5.4.2 Ukorrekt information fra sygehus til egen læge samt egen læges mangelfulde afklaring af den givne information
Statutory Text (2 Articles)
5.4.2 Ukorrekt information fra sygehus til egen læge samt egen læges mangelfulde afklaring af den givne information
En 47-årig kvinde blev henvist i 1986 af egen læge til røntgenundersøgelse for knuder i brystet.
Der belv foretaget mammografi og finnålsbiopsi, og på baggrund af fund anbefalede røntgenafdelingen henvisning til kirurgisk biopsi, med henblik på en mere sikker diagnose. Anbefalingen blev sendt til egen læge, som imidlertid ikke foretog sig videre, da der ved en fejl var skrevet »typisk« i stedet for »atypisk vækst i kirtelvævet« (atypisk duktus proliferation). 3 år senere henvendte kvinden sig igen til egen læge, denne gang med en øm voksende knude i venstre bryst. Denne knude blev diagnosticeret som en kræftknude, og der blev ved operation fjernet dele af brystet samt lymfeknuder.
Der blev herefter klaget over, at egen læge ikke umiddelbart efter underretning fra røntgenafdelingen indkaldte kvinden til konsultation og henvisning til kirurgisk operation.
Af Sundhedsstyrelsens udtalelse til Patientklagenævnet fremgik det, at den biopsi, der i 1986 gav anledning til ønsket om yderligere udredning, stammede fra et helt andet sted i brystet, end hvor kræftknuden siden opstod, således at en kirurgisk biopsi på dette sted ikke ville have påvist den senere kræftknude. Den manglende indkaldelse af kvinden fik derfor i det konkrete tilfælde ikke betydning for det senere forløb.
Såvel Sundhedsstyrelsen som Patientklagenævne fandt, at overlægen på røntgenafdelingen begik en fejl ved at skrive »typisk« i stedet for »atypisk vækst i kirtelvævet«, og at han burde have sikret sig mod en sådan ukorrekt information. Endvidere fandt begge, at kvindens egen læge begik en fejl ved ikke at søge at få opklaret de modstridende oplysninger, han havde fået fra overlægen på røntgenafdelingen.
Patientklagenævnet beklagede over for begge læger, at informationen havde været ukorrekt, og at den givne information ikke var søgt korrigeret.
En 47-årig kvinde blev af egen læge henvist til røntgenundersøgelse for knuder i brystet. Røntgenafdelingen anbefalede kirurgisk biopsi for at få en sikker diagnose. Anbefalingen blev sendt til egen læge, som ikke foretog sig videre, da der ved en fejl var skrevet, typisk vækst i stedet for atypisk vækst i kirtelvævet. 3 år senere fik kvinden en voksende knude i brystet. Hun klagede over, at lægen ikke efter underretning fra røntgenafdelingen havde indkaldt til konsultation. Patientklagenævnet fandt grundlag for kritik af overlægen på røntgenafdelingen for ikke at sikre sig mod ukorrekt information og af egen læge for ikke at søge at få opklaret de modstridende oplysninger.