Kommentar til Højesteretsdom - af ankechef Per Kiil, Den Sociale Ankestyrelse - arbejdsskadeforsikring - anerkendelse - ryglidelse - ulykkesbegrebet (* 1)

Kommentar til Højesteretsdom - af ankechef Per Kiil, Den Sociale Ankestyrelse - arbejdsskadeforsikring - anerkendelse - ryglidelse - ulykkesbegrebet (* 1)

BESKRIVELSE AF ARBEJDSFORHOLDENE

Højesteretsdommen omhandlede en medarbejder, der i 1973 var blevet ansat som industrilakerer i en virksomhed, hvor hans arbejde bestod i at udføre elektrostatisk sprøjtelakering med epoxypulver af metalemner, som inden pulverbelægningen skulle ophænges i en conveyorbane, ved hjælp af hvilken emnerne blev transporteret til og fra en ovn. Metalemnerne, der havde en vægt på 30-40 kg, skulle løftes op i en højde på 1,50-1,60 meter. Skadelidte skønnede, at han dagligt havde løftet/båret ca. 3 tons i gennemsnit. Den arbejdsstilling, der måtte indtages ved sprøjtelakeringen, kunne ofte være uhensigtsmæssig og belastende.

Den 27. september 1982 blev der indgivet anmeldelse om et ulykkestilfælde, der angaves indtruffet den 21. september 1982. Man havde på virksomheden modtaget 5 metalstativer, der skulle lakeres. Man havde lakeret de 3 stativer og skulle igang med ophængningen af det 4. stativ, hvis vægt af Arbejdstilsynet blev an-slået til 100 kg. Der måtte være 4 personer til løftet, og netop som de tog fat i hvert sit hjørne for at løfte op, mærkede skadelidte et "knæk" i ryggen og en voldsom forværring af lændesmerter, der gennem 5 år havde væretgradvis tiltagende og altid belastningsrelaterede. Han blev sygemeldt og senere i oktober 1982 opereret for en discusprolaps i lænden.

ARBEJDSSKADESTYRELSENS OG ANKESTYRELSENS AFGØRELSER

Arbejdsskadestyrelsen traf i november 1982 afgørelse om, at tilfældet ikke gav ret til ydelser efter arbejdsskadeforsikringsloven, da der ikke ved den anmeldte lejlighed skete noget ulykkestilfælde eller hvad dermed måtte ligestilles, ligesom lidelsen heller ikke kunne henføres under de erstatningsberettigende erhvervssygdomme, der er nævnt i erhvervssygdomsbekendtgørelsen. Ankestyrelsen tiltrådte afgørelsen i oktober 1983.

Arbejdsskadestyrelsen fastholdt i november 1985 sin afgørelse i sagen, og denne afgørelse blev ligeledes tiltrådt af Ankestyrelsen i maj 1986.

Efter at sagen var blevet indbragt for Folketingets Ombudsmand, genoptog Arbejdsskadestyrelsen sagen, og efter at sagen havde været forelagt for Erhvervssygdomsudvalget

udtalte Arbejdsskadestyrelsen i en afgørelse fra april 1988, at lidelsen ikke kunne anerkendes som en erhvervssygdom, jf. arbejdsskadeforsikringslovens § 10, stk. 3, idet det beskrevne arbejde ikke kunne forklare lidelsen.

ØSTRE LANDRETS DOM

Sagen blev af skadelidte indbragt for Østre Landsret, der afsagde dom i sagen den 13. maj 1992.

Landsretten udtalte, at det ved sagens afgørelse måtte lægges til grund, at sagsøgeren den 21. september 1982 som led i et arbejde, han udførte på en ikke usædvanlig måde, sammen med 3 arbejdskollegaer løftede et tungt metalstativ, og at der under dette løft opstod et "knæk" i hans ryg, der bevirkede en pludselig ændring af hans helbredstilstand. At løftet og den hermed forbundne uhensigtsmæssige arbejdsstilling var den udløsende faktor for sagsøgerens ryglidelse fandt støtte i en neurokirurgisk speciallægeerklæring af 20. oktober

1987, ligesom det var opfattelsen i Retslæge-rådet, der havde haft sagen forelagt under behandlingen i Landsretten, at hændelsen direkte forårsagede rygskaden. Arbejdsskaden fandtes på denne baggrund at være et ulykkestilfælde omfattet af arbejdsskadeforsikringslovens § 9, nr. 1, hvorimod der ikke fandtes grundlag for at henføre skaden under § 9, nr. 2, eller § 9, nr. 3, jf. § 10.

HØJESTERETS DOM

Østre Landsrets dom blev indanket for Højesteret, der i en dom af 11. januar 1993 udtalte, at den i forbindelse med løftet den 21. september 1982 opstående ændring af skadelidtes helbredstilstand ikke fandtes at være et ulykkestilfælde, jf. § 9, nr. 1, i lov om ar-bejdsskadeforsikring. Allerede som følge af den ringe tidsmæssige udstrækning af løftene af de omhandlede stativer den nævnte dato tiltrådtes det, at lovens § 9, nr. 2, ikke fandt anvendelse.

I dommen henvises der endvidere til, at skadelidte efter det oplyste fra 1973 og indtil skadens indtræden i 1982 - bortset fra tjeneste som soldat i 1976-1977 - havde været beskæftiget med arbejde, der indebar mange og undertiden tunge løft og jævnligt nødvendiggjorde akavede og uhensigtsmæssige arbejdsstillinger. Under hensyn hertil og til de foreliggende lægelige udtalelser fandt Højesteret, at skadelidtes sygdom måtte anses for i overvejende grad at være forårsaget af arbejdets særlige art, jf. lovens § 10, stk. 3, 1. pkt., 2. led, således at skadelidtes ryglidelse skulle anerkendes som en arbejdsskade.

Højesteret tilsluttede sig således ikke den af Landsretten anlagte definition af begrebet ulykkestilfælde, der betød en udvidelse i forhold til den definition, der havde været an-vendt i praksis siden den første ulykkesforsikringslov fra 1898, Efter denne definition af begrebet ulykkestilfælde skal der være tale om en udefra kommende eller virkende, af den sikredes vilje uafhængig, pludselig indtrædende begivenhed, der har skadelig påvirkning af den pågældendes helbredstilstand til følge.

KONSEKVENSER

Dommen vil i øvrigt blive overvejet i Arbejdsskadestyrelsens erhvervssygdomsudvalg med henblik på en nærmere vurdering af konsekvenserne.

Højesterets dom vil blive kommenteret af en af de højesteretsdommere, der deltog i afgørelsen af sagen. Kommentaren vil blive offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen.

Højesteret afsagde den 11. januar 1993 dom i en arbejdsskadesag om anerkendelse af en ryglidelse, hvorefter en anmeldt begivenhed ikke kunne betragtes som et ulykkestilfælde. Højesteret opretholdt herved den hidtidige praksis med hensyn til fortolkning af ulykkesbegrebet og ændrede Østre Landsrets dom, der anerkendte den anmeldte hændelse som et ulykkestilfælde, idet der blev lagt vægt på, at der i forbindelse med et løft var sket en pludselig ændring af ansøgerens helbredstilstand.

Højesteret fandt derimod, at ryglidelsen burde anerkendes som erhvervssygdom som forårsaget af arbejdets særlige art på den pågældende virksomhed.