5.4.3 Dårlig kommunikation mellem sundhedspersoner

5.4.3 Dårlig kommunikation mellem sundhedspersoner

En 67-årig kvinde henvendte sig telefonisk til sin tandlæge på grund af ømhed i en tand. Tandlægen, som var bekendt med, at tanden kunne volde vanskeligheder, havde fridag og ordinerede telefonisk penicillin.

Senere samme dag aflagde en vagtlæge besøg i hjemmet. Han undersøgte munden og foretog lungestetoskopi. Desuden ordinerede han penicillin samt henviste til tandlæge.

De efterfølgende tre dage gik patienten til kontrol hos tandlægen, som foretog grundig tandrensning.

Den tredje dag blev en ny vagtlæge tilkaldt på grund af, at patienten havde feber og smerter. Lægen undersøgte mundhulen og fandt tegn på betændelse og ordinerede et mere bredspektret penicillinpræparat. Han foretog ikke yderligere undersøgelser.

På fjerde dagen kom egen læge på sygebesøg. Han fandt patienten påvirket med 39,5 graders feber. Han undersøgte mundhulen og fandt tandkødsbetændelse med vævsdød.

På femte dagen, en lørdag, blev der foretaget mundskylning hos tandlægen. Da patienten stadig havde feber, ville tandlægen kontakte patientens læge om mandagen på grund af behandlingens manglende effekt.

Samme aften blev der aflagt sygebesøg af den samme vagtlæge, som aflagde besøg den første dag. Han foretog ikke en klinisk undersøgelse og blev ikke bekendt med temperaturforhøjelsen. Han gav en smertestillende injektion.

Samme nat afgik patienten ved døden. Obduktionen viste udtalt tandkødsbetændelse samt blokudtrækninger i lunge og hjertehinde. Undersøgelsen af knoglemarven viste manglende dannelse af hvide blodlegemer.

Sagen blev taget op til behandling i Patientklagenævnet efter indberetning fra embedslægeinstitutionen.

Sundhedsstyrelsen fandt, at der var tale om en meget sjælden lidelse, og at det ikke kunne kritiseres, at de implicerede læger ikke var klar over, at det primære i tilstanden ikke var mundhuleforandringerne, men at disse var sekundære i forhold til en tilgrundliggende immundefekt.

Sundhedsstyrelsen indstillede, at det over for vagtlægen, der havde aflagt besøg to gange, skulle beklages, jf. lægelovens § 6, stk. 1, at han ikke erkendte, at der ved det andet besøg forelå en usædvanlig og alvorlig tilstand, som krævede akut undersøgelse og behandling, og at det blev beklaget, at han ikke indhentede de fornødne oplysninger. Endvidere indstillede Sundhedsstyrelsen , at det var udtryk for manglende omhu, at vagtlægen gav en smertestillende injektion uden forinden at have overvejet diagnostiske muligheder, og at lægen på grund af den manglende behandlingseffekt og tilstandens alvor burde have foranlediget akut indlæggelse.

Samtidig fandt Sundhedsstyrelsen , at det skulle indskærpes over for lægen at udvise større omhu og samvittighedsfuldhed i sit fremtidige virke.

Patientklagenævnet fandt ikke anledning til kritik af den behandling, patienten havde modtaget, under hensyn til at der var tale om en sjælden og vanskelig diagnosticerbar lidelse, men fandt, at det havde været hensigtsmæssigt, om der havde været bedre kontakt og kommunikation mellem egen læge, tandlægen og vagtlægen.

En 67-årig kvinde havde ømhed i en tand. Tandlægen ordinerede penicillin. Hun blev efterfølgende behandlet 4 gange af tandlægen 3 gange af vagtlæge 1 gang af egen læge. Patienten fik feber der blev behandlet med penicillin. På 6. dagen afgik kvinden ved døden på grund af tandkødsbetændelse og blodudtrædninger i lunge og hjertehinde. Knoglemarven viste manglende dannelse af hvide blodlegemer.

Patientklagenævnet fandt ikke grundlag for kritik under hensyn til den sjældne og vanskeligt diagnotiserbare lidelse, men man fandt det havde været hensigtsmæssigt med bedre kommunikation mellem tandlæge, vagtlæge og egen læge.