Legislator Case Law & Legislation
W19931960125 DK

Subjektiv skattepligt

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1993 19601 Valid

Subjektiv skattepligt

- Subjektiv skattepligt, forening

Ligningsrådet blev spurgt om følgende

Spørgsmål

1. Er kontingent til Foreningen F fradragsberettiget for medlemmerne, såfremt den i sagsfremstillingen beskrevne beregningsmåde anvendes?

2. Vil foreningen F have fradragsret for tilskud til foreningens medlemmer?

3. Har det betydning for besvarelsen af spørgsmål 2, såfremt tilskuddet ydes som et engangsbeløb til dækning af flere års underskud?

Det er oplyst, at foreningen har til formål 'at samle distributionscentraler med den hensigt at skabe et landsdækkende distributionsnet'. Foreningens medlemmer består af en række lokale distributionsvirksomheder, der via egne bude husstandsomdeler aviser, reklametryksager m.v. De enkelte medlemmer kan indgå aftaler om eksempelvis landsomfattende omdeling af reklametryksager. Den del af omdelingen, som falder uden for medlemmets eget område, foretages som "underleverandørarbejde" af de øvrige medlemmer af foreningen.

Distributionsaftalerne indgås direkte mellem kunderne og et af foreningens medlemmer. Falder dele af distributionen uden for medlemmets område, indgår medlemmet direkte med de øvrige medlem mer aftale om restdistribution. Aftale indgås således ikke med eller via foreningen.

Det er vigtigt for distributionsvirksomhederne, at foreningens medlemsskare dækker hele landet, idet man kun herved har mulighed for at modtage ordrer på landsomfattende distributionsopgaver.

Foreningen foretager gennem annoncering og brochuretrykning en samlet markedsføring for medlemmerne. Foreningen forestår gennemførelsen af ensartede leveringsbetingelser og sørger for trykning af distributionshåndbog.

Foreningen ønsker at omlægge grundlaget for beregningen af kontingentindtægten således, at medlemmerne løbende betaler kontingent til foreningen i forhold til den distributionsmængde, som medlemmet distribuerer for de øvrige medlemmer, samt den mængde, som medlemmet får distribueret af de øvrige medlemmer.

En del af denne kontingentindtægt ønsker foreningen herefter at yde som løbende driftstilskud til de medlemmer, der ikke har positive driftsresultater. Dette driftstilskud ydes ud fra vigtigheden af, at foreningens medlemsskare skal være landsdækkende. Udgiften afholdes således alene for at bringe foreningen i stand til at varetage sit formål i henhold til vedtægterne.

I forbindelse med indmeldelse i foreningen indgås en samarbejdsaftale mellem foreningen og medlemmet (distributøren), hvori medlemmets distributionsområde fastlægges. Der kan kun optages et medlem pr. distributionsområde, og medlemmet forpligter sig til at foretage distribution i hele området i henhold til samarbejdsaftalen.

Ligningsrådet udtaler

Ligningsrådet finder, at medlemmerne har fradragsret for kontingent til foreningen som en driftsomkostning efter statsskattelovens § 6 a.

Ligningsrådet anser foreningen for omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6, idet foreningen efter Rådets opfattelse ikke er en forening omfattet af lov om fonde og visse foreninger, § 2, stk. 1. Der er herved henset til, at foreningen ikke er en faglig sammenslutning, der har til hovedformål at varetage de økonomiske interesser for den erhvervsgruppe, som medlemmerne hører til. Foreningens arbejde retter sig således, som det ligger oplyst for Ligningsrådet, i overvejende grad mod markedsføring og lignende serviceprægede ydelser til medlemmerne og dermed ikke mod egentligt fagligt arbejde for en erhvervsgruppe. Dette understreges tillige af, at foreningen ikke er åben for alle medlemmer af den pågældende erhvervsgruppe, men kun for et medlem pr. distributionsområde.

Foreningen er herefter ikke omfattet af fondsbeskatningsloven, hvorfor tilskud til medlemmerne ikke kan fratrækkes som uddelinger efter lovens regler herom. Tilskuddene kan ej heller anses som driftsomkostninger for foreningen, idet tilskuddene ikke er så nært knyttede til foreningens egentlige virksomhed, at de er omfattede af statsskattelovens § 6 a. Tilskuddene ydes alene i medlemmernes interesse og har derfor ikke den fornødne tilknytning til foreningens virksomhed. Det er i denne forbindelse uden betydning, om tilskuddene ydes pr. år eller som et engangsbeløb til dækning af flere års underskud.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →