Legislator Case Law & Legislation
W19936037125 DK

Ulovlig virksomhed, manglende omhu og nøjagtighed.

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1993 60371 Valid

Ulovlig virksomhed, manglende omhu og nøjagtighed.

Udskrift af Revisornævnets kendelsesprotokol.

År 1993, den 1. april blev der i sagen j.nr. 92-62.502, statsautoriseret revisor Peder Clemmensen Pedersen afsagt sålydende

K E N D E L S E

I skrivelse af 28. oktober 1992 har Foreningen af Statsautoriserede Revisorer anmodet Revisornævnet om at tage stilling til, om statsautoriseret revisor Peder Clemmensen Pedersen ved sin medvirken til omdannelse af en personlig virksomhed til aktieselskab i medfør af lov om skattefri virksomhedsomdannelse har overtrådt § 10, stk.2, i lov om statsautoriserede revisorer, jf. lovbekendtgørelse nr. 56 af 19. januar 1989.

Indklagede er født den 28. april 1949 og er beskikket som statsautoriseret revisor den 23. juli 1984. Han driver selvstændig virksomhed som revisor i Kolding.

Foreningen af Statsautoriserede Revisorer har i klageskrivelsen henvist til den skrivelsen vedlagte stævning, som er udtaget mod indklagede af el-installatør Hans J. Valeur, Østbirk, med krav om erstatning på ialt kr. 314.500,00 som følge af indklagedes virksomhed.

Det fremgår blandt andet af stævningen, at indklagede, der i 1991 og tidligere i nogle år var revisor for Hans J. Valeur, tilrådede denne »at overdrage sin virksomhed i medfør af lov om skattefri virksomhedsomdannelse til et aktieselskab.

Sagsøgeren og dennes søn, Niels Valeur, havde tidligere indgået interessentsskabskontrakt vedrørende det af sagsøgeren igennem mange år drevne elinstallationsfirma.

Den 28.2.1991 oprettede sagsøgte på vegne sagsøgeren og dennes søn aktieselskabet H. J. Valeur A/S med aktiekapital på 1,7 mio.kr. Såvidt det kan konstateres, er der ikke oprettet en egentlig købekontrakt, men af de af sagsøgte udarbejdede kontrakter kan konstateres, at sagsøgeren, Hans Jørn Valeur, og dennes søn, Niels Valeur, hver især har tegnet aktier for kr. 850.000,00. Der fremlægges ......... udskrift vedrørende konstituerende generalforsamling, stiftelsesoverenskomst og vedtægter for H. J. Valeur A/S.

Sagsøgte udarbejdede selv diverse dokumenter aktieselskabet vedrørende og anmeldte straks selskabet til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen til registrering.

Af de ........ fremviste dokumenter fremgår det, at sagsøgte ønskede registrering foretaget i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen på helt sædvanlig måde.

Den 5.3.1991 søgte sagsøgte dispensation i medfør af § 2, stk. 2 i lov om skattefri virksomhedsomdannelse ........ Af ansøgningen fremgår det, at de to stiftere har drevet interessentskab siden 1. september 1989.

Der vedlægges ...... virksomhedsomdannelse pr. 1.9.1990, udarbejdet af sagsøgte. Af de udarbejdede dokumenter fremgår, at sagsøgeren og dennes søn havde forskellige investeringsfondsmidler.

Der vedlægges endvidere ...... oplæg til fremtidig virksomhedsstruktur, udarbejdet af sagsøgte.

Da sagsøgte oprettede aktieselskab den 28.2.1991 og overdragede diverse aktiver/passiver til selskabet, vidste eller burde sagsøgte vide, at når 2 interessenter havde forskellige investeringsfondsmidler, var der ingen mulighed for at få meddelt dispensation.

Aktieselskabet blev registreret i august måned 1991.

Den 24.5.1991 havde Told- og Skattestyrelsen meddelt Ligningsrådet, at man var af den opfattelse, at dispensation ikke kunne meddeles.

Den 16.10.1991 meddelte Skatteministeriet sagsøgers nye revisor, City Revision Århus I/S, at dispensation ikke kunne meddeles. .............................................

Da sagsøgeren ikke kunne få meddelt dispensation, var sagsøgerne herefter kommet i den ulyksalige situation, at hvis ikke man kunne finde rimelig løsning med de respektive skattemyndigheder, ville sagsøgeren og dennes søn blive pålignet skat med tilsammen ialt ca. kr. 800.000,00, nemlig på grundlag af diverse investeringsfondsmidler, varelagernedskrivninger, driftsmidler og opsparet overskud.

Det er en selvfølge, at sagsøgeren og dennes søn ikke har accepteret at overdrage deres interessentskab til aktieselskab under anvendelse af loven om skattefri omdannelse ud fra den forudsætning, at der skulle betales kr. 800.000,00 i skat. Tværtimod var sagsøgers udgangspunkt, at der ikke skulle betales skat.......«

Under sagens behandling for nævnet har indklagede ikke besvaret nævnets anbefalede henvendelser i henhold til § 8 i bekendtgørelsen for Revisornævnet og er således ikke fremkommet med oplysninger eller indlæg, der afsvækker det i klageskrivelsen anførte.

Revisornævnet anser det herefter ved det fremlagte bilagsmateriale bevist, at indklagede dels har udøvet en virksomhed, som må anses for at være i strid med § 10, stk. 2 i lov om statautoriserede revisorer, og dels at han ikke ved sin lovlige virksomhed har udvist den omhu og nøjagtighed, som er foreskrevet for statsautoriserede revisorer i § 14, stk.1, i lov om statautoriserede revisorer.

Indklagede har efter den af Revisornævnet fastsatte frist for besvarelse, anmodet om udsættelse af sagens behandling til efter et i erstatningssagen foretaget syn og skøn.

Da erstatningssagens udfald må anses for at være uden betydning for det indklagede forhold, er indklagedes anmodning ikke imødekommet. Ved således at have tilsidesat sine pligter som statsautoriseret revisor findes indklagede at have forskyldt en bøde i medfør af § 19, stk. 1, i lov om statsautoriserede revisorer, jf. lovbekendtgørelse nr. 56 af 19. januar 1989. Bøden fastsættes til kr. 25.000,-

Thi bestemmes

Statsautoriseret revisor Peder Clemmensen Pedersen straffes med en bøde på kr. 25.000,-.

Henning Kjær

Udskriftens rigtighed bekræftes.

Revisornævnet, den 1. april 1993.

Winkler Kromann,

sekr.

Endelig adm. afgørelse 1993 60371 Valid

Revisor medvirkede ved omdannelsen af en personlig drevet virksomhed til aktieselskab og udarbejdede dokumenterne og anmeldte selskabet til registrering. dispensation efter lov om skattefri virksomhedsomdannelse kunne ikke opnås. Idømt bøde 25.000 kr.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →