Rentefradrag./gældssaneringssager

Rentefradrag./gældssaneringssager

Told- og Skattestyrelsen har, på baggrund af en konkret forespørgsel, afvist at give bindende forhåndsbesked om størrelse af en gældssaneringssøgende skatteyders eventuelle uudnyttede rentefradrag, der i medfør af ligningslovens § 5, stk. 7, kunne blive fradragsberettigede ved betaling af afdrag over en periode på typisk 5 år fastsat i en kendelse om gældssanering.

Principperne for opgørelsen af rentefradragets størrelse fremgår af lovgivningen, jf. ligningslovens § 5, medens selve fradragets størrelse i det enkelte indkomstår er et ligningsmæssigt spørgsmål, der henhører under den kommunale skattemyndighed.

Såfremt debitor tidligere uberettiget har fratrukket renteudgifter, uanset disse ikke er blevet betalt, jf. ligningslovens § 5, stk. 7, eller korrekt ikke har fratrukket renteudgifter, men opsparet en fradragsret, der først bliver aktuel i det indkomstår, hvori betaling af renteudgifterne sker, skal de kommunale ligningsmyndigheder opgøre fradragets korrekte størrelse for hver enkelt indkomstår og på baggrund af de faktiske oplysninger som et led i den almindelige ligningsmæssige behandling af debitors skatteansættelser.

Den skattemæssige behandling af debitors rentudgifter og størrelsen af fradraget i det enkelte indkomstår vil have betydning for størrelsen af den fremtidige afdragsvise betaling, der kan fastsættes i skifterettens kendelse om gældssanering.

Det henstilles derfor til de kommunale ligningsmyndigheder, at man i videst muligt omfang er skifteretterne behjælpelig med at oplyse den konkrete ligningsmæssige behandling af debitors renteudgifter for de indkomstår, hvor skatteansættelse er foretaget.

Dette vil give skifteretterne adgang til, i videst muligt omfang, at tage hensyn til debitorernes fremtidige skattebetalingsforpligtigelser således, at disse, herunder rentefradrags beløbenes størrelse, kan indgå reelt, når den afdragsvise betalings størrelse skal fastlægges i gældssaneringskendelserne.

Ifølge gældende praksis anses delvis betaling til fuld indfrielse af en gæld, der består af hovedstol og renter, for forlods at dække renter. Når kreditor har modstående interesser, er det kreditor, der har bestemmelsesretten for så vidt angår beløbets anvendelse.

Den omtalte praksis følges således, medmindre parterne har aftalt eller kreditor har tilkendegivet anden anvendelse af den delvise betaling, jf. LV E.L.2.4, s. 553.

I bl.a. gældseftergivelsessager, hvor der mellem en debitor og hans kreditorer indgås en aftale om en samlet eftergivelse, accepterer skattemyndighederne normalt den indgåede aftale. Dette gælder, uanset om aftalen indebærer,

- at der sker en forholdsmæssig nedskrivning af gælden mellem renter og hovedstol,

- om hele det afskrevne beløb henføres til hovedstolen,

- om hele det afskrevne beløb henføres til rentedelen,

- eller om der aftales andet.

Ovenstående gør sig gældende uanset om der indgås en enslydende aftale med alle kreditorer ne om, hvorledes gælden nedskrives, eller om der indgås individuelle aftaler med hver enkelt kreditor. Det gør sig også gældende i tilfælde, hvor den enkelte kreditor , hvis han har flere fordringer på debitor, aftaler individuelle nedsættelser for hver enkelt fordring/gældspost.

Kreditors anvendelse af den delvise betaling har afsmittende virkning for fordelingen af debitors ydelse på hovedstol og renter.

Det skal i relation til ovenstående bemærkes, at det er forudsat, at der ved aftalens indgåelse er enighed mellem debitor og kreditor om, hvorledes såvel det nedskrevne beløb som debitors ydelser fordeler sig på hovedstol og renter. Når sådanne aftaler indgår som led i gældssaneringen, vil der ikke efterfølgende på dette

punkt kunne opstå tvivl om størrelsen af debitors rentefradrag på dette punkt. Det henstilles til skifteretterne at tilkendegive over for ligningsmyndighederne, hvis den delvise betaling ikke forlods skal dække renter.

Rentefradragsret i gældssaneringssager.