Legislator Case Law & Legislation
W19931964925 DK

Ejendomsoverdragelse

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1993 19649 Valid

Ejendomsoverdragelse

- Omgørelse af hovedaktionærdispositioner.

Sagens omstændigheder var følgende

En person var tidligere hovedaktionær i selskabet H ApS, hvor han ejede 91,3 pct. af indskudskapitalen. Selskabet overdrog ved skøde af 30/3 1990 en ejendom T til P. Købesummen androg 1,3 mio. kr., som blev berigtiget ved modregning i P's tilgodehavende i forbindelse med likvidation af H ApS.

Der var senere opstået enighed mellem den kommunale skatteforvaltning og P om, at ejendommens handelspris på overdragelsestidspunktet var 1,9 mio. kr. Der var ved denne værdiansættelse henset til, at der var afholdt forbedringsudgifter på ejendommen med ca. 1,6 mio. kr., således at den samlede nominelle anskaffelsessum for ejendommen (oprindelig købesum og forbedringsudgifter) udgjorde ca. 2,8 mio. kr.

Af revers til skødet af 4/4 1990 fremgik det, at der i forbindelse med handlen var aftalt et skatteforbehold om ejendommens overdragelsessum.

Det var i øvrigt oplyst, at H ApS den 9/4 1992 overdrog sin speditionsvirksomhed til S A/S. Sidstnævnte selskab ejedes for 95 pct.s vedkommende af P. Anparterne i H ApS i likvidation blev efterfølgende solgt til en uafhængig tredjemand, der lod selskabet træde i virksomhed igen.

Af det nævnte overdragelsesdokument af 9/4 1990 fremgik bl.a. følgende

1) Køber overtager den af sælger drevne speditionsvirksomhed med de erhvervsmæssigt benyttede aktiver og passiver, herunder samtlige rettigheder og forpligtelser ...

Endvidere er køber forpligtet til at indtræde i de aftaler, der forefindes af enhver art, der har med den overdragne virksomhed at gøre.

2) ...

3) Det skal nævnes, at følgende aktiver og passiver ikke overdrages.

Ejendommen T, ...

Told- og Skattestyrelsen havde givet følgende begrundelse for at meddele afslag på omgørelse

Told- og Skattestyrelsen fandt, at omgørelse kun kunne ske mellem de oprindelige aftaleparter, hvorfor Styrelsen ikke kunne imødekomme anmodningen om omgørelse mellem det senere købte selskab S A/S og hovedaktionæren P.

Revisor havde i sin klageskrivelse bl.a. fremhævet, at værdiansættelsen blev foretaget i god tro. Den kontante ejendomsværdi udgjorde 710.000 kr. på overdragelsestidspunktet, på hvilket tidspunkt det var almindelig anerkendt praksis, at overdragelsessummer mellem nærtstående ikke kunne anfægtes, når de lå inden for +/- 15 pct. af den senest kendte offentlige ejendomsværdi. Det kunne heraf ses, at ejendommen ikke blev overdraget til underpris, idet den ydede overdragelsessum udgjorde ejendomsværdien + 83 pct.

Revisor gjorde gældende, at det med H ApS aftalte skatteforbehold var medoverdraget til S A/S. I den forbindelse henviste han til, at begge selskaber havde/havde haft samme aktionærkreds, ligesom han påpegede, at S A/S i henhold til overdragelsesaftalen af 9/4 1990 var indtrådt i enhver forpligtelse, som selskabet H ApS måtte være part i. Han fandt det betænkeligt, at man ikke anerkendte, at et skatteforbehold kunne overdrages mellem to hovedaktionærselskaber, idet manglende anerkendelse heraf hæmmede hovedaktionærers dispositioner over deres anpartsbesiddelser.

Det var herefter revisors synspunkt, at der burde indrømmes omgørelse mellem P og S A/S.

Indledningsvis bemærkedes, at Ligningsrådet efter overdragelsesaftalens ordlyd ikke fandt, at skatteforbeholdet var overdraget til S A/S, idet dette selskab ikke overtog ejendommen, men alene speditionsvirksomheden. Det var således for denne sag uden betydning, om skatteforbehold juridisk set kunne overdrages eller ej.

Uanset om P vidste eller burde have vidst, at ejendommen blev overdraget til en for lille salgssum og uanset det i øvrigt anførte, måtte Ligningsrådet være enig med Told- og Skat testyrelsen i, at omgørelse ikke kunne gennemføres mellem andre end de oprindelige parter. Ligningsrådet kunne derfor ikke imødekomme ansøgningen.

Med hensyn til revisors bemærkning om, at hovedaktionærers dispositioner hæmmedes, kunne Ligningsrådet henlede opmærksomheden på, at der altid forud for en ejendomsoverdragelse kunne indhentes bindende forhåndsbesked om værdiansættelsesspørgsmål.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →