Nyt fra Ankestyrelsen - 'Hvilken kommune skal betale udgiften til bistand og pension' - artikel af Fuldmægtig Mikael Kielberg (* 1) Nr 19385 af 00/09/1993 BKG i MT: 00/00/0000

Nyt fra Ankestyrelsen - »Hvilken kommune skal betale udgiften til bistand og pension« - artikel af Fuldmægtig Mikael Kielberg (* 1) Nr 19385 af 00/09/1993 BKG i MT: 00/00/0000

En oversigt over handle- og betalingsforpligtelse samt refusionskrav efter bistandsloven og bopælsforpligtelse efter pensionsloven.

Lovene anvender ikke samme begreber, og der er en række er forskelle i relation til

- handle- og betalingsforpligtelsen/bopælsforpligtelsen,

- betingelserne for kravets etablering og omfang

- ophør af kravet,

- forældelsesregler.

Handle- og betalingsforpligtelsen/bopæls-forpligtelsen.

Både efter bistandsloven og pensionsloven gælder den hovedregel, at det er den ak-tuelle opholdskommune/bopælskommune, der har handle- og betalingsforpligtelsen.

Det betyder, at kommunen efter bistandsloven skal yde sagsbehandling, herunder råd og vejledning, udbetale kontanthjælp, iværksætte revalidering og stille institutionspladser til rådighed. Efter pensionsloven skal kommunen modtage pensionsansøg- ning, vejlede pensionisten, beregne og udbetale pension.

I begge love er der imidlertid fastsat regler om, at visse institutionskommuner friholdes for endeligt at skulle afholde den kommunale andel af udgifter til henholdsvis bistand og pension. Men der er grundlæggende forskelle mellem bistandslovens og pensionslovens måde at løse disse problemer på.

Forskellen mellem de to love består i, at pligten til endeligt at skulle afholde den kommunale andel af udgifter til henholdsvis bistand og pension ikke er ens og sammenfaldende med handleforpligtelsen i de 2 love. Efter bistandsloven vil den kommune, der handler, ikke altid skulle afholde udgiften.

Det betyder, at der er situationer, hvor en kommune har handleforpligtelsen efter § 10 i bistandsloven, men ikke forpligtelse til at iværksætte en pensionssag. Det betyder også, at det meget vel kan være forskellige kommuner, der for samme person endeligt skal afholde den kommunale andel af udgifterne til henholdsvis bistand og pension.

Betingelserne for kravets etablering og omfang

Bistandsloven

Refusionsbestemmelsen i bistandslovens § 11 har som forudsætning, at »institutionskommunen« som udgangspunkt har handleforpligtelsen, men at den samtidig kan kræve refusion fra en tidligere opholdskommune, hvis betingelserne i § 11 er opfyldt.

Reglen om refusion fra en tidligere opholdskommune omtaler i stk. 1 til stk. 4 en række situationer, hvor en aktuel kommune har mulighed for at få refusion.

- Efter stk. 1, nr. 1 forudsætter retten til refusion, at en kommune eller offentlig myndighed har medvirket til, at en person i en anden kommune er:1) anbragt i institution eller pleje,

2) anbragt i eget hjem med dækning af merudgifter ved omfattende plejeforanstaltninger efter § 48, stk. 4,

3) optaget i bofællesskaber efter § 68 og

4) efter administrativ praksis, når en person er påbegyndt en uddannelse med støtte efter § 43.

- Stk. 1, nr 2. Bestemmelsen regulerer forholdene under en persons ophold i en særlig afgrænset form for institution. Der er tale om en mere snæver afgrænset form for institutionsbegreb end under stk. 1, idet uddannelsesinstitutioner og institutioner under kriminalforsorgen ikke er omfattet af denne bestemmelse. Adgangen til refusion er ikke betinget af medvirken fra en offentlig myndighed til opholdet. Det er personens blotte tilstedeværelse på institutionen, der udløser refusionen.

- Stk. 1, nr. 3. Vedrører muligheden for at få refusion, når personer gør brug af retten til at blive optaget i plejehjem eller beskyttet bolig i en anden kommune jf. § 83.

- Stk. 2. Denne bestemmelse giver kommuner adgang til at aftale refusion fra en tidligere opholdskommune, når en person er flyttet i en ældreegnet bolig i en anden kommune. Aftalen kan endvidere omfatte tiden efter en flytning fra denne bolig, f.eks. til et plejehjem.

- Stk. 4. Efter denne bestemmelse kan en kommune få refusion for udgifter til hjemmehjælp under midlertidigt ophold i en anden kommune, når den pågældende har modtaget hjemmehjælp i en vis periode.

Refusionskravet stiftes ved kommunens afholdelse af den refusionsberettigede udgift, som etableres ved en kommunes beslutning om støtte.

Refusionskravet udgør den kommunale andel af den afholdte udgift, der lovligt kan afholdes efter bistandsloven. Refusionskravet er ikke begrænset til de udgifter, som er en direkte følge af anbringelsen, men omfatter samtlige udgifter opholdskommunen må yde efter bistandsloven.

Pensionsloven

Efter pensionslovens §§ 57 og 58 bevarer en kommune bopælskommuneforpligtelsen, hvis den får en person optaget på en af de i § 58 nævnte institutioner (plejehjem, beskyttede boliger, ældreboliger, § 112, stk. 1 institutioner, institutioner for børn og unge, forsorgshjem, sygehus og boliger, der træder i stedet for og kan ligestilles med de nævnte institutioner) i en anden kommune eller hvis personen udvandrer til udlandet.

Det betyder, at den kommune den pågældende boede i inden institutionsopholdet både har forpligtelsen til at iværksætte ansøgning om pension, og til endeligt at skulle afholde den kommunale andel af udgiften til pension.

Forpligtelsen stiftes, når en kommune har truffet afgørelse om tilkendelse af pension eller har afgivet indstilling om pension til revaliderings- og pensionsnævnet, og at der efterfølgende tilkendes pension. Forpligtelsen vedvarer uanset, at der tilkendes en højere pension eller den pågældende flytter til en anden kommune efter at kommunen eller nævnet har truffet afgørelse.

Ophør af kravet

Bistandsloven

Forpligtelsen til endeligt at skulle afholde den kommunale andel af udgifter til bistand ophører, når betingelserne i bistandslovens § 11 ikke længere er til stede.

Ophørssituationerne er meget forskellige og skal vurderes efter sagens konkrete situation, herunder om det drejer sig om børn, uddannelse, udslusning fra institution mv.

Når børn er anbragt udenfor hjemmet op-hører refusionsforpligtelsen, når barnet hjemgives.

Ændringer i planer medfører ikke ophør af pligten, når de forhold, der begrundede anbringelsen uden for hjemmet i væsentligt grad fortsat er til stede, og ændringen er begrundet i barnets behov.

For personer, der opholder sig i en anden kommune som led i en uddannelsesplan ophører refusionspligten ved uddannelsens gennemførelse eller afbrydelse.

For så vidt angår personer, der opholder sig i en anden kommune som led i behandling på en institution, ophører refusionspligten normalt ved udslusningen, medmindre den pågældende efter udskrivningen kan anses for at være anbragt i pleje i kommunen.

Pensionsloven

Den kommune, der har truffet afgørelse om pension eller har afgivet indstilling om pension til revaliderings- og pensionsnævnet, afholder udgiften hertil i de første 6 år, og for personer, der er optaget i institution sålænge pensionisten er optaget i institution i en anden kommune, og indtil pensionisten efter tilkendelsen af pensionen sammenlagt har boet uden for institutionen i 6 år.

Forældelse

Bistandsloven

Der er indført en forældelsesregel på 3 år regnet fra det tidspunkt, da en kommune er berettiget til at kræve refusion. Denne regel har været gældende siden 9. maj 1993.

Ankestyrelsen har i en administrativ afgørelse fastslået, at 1908- loven (om for-ældelse) ikke finder anvendelse på refusionskrav, men samtidig fastslog Ankestyrelsen, at dansk rets almindelig 20- årige forældelsesregler vil kunne finde anvendelse i sager om forældelse af refusionskrav. Den 20-årige forældelse vil dog efter indførelse af den 3-årige forældelsesregel kun få et meget begrænset virkefelt.

Pensionsloven

Der er ingen regler om forældelse i pensionsloven. Ankestyrelsen har ikke sager om forældelse indenfor pensionsloven.

Lovgrundlag

Bistandsloven

Lov om social bistand §§ 10 og 11, Socialministeriets cirkulære nr. 140 af 15. august 1975, pkt. 19 og 20, Socialministeriets cirkulære af 17. december 1986 om bistand efter bistandslovens afsnit I til IV til personer med vidtgående fysiske eller psykiske handicaps pkt. 3, 4, 5 og 6, Socialministeriets vejledning af 19. juni 1990 nr. 131 om plejevederlag og anden hjælp i forbindelse med pasning af døende i hjemmet pkt. 12 og Socialministeriets vejledning nr. 155 af 6. august 1990 om hjælp efter bistandslovens kapitel 10 (revalidering) pkt.15.

Pensionsloven

Lov om social pension §§ 52, 57 og 58. Socialministeriets vejledning nr. 6 af 29. oktober 1990 pkt. 197 ff. og Socialministeriets vejledning om social pension nr. 188 af 12. november 1991 pkt. 7 om refusionsomlægning.

Retsforskriften vedrører følgende lovgivning: R LBK nr 829 af 01/10/1992 R LBK nr 411 af 26/05/1992 Retsforskriften administreres af: Senere ændringer: Ingen