Koncerner
Statutory Text (2 Articles)
Koncerner
- Sambeskatning med tilkøbte koncerner
Sagens omstændigheder var følgende
Skuffeselskabet M A/S, som nyligt havde erhvervet aktierne i to selskaber D A/S og D1 A/S, der hver især var moderselskab i en sambeskattet koncern, påtænkte at lade sig sambeskatte med disse koncerner.
De til D A/S og D1 A/S knyttede datterselskaber var med få undtagelser sambeskattet med moderselskabet.
Selskabernes regnskabsår var 1/7-30/6.
Den kommunale skattemyndighed udtalte bl.a., at D A/S-koncernen og D1 A/S-koncernen udgjorde to selvstændige særskilt sambeskattede koncerner.
Etablering af sambeskatning med koncernens nye fælles moderselskab M A/S indebar efter kommunens opfattelse, at der for de eksisterende sambeskatninger i de to koncerner, nu subkoncerner, ikke ville ske et egentligt ophør, idet de eksisterende sambeskatninger fortsatte i (inkorporeres i) den nye sambeskatning med M A/S som moderselskab.
Kommunen udtalte endvidere bl.a., at denne forståelse førte til, at der i forbindelse med sambeskatningen med det nye fælles moderselskab ikke ansås at foreligge etablering af sambeskatning med et udenlandsk datterselskab som omhandlet i sambeskatningsvilkår 2.10., idet etablering af sambeskatning med de to subkoncerners udenlandske datterselskaber allerede var sket på tidspunktet for disse selskabers indtræden i de eksisterende sambeskatninger.
På denne baggrund var det kommunens opfattelse, at der ikke skulle fastsættes nye indgangsværdier for afskrivningsberettigede aktiver i de udenlandske datterselskaber.
Ligningsrådet bemærkede indledningsvis, at spørgsmålet om, hvorvidt betingelserne for at de omhandlede selskaber ville kunne sambeskattes, afgøres af den stedlige skattemyndighed, jf. TS-sambeskatningscirkulære. Ligningsrådet måtte derfor forstå spørgsmålet således, at det blev lagt til grund for besvarelsen, at selskaberne anses for berettiget til sambeskatning, og at det stillede spørgsmål i øvrigt anses som et ligningsmæssigt spørgsmål med klageadgang i sædvanlig instansfølge.
Ligningsrådet var herefter enig med den stedlige skattemyndighed i, at M A/S' køb og efterfølgende sambeskatning med D A/S-koncernen og D1 A/S-koncernen alene bevirkede en udvidelse af sambeskatningskredsen, således at der i forlængelse af den hidtidige sambeskatning af de to sambeskatningsenheder, henholdsvis D A/S-koncernen og D1 A/S-koncernen, under en ny ejerstruktur, blev etableret en ny sambeskatningsenhed, hvori de tidligere sambeskatningsenheder ville fortsætte med at være sambeskattet.
Efter Ligningsrådets opfattelse betød det, at der ikke var grundlag for at opgøre indgangsværdier på ny efter sambeskatningsvilkår 2.10 for D A/S-koncernens og D1 A/S-koncernens udenlandske datterselskaber, idet sambeskatningen af de nævnte koncerner ikke blev bragt til ophør.
Ligningsrådet fandt anledning til at bemærke uden for den bindende forhåndsbesked, at de ændrede ejerforhold til D A/S og D1 A/S havde betydning i relation til sambeskatningsvilkår 2.4 om underskud, idet eventuelle underskud i D A/S-koncernen og D1 A/S-koncernen fra årene forud for den eventuelle sambeskatning med M A/S alene kunne bringes til fradrag i medfør af ligningslovens § 15 i overskud indtjent inden for de selskaber, der var omfattet af den tidligere sambeskatning.
Et selskab, som havde erhvervet to moderselskaber, der hver især var sambeskattet med en række datterselskaber, spurgte Ligningsrådet, om det ved inddragelse af disse to koncerner i sambeskatning ville bevirke ophør af den bestående sambeskatning i de to koncerner, således at der skulle fastsættes nye indgangsværdier i de udenlandske datterselskaber.