5.4.1 Forsinket diagnose på grund af kommunikationssvigt

5.4.1 Forsinket diagnose på grund af kommunikationssvigt

Denne sag handler om forsinket diagnosticering og behandling af en 71-årig mand med discusprolaps på grund af kommunikationssvigt mellem læger på medicinsk afdeling og reumatologisk afdeling.

Patienten blev indlagt akut den 17. i måneden på medicinsk afdeling af egen læge på grund af discusprolaps efter at have foretaget en forkert bevægelse to dage tidligere. Patienten havde lændesmerter med udstråling til begge ben til følge.

Der belv ordineret fysiurgisk tilsyn, og næste dag blev patienten tilset af en overlæge fra reumatologisk afdeling, der ikke fandt lammelser. Fuldstændig fysiurgisk vurdering var ikke mulig på grund af patientens smerter. Røntgenbilleder viste ikke tegn på brud. Der blev ordineret observation og smertebehandling. Fysiurgen noterede i journalen forslag til behandling weekenden over, med henblik på fornyet orientering mandag. Det faglige ansvar for patienten var således placeret hos medicinsk afdeling.

Den 19. blev der bl.a. konstateret føleforstyrrelser i ridebukseområdet, svag tonus i lukkemusklen, nedsat kraft i venstre ben og vandladningsbesvær. Der blev indlagt kateter. Den 20. konstaterede man desuden let sivende afføring. Bagvagten blev orienteret.

Den 21. kontaktede fysiurgen telefonisk en sygeplejerske på medicinsk afdeling, der orienterede om de to forudgående dage og oplyste, at man afventede en ultralyd-scanning, og at patienten trods stærk smertebehandling stadig havde smerteklager. Fysiurgen fandt ikke anledning til at tilse patienten påny.

Heller ikke overlægen på medicinsk afdeling fandt anledning til selv at undersøge patienten, idet det var hans opfattelse, at fysiurgen havde påtaget sig ansvaret for behandlingen af patienten indtil videre.

Den 22. og 23. var symptomerne stadig til stede, og patienten kunne nu ikke holde på urin og afføring. Den 24. blev der intet journalført.

Endelig den 25. blev patienten overført til neurokirurgisk afdeling, hvor han blev opereret akut for discusprolaps (kompliceret med cauda-equina syndrom). Patienten har herefter blivende neurologiske udfaldssymptomer.

Sundhedsstyrelsen udtalte, at der ikke var grundlag for kritik af fysiurgens oprindelige tilsyn og de foreslåede diagnostiske tiltag. Fysiurgen havde beskrevet, at en fuldstændig undersøgelse af patienten ikke var mulig. Den 21. talte fysiurgen med en sygeplejerske fra medicinsk afdeling, efter at de af fysiurgen foreslåede undersøgelser var udført, og blev orienteret om resultat af disse samt om patientens tilstand i øvrigt. Fysiurgen skrev journalnotat vedrørende samtalen.

På baggrund af den tidligere ikke tilfredsstillende foretagne fysiurgiske undersøgelse samt på baggrund af de nu foreliggende oplysninger indstillede Sundhedsstyrelsen , at der blev meddelt den fysiurgiske overlæge en beklagelse med henvisning til lægelovens § 6, stk. 1, for forsømmelse i behandlingen af patienten, idet fysiurgen burde have tilset patienten og ud fra en fornyet undersøgelse have overvejet eventuelle supplerende undersøgelser. Der var herved lagt vægt på, at journalnotatet fra den 18. måtte betragtes som et tilsagn om opfølgning.

Sundhedsstyrelsen fandt endvidere, at overlægen for medicinsk afdeling i den pågældende periode havde haft det faglige ansvar for behandlingen af patienten, og på baggrund af de for ham forelagte observationer selv burde have tilset og undersøgt patienten og indstillede, at der blev meddelt overlægen en alvorlig beklagelse med henvisning til lægelovens § 6, stk. 1, for at have været ansvarlig for forsinket diagnose og mangelfuld behandling.

Patientklagenævnet fandt alene, at den fysiurgiske overlæge havde udvist manglende omhu i behandlingen af patienten.

En 71-årig mand med discusprolaps fik forsinket diagnose og behandling på grund af kommunikationsbrist mellem 2 afdelingers læger.

Patientklagenævnet fandt, at den fysiurgiske overlæge burde have tilset patienten og ud fra en fornyet undersøgelse have overvejet nye undersøgelser og udtalte derfor kritik.