Tv-reklame - god markedsføringsskik/sammenlignende reklame

Tv-reklame - god markedsføringsskik/sammenlignende reklame

I skrivelse af 14. juni 1993 til TV2 Reklame A/S klagede Den Danske Bank (DDB) over en reklame for et billån i Lollands Sparekasse, som var vist i TV 2 i maj 1993. Det anføres i klagen, at reklamen efter bankens opfattelse er i strid med Kodeks for reklamepraksis, markedsføringsloven og skiltningsbekendtgørelsen. I skrivelse af 18. juni 1993 anmodede Radio- og TV-Reklamenævnet såvel TV2 Reklame A/S (TVR) som annoncøren om en udtalelse i sagen. TVR anførte i skrivelse af 15. juli 1993 til Nævnet, at man som forudsætning for en godkendelse af reklameindslaget havde krævet dokumentation for prissammenligningen. Dokumentationen viste lånebetingelserne ved bilfinansiering med en udbetaling på 40 % i de 10 største banker samt Sparekassen Lolland. På baggrund af dokumentationen godkendte TVR reklamen. TVR forudsatte, at Sparekassen Lollands beregninger var korrekte i det tidsrum, hvor reklamekampagnen kørte. Visningen af et telefonnummer i reklamen med opfordring til at få nærmere information om betingelserne for billånet var desuden en medvirkende årsag til, at TVR godkendte reklamen. TVR stillede ikke krav om, at reklamen skulle indeholde oplysning om, at besparelsen på 11.000 kr. var afhængig af en udbetaling på 40 %, idet man umiddelbart anså dette udbetalingskrav som almindelig praksis for bankers bilfinansiering. Sparekassen Lolland henviste i sin udtalelse af 12. juli 1993 til Nævnet til den korrespondance, som havde været ført mellem DDB og Sparekassen Lolland. Sparekassen henledte dog særligt opmærksomheden på en skrivelse af 28. maj 1993 til DDB. Denne skrivelse var en besvarelse på en skrivelse af 26. maj 1993 fra DDB til Sparekassen Lolland. DDB havde i denne skrivelse anført, at Sparekassen Lolland ved at undlade oplysningen om udbetalingens størrelse havde overtrådt markedsføringslovens § 2. DDB havde endvidere anført, at rentesatsen var ens i DDB og Sparekassen Lolland ved en udbetaling på 30%. DDB havde desuden gjort gældende, at prisforskellen på 11.000 kr. forudsatte, at Sparekassen Lolland i syv år fastholdt forskellen i renteniveauet sammenlignet med renter fra de øvrige udbydere af billån. Hertil anførte Sparekassen Lolland jf. ovennnævnte skrivelse af 28. maj 1993 til DDB, at Sparekassens sammenligning var baseret på en udbetaling på 40%, som ikke er unormal i branchen. Det er nødvendigt for at foretage en korrekt, relevant og loyal sammenligning at anvende samme udbetaling og samme lånebeløb. Sparekassen har loyalt anvendt de oplysninger, som Sparekassen har fået fra DDB om rentesatser ved en udbetaling på 40 %. Sparekassen finder desuden ikke, at Sparekassen forpligter sig til samme forskel til DDB's lån i 7 år. Radio- og TV-Reklamenævnet har behandlet klagen over det pågældende reklameindslag og truffet følgende afgørelse

Da der ikke er fast praksis for, hvor stor udbetalingen skal være for at opnå et billån, skal det fremgå af en sammenlignende reklame, under hvilke omstændigheder, en besparelse opnås. Selvom en kommende låntager skal indhente nærmere oplysninger om lånetilbuddet fra Sparekassen Lolland, burde det have fremgået af reklamen, at besparelsen var opnået under forudsætning af, at der var præsteret en udbetaling på 40%.

Det burde endvidere have fremgået af reklamen, at besparelsen var beregnet ud fra de rentesatser, der var kendt på tidspunktet for reklamens udsendelse. Disse rentesatser eller rettere forskellen mellem de forskellige banker og Sparekassen Lollands rentesatser kan ikke uden videre forudses opretholdt i den periode, hvor lånet løber. Den i reklamen valgte form, hvor alene det for låntageren gunstige vilkår fremhæves, strider mod god markedsføringsskik. Reklamen går således ud over, hvad der kan accepteres med henvisning til tv-reklamers særlige form, idet der mangler balance mellem fremhævelsen af de for låntager gunstige vilkår og de bebyrdende vilkår. Dette gælder uanset, at budskabet ofte må affattes i en forholdsvis kortfattet form. Sammenlignende reklamer for pengeinstitutter bør i særlig grad indeholde en præcis og fyldestgørende information. Radio- og TV-Reklamenævnet finder herefter den indklagede reklame for værende i strid med markedsføringslovens § 1 og § 2, stk.1 og stk. 2 jf. bekendtgørelse om reklamer og sponsorering i radio og tv § 7 stk. 1 og stk. 2 samt art. 5 i kodeks for reklamepraksis. Nævnets indstilling er enstemmig.

Ingen

En tv-reklame for et billån, hvoraf det fremgik, at låntager ville spare mindst 11.000. kr., såfremt lånet blev optaget i en bestemt sparekasse, blev anset for at være i strid med god markedsføringsskik. Nævnet bemærkede i forbindelse med afgørelsen, at det skal fremgå af en sammenlignende reklame under hvilke omstændigheder besparelsen opnås, ligesom der skal være balance mellem fremhævelsen af de for låntager gunstige og bebyrdende vilkår.