Nægtet aktindsigt til klager, der ikke var part.

Nægtet aktindsigt til klager, der ikke var part.

K har i skrivelse af 12. januar 1993 klaget over, at Finanstilsynet ved skrivelse af 7. januar 1993 (j.nr. 6462-0007, F 2222) afslog at give ham nogle nærmere angivne oplysninger.

Sagens omstændigheder

I november 1991 fremsatte B AG et indløsningstilbud på aktier i C AG. Klageren, der ejede aktier i C AG, og som var kunde i (banken) A A/S, modtog ved en fejl fra bankens side ikke tilbuddet. I forbindelse med et senere indløsningstilbud blev klageren i juni 1992 opmærksom på, at han ikke havde modtaget tilbuddet af november 1991. Efter brevveksling med klageren godtgjorde banken klageren det tab, han havde lidt ved ikke at have modtaget indløsningstilbuddet af november 1991. Om årsagen til fejlen oplyste banken i en skrivelse til klageren af 29. juni 1992

»Vi skrev ikke til Dem i November 1991 p.g.a. en teknisk fejl. Deres navn burde have stået nederst på vores emissionsliste, men den sidste linie kom ikke med på listen.«

Klager henvendte sig derefter til banken for at få oplyst, hvor mange andre aktieejere, der ligesom klageren ikke havde modtaget tilbuddet af november 1991. Klager anførte i den forbindelse, at banken »også bør underrette de af bankens øvrige kunder, som heller ikke fik mulighed for at benytte indløsningstilbuddet af november 91« og holde disse skadesløse. Klager henviser til, at banken i en telefonsamtale har karakteriseret fejlen som en »systemfejl«, hvilket klager opfatter som en fejl i et edb-system, og at det er usandsynligt, at det kun skulle være ham, der ikke var blevet informeret.

I skrivelse af 7. september 1992 svarede A

»I vort brev af 29.6. gjorde vi Dem opmærksom på karakteren af den beklagelige fejl, der gjorde, at De som den eneste af vore kunder med beholdninger i C ikke modtog indløsningstilbuddet i november 1991.

Vi er selvsagt ikke berettiget til at udlevere fortrolige kundeoplysninger til andre kunder: men såfremt Finanstilsynet måtte have interesse i sagen vil dokumentation for ovennævnte naturligvis blive forelagt.«

Klager henvendte sig derefter til Finanstilsynet og bad tilsynet om at få dokumenteret, »at alle ejere af C-aktier nu har modtaget indløsningstilbuddet af november 91 fra B.« Klager bad Finanstilsynet om at gennemgå bankens dokumentation herfor og at give ham en tilbagemelding om resultatet.

Finanstilsynet svarede den 9. december 1992, at spørgsmålet om, hvorvidt A handler i overensstemmelse med redelig forretningsskik og god pengeinstitutpraksis, jf. bank- og sparekasselovens § 1, stk. 6, alene er et spørgsmål mellem tilsynet og banken, og at klagerens oplysninger vil indgå i vurderingen heraf.

I skrivelser af 11. og 20. december 1992 bad klageren påny Finanstilsynet om at bekræfte, »at de aktieejere som - eventuelt - heller ikke modtog indløsningstilbud fra A, vil blive holdt skadesløse af A.«

I den påklagede skrivelse af 7. januar 1993 svarede Finanstilsynet

»Finanstilsynet skal i den anledning henvise til Finanstilsynets skrivelse af 9. december 1992, hvori tilsynet meddeler, at hvorvidt A A/S handler i overensstemmelse med redelig forretningsskik og god pengeinstitutpraksis alene er et spørgsmål mellem tilsynet og banken. Man skal iøvrigt oplyse, at bank- og sparekasselovens § 50b, stk. 5, begrænser partsbegrebet i forvaltningslovens § 9 til de institutioner, med hvilken Finanstilsynet fører tilsyn (i denne sag A A/S). De er således ikke part i sagen, og tilsynet er herefter ikke berettiget til at give Dem de ønskede oplysninger.«

Over for Erhvervsankenævnet har klageren i klageskrivelsen af 12. januar 1993 navnlig henvist til, at A i den ovenfor gengivne skrivelse af 7. september 1992 har indvilliget i at lade Finanstilsynet gennemgå bankens dokumentation. Det må følge heraf, at klager bliver gjort bekendt med resultatet af undersøgelsen.

Finanstilsynet har i en redegørelse for sagen af 1. april 1993 fastholdt den trufne afgørelse og bl.a. udtalt

»Hvorvidt et pengeinstitut handler i overensstemmelse med redelig forretningsskik og god pengeinstitutpraksis, jf. bank- og sparekasselovens § 1, stk. 6, er alene et spørgsmål mellem tilsynet og pengeinstituttet.

Oplysninger om enkeltsager vil kunne indgå i tilsynets samlede vurdering af, om et pengeinstitut handler i overensstemmelse med bank- og sparekasselovens § 1, stk. 6. Afgørelse af den enkelte sag henhører imidlertid under Pengeinstitutankenævnet eller domstolene.

For så vidt angår bank- og sparekasselovens § 50 b, stk. 5, skal man anføre, at det fremgår af bank- og sparekasselovens § 50 b, stk. 5, at kun de institutter, med hvilke der føres tilsyn, betragtes som part i sager vedrørende disse. Herved begrænses det generelle partsbegreb i henhold til forvaltningslovens § 9.

Da K herefter ikke er at betragte som part i den pågældende sag, er Finanstilsynet således ikke berettiget til at videregive de af førstnævnte ønskede oplysninger.

Det er Finanstilsynets opfattelse, at det ikke er muligt for et pengeinstitut at løse tilsynet fra den lovbestemte tavshedspligt. Tilsynet skal i denne anledning gøre opmærksom på, at reglerne om tavshedspligt i bank- og sparekasseloven er fastsat af hensyn til såvel pengeinstitutterne som disses kunder. Dette er meddelt K i tilsynets skrivelse af 18. februar 1993.«

I et supplerende indlæg af 8. april 1993 har klageren præciseret, at han ikke ønsker at få oplyst antallet af de aktieejere, som banken glemte at kontakte, og at han ikke ønsker at få oplyst, hvornår banken har holdt disse aktieejere skadesløse, men kun at få bekræftet, at alle aktieejere er blevet holdt skadesløse. Det er klagers opfattelse, at de anførte to præciseringer »tilgodeser alle de hensyn til diskretion, som Finanstilsynet har i forhold til pengeinstituttet og pengeinstituttets kunder.« Klager tilføjer, at Finanstilsynet ved sit »hemmelighedskræmmeri« kun opnår at mistænkeliggøre A, idet tilsynets tavshed rejser tvivl om, hvorvidt banken har holdt alle kunder skadesløse.

Ankenævnet udtaler

Det fremgår af sagen, at klageren har modtaget erstatning fra A for det tab, han har lidt ved ikke at have modtaget indløsningstilbuddet af november 1991. Sagen er således afsluttet for klagerens eget vedkommende og vedrører kun det forhold, at klageren ønsker undersøgt og oplyst, om andre har været i samme situation som han. A har herom over for klager oplyst, at dette ikke er tilfældet.

De oplysninger, som A måtte have givet Finanstilsynet om dette spørgsmål, er omfattet af tilsynets tavshedspligt efter bank- og sparekasseloven (lovbekendtgørelse nr. 57 af 2. februar 1993) § 50 b.

Lov om offentlighed i forvaltningen medfører ikke nogen begrænsning i Finanstilsynets tavshedspligt jf. denne lovs § 14. Med hensyn til forholdet til forvaltningsloven bemærkes, at klageren ikke er part i Finanstilsynets sag, jf. bank- og sparekasselovens § 50 b, stk. 5. Efter denne bestemmelse er alene vedkommende pengeinstitut part i Finanstilsynets sager om tilsyn med pengeinstitutter. Klager har derfor ikke aktindsigt i de pågældende oplysninger efter reglerne i forvaltningslovens kap. 4. Heller ikke denne lov medfører således nogen begrænsning i Finanstilsynets tavshedspligt.

Klager har gjort gældende, at der foreligger et samtykke fra A til, at han får de omhandlede oplysninger. Som det fremgår af den ovenfor citerede skrivelse fra A, vil banken forelægge den fornødne dokumentation for Finanstilsynet, hvis tilsynet måtte ønske det. Banken ses ikke i denne skrivelse eller på anden måde at have givet noget samtykke til, at klager gøres bekendt med resultatet af en eventuel undersøgelse. Ankenævnet er iøvrigt enig med Finanstilsynet i, at et sådant samtykke, hvis det forelå, ikke ville være afgørende for så vidt angår oplysninger, der vedrører bankens kunder.

Da de oplysninger, som klageren ønsker at få, efter det ovenfor anførte er omfattet af Finanstilsynets tavshedspligt, kan ankenævnet tiltræde, at Finanstilsynet har afslået at give klageren oplysningerne.

Ankenævnet stadfæster derfor den påklagede afgørelse.

Ingen

Nægtet aktindsigt til klager, der ikke var part.

(Kirsten Levinsen, Kjelde Mors og Ebbe Christensen)