Da et aktieselskab - som følge af en generalforsamlingsbeslutning før den 25. november 1991 - den 6. december 1991 havde en aktiekapital på 300.000 kr., var selskabet omfattet af en overgangsordning, hvorefter selskaber, der den 6. december 1991 havde en aktiekapital på mindre end 500.000 kr., fik frist til 1. januar 1997 til at bringe aktiekapitalen op på kr. 500.000.
Statutory Text (3 Articles)
Da et aktieselskab - som følge af en generalforsamlingsbeslutning før den 25. november 1991 - den 6. december 1991 havde en aktiekapital på 300.000 kr., var selskabet omfattet af en overgangsordning, hvorefter selskaber, der den 6. december 1991 havde en aktiekapital på mindre end 500.000 kr., fik frist til 1. januar 1997 til at bringe aktiekapitalen op på kr. 500.000.
I skrivelse af 26. februar 1992 har advokat A på vegne K A/S klaget over, at Erhvervs- og Selskabsstyrelsen den 4. februar 1992 (j.nr. 92-855) med henvisning til § 4 stk. 2, i lov nr. 886 af 21. december 1991 har nægtet at registrere en den 23. december 1991 indsendt anmeldelse om, at selskabet på en generalforsamling den 25. november 1991 havde besluttet at nedsætte aktiekapitalen med 700.000 kr. til dækning af underskud samt at forhøje kapitalen med 150.000 kr. til 300.000.
Sagens omstændigheder er følgende
På en generalforsamling i K A/S den 25. november 1991 blev det besluttet at nedsætte aktiekapitalen i selskabet, som oprindeligt var på 850.000 kr. med 700.000 kr. til 150.000 kr. Samtidigt forhøjedes aktiekapitalen med 150.000 kr. til 300.000 kr. Anmeldelse herom blev underskrevet samme dag men først indsendt til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen med følgeskrivelse af 23. december 1991. Anmeldelsen blev modtaget i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen den 27. december 1992.
Den påklagede afgørelse af 4. februar 1992 lyder således: »...
Da mindstekapitalkravet for aktieselskaber, som ikke er anmeldt eller registreret senest den 6. december 1991, er kr. 500.000,00, jf. lov nr. 886 af 21. december 1991 om ændring af lov om aktieselskaber og lov om anpartsselskaber § 1 litra 1, kan anmeldelsen ikke antages til registrering.
Det bemærkes, at overgangsbestemmelsen i lovens § 4, stk. 2 om en 5 års frist til opfyldelse af det nye kapitalkrav, ikke er anvendelig her ...«
I den af Erhvervsankenævnet indhentede udtalelse af 14. april 1992 fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsen har styrelsen bl.a. udtalt
»Anmeldelse om ændringerne ... er modtaget i styrelsen den 27. december 1991, 5 dage efter ikrafttrædelsen af lov nr. 886 af 21. december 1991, hvorved mindstekapitalkravet for aktieselskaber fastsættes til 500.000 kr. ...
Advokat A argumenterer i sit brev af 26. februar 1992 for, at styrelsens afgørelse er ulovhjemlet, idet selskabet efter hans opfattelse er omfattet af overgangsreglen i lovens § 4, stk. 2.
Styrelsen skal i den anledning bemærke følgende
Bestemmelsen i § 4, stk. 2, 1. pkt. er formuleret således
Stk. 2. De selskaber, som senest den 6. december 1991 er anmeldt eller registreret, og som ikke er under likvidation, konkurs og lign., skal inden den 1. januar 1997 bringe deres aktie- eller indskudskapital op på det mindstebeløb, der er fastsat i aktieselskabslovens § 1, stk. 3, 2. pkt., henholdsvis anpartsselskabslovens § 1, stk. 3, begge som affattet ved denne lov.
Bestemmelsen skal forstås således, at de omhandlede selskaber som har en registreret aktie- eller indskudskapital nder det nye minimum får en frist frem til den 1. januar 1997 til at bringe kapitalen op på det krævede.
Overgangsreglen giver derimod ikke selskaber, der allerede opfylder de nye kapitalkrav, mulighed for at nedsætte kapitalen til under det nye minimum. Bestemmelsen omhandler i det hele ikke kapitalnedsættelsessituationer. Tilsvarende fortolkninger af ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser blev fulgt af Aktieselskabsregistret i relation til aktieselskabslovens § 164, stk. 1, og § 4, stk. 1, i lov nr. 282 af 9. juni 1982.
K A/S, der den 6. december 1991 havde en registreret aktiekapital på kr. 850.000,- og ikke da havde anmeldt nedsættelsen til kr. 300.000,-, kan således kun beslutte og anmelde en nedsættelse, der ikke bringer kapitalen under kr. 500.000,-.
Styrelsen fastholder derfor sin registreringsnægtelse af anmeldelsen i K A/S....«
I klageskrivelsen af 26. februar 1992 og i en supplerende udtalelse af 12. maj 1992 har klageren gjort gældende, at selskabet er omfattet af overgangsordningen i § 4, stk. 2, i lov nr. 886 af 21. december 1991. Denne bestemmelse omfatter bl.a. de selskaber, som senest den 6. december 1991 er registreret, og som ikke er under likvidation, konkurs og lign. Da K A/S var registreret den 6. december 1991 og ikke under likvidation, konkurs og lign., falder selskabet altså ind under overgangsreglen. Når selskaber, der var anmeldt senest den 6. december 1991, også var omfattet af overgangsordningen, men ikke selskaber der var anmeldt efter den 6. december 1991, var hensigten at undgå, at en række selskaber, der netop var anmeldt umiddelbart efter lovforslagets fremsættelse, skulle kunne registreres med den lave kapital og dermed blive omfattet af overgangsordningen, hvorved lovens formål ville være forspildt. Sådanne hensyn gør sig imidlertid ikke gældende for så vidt angår allerede eksisterende selskaber, der på helt sædvanlig vis inddækker underskud og forhøjer kapitalen til det på beslutningstidspunktet gældende lovpligtige minimum. Klageren har i den forbindelse henvist til industriministerens skriftlige besvarelse af samrådsspørgsmål A indeholdt i tillægsbetænkning til lovforslaget.
Med henvisning til Erhvervs- og Selskabsstyrelsens udtalelse om at overgangsbestemmelsen, for så vidt angår allerede registrerede selskaber, skal forstås således, at den kun finder anvendelse på de selskaber, der den 6. december 1991 havde en registreret aktiekapital under det nye minimum, har klageren gjort gældende, at noget sådant ikke kan indfortolkes i overgangsbestemmelsen. Det, der må lægges vægt på, er, at selskabet lovligt den 25. november 1991 på en generalforsamling besluttede at nedbringe aktiekapitalen til 300.000 kr. Den efterfølgende anmeldelse og registrering af beslutningen var blot en formalisering af beslutningen og væsentlig forskellig fra en situation, hvor et selskab stiftes og registreres. Klageren har i den forbindelse henvist til forskellen i aktieselskabslovens § 12, stk. 2, og § 36 om registrering af respektive nystiftede selskaber og registrering af kapitalforhøjelser i et allerede eksisterende selskab. For allerede eksisterende selskaber indtræder retsvirkning allerede fra generalforsamlingsbeslutningen, og den efterfølgende anmeldelse og registrering er blot en formalisering. Selskabet havde derfor den 6. december 1991 en aktiekapital på 300.000 kr. og er derfor omfattet af overgangsordningen og skal inden 1. januar 1997 bringe kapitalen op på 500.000 kr.
Endelig har klageren anført, at der i disse tilfælde ikke foreligger omgåelsesrisiko som ved nystiftede selskaber, og der vil kun være tale om meget få selskaber, som har afholdt generalforsamling i den måned, der er gået forud for den 6. december 1991, og det ville være betænkeligt, hvis loven fik tilbagevirkende kraft for disse selskaber.
Ankenævnet skal udtale
Da K A/S, som følge af beslutningen på generalforsamlingen den 25. november 1991, den 6. december 1991 havde en aktiekapital på 300.000 kr., må selskabet anses for omfattet af overgangsbestemmelsen i § 4, stk. 2, i lov nr. 886 af 21. december 1991 om ændring af lov om aktieseslakber m.v., idet der heller ikke efter lovens forarbejder er grundlag for at antage en anden forståelse.
Som følge heraf ophæves Erhvervs- og Selskabsstyrelsens afgørelse af 4. februar 1992, og sagen hjemvises til fornyet behandling i styrelsen.
Ingen
Da et aktieselskab - som følge af en generalforsamlingsbeslutning før den 25. november 1991 - den 6. december 1991 havde en aktiekapital på 300.000 kr., var selskabet omfattet af en overgangsordning, hvorefter selskaber, der den 6. december 1991 havde en aktiekapital på mindre end 500.000 kr., fik frist til 1. januar 1997 til at bringe aktiekapitalen op på kr. 500.000.
(Merete Cordes, Eskil Trolle og Niels Larsen)