Kommentar til afgørelser fra Den Sociale Ankestyrelse - af fuldmægtig Mikael Kielberg fra Ankestyrelsen - bistandsloven - opholdskommune - refusion - handlepligt - betalingspligt (* 2)

§ 10 i bistandsloven indeholder hovedreglen, nemlig at personens faktiske opholdskommune både er handle- og betalingskommune.

Begrebet retlig opholdskommune blev i forbindelse med indførelse af bistandsloven afskaffet som begreb.

Handleforpligtelsen indebærer, at kommunen skal yde sagsbehandling, herunder råd og vejledning, udbetale kontanthjælp, iværksætte revalidering og stille institutionspladser til rådighed.

Når børn lever og bor sammen med den ene af sine forældre, har barnet samme opholdskommune, som den barnet lever sammen med. Afgørende er ikke hvem af forældrene, der har forældremyndigheden, men hvem barnet rent faktisk bor hos og lever sammen med i hverdagen.

Børn (personer under 18 år) kan undtagelsesvis erhverve selvstændig opholdskommune. Denne undtagelsesbestemmelse fortolkes re- striktivt. Der er flere forhold, der spiller en rolle, bl.a. skal man se på formålet med opholdet udenfor hjemmet, om barnet kan klare sig selv, og om barnet har erhvervet selvstændig bolig. Barnets alder har en mindre betydende rolle.

I andre situationer lægges der vægt på om forbindelsen mellem barn og forældre er afbrudt, f.eks. hvis forældrene opholder sig i udlandet jf. SM O-18-93.

Hvis barnet ikke har selvstændig opholdskommune, er forældrenes opholdskommune både handle- og betalingskommune.

REFUSION

§ 11 i bistandsloven indeholder de nærmere regler om refusion. Her skal blot nævnes nogle eksempler på de mange problemer, der er i disse sager.

BØRN

Når børn er anbragt uden for hjemmet i en anden kommune end forældrenes, medfører ændringer i planer som hovedregel ikke ophør af refusionspligt. Det gælder såvel små som store ændringer i planerne jf. SM O-18-93, hvor der skete ændring fra pleje til institutionsanbringelse.

Såfremt der opstår øget hjælpebehov på grund af upåregnelige forhold for børn, som er placeret i familiepleje i en anden kommune end forældrenes, vil disse udgifter være omfattet af refusionskravet, jf. SM O-14-93.

Generelt kan man sige, at risikoen, for at en plan ikke gennemføres som oprindeligt planlagt, i et stort omfang lægges hos den anbringende kommune.

Ophør af refusionspligten sker ved hjemgivelse af barnet, jf. SM- O-16-93.

UDDANNELSE

For personer, der opholder sig i en anden kommune som led i en uddannelsesplan gælder en tilsvarende hovedregel om, at ændringer i planer ikke medfører ophør af refusionspligt, jf. SM O-17-93 og SM O-19-93.

Den anbringende kommune vil som udgangspunkt være pligtig til at yde refusion så længe den pågældende kan anses for at være revalideringsberettiget.

Ophør af refusionspligten sker ved behandlingens eller uddannelsens gennemførelse eller afbrydelse.

UNDERRETNING Manglende underretning om ændringer mv i en lagt uddannelses- eller behandlingsplan fritager ikke i sig selv den betalende for sin forpligtelse, jf. SM O-34-90.

UDSLUSNING

Ankestyrelsen har behandlet en række sager om refusion, når en persons ophold i institution eller sygehus afsluttes med, at pågældende får egen bolig.

I følge Ankestyrelsens praksis vil dette som hovedregel indebære ophør af refusionspligten, medmindre pågældende f.eks. efter udskrivning er tilknyttet institutionen i et sådant omfang, at han kan anses for at være anbragt i pleje i kommunen. (* 1)

SÆRLIGT OM INSTITUTIONER I § 11, STK. 1 NR. 2

Ankestyrelsen har skærpet sin tidligere fortolkning af institutionsbegrebet i bistandslovens § 11, stk. 1, nr. 2. Dette institutionsbe-greb er snævrere end institutionsbegrebet i § 11, stk. nr. 1, men er i forhold til lovteksten i følge tidligere praksis udvidet til udover sygehuse også at omfatte forsorgshjem, beskyttet pensionat oprettet i medfør af bistandslovens § 105, krisecenter for kvinder og visse private institutioner, men Ankestyrelsen lægger nu vægt på, at der er tale om indlæggelse og at der tilbydes en eller anden form for behandling på stedet.

Ankestyrelsen har derfor fundet at en boligfonds nødhjælpslejligheder, en rådgivningsgruppes nødherberg og et kursus- og rekreationscenter ikke var omfattet af bistandslovens § 11, stk. 1, nr. 2. (* 1)

Kommentar til afgørelser fra Den Sociale Ankestyrelse - af fuldmægtig Mikael Kielberg fra Ankestyrelsen - bistandsloven - opholdskommune - refusion - handlepligt - betalingspligt (* 2)

De udgifter, der kan blive tale om at få refunderet, kan godt være millionbeløb. Dette forhold gør, at reglerne nærlæses og nærfortolkes af kommunerne.

Det har betydning at vide hvilke forhold, der kan medføre en refusionsforpligtelse. Det har betydning at vide, hvorlænge en kommune er bundet af pligten til at betale, altså hvornår pligten ophører.

Refusionskravet udgør den kommunale andel af den afholdte udgift, der lovligt kan afholdes efter bistandsloven. Der skal være tale om en egentlig ydelse efter loven, mens almindelige administrationsudgifter, herunder lønudgifter og udgifter til rådgivning og vejledning ikke giver ret til refusion.

Refusionskravet omfatter samtlige udgifter opholdskommunen måtte yde efter bistandsloven til den pågældende, f.eks. også kommunens andel af senere udgifter til børns daginstitutionsophold.

Der skal være tale om en konkret udgift før de sociale nævn eller Ankestyrelsen kan tage stilling til disse sager.

Der gælder en ankefrist på 4 uger, når sagerne indbringes for Ankestyrelsen. Klagen sendes via nævnet til Ankestyrelsen.

OPHOLDSKOMMUNE

(* 1) Sagerne er mødebehandlet og vil blive udsendt som SM.

Ankestyrelsen har behandlet en række principielle sager om, hvilken kommune, der har handle- og betalingsforpligtelsen jf. bistandslovens § 10, og i hvilket omfang der er hjemmel for en aktuel opholdskommune til at få refusion for afholdte udgifter efter bistandsloven § 11 fra en tidligere opholdskommune.