Ankestyrelsens principafgørelse O-16-93 om hjemgivelse - hjælpeforanstaltninger - refusion

Ankestyrelsens principafgørelse O-16-93 om hjemgivelse - hjælpeforanstaltninger - refusion

Resume

Retten til refusion efter § 11 ophørte ved barnets hjemgivelse.

Udgifter til hjælpeforanstaltninger i henhold til lov om social bistand § 33, stk. 1, jf. § 46b og c kunne herefter ikke refunderes.

Kassation

Der er kommet nye regler på området

Love

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 829 af 1. oktober 1992 - § 11, stk. 1, nr. 1

Sagsfremstilling

A kommune anbragte i august 1986 børnene S og D uden for eget hjem.

Den 1. maj 1987 flyttede moderen, der havde forældremyndigheden til B kommune.

A kommune afgav refusionstilsagn til B kommune.

Den 1. januar 1989 blev barnet S hjemgivet til moderen, og D blev den 17. april 1989 overflyttet til et ungdomskollektiv i C kommune.

A kommune afviste for så vidt angik S, at refundere ydelser til hjemmet, i henhold til lov om social bistand, jf. § 33 stk. 1, nr. 1, jf § 46.

Alle udgifter efter hjemgivelsen den 1. januar 1989 påhvilede B kommune.

For så vidt angik datteren D afslog kommunen at yde refusion af be villinger til moderen efter lov om social bistand § 33, stk. 1, nr. 1, jf. § 46b og c.

Ankenævnet tiltrådte A kommunes afgørelse med A kommunes begrundelse.

B kommune anførte i klagen til Ankestyrelsen, at kommunen havde haft ret og pligt til at igangsætte de nødvendige tiltag som handlekommune, at bevilgede ydelser havde hjemmel i bistandsloven, at der ikke var truffet ulovlige beslutninger, og at ydelserne blev ydet efter det generelle ydelsesniveau i kommunen.

Tvivlsspørgsmålet i denne sag gik alene på spørgsmålet om A's kommunes mulighed for at begrænse sine betalingsforpligtelser til kun at omfatte udgifter ydet i henhold til bistandslovens §§ 66 og 96.

Sagen blev behandlet i principielt møde til afklaring af, hvilkeudgifter, der kan refunderes efter hjemgivelse af børn til foræl drene.

Afgørelse

Retten til refusion efter § 11 ophørte ved barnets hjemgivelse.

Ankestyrelsen fandt, at udgifter til ydelser i henhold til lov omsocial bistand § 33, stk. 1, nr. 1, jf. § 46b og c ikke kunne refun deres i henhold til lovens § 11.

Ankestyrelsen bemærkede, at refusionskravet udgjorde den kommunaleandel af den afholdte udgift, der lovligt kunne afholdes efter bi standsloven.

Der skulle være tale om en egentlig ydelse efter loven, medens almindelige administrationsudgifter, herunder lønudgifter og udgifter til rådgivning og vejledning, ikke gav ret til refusion.

Der skulle endvidere være tale om udgifter/ydelser til barnet og altså ikke til forældremyndighedsindehaveren.

For så vidt angik hjælpeforanstaltninger, iværksat efter reglerne i bistandslovens § 33, stk. 1, jf § 46b, omhandlede disse bestemmelser situationer, opstået under børns ophold i eget hjem.

Ankestyrelsen tiltrådte således nævnets afgørelse.