990. Direktør K blev ikke underrettet om afgørelsen af 11. januar 1991 og modtog således heller ikke nogen kopi af den. Tilsynet har bekræftet, at man modtog skrivelser fra direktør K om sagen bl.a. af 26. oktober 1990, 13. november 1990 og 3. januar 1991. Disse skrivelser besvarede tilsynet overfor K den 22. januar 1991, idet man - som nævnt ovenfor - og i øvrigt uden at nævne genoptagelsen af den endelige afgørelse af 11. januar 1991, alene meddelte denne, at sagen var færdigbehandlet og afviste at kommentere den yderligere.

2. Vedrørende sagens realitet.

Finanstilsynet har om realiteten i klagen bl.a. oplyst, at et af klagepunkterne var, at sparekassen ved at erhverve aktiemajoriteten havde tilsidesat bank- og sparekasselovens § 1, stk. 4, om forbud mod at drive anden erhvervsvirksomhed, medmindre det sker til afvikling af forudindgåede engagementer. Bestemmelsen blev ændret ved lov af 24. maj 1989, hvorefter pengeinstitutter tillige midlertidigt må drive virksomhed med henblik på medvirken ved omstrukturering af erhvervsvirksomheder, f.eks. medvirke ved et »management-buy-out«. Den ændrede bestemmelse indeholdt således hjemmel for pengeinstitutter til at indgå i et engagement, som det her omhandlede.

C har over for tilsynet gjort gældende, at sparekassen ikke har handlet i strid med § 1, stk. 4, med bestemmelsens oprindelige indhold, idet sparekassen har anført, at den havde garanteret for kapitaludvidelsen i det til lejligheden erhvervede holdingselskab, og at det i overensstemmelse med rammeaftalens § 7 og udkast til aktionæroverenskomst kun var hensigten at bevare en mindre aktiepost, idet det var forventet, at de institutionelle investorer var optaget senest i august 1989. Da garantien blev aktuel, ville sparekassen, hvis loven ikke var blevet ændret, have været berettiget til at drive anden virksomhed til afvikling af engagementer. Som følge af lovændringen valgte sparekassen at tegne aktierne i et Holdingselskab direkte.

I skrivelse af 1. august 1989 indberettede Sparekassen B sin besiddelse af aktiemajoriteten i selskabet. Indberetningen gav ikke tilsynet anledning til særlige foranstaltninger i sagen.

Det er tilsynets opfattelse, at en privatpersons anmodning om iværksættelse af en undersøgelse af et pengeinstituts eventuelle tilsidesættelse af en bestemmelse i tilsynslovgivningen, som er strafbelagt og underlagt offentlig påtale, ikke giver anmelderen ret til at få oplysninger om, hvilke foranstaltninger tilsynet måtte iværksætte i den anledning. Tilsynet har imidlertid som svar på K's skrivelse af 17. september 1990 meddelt, at man ikke har fundet grundlag for at foretage en undersøgelse om spørgsmålet med henvisning til, at aktiebesiddelsen i hvert fald på datoen for sparekassens indberetning den 1. august 1989 var lovlig.

Uanset om en undersøgelse af spørgsmålet måtte have ført til det resultat, at sparekassen forud for lovændringen havde handlet lovstridigt, mener tilsynet, at lovændringen medførte, at tilsynet var uden sanktionsmuligheder. Tilsynet har til støtte herfor henvist til straffelovens § 3, stk. 2, og § 4, stk. 3, hvorefter straffen for et ulovligt forhold bortfalder, såfremt forholdet er lovligt på tidspunktet for forholdets påkendelse.

B. Finanstilsynets udtalelse af 8. maj 1991.

Erhvervsankenævnet har indhentet en udtalelse fra Finanstilsynet i anledning af, at advokat M for klager den 8. februar 1991 tillige påklagede Finanstilsynets afgørelse af 22. januar 1991 og i anledning af begæringen om aktindsigt.

For så vidt angår afvisningen af at foretage yderligere har Finanstilsynet i udtalelsen af 8. maj 1991, der vedlægges kendelsen som bilag 6, til Erhvervsankenævnet bl.a. anført, at tilsynet alene har behandlet en klage fremsat af direktør A, at denne klagesag er endelig afsluttet ved skrivelse af 20. juli 1990

For så vidt angår spørgsmålet om aktindsigt, har tilsynet i udtalelsen af 8. maj 1991 bl.a. anført, at tilsynet alene må anse direktør A som part i den af Finanstilsynet behandlede klagesag, hvorfor man ikke kan imødekomme begæringen om aktindsigt.

For så vidt angår selve indbringelsen af afgørelsen af 22. januar 1991 i advokat M's skrivelse af 8. februar 1991 for Erhvervsankenævnet, har tilsynet gjort gældende, at da man ikke kan anse K som part i den klagesag, som tilsynet har behandlet på grundlag af direktør A's klage, har direktør K ikke beføjelser til at indbringe sagen for Erhvervsankenævnet.

C. Finanstilsynets udtalelse af 18. juli 1991 og 3. december 1991.

Finanstilsynet er endvidere gjort bekendt med de yderligere indlæg som advokat M er fremkommet med på klagers vegne, men har i skrivelse af 18. juli 1991 og 3. december 1991, der vedlægges kendelsen som bilag 7 og 8, i det hele henholdt sig til de afgivne udtalelser henholdsvis af 31. januar 1991 og 8. maj 1991.

D. Finanstilsynets udtalelse af 28. december 1992 i anledning af Erhvervsankenævnets skrivelse af 1. december 1992 (jfr. ovenfor afsnit I.C.).

Finanstilsynets udtalelse lyder således: »...

I skrivelse af 20. juli 1992 anmodede direktør K tilsynet om at oplyse, hvem advokat N repræsenterede under et møde afholdt i tilsynet den 30. oktober 1990.

Tilsynet overvejede at sætte anmodningen om den supplerende aktindsigt i bero med henvisning til den for Erhvervsankenævnet verserende sag, der bl.a. berører spørgsmålet om aktindsigt.

Tilsynet fandt det imidlertid afgørende, at anmodningen om en nærmere, bestemt supplerende oplysning var modtaget efter 1. januar 1991, hvor bestemmelsen om, hvem der kan anses som part i forholdet til Finanstilsynet blev præciseret, jfr. bank- og sparekasselovens § 50 a, stk. 5.

Under hensyn til, at der var tale om en ny henvendelse om supplerende oplysninger modtaget efter partsbegrebets præcisering, fandt tilsynet det korrekt at træffe afgørelse om den nye henvendelse. Tilsynet afviste herefter i skrivelse af 6. august 1992 at efterkomme anmodningen om aktindsigt under henvisning til, at direktør K jfr. bank- og sparekasselovens § 50 a, stk. 5 ikke kan betragtes som part i henhold til forvaltningsloven.

Direktør K opfordrede i skrivelse af 12. august 1992 tilsynet til at revurdere anmodningen om aktindsigt. Det anførtes, at bank- og sparekasselovens § 50 a, stk. 5, ikke finder anvendelse, idet den oprindelige klagesag behandledes i tilsynet forud for ovennævnte bestemmelses ikrafttræden den 1. januar 1991. I skrivelse af 24. august 1992 opfordrede direktør K påny tilsynet til en revurdering af sagen under henvisning til, at advokat N havde modtaget Finanstilsynets afgørelse af 11. januar 1991 vedrørende den af K for tilsynet indbragte klagesag.

I skrivelse af 28. august 1992 afviste tilsynet påny anmodningen om aktindsigt. Det understregedes i den forbindelse, at tilsynet som anført i sin udtalelse af 8. maj 1991 til Erhvervsankenævnet alene anser A som værende part i den af A for tilsynet indbragte klagesag. Endvidere anførtes, at bank- og sparekasselovens § 50 a, stk. 5, finder anvendelse på anmodninger om aktindsigt modtaget i tilsynet efter den 1. januar 1991, hvor bestemmelsen trådte i kraft. Endelig anførtes, at tilsynet ikke har tilsendt advokat N afgørelsen af 11. januar 1991, som vedrører A's klagesag. Denne afgørelse er alene tilsendt sagens parter. På denne baggrund fastholdt tilsynet sit afslag på anmodningen om at få oplyst, hvem advokat N repræsenterede på mødet i tilsynet den 30. oktober 1990.

Tilsynet fastholdt ligeledes, at man ikke var berettiget til at udlevere afgørelsen af 11. januar 1991, som vedrører A's klagesag, hvori direktør K ikke kan anses som værende part.

Tilsynet skal meddele, at man fastholder sine afgørelser af den 6. august og 28. august 1992.

For så vidt angår spørgsmålet om forholdet til bank- og sparekasselovens § 50 a, stk. 5, såfremt det lægges til grund, at direktør K må betragtes som part som følge af sagens forløb forud for den nævnte bestemmelses ikrafttræden den 1. januar 1991, skal man udtale følgende

Med nævnte bestemmelses ikrafttræden den 1. januar 1991 skete der en præcisering af forvaltningslovens partsbegreb, således at det alene er det pengeinstitut, hvis forhold undersøges, der kan anses som part. Dette betyder blandt andet, at andre end pengeinstituttet, selv om de pågældende måske har interesser i sagen, ikke har mulighed for aktindsigt.

For så vidt angår det tidsmæssige anvendelsesområde for bestemmelsen, er det tilsynets opfattelse, at bank- og sparekasselovens § 50 a, stk. 5, finder anvendelse på direktør K's anmodning af 20. juli 1992 om aktindsigt.

Det afgørende er i den forbindelse ikke, som anført af direktør K i skrivelse af 12. august 1992, tidspunktet for behandlingen af den sag, i hvis akter der ønskes indsigt, men tidspunktet for anmodningens fremsættelse over for tilsynet.

Efter tilsynets opfattelse afskærer bank- og sparekasselovens § 50 a, stk. 5, således i denne sag direktør K fra at opnå aktindsigt, idet anmodningen om aktindsigt er fremsat efter bestemmelsens ikrafttræden.

Endvidere tilføjes at efter det for tilsynet oplyste, skal den supplerende oplysning anvendes i forbindelse med en for Advokatrådet indbragt sag. Oplysningen må derfor anses for at være uden betydning for den for ankenævnet allerede verserende sag.

Afslutningsvis skal man oplyse, at tilsynet ikke har truffet andre afgørelser i relation til klagen under dennes behandling i ankenævnet.«

VI. .... A/S' (moderselskab til C) begæring om aktindsigt i Erhvervsankenævnets sag.

Den 19. december 1991 anmodede ... A/S (moderselskabet til C) om aktindsigt i Erhvervsankenævnets sag under henvisning til, at sagen vedrørte C (B). I den anledning fremsendte Erhvervsankenævnet kopi af akterne i ankenævnets sag til ... A/S (moderselskabet til C), idet man samtidig anmodede om, at eventuel indtræden i sagen, jfr. § 10 i bekendtgørelsen om Erhvervsankenævnet, blev overvejet. Den 23. april 1992 meddelte ... A/S (moderselskabet til C) telefonisk, at C A/S ikke ønskede at indtræde i sagen. Dette blev af (moderselskabet) bekræftet i en skrivelse af 29. april 1992. Det fremgår endvidere af sagen, at der i samme periode har været ført drøftelser mellem advokat M og C A/S, og at advokat M herunder har rejst spørgsmål om en rimelig afregning af direktør K's aktiebeholdning nominelt 5 mio. kr. i D Holding A/S set i lyset af en afregningskurs på 1430 til en anden mindretalsaktionær i begyndelsen af 1991.

VII. Materialet i Erhvervsankenævnets sag.

Det bemærkes, at materialet i Finanstilsynets sag vedrørende D Holding A/S, initieret af direktør A, afgjort ved skrivelse af 20. juli 1990 og endeligt ved skrivelse af 11. januar 1991, ikke er indgået i sagsbehandlingen for ankenævnet, og således ikke har været i ankenævnets besiddelse, bortset fra afgørelsen af 20. juli 1990. Hver af parterne K henholdsvis Finanstilsynet er blevet gjort bekendt med materialet i ankenævnets sag. Det er samme materiale, der i kopi er fremsendt til ... A/S (moderselskabet til C), jfr. ovenfor.

Ankenævnet skal udtale

Det fremgår af sagen, at Finanstilsynet tog direktør A's klage af 27. marts 1990 over B's deltagelse i »management-buy-out'et« under behandling, og at direktør K blandt andet ved skrivelse af 20. april 1990 tiltrådte direktør A's klage. Det fremgår endvidere, at direktør K's synspunkter i det væsentlige var identiske med direktør A's standpunkter, og at hans retlige stilling i forhold til klagen og retlige interesse i sagens udfald ligeledes var identisk med direktør A's. Af de nævnte grunde burde direktør K efter ankenævnets opfattelse have været anset som part, såvel under klagesagen, der oprindelig blev afsluttet ved afgørelsen af 20. juli 1990, som under genoptagelsen af behandlingen i august måned 1990, afsluttet med afgørelsen af 11. januar 1991, som Finanstilsynet ikke underrettede direktør K om, uanset at tilsynet havde gjort ham bekendt med afgørelsen i juli måned, og uanset direktør K's skrivelser til tilsynet den 26. oktober 1990, 13. november 1990 og 3. januar 1991.

Som følge heraf bør behandlingen af klagesagen genoptages over for direktør K, således at der herunder tillægges ham den stilling som part, der følger af forvaltningsloven. Særligt bemærkes herom, at Finanstilsynet ved ikke at tillægge direktør K stilling som part og især ved ikke at oplyse om genoptagelsen i august 1990, har afskåret direktør K fra at fremsætte begæring om aktindsigt inden ikrafttrædelsen den 1. januar 1991 af § 50 a, stk. 5, i den dagældende lov om banker og sparekasser. Derfor kan det ikke antages, at bank- og sparekasselovens § 50 b, stk. 5 (tidligere § 50 a, stk. 5) er til hinder for, at der nu tillægges direktør K de rettigheder vedrørende aktindsigt, som følger af forvaltningsloven.

Efter det for ankenævnet oplyste finder nævnet, at sagen kan indeholde generelle og principielle spørgsmål vedrørende et pengeinstituts medvirken til et management-buy-out, og at undersøgelsen derfor også bør ske til konstatering af, om der eventuelt er behov for på enkelte områder at præcisere retningslinier for et pengeinstituts medvirken hertil.

Undersøgelsen bør blandt andet omfatte

1) om § 1, stk. 4, i lovbekendtgørelse nr. 374 af 15. august 1985 om banker og sparekasser m.v. blev overtrådt i 1989,

2) om B's engagement har overskredet begrænsningerne i § 1, stk. 4, som ændret ved lov nr. 327 af 24. maj 1989, henholdsvis § 1 a, stk. 1, som indføjet i bank- og sparekasseloven ved lov nr. 306 af 16. maj 1990, hvorefter engagementet skal have karakter af »medvirken« og være »midlertidigt«,

3) om B's engagement har givet sig udslag i dispositioner, som har tilgodeset B's interesser på bekostning af andre involverede på en måde, som er i strid med bank- og sparekasselovens § 1, stk. 6,

4) om benyttelsen af B-ansatte som bestyrelsesmedlemmer og direktør i D-koncernen har været i overensstemmelse med bank- og sparekasselovens § 1, stk. 6, når henses til lovens § 19, stk. 5,

5) om der fra B's side er stillet krav om tavshed og hemmeligholdelse på en måde, som strider mod bank- og sparekasselovens § 1, stk. 6,

6) om B ved afgivelse af meddelelser eller indberetninger eller ved fremsendelse af dokumenter herunder med hensyn til dateringer har handlet i strid med bank- og sparekasselovens § 1, stk. 6, eller andre bestemmelser i bank- og sparekasseloven.

(* 1) Oplysningen er urigtig, idet endelig afgørelse i klagesagen vedrørende direktør A blev truffet den 11. januar 1991, en afgørelse som K allerede af faktiske årsager var afskåret fra at indbringe for Erhvervsankenævnet, da han ikke blev gjort bekendt med afgørelsen, men alene kendte til afgørelsen af 20. juli 1990, og at afgørelsen ikke er blevet indbragt for Erhvervsankenævnet.

(* 2) I skrivelse af 16. august 1990 meddelte direktør A Finanstilsynet, at han under henvisning til skrivelsen af 20. juli 1990 (modtaget 28. juli 1990) ønskede afgørelsen indbragt for Erhvervsankenævnet. Samtidig pegede direktør A på det ønskelige i, at der skete en fornyet behandling i Finanstilsynet bl.a. på grundlag af hans forslag om et møde i sagen. Det førte til, at sagen blev genoptaget i Finanstilsynet. Tilsynet fandt derfor ikke anledning til at genoptage sagsbehandlingen på grundlag af K's skrivelser af 26. oktober, 13. november 1990 og 3. januar 1991, hvorfor man den 22. januar 1991 meddelte, at sagen var afsluttet.

Klageren burde have været anset som part såvel under klagesagen i Finanstilsynet som under dennes genoptagelse. Som følge heraf burde klagesagen genoptages over for klageren, og bank- og sparekasselovens § 50 b, stk. 5 (tidligere § 50 a, stk. 5) var derfor ikke til hinder for, at der nu tillagdes klager aktindsigt.

Finanstilsynet pålagt at foretage en undersøgelse om nærmere angivne forhold i forbindelse med et pengeinstituts medvirken til management-buy-out.

(Merete Cordes, Børge Dahl, Gert Kristensen, Peter Erling Nielsen og Niels Larsen)