Drift og skattefri fusion
Statutory Text (1 Articles)
Drift og skattefri fusion
Ligningsrådet blev anmodet om svar på følgende
Kan eventuelle underskud i A Holding A-S-koncernens selskaber fremføres efter ligningslovens § 15 efter de beskrevne ændringer i ejerforholdene?
Sagens omstændigheder var følgende
A Holding A/S-koncernen omfatter p.t. moderselskabet A Holding A/S, dette selskabs helejede datterselskab B A/S samt datterselskabets helejede selskaber, herunder selskaberne i X-koncernen og Y-koncernen.
Moderselskabets eneste aktivitet er at eje B A/S med tilhørende datterselskaber.
Med henblik på forenkling af forretningsgange og beslutningsprocesser påtænker A Holding A/S-koncernen at foretage følgende omstrukturering af koncernen.
1. B A/S erhverver i 1992 et skuffeselskab og overfører pr. 1/1 1993 sin egentlige drift til skuffeselskabet.
2. Derefter overdrager B A/S aktierne i skuffeselskabet samt aktierne i sine øvrige selskaber til A Holding A/S. Dette sker ligeledes pr. 1/1 1993.
3. Stadig pr. 1/1 1993 fusionerer A Holding A/S dernæst med det tidligere skuffeselskab med holdingselskabet som det fortsættende selskab.
4. Endelig foretager B A/S pr. 1/1 1993 en udlodning af et beløb til A Holding A/S, svarende til værdien af de aktier, som B A/S modtog fra skuffeselskabet i forbindelse med overførslen af driften til skuffeselskabet. Udlodningen dækker selskabets tilgodehavende hos holdingselskabet erhvervet ved salget af skuffeselskabet til holdingselskabet.
Omstruktureringen af koncernen medfører således, at B A/S's datterselskabsaktier skifter ejer, jf. punkt 2, og at det tidligere skuffeselskab ophører ved fusion, jf. punkt 3.
I den forbindelse ønsker koncernen oplyst, om omstruktureringen medfører en begrænsning af koncernselskabernes adgang til fremførsel af eventuelle skattemæssige underskud, jf. ligningslovens § 15.
Det fremgår af ligningslovens § 15, stk. 5, at såfremt mere end 50 pct. af aktiekapitalen i et selskab omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1 og 2, ved indkomstårets udløb ejes af andre aktionærer end ved begyndelsen af et tidligere indkomstår, hvor den skattepligtige indkomst udviste underskud, kan underskuddet ikke nedbringe den skattepligtige indkomst til et beløb mindre end selskabets positive nettokapitalindtægter.
Det fremgår endvidere af fusionsskattelovens § 8, stk. 6, at såfremt der ved fusion foreligger et underskud fra tidligere år i et af selskaberne, kan dette underskud ikke bringes til fradrag ved det modtagende 'fortsættende' selskabs indkomstopgørelse. Dette gælder dog ikke, når et moderselskab fusionerer med et datterselskab, hvormed det har været sambeskattet indtil fusionsdatoen og i de seneste 5 indkomstår forud herfor.
Skatteforvaltningen udtalte, at et skattemæssigt underskud i A Holding A/S for 1991 er elimineret via sambeskatningen i koncernen, og at et lignende underskud for 1992, der ikke udlignes via sambeskatningen, vil fortabes, da de fusionerende selskaber ikke har været sambeskattede i 5 år før fusionen. Ligeledes vil et eventuelt underskud fra 1992 i det tidligere skuffeselskab fortabes.
Med hensyn til underskud i koncernens øvrige selskaber bemærkede skatteforvaltningen, at underskuddene vil kunne fremføres i henhold til ligningslovens § 15, da der ikke sker ændring i den relevante ejerkreds vedrørende selskaberne.
Ligningsrådet udtalte
Ligningsrådet kan tiltræde skatteforvaltningens udtalelse. Rådet skal tilføje, at der ikke i henhold til ligningslovens § 15, stk. 5, sammenholdt med bestemmelsens stk. 8, sker ændring af ejerkredsen i koncernens selskaber, idet A Holding A/S fortsat udgør ejerkredsen i koncernens top. Da selskabeter børsnoteret, er det i denne sammenhæng uden betydning, hvorvidt selskabets personejerkreds ændres.
Ligningsrådet skal dog fremhæve, at de uudnyttede sambeskatningsunderskud, der måtte hidrøre fra datterselskabet B A/S og dets datterselskaber m.v., og som ligger forud for den heromhandlede skattefri fusion, ikke vil kunne fratrækkes i fremtidig indkomst efter fusionen i det modtagende selskab A Holding A/S, idet det modtagende selskab og de selskaber, der var sambeskattet med dette selskab indtil fusionen, i relation til fusionsskattelovens § 8, stk. 6, må betragtes som en samlet enhed.
I tilknytning til anmodningen om bindende forhåndsbesked, men uden for forhåndsbeskedslovens område søgte B A/S om tilladelse til at foretage tilførsel af aktiver i henhold til fusionsskattelovens § 15 c, stk. 1.
Sagens omstændigheder var følgende
Ansøgningen skyldes den under punkt 1 beskrevne overførsel pr. 1/1 1993 af B A/S's egentlige drift til et skuffeselskab erhvervet i 1992.
De aktiver, der tilføres, omfatter tilgodehavender, aktie- og obligationsbeholdninger, immaterielle aktiver samt materielle aktiver såsom maskiner og inventar. Tilførslen omfatter de passiver, der knytter sig til de overførte aktiver og dermed driften.
De ikke overførte aktiver omfatter kapitalandele i tilknyttede virksomheder samt grunde og ejendomme.
Som vederlag for de tilførte aktiver modtager B A/S aktier i det tidligere skuffeselskab.
Ligningsrådet udtalte
På baggrund af de foreliggende oplysninger kan Ligningsrådet i medfør af fusionsskattelovens § 15 c, stk. 1, imødekomme ansøgningen og således tillade den påtænkte tilførsel af aktiver. Tilladelsen gives uden fastsættelse af særlige vilkår.
Ligeledes i tilknytning til anmodningen om bindende forhåndsbesked, men uden for forhåndsbeskedslovens område, søgte B A/S i medfør af fusionsskattelovens §§ 3 og 4 om tilladelse til skattefri fusion i anledning af en påtænkt fusion mellem A Holding A/S og det tidligere skuffeselskab.
Sagens omstændigheder var følgende
Ansøgningen skyldes den under punkt 3 beskrevne fusion pr. 1/1 1993 mellem de nævnte selskaber med holdingselskabet som det fortsættende selskab. Fusionen medfører, at holdingselskabet overtager den egentlige drift, som tidligere foretoges i B A/S.
A Holding A/S har oplyst, at der ikke er nogen umiddelbare planer om at sælge B A/S som et underskudsselskab. I øvrigt er der ikke tale om et tomt selskab, idet der i forbindelse med tilførslen af aktiver til skuffeselskabet forbliver ejendomme i B A/S til en værdi af ca. X mio. kr.
Ligningsrådet udtalte
I den anledning skal Ligningsrådet meddele, at Rådet ikke finder grundlag for at fastsætte særlige vilkår i forbindelse med den påtænkte skattefri fusion. Underskuddet i B A/S bevares som følge af reglerne om tilførsel af aktiver, som ikke indeholder bestemmelser om bortfald af underskud i det indskydende selskab, og der er som foran nævnt ikke grundlag for at fastsætte særlige vilkår ved denne transaktion.
Ligningsrådet skal derfor henvise til told- og skatteregionen, som er bemyndiget til at tillade skattefri fusion i medfør af fusionsskattelovens §§ 3 og 4, når fastsættelse af særlige vilkår ikke er påkrævet.