Nyt fra Ankestyrelsen - "SM O-62-93 refusion - udslusning - egen bolig" - artikel af fuldmægtig Mikael Kielberg (* 1) Nr 19398 af 00/12/1993

Nyt fra Ankestyrelsen - "SM O-62-93 refusion - udslusning - egen bolig" - artikel af fuldmægtig Mikael Kielberg (* 1) Nr 19398 af 00/12/1993

Ankestyrelsen har ligeledes haft henvendelser til SM O-62-93, hvorefter C kommune ikke fandtes at have ret til refusion af udgifter til en kvinde, som efter udslusning fra institution blev etableret i egen bolig.

Ankestyrelsen skal indledningsvis bemærke, at efter bistandsloven gælder den hovedregel, at det er den aktuelle opholdskommune, der har handle- og betalingsforpligtelsen, men at kommunen under visse nærmere betingelser kan kræve refusion fra en tidligere opholdskommune. Reglerne om refusion er således undtagelsesbestemmelser i relation til hvilken kommune, der skal handle og betale efter bistandslovens § 10. Man skal derfor være tilbageholdende med analogislutninger og må-ske også med at foretage udvidende fortolkning af bistandslovens § 11 om refusion.

Spørgsmålet om refusion, når institutionsophold afsluttes med, at pågældende får selvstændig bolig, er reguleret i bistandslovens § 11, stk. 1, nr. 1 og i Socialministeriets cirkulærer af 15. august 1975 om bistandslovens almindelige bestemmelser og af 17. december 1986 om bistand efter bistandslovens afsnit I-IV til personer med vidtgående fysiske eller psykiske handicap.

Det fremgår af bistandslovens § 11, stk. 1, nr. 1, at der er ret til refusion, når en person er 1) anbragt i institution eller pleje, 2) eller anbragt i eget hjem med dækning af merudgifter ved omfattende plejeforanstaltninger efter § 48, stk. 4 eller 3) er optaget i bofællesskaber efter § 68 under medvirken af en offentlig myndighed.

Ifølge cirkulæret om almindelige bestemmelser kan en kommune kræve refusion af udgiften til bistand fra den kommune, der hæfte-de for udgifterne under institutionsopholdet, hvis et institutionsophold afsluttes med, at pågældende får selvstændig bolig. Det fremgår af cirkulæret om bistand til personer med vidtgående handicap, at refusionskravet mod den tidligere opholdskommune består, indtil den pågældende kan klare sig selv uden bistand i form af hjælp efter bistandsloven til forsørgelse, støtte efter § 42 (nu 43) eller til udgifter, der står i direkte forbindelse med den pågældendes handicap.

Ankestyrelsen finder, at de nævnte afsnit i de pågældende cirkulærer ligger ganske fjernt fra lovteksten.

Der er mange fornuftige grunde til, at kravet om refusion opretholdes i en periode efter udslusning fra institution for visse persongrupper. Ankestyrelsen har imidlertid på baggrund af den aktuelle lovtekst ikke fundet, at der kan pålægges den anbringende kommune refusion, når personen efter institutionsopholdet flytter i egen bolig.

Dette synspunkt skal ses i lyset af, at omfanget af institutioner, der i dag anses for at være omfattet af bestemmelsen vedrører en bred vifte af institutioner, som har en helt anden karakter end de gamle særforsorgsinstitutioner.

Udslusning fra disse særforsorgsinstitutioner skete ofte under forudsætning af, at personen fik støtte i en langt større målestok end den støtte personer, der i dag udskrives fra de typer af institutioner, der nu er omfattet af § 11, stk. 1, nr. 1, f.eks. krisecentre for kvinder, har brug for.

I det omfang kravet om refusion blev opretholdt efter en persons udslusning fra institution til egen bolig ville der endvidere opstå problemer med hensyn til hvilke omstændigheder, der kunne medføre ophør af refusionskravet. Ville det være, når den pågældende havde klaret sig uden bistand i en bestemt periode? Skulle der fortsat være adgang til refusion, hvis den pågældende modtog anden form for hjælp efter bistandsloven end § 37-hjælp?

Ankestyrelsen har derfor fundet, at der ikke er grundlag for at opretholde krav om refusion for personer, hvis eneste problem er forsørgelse, når lovteksten kun omhandler refusion for personer, der opholder sig i eget hjem, hvis der er tale om omfattende hjælpeforanstaltninger efter § 48, stk. 4.

I SM-O-62-93 har Ankestyrelsen ikke fundet, at § 47 i bistandsloven kunne anvendes i de tilfælde, hvor den pågældende flytter i egen bolig efter et institutionsophold, når personen ikke har bevaret sin bolig under institutionsopholdet. Ankestyrelsen har fundet, at denne situation er omfattet af § 11.

Til yderligere belysning af praksis om refusion ved udskrivning fra institution til egen bolig kan Ankestyrelsen henvise til SM O-29-93, hvor der fortsat var grundlag for at yde refusion efter udskrivning fra sygehus. I den første sag i denne SM havde en mand efter udskrivning haft daglig kontakt medsygehuset, hvor han indtog 3 måltider dagligt, men blev trods massiv støtte genindlagt på sygehuset. I den anden sag blev en mand udskrevet med status af dagpatient, men forblev som et led i udskrivningen fortsat tilknyttet et beskyttet værksted.

I følge SM O-30-93 bortfaldt refusionspligten, hvor klienten efter udskrivning fra institution havde klaret sig selv for sin førtidspension. Dette gjaldt uanset, at der var ydet hjælp efter bistandsloven i form af hjemmehjælp, rådgivning og vejledning samt briller.

Afsluttende skal det konkluderes, at ifølge Ankestyrelsens praksis ophører refusionspligten, når en persons ophold i institution afsluttes med, at pågældende får egen bolig, medmindre personen efter udskrivning er tilknyttet institutionen i et sådant omfang, at han kan anses for at være anbragt i plejelignende forhold i kommunen.

Retsforskriften vedrører følgende lovgivning: R LBK nr 829 af 01/10/1992 §§ 10, 11, 43, 47 og 48 Retsforskriften administreres af