Legislator Case Law & Legislation
W19931971325 DK

Subjektiv skattepligt

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1993 19713 Valid

Subjektiv skattepligt

- Subjektiv skattepligt

- forening eller udloddende investeringsforening

Referencer: LV 1994 S.A.1.6 S.A.1.8 og SL § 1

Sagens omstændigheder var følgende

Spørgsmål

Er Foreningen skattepligtig efter selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6, og dermed skattefri af renter, aktieudbytter, kursgevinster på værdipapirer og aktieavancer, idet foreningen ikke driver erhvervsvirksomhed?

Svar

Ja.

Sagsfremstilling og begrundelse

A A-S planlægger som led i en kapitaltilførsel at udstede konvertible obligationer i medfør af aktieselskabslovens § 41. Der udstedes nom. (100) kr. konvertible obligationer, der kan konverteres til nom. (20) kr. aktier, svarende til ombytningsforholdet 5 obligationer for 1 aktie. Udstedelseskursen er (100), indfrielseskursen er (100) med en kupon på 16,875 pct. Obligationerne kan indfries 5 år efter emissionen eller kan kræves konverteret de sidste 10 børsdage i x-måned 1994, 1995, 1996, 1997 og 1998.

Emissionen er rettet mod en afgrænset gruppe af institutionelle investorer, men da A A/S er børsnoteret, skal de konvertible obligationer noteres på Københavns Fondsbørs. I forbindelse med emissionen påtænkes etableret en certifikatudstedende udloddende investeringsforening (Foreningen), hvor igennem de institutionelle investorer, der ikke måtte ønske at aftage de konvertible obligationer direkte fra A A/S, som medlemmer af foreningen kan foretage investering i de konvertible obligationer.

Formålet med at anvende en udloddende investeringsforening er at sikre, at de institutionelle investorer, der er omfattet af lov om realrenteafgift § 2, stk. 1, kan investere i de konvertible obligationer gennem den certifikatudstedende udloddende investeringsforening uden realrenteafgift, jf. realrenteafgiftslovens § 3, stk. 3, nr. 8, samtidig med, at investeringsforeningen ikke er skattepligtig af renter, kursgevinster, aktieavancer og udbytter af de konvertible obligationer, jf. selskabsskat telovens § 1, stk. 1, nr. 6.

Det fremgår af realrenteafgiftslovens § 3, stk. 3, nr. 8, at udbytte, kursværdiændringer og realiserede kursgevinster og -tab vedrørende certifikater i udloddende investeringsforeninger er undtaget for realrenteafgift, når foreningen ifølge vedtægterne kun kan investere i aktiver, hvis afkast helt eller delvis er undtaget for afgiftspligt.

Urealiserede ændringer i kursværdien og realiserede kursgevinster og -tab på konvertible obligationer er undtaget for realrenteafgift, jf. lovens § 3, stk. 3, nr. 4, mens renteindtægten af de konvertible obligationer er afgiftspligtig, jf. lovens § 3, stk. 2, nr. 1. Afkastet fra konvertible obligationer er således delvis fritaget for afgift. Afkastet af certifikater i en udloddende investeringsforening omfattet af lovens § 3, stk. 1, nr. 8, er dermed afgiftsfritaget, hvis der udelukkende investeres i konvertible obligationer.

Sammenfattende medfører dette, at en institutionel investor ved at erhverve de konvertible obligationer indirekte gennem et certifikat i den udloddende investeringsforening kan opnå fuldstændig realrenteafgiftsfritagelse og fritagelse for selskabsskat i selve den udloddende investeringsforening, samtidig med at den institutionelle investor selv kan være skattefritaget efter selskabsskattelovens § 3, stk. 1.

Spørgsmålet er herefter, om den påtænkte investeringsforening opfylder betingelserne for at kunne anses for en udloddende investeringsforening i relation til selskabsskatteloven og realrenteafgiftsloven.

Da der ikke kan opnås bindende forhåndsbesked vedrørende realrenteafgiftsloven, er dette spørgsmål forelagt Told- og Skattestyrelsen.

Foreningen vil ifølge udkast til vedtægter have følgende karakteristika

1. Foreningens formål er at anbringe medlemmernes midler i konvertible obligationer, der udstedes af A A/S i 1993 eller senere samt i aktier heri, herunder aktier som måtte blive erhvervet ved konvertering af obligationer.

2. Investeringsforeningen er forpligtet til kun at placere sine midler i de nævnte konvertible obligationer og aktier.

Foreningen vil her udover alene have en mindre likvid arbejdskapital.

3. Foreningen må ikke optage lån bortset fra kortfristede lån for at indløse certifikater eller for at udnytte tegningsrettigheder. Foreningen må ikke yde lån eller stille garanti ud over det under 1. omfattede konvertible obligationslån.

4. Foreningen er forpligtet til inden fristen for indgivelse af selvangivelse for det pågældende indkomstår at udlodde de i selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 5 a, nævnte indtægter og avancer efter fradrag af administrationsomkostninger.

5. Foreningen henvender sig ikke til en videre kreds eller offentligheden, idet medlemmerne ved stiftelsen udelukkende udgør en snæver kreds af institutionelle investorer. Antallet af medlemmer ved stiftelsen antages at blive mindst 8.

6. Generalforsamlingen har den højeste myndighed i alle foreningens anliggender.

7. Generalforsamlingen vælger en bestyrelse, der varetager den overordnede ledelse af foreningen.

8. Foreningen er ikke omfattet af lov om investeringsforeninger (Industriministeriets lovbekendtgørelse nr. 85 af 12/2 1990).

9. Medlemmerne modtager certifikater for deres indskud. Certifikaterne kan kun overdrages med bestyrelsens samtykke. Ved meddelelse af samtykke skal bestyrelsen iagttage, at foreningen ved optagelse af nye medlemmer ikke bliver omfattet af lov om investeringsforeninger.

10. Ingen investeringscertifikater har særlige rettigheder. Intet medlem af foreningen er pligtig at lade sine certifikater indløse helt eller delvis.

11. Medlemmerne hæfter alene med det for deres certifikat indbetalte beløb og har ingen hæftelse herudover for foreningens forpligtelser. Et datterselskab af A A/S skal være certifikatejer. Datterselskabet hæfter dog personligt og direkte for foreningens forpligtelser.

12. Et medlem kan til enhver tid på forlangende fordre sig indløst. Bestyrelsen afgør, om dette skal ske ved kontant betaling eller ved vederlæggelse i form af udlevering af den til certifikatet svarende andel af foreningens beholdning af konvertible obligationer respektivt aktier, evt. med en kontant udligningssum.

Det er forespørgerens opfattelse, at foreningen må anses for et selvstændigt skattesubjekt omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6. Til støtte herfor har forespørgeren bl.a. anført følgende: Den foreliggende investeringsforening er ikke omfattet af lov om investeringsforeninger, dels fordi foreningen alene har til formål at investere i de af A A/S udstedte konvertible obligationer (ingen risikospredning), og dels fordi foreningen ikke henvender sig til offentligheden, men har et begrænset antal medlemmer.

Som følge af hæftelsesreglen og certifikaternes omsættelighed må foreningen efter forespørgerens opfattelse anses for et selvstændigt skattesubjekt med karakter af en investeringsforening, således at foreningen, når der sker udlodning som anført i selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 5 a, vil være omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6, og således alene være skattepligtig af indtægter ved erhvervsmæssig virksomhed.

Ligningsrådet finder, at den påtænkte forening, uanset at medlemskredsen evt. ikke kommer til at overstige 8, under de foreliggende omstændigheder vil kunne anses for et selvstændigt skattesubjekt med karakter af en investeringsforening i selskabsskattelovens forstand, således at foreningen, når der sker udlodning som nævnt i selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 5 a, vil være omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6, og således alene være skattepligtig af indtægter ved erhvervsmæssig virksomhed. På baggrund af foreningens karakter af investeringsforening vil afkastet af de værdipapirer, hvori foreningens formue kan anbringes ifølge vedtægterne, ikke udgøre indtægt ved erhvervsmæssig virksomhed.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →