Legislator Case Law & Legislation
W19931939625 DK

Nyt fra Ankestyrelsen - "Støtte til køb af bil - en løbende ydelse" - artikle af fuldmægtig Jørgen Lutzow Knudsen (* 1) Nr 19396 af 00/12/1993

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1993 19396 Valid

Nyt fra Ankestyrelsen - "Støtte til køb af bil - en løbende ydelse" - artikle af fuldmægtig Jørgen Lutzow Knudsen (* 1) Nr 19396 af 00/12/1993

Ved en dom, afsagt af Østre Landsret den 29. juni 1993, blev Ankestyrelsen frifundet i en sag om støtte til køb af bil.

Forhistorien

En ansøger, som var født uden venstre hånd og underarm, indgav ansøgning om støtte til køb af bil. Kommunen indstillede til afslag. Ansøger fik meddelelse om indstillingens indhold. Nævnet traf imidlertid en afgørelse, der gik ud på, at ansøger var berettiget til bilstøtte og meddelte kommunen dette. Ansøger fik ingen meddelelse herom.

Kommunen ankede og anmodede samtidig om, at anken fik tillagt opsættende virkning, hvilket nævnet imødekom. Sagen blev derefter sendt til Ankestyrelsen, som dog nægtede at behandle sagen under henvisning til, at ansøger ikke havde fået besked om afgørelsen. Derefter fik ansøger tilsendt afgørelsen. Samtidig fik ansøger besked om, at kommunen ankede afgørelsen, samt at anken var tillagt opsættende virkning. Nogle uger senere fik ansøger en egentlig afgørelse om, at anken var tillagt opsættende virkning. Denne afgørelse ankede ansøger.

Ankestyrelsens første afgørelse

Ankestyrelsens afgørelse gik ud på, at ansøger ikke var berettiget til støtte til køb af bil, og at Ankestyrelsen ikke fandt grundlag for at kritisere, at anken fra kommunen var tillagt opsættende virkning.

Folketingets Ombudsmand

Ansøger klagede over Ankestyrelsens afgørelse til Ombudsmanden. Ombudsmanden gjorde i sit svar gældende, at nævnet efter hans vurdering ikke var berettiget til at give anken opsættende virkning. Ombudsmanden lagde især vægt på, at ansøger havde modtaget af-

gørelsen om bevilling af bilstøtte uden særlige betingelser. Hun var derfor berettiget til at begære lånet udbetalt fra det tidspunkt, hvor hun fik meddelelse om bevillingen, forudsat at bevillingsbrevets (let konstaterbare) betingelser var opfyldt.

Afgørelsen om at tillægge kommunens anke opsættende virkning var først meddelt til ansøger ca. 3 uger efter afgørelsen om bevilling af bilstøtte. På den baggrund fandt Ombudsmanden, at nævnet ikke havde været berettiget til at tillægge anken opsættende virkning

Ombudsmanden fandt desuden, at Ankestyrelsen ville have været uberettiget til at opsige lånet, hvis dette var blevet udbetalt til ansøger i overensstemmelse med nævnets afgørelse.

Ombudsmanden fandt derfor, at ansøger var berettiget til at få lånet udbetalt, uanset at Ankestyrelsen havde truffet afgørelse om, at ansøger ikke var berettiget til bilstøtte. Han henstillede derfor til Ankestyrelsen at ændre afgørelsen i overensstemmelse hermed.

Ankestyrelsens anden afgørelse

Ankestyrelsen fandt ikke grundlag for at følge henstillingen fra Ombudsmanden. Ankestyrelsen traf afgørelse om, at ansøger ikke var berettiget til at få lånet udbetalt. Ankestyrelsen lagde vægt på, at opsættende virkning kan tillægges en anke, også uden udtrykkelig lovhjemmel. Forudsætningen er, at medddelelse om opsættende virkning kommer til ansøgers kundskab samtidig med meddelelse om den trufne afgørelse.

Ankestyrelsen lagde desuden vægt på, at ydelse af lån til køb af bil og den deraf følgende fritagelse for vægtafgift må betragtes som en løbende ydelse. Et afslag fra Ankestyrelsen må derfor sidestilles med, at forudsætningerne for en bevilling, fx i form af en forbedring af en ansøgers helbredsforhold, ikke længere er til stede.

Ankestyrelsen fandt således, at selvom kommunens anke ikke havde været tillagt opsættende virkning, så ville Ankestyrelsens afslag på støtte til bil medføre, at et udbetalt lån kunne opsiges.

Ankestyrelsen fandt derfor ikke, at ansøger var berettiget til at få lånet udbetalt.

Ombudsmanden fastholdt sit hidtidige standpunkt og anbefalede, at ansøger fik fri proces.

Østre Landsret

Sagen blev derefter indbragt for Landsretten. Under sagen nedlagde ansøgers advokat påstand om, at Ankestyrelsen blev tilpligtet at anerkende, at ansøger var berettiget til støtte til køb af bil, som anført i nævnets afgørelse. Endvidere til at anerkende, at støtte til bil efter bistandslovens § 58 er en engangsydelse, samt til at anerkende, at det var uberettiget, at tillægge kommunens anke opsættende virkning.

Ankestyrelsen nedlagde påstand om frifindelse og gjorde gældende, at Ankestyrelsen efter loven kan ændre også begunstigende forvaltningsakter. Derfor er styrelsen også berettiget til at tillægge en anke opsættende virkning, således at retsvirkningerne udskydes til endelig afgørelse foreligger.

Efter dommen må det fortsat antages, at bilstøtte er en løbende ydelse

Dommen

Landsretten frifandt Ankestyrelsen. Retten lagde vægt på, at ansøger var underrettet om, at kommunen havde afgivet indstilling om

afslag på bilstøtte, og at hun samtidig med afgørelsen fra nævnet blev underrettet om, at kommunen havde anket og begæret, at anken fik opsættende virkning. Hun fik kort efter underretning om beslutningen om opsættende virkning og havde på dette tidspunkt ikke taget skridt til at udnytte nævnets afgørelse om bevilling af bilstøtte. Efter oplysningerne om den nødvendige, efterfølgende sagsbehandling var det usandsynligt, at støtten ville kunne være udbetalt, inden hun fik besked om opsættende virkning.

Under disse omstændigheder, og da ydelsens karakter ikke kunne føre til andet resultat, fandt retten, at beslutningen om opsættende virkning var lovligt truffet. Ansøger kunne derfor ikke støtte ret på nævnets afgørelse, efter at Ankestyrelsen havde ændret denne.

Konsekvenser

Med dommens resultat må det herefter antages, at Ankestyrelsens hidtidige opfattelse, hvorefter bilstøtte er en løbende ydelse, fortsat er gældende ret. Ansøgers advokat gjorde udtrykkelig gældende som påstand, at bilstøtte er en engangsydelse, men fik ikke medhold af retten.

Desuden tiltræder retten det synspunkt, at beslutning om opsættende virkning lovligt kan træffes, hvis klienten modtager besked om begæring herom samtidig med afgørelsen og ikke i den tid, der går, før egentlig afgørelse om opsættende virkning træffes, har taget skridt til at udnytte bevillingen.

Højesteret

Sagen er nu af ansøgers advokat indbragt for Højesteret med samme påstand som for Landsretten. Ankestyrelsen har nedlagt påstand om stadfæstelse af Landsrettens dom.

Endelig adm. afgørelse 1993 19396 Valid

Retsforskriften vedrører følgende lovgivning: R LBK nr 829 af 01/10/1992 § 58 Lov om social bistand (Bistandsloven) Retsforskriften administreres af

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →