Legislator Case Law & Legislation
W19931970025 DK

Underskudsbegrænsning

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1993 19700 Valid

Underskudsbegrænsning

- Underskudsbegrænsning og konvertering af gæld.

Ligningsrådet blev anmodet om bindende forhåndsbesked om følgende

1. Vil konvertering af D ApS' gæld til anpartshaverne til anparts-kapital medføre begrænsning i selskabets ret til underskudsfremførsel, jf. ligningslovens § 15, stk. 3, om frivillig akkord i følgende tilfælde?

A. Konvertering af den fulde gæld til anpartskapital til kurs 100 med efterfølgende kapitalnedsættelse til dækning af underskud.

B. Konvertering af 1 mio. kr. af gælden til anpartskapital til kurs 100 med efterfølgende kapitalnedsættelse til dækning af underskud.

C. Konvertering af den fulde gæld til anpartskapital til overkurs, hvor overkursen anvendes til dækning af underskud.

2. Vil konvertering af selskabets gæld til anpartshaverne som nævnt i spørgsmål 1 A til 1 C medføre, at anpartshavernes anskaffelsessum for de således erhvervede anparter ansættes til kursværdien af fordringerne på konverteringstidspunktet?

3. Vil en kontant udvidelse af anpartskapitalen med efterfølgende kapitalnedsættelse, hvor kontant provenuet anvendes til afdrag på gælden til anpartshaverne, medføre begrænsning i selskabets ret til underskudsfremførsel, jf. ligningslovens § 15, stk. 3, om frivillig akkord?

4. Vil indfrielse af gælden til anpartshaverne som nævnt i spørgsmål 3 medføre beskatning hos anpartshaverne af forskellen mellem indfrielsessummen og fordringernes kursværdi på indfrielsestidspunktet?

Sagens omstændigheder var følgende

Selskabet D ApS havde pr. 30-4 1992 en anpartskapital på 96.000 kr., en negativ egenkapital på -773.452 kr. og et skattemæssigt underskud til fremførsel på - 678.743 kr.

Selskabets gæld var på i alt 2.312.309 kr., heraf gæld til 24 anpartshavere på 1.426.440 kr. Ingen af anpartshaverne var værnsaktionær i selskabet.

Selskabets revisor oplyste, at gælden til anpartshaverne var opstået som direkte udlån til selskabet, og at der var tale om anfordringstilgodehavender. Kursværdien af anfordringstilgodehavenderne var væsentligt under pari inden kapitaludvidelsen.

Ligningsrådet besvarede spørgsmålene således

Ad spørgsmål 1 A-C

Ligningsrådet udtalte, at ifølge kursgevinstlovens § 6 A, stk. 1, medregnes gevinst på gæld som følge af tvangsakkord eller aftale om en samlet ordning mellem en skyldner og dennes kreditorer om bortfald eller nedsættelse af skyldnerens gæld (frivillig akkord) ikke ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

Ifølge selskabsskattelovens § 13, stk. 1, nr. 1, medregnes overkurs ved udvidelse af anpartskapital ikke til den skattepligtige indkomst.

Ifølge ligningslovens § 15, stk. 2, nedsættes uudnyttede fradragsberettigede underskud for det pågældende og tidligere indkomstår med det beløb, hvormed gælden er nedsat, hvis en skattepligtig i et indkomstår opnår en tvangsakkord. ligningslovens § 15, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse på aftaler om en samlet ordning mellem en skyldner og dennes kreditorer om bortfald eller nedsættelse af skyldnerens gæld (frivillig akkord), jf. lovens § 15, stk. 3.

Under hensyn bl.a. til, at anpartshavernes fordringer på selskabet udgjorde mere end ca. 61 pct. Af kreditormassen, fandt Ligningsrådet, at den påtænkte konvertering af gæld måtte anses som en frivillig akkord, jf. ligningslovens § 15, stk. 3, således at der skulle ske regulering af selskabets underskud i overensstemmelse med bestemmelserne i ligningslovens § 15, stk. 3, jf. stk. 2, i det omfang kursværdien af de modtagne anparter på konverteringstidspunktet var lavere end den nominelle værdi af anpartshavernes fordringer.

Det blev tilføjet, at spørgsmålet, om der forelå en frivillig akkord, skulle afgøres uafhængigt af, hvilken af de 3 rekonstruktionsløsninger der blev valgt.

Ad spørgsmål 2

Ligningsrådet udtalte, at anskaffelsessummen for anparter, der erhverves ved konvertering af en fordring på selskabet, efter fast praksis ansættes til fordringens handelsværdi på konverteringstidspunktet, såfremt fordringens reelle værdi er væsentligt mindre end pålydende.

Det blev tilføjet, at i de tilfælde, hvor rekonstruktionen var forbundet med en kapitalnedsættelse uden udlodning, ville kapitalnedsættelsen være omfattet af ligningslovens § 16 A med en udlodning på 0 kr. Anskaffelsessummen for de ved kapitalnedsættelsen annullerede anparter kunne ikke godskrives, heller ikke ved salg af de resterende anparter.

Ad spørgsmål 3

Ligningsrådet udtalte, at ved en kontant udvidelse af anpartskapitalen med efterfølgende indfrielse af gælden til anpartshaverne var der ikke hjemmel til at begrænse adgangen til underskudsfremførsel, jf. ligningslovens § 15, i selskabet.

Ad spørgsmål 4

Ligningsrådet udtalte, at da der var tale om tilbagebetaling af et direkte ydet lån med samme beløb, som udlånet var ydet med, ville der ikke herved opstå gevinst eller tab efter bestemmelserne i kursgevinstloven.

Da der var tale om et anfordringstilgodehavende, ville indfrielsen finde sted i overensstemmelse med de aftalte lånevilkår, hvorfor indfrielsen af gælden heller ikke kunne medføre beskatning som maskeret udlodning af forskellen mellem indfrielsessummen og kursværdien på indfrielsestidspunktet.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →