Legislator Case Law & Legislation
W19931508625 DK

5.1.3 Behandling af berusede personer med kranietraumer på skadestuen.

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1993 15086 Valid

5.1.3 Behandling af berusede personer med kranietraumer på skadestuen.

Beruset person indbragt til skadestuen efter fald på gaden

En 34-årig mand faldt på gaden i beruset tilstand og slog hovedet mod vejen eller kantstenen.

Han blev indbragt til skadestuen. Her konstaterede man en bule i panden og en mindre hudafskrabning i nakkeregionen. Patienten klagede over hovedpine, men der var ingen kvalme og ingen oplysninger om opkastninger. Han var uklar og virkede sløv, men besvarede de spørgsmål, der blev stillet.

Efter ca. 3 1/2 timers observation blev patienten overflyttet til detentionen. Da han ikke her klarede op, blev han sendt tilbage til skadestuen. Her fandt lægen, at patienten havde abstinenssymptomer og gav ham en indsprøjtning med 100 mg fenemal, som dog ingen virkning havde. Lægen tilkaldte sin bagvagt, som foretog en undersøgelse, men uden at finde noget neurologisk abnormt.

I overensstemmelse med sygehusets praksis for behandling af berusede personer blev patienten herefter sendt til observation i forsorgshjem. Her vurderede man ham imidlertid så dårlig, at man straks i ambulance sendte ham tilbage til sygehuset, hvor der ikke var mistanke om kraniebrud eller blødning i hjernen.

Næste dag observerede man nedsat bevægelighed af venstre arm og ben samt sygeligt forandret refleks i venstre fod, hvorfor patienten blev overflyttet til neurokirurgisk afdeling. En akut CT-scanning viste udbredt læsion i højre pande- og tindingelap og patienten blev anbragt i rspirator og blev behandlet med medicin.

Den følgende dag afgik patienten ved døden. I følge obduktionserklæringen var den umiddelbare dødsårsag svær væskeopstemning i hjernen med udposning af hjernestammen, og den tilgrundliggende dødsårsag kraniebrud med svær hjernekvæstelse.

Patientklagenævnet forelagde sagen for Retslægerået, der udtalte, at lægelig observation og diagnose altid er yderst vanskelig på patienter, der er berusede ved indlæggelsen, og som har været udsat for hovedtraume. De diagnostiske vanskeligheder kan være så store, at patienten rettelig bør observeres i sygehusvæsenets regi og ikke i detentionen eller på andre institutioner.

Retslægerådet fandt, at det var acceptabelt at henvise patienten til detentionen den første dag, men at det på grund af de vedvarende, ret brogede symptomer havde været mere korrekt at indlægge ham til fortsat observation efter undersøgelsen den anden dag.

Såvel Sundhedsstyrelsen som Patientklagenævnet var enige med Retslægerådet i ovenstående, dog således, at Sundhedsstyrelsen fandt, at det over for lægen burde beklages, at han ved det andet skadestuebesøg fandt det forsvarligt at sende patienten til forsorgshjemmet og undlod at indlægge ham til fortsat observation, mens Patientklagenævnet skærpede Sundhedsstyrelsens indstilling og meddelte lægen en beklagelse med henvisning til lægelovens § 6, stk. 1.

Endvidere meddelte Patientklagenævnet den ansvarlige overlæge, at man efter indhentet udtalelse fra Retslægerådet henstillede, at praksis om at henvise berusede patienter til observation på forsorgshjem efter primær behandling på skadestuen blev taget op til fornyet overvejelse.

Sygehuset har efterfølgende oplyst, at dette er sket.

Endelig adm. afgørelse 1993 15086 Valid

En 34-årig mand blev indbragt på skadestuen i beruset tilstand efter fald, hvor han slog hovedet. Han blev overflyttet til detensionen og derefter sendt tilbage til skadestuen, hvor han fik en indsprøjtning mod abstinenssymptomer. Derefter blev han sendt på forsorgshjem som straks returnerede ham. Næste dag blev patienten overflyttet til neurokirurgisk afdeling. En CT-scanning viste læsion i pande- og tindingelap. Den følgende dag døde han. Den tilgrundliggende dødsårsag var iflg. obduktion kraniebrud med svær hjernekvæstelse.

Patientklagenævnet fandt grundlag til kritik af, at lægen ikke havde indlagt patienten til fortsat observation den anden dag, hvor han blev sendt til forsorgshjem.

Endvidere henstillede nævnet til overlægen at praksis om at henvise berusede efter behandling på skadestuen blev taget op til fornyet overvejelse.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →