Legislator Case Law & Legislation
W19931510425 DK

5.7.1 Tvangsmedicinering

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1993 15104 Valid

5.7.1 Tvangsmedicinering

Der er klaget over en afgørelse truffet af et lokalt patientklagenævn vedrørende tvangsmedicinering. Der er samtidig klaget over, at en protest ikke havde opsættende virkning på tvangsbehandlingen, selvom der ikke forelå en livstruende tilstand.

En 57-årig mand blev tvangsindlagt og efter 3 dage tvangsmedicineret med Trilafon Dekanoat (depotpræparat i musklen). Behandlingen blev gennemført mod protest, men uden fysisk modstand og blev opfattet som accepteret trods protest.

Der blev afholdt møde i det lokale patientklagenævn efter at dette var meddelt patienten og hans rådgiver, men efter eget ønske deltog hverken patienten eller rådgiveren.

Det blev oplyst af sygehusets repræsentanter på mødet, at patienten, inden behandlingen blev iværksat, var orienteret om sine klagemuligheder, og at sygehuset ville have ladet en klage få opsættende virkning, da den kliniske tilstand ikke var livstruende. Nævnet oplyste, at man fandt, at det ifølge psykiatriloven er en betingelse, at en klage indgives, for at en protest kan få denne virkning. Nævnet fandt derfor ikke, at protesten havde opsættende virkning.

Såvel Sundhedsstyrelsen som Patientklagenævnet kunne tiltræde det lokale patientklagenævns afgørelse vedrørende dette spørgsmål, men fandt i modsætning til det lokale nævn, at anvendelse af depotpræparat som begyndelsesbehandling, skulle beklages over for den ordinerende overlæge, jf. lægelovens § 6, stk. 1. Der henvistes til Sundhedsministeriets bekendtgørelse nr. 617 af 21. september 1989, der fastslår, at depotpræparater i videst muligt omfang bør undgås og må således ikke være begyndelsesbehandling ved tvangsmedicinering af patienter, hvis reaktion på behandlingen man ikke kender.

Endelig adm. afgørelse 1993 15104 Valid

Ingen

Endelig adm. afgørelse 1993 15104 Valid

En 57-årig tvangsindlagt mand blev tvangsmedicineret mod protest, men uden fysisk modstand, og det blev opfattet som accepteret trods protest. Han klagede over tvangsmedicinering og over at protesten ikke havde opsættende virkning.

Det lokale patientklagenævn fandt at en klage skal indgives til det lokale patientklagenævn, hvis klagen skulle have opsættende virkning. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltrådte denne ordning, men man beklagede over for overlægen, at der var anvendt depotpræparat som begyndelsesmedicin.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →