Fondsloven, Vedtægtsændring, Anbringelse af fondes midler,
Statutory Text (3 Articles)
Fondsloven, Vedtægtsændring, Anbringelse af fondes midler,
En fond, som allerede havde anbragt både en del af fondens
bundne og disponible kapital som udlån til et selskab, ansøgte om tilladelse til at ændre vedtægten, således at fondens kapital i medfør af vedtægten kunne anbringes som udlån til selskabet. Subsidiært anmodede fonden Civilretsdirektoratet om i medfør af § 2, stk. 4, i anbringelsesbekendtgørelsen at tillade fonden at anbringe en del af fondens midler på den ovenfor anførte måde. Fonden begrundede ansøgningen med, at fonden herved ville opnå en forrentning svarende til den sædvanlige kassekreditrente.
I den anledning meddelte Civilretsdirektoratet, at man ikke fandt grundlag for at dispensere fra reglerne i anbringelsesbekendtgørelsen.
Som udgangspunkt påpegede direktoratet, at reglerne i fondsloven og anbringelsesbekendtgørelsen om anbringelse af fondes midler i første række har til hensigt at sikre disse midlers anbringelse på en så betryggende måde, at risikoen for tab minimeres.
Det blev endvidere anført, at Civilretsdirektoratet i praksis ved behandlingen af ansøgninger om dispensation i henhold til anbringelsesbekendtgørelsens § 2, stk. 4, i almindelighed som forudsætning for at overveje, om fondens særlige forhold kan begrunde en afvigende anbringelse, kræver, at den ønskede anbringelse kan betragtes som nogenlunde lige så sikker som anbringelse i overensstemmelse med §§ 5-11 i bekendtgørelsen.
Ifølge direktoratet gør de sammen betragtninger sig - med om muligt endnu større styrke - gældende, når der søges om godkendelse af en vedtægtsændring, der ville tillade fondens bestyrelse generelt, det vil sige uden forudgående kontrol fra Civilretsdirektoratet af den enkelte disposition, at investere på en anden måde end forudset i anbringelsesbekendtgørelsen.
Det blev videre anført, at bortset fra tilfælde, hvor det kan dokumenteres, at det har været stifterens hensigt allerede på stiftelsestidspunktet at fravige de sædvanlige anbringelsesregler, eller hvor anbringelse vil afspejle en egentlig formålsændring, som kan tillades efter den restriktive praksis herom, vil Civilretsdirektoratet være tilbageholdende med at tillade en sådan vedtægtsændring. Man vil ved afgørelsen navnlig lægge vægt på, om der foreligger en særlig begrundelse for ønsket om at kunne anbringe midlerne på anden måde end angivet i anbringelsesbekendtgørelsen, og på, om denne anbringelse også på lang sigt kan forventes at yde tilstrækkelig sikkerhed.
På det foreliggende grundlag fandt Civilretsdirektoratet ikke, at en anbringelse i form af et usikret lån til det pågældende selskab ydede en sikkerhed svarende til en anbringelse i overensstemmelse med §§ 5-11 i anbringelsesbekendtgørelsen.
Ingen
Civilretsdirektoratet kunne ikke imødekomme en ansøgning om tilladelse til at ændre vedtægten for fonden, således at fondens kapital kunne anbringes som udlån til et selskab. Direktoratet kunne endvidere ikke dispensere fra anbringelsesbekendtgørelsens regler om anbringelse af fondes midler.