Legislator Case Law & Legislation
W19931962825 DK

Opgørelse af varelager

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1993 19628 Valid

Opgørelse af varelager

- Opgørelse af varelager, levende dyr

Told- og Skattestyrelsen er blevet spurgt om, hvorvidt det nu ophævede SD-cirkulære 1988-59, om nedskrivninger på levende dyr, gav mulighed for genoptagelse af skatteansættelserne som følge af ændrede nedskrivninger på varelager af skind.

Styrelsen er samtidig blevet spurgt om, i hvilket omfang skatteydere har fået deres anmodning om nedskrivninger på levende dyr imødekommet efter, at SD-cirkulære 1988-59 er ophævet.

Baggrunden for SD-cirkulære 1988-59 var, at Vestre Landsret ved dom af 10/3 1988 (TfS 1988, 344) gav en kreaturhandler medhold i, at hans beholdning af kreaturer var omfattet af varelagerloven, og at han derfor var berettiget til at nedskrive på beholdningen af kreaturer ved regnskabsårets udløb. Dommen fastslår, at varelager i varelagerlovens forstand, i modsætning til tidligere ligningsmæssig praksis, omfatter levende dyr, der er bestemt til videresalg.

Vedrørende spørgsmålet om cirkulærets anvendelse i forbindelse med nedskrivninger på skind har Styrelsen svaret, at SD-cirkulære 1988-59 i enkelte tilfælde ved en fejl har været anvendt i forbindelse med ændrede opgørelser af varelager på skind.

Imidlertid har der ikke i praksis været tvivl om, at skind er omfattet af begrebet varelager i varelagerlovens forstand. Skatteydere har også før Vestre Landsrets dom af 10/3 1988 haft mulighed for at nedskrive på lagre af skind. Dommen giver således ikke anledning til at begære ændrede nedskrivninger på skind.

SD-cirkulære 1988-59 gav også kun de skattelignende myndigheder bemyndigelse til at tillade ændringer i relation til varelagernedskrivninger på levende dyr.

At nogle skatteydere ved en fejl har fået ændret nedskrivningerne på skind, indebærer efter Told- og Skattestyrelsens opfattelse ikke, at andre skatteydere, ud fra et lighedssynspunkt, har et retskrav på en genoptagelse af skatteansættelserne.

Ved ophævelsen af SD-cirkulære 1988-59, jf. TS-cirkulære 1991-13 af 17/7 1991, bortfaldt ligningsmyndighedernes bemyndigelse til at genoptage indkomstansættelser som følge af nedskrivninger på levende dyr.

Imidlertid har de skattelignende myndigheder efter ophævelsen af SD-cirkulære 1988-59 i et vist omfang følt sig beføjet til at tillade efterfølgende nedskrivninger efter de retningslinjer, som var gældende i cirkulæret. Det har ikke stået tilstrækkeligt klart, at ligningsmyndighedernes bemyndigelse var bortfaldet.

I Told- og Skat Nyt fra oktober 1992 præciserer Told- og Skattestyrelsen over for ligningsmyndighederne, at genoptagelse efter ophævelsen af SD-cirkulære 1988-59 ikke kan finde sted, og at den skattepligtiges opgørelse af varelager herefter kun kan ændres ved tilladelse efter varelagerlovens § 7.

Told- og Skattestyrelsen finder, under hensyn til, at ligningsmyndighederne efter ophævelsen af cirkulæret i udstrakt grad fortsatte med at genoptage sagerne efter cirkulærets retningslinjer, at anmodninger om genoptagelse, som er indsendt senest oktober 1992, bør realitetsbehandles. Det gælder dog kun for så vidt, at genoptagelsen er begrundet i varelagernedskrivninger på levende dyr. Anmodninger, der er modtaget efter oktober 1992, vil ikke kunne imødekommes.

Ved cirkulæreskrivelse af 13/12 1991 til told- og skatteregionerne anfører Told- og Skattestyrelsen, at der ikke skal ske genoptagelse i de tilfælde, hvor anmodningen om genoptagelse alene er begrundet i skatteyderens mulighed for at få procentgodtgørelse.

En imødekommelse af en anmodning om efterfølgende ændring af nedskrivninger, der er indkommet inden oktober 1992, er derfor fortsat betinget af, at anmodningen ikke i overvejende grad forekommer begrundet i skatteyderens mulighed for at opnå procentgodtgørelse.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →