Legislator Case Law & Legislation
W19931970225 DK

Syge- og ulykkesforsikringer

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1993 19702 Valid

Syge- og ulykkesforsikringer

- Bestyrelsesmedlemmers Syge- og ulykkesforsikringer.

Ligningsrådet blev anmodet om bindende forhåndsbesked om følgende

1. Vil bestyrelsesmedlemmerne blive beskattet af den indbetalte præmie til forsikringsselskabet?

2. Skal der ved udbetaling af forsikringssum ved dødsfald svares arveafgift af summen, jf. arveafgiftslovens § 5 a?

Sagens omstændigheder var følgende

A A-S er datterselskab af B Holding A/S, der ejes af 8 institutioner.

A A/S er administrationsselskab for de 8 institutioner.

A A/S har tegnet en ulykkesforsikring i et forsikringsselskab, der dækker bestyrelsesmedlemmerne i de 8 institutioner samt bestyrelsesmedlemmerne i B Holding A/S og A A/S. Bestyrelsesmedlemmer ne i de to aktieselskaber er sammenfaldende og svarer til nogle af bestyrelsesmedlemmerne i institutionerne.

Forsikringen har til formål at sikre bestyrelsesmedlemmerne og deres efterladte mod økonomiske følger af et ulykkestilfælde, der enten forårsager dødsfald eller invaliditet.

Forsikringen dækker døgnet rundt, året rundt og under rejser samt midlertidigt ophold i hele verden.

Forsikringssummen udgør ved dødsfald 500.000 kr. og ved invaliditet 500.000 kr.

Ulykkesforsikringen tegnes og ejes af A A/S. Den årlige præmie til ulykkesforsikringen udgjorde for 1992 281 kr. pr. bestyrelsesmedlem.

Syge- og ulykkesforsikring, der ejes af forsikrede, er omfattet af pensionsbeskatningslovens § 50. Efter samme lovs § 56, stk. 1, medregnes beløb, der ydes ved, at forsikringspræmier betales af en anden end ejeren af forsikringen, ved opgørelsen af ejerens skattepligtige indkomst.

Ejes syge- og ulykkesforsikringen af en anden end forsikrede, er ordningen ikke omfattet af pensionsbeskatningsloven. Er forsikrede en arbejdstager, og er ejeren en arbejdsgiver, og dækker forsikringen både arbejdstid og fritid, har departementet i Meddelelser fra Skattedepartementet hæfte 74, s. 387 udtalt, at præmien som udgangspunkt udgør en økonomisk fordel for arbejdstageren og derfor må betragtes som et lønaccessorium, der skal medregnes til den skattepligtige personlige indkomst. Den del af præmien, der medgår til dækning af risikoen i arbejdstiden, er dog indkomstskattefri.

Under hensyn til den gældende bagatelgrænse på 300 kr. for årlige gaver i form af naturalydelser, en arbejdsgiver uden beskatning kan give en arbejdstager, har departementet videre udtalt, at udgør forsikringsummen højst 500.000 kr., medregnes den betalte præmie for dækning i fritiden heller ikke til arbejdstagerens personlige indkomst.

Bestyrelsesmedlemmer indgår ikke, således som det gælder for arbejdstagere i en virksomhed, i et egentligt ansættelsesforhold med den virksomhed m.v., hvori de er bestyrelsesmedlemmer. Bestyrelsesmedlemmer har ikke en klart defineret arbejdstid, ligesom det i øvrigt kan være vanskeligt at afgrænse, hvornår et bestyrelsesmedlem handler i virksomhedens interesse, og hvornår bestyrelsesmedlemmet handler privat.

Ad spørgsmål 1

Under disse omstændigheder finder Ligningsrådet ikke, at den foranførte afgørelse vedrørende præmie til syge- og ulykkesforsikringer tegnet af en arbejdsgiver med en arbejdstager som forsikret bør udvides til også at finde anvendelse på præmien til helårlige syge- og ulykkesforsikringer for bestyrelsesmedlemmer.

Præmien skal derfor medregnes i bestyrelsesmedlemmernes skattepligtige indkomst.

Vedrørende spørgsmål 2 nægtede Ligningsrådet at give bindende forhåndsbesked, jf. lov om bindende forhåndsbesked om skattespørgsmål m.v. nr. 270 af 22/4 1992, § 1, stk. 2.

Der blev dog givet nedenstående vejledende udtalelse

Erhvervelser fra forsikringsselskaber m.fl., som tilfalder boet eller den begunstigede uden om boet i anledning af et dødsfald, er som hovedregel arveafgiftspligtig.

Har afdøde ikke direkte eller indirekte betalt præmierne, eller har den begunstigede godtgjort afdøde præmierne, betales der dog ikke arveafgift. Er afdøde beskattet af præmien, som er betalt af andre, antages han, i relation til bestemmelsen i arveafgiftslovens § 5 a, at have betalt præmien.

Hvad der måtte blive udbetalt en begunstiget fra en ulykkesforsikring, som er indgået til opfyldelse af en i henhold til lov eller administrativ forskrift påhvilende forpligtelse, er ligeledes undtaget fra

arveafgiftspligten.

Det samme gælder visse generelle ordninger oprettet for arbejdstagere i private virksomheder, når der er tale om løbende livsbetingede ydelser, og ydelserne tilfalder den efterlevende ægtefælle, registreret partner eller uforsørgede børn.

Når forsikringsordningen udbetales som en sum, som i nærværende tilfælde, er erhvervelsen afgiftspligtig.

Det er i øvrigt uafklaret, om ulykkesforsikringer tegnet med bestyrelsesmedlemmer som forsikrede overhovedet kan være omfattet af ovennævnte undtagelser fra afgiftspligten.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →