Entreprise, mangler, bevis, erstatningsafgørelse, projektfejl (* 1)

Entreprise, mangler, bevis, erstatningsafgørelse, projektfejl (* 1)

VOLDGIFTSNÆVNET FOR BYGGE- OG ANLÆGSVIRKSOMHED

K E N D E L S E

i

Voldgiftssag nr. C 3642

K A/S

mod

A

I 1989/90 lod A som bygherre udføre dybhavnskaj nr. 20 i X havn. Arbejdet blev overdraget K A/S som hovedentreprenør. K havde tidligere udført et tilsvarende arbejde med hensyn til havnens dybhavnskaj nr. 22.

Under uddybning af havnebassinet i forbindelse med anlægget væltede en fortøjningsø, hvilket medførte betydelige konsekvenser for arbejdet med kajanlægget, herunder udgifter til kran og forsinkelse. Spørgsmålet om de økonomiske konsekvenser heraf er afgjort forligsmæssigt.

Efter nedramning af spunsen konstateredes et antal låsesprængninger. Dette medførte betydelige udgifter til afhjælpning, som K har krævet betalt af A.

Da parterne ikke har kunnet opnå enighed om betaling af disse udgifter, indbragte klageren ved klageskrift af 3. oktober 1991 sagen for en i henhold til »Regler om behandling af sager ved Voldgiftsretten for Bygge- og Anlægsvirksomhed« nedsat voldgiftsret. Voldgiftsretten har bestået af civilingeniør Johan Nørgaard, ingeniørdocent H.F. Burcharth og højesteretsdommer J. Bangert med sidstnævnte som formand.

Klageren har nedlagt påstand om betaling af 4.827.142 kr. med renter svarende til diskontoen med tillæg af 6% fra den 19. december 1990 til den 31. december 1990 og med tillæg af 5% fra den 1. januar 1991, til betaling sker.

Indklagede har påstået frifindelse, subsidiært mod betaling af et mindre beløb.

Der foreligger følgende oplysninger om sagens nærmere omstændigheder.

I efteråret 1988 blev klageren indbudt til at afgive tilbud på arbejdet i henhold til et projekt udarbejdet af B. I beskrivelsen er spunsjernene anført som typen Belval BU. Der foreskrives anvendelse af BU 20 i frontvæggen, celleendevæggen og en del af fløjvæggen og BU 16 i bagvæggen, den indre cellevæg og resten af fløjvæggen. Stålkvaliteten skal svare til normalbetingelserne i det land, hvor spunsvægsjernene er fremstillet, og stålets flydespænding skal mindst svare til den ønskede. Spunsvægsjern skal, hvis ikke andet er angivet, leveres som dobbeltjern med klemte låse.

Om rammearbejder hedder det

»NORMER.

Dansk Ingeniørforenings norm for fundering DS 415, 3. udgave er gældende med nedenstående supplerende bestemmelser.

ALMENT.

Arbejdsledelse. Rammearbejdet skal ledes af en ikke akkordlønnet formand, der skal være kyndig i sådant arbejde.

Materiel. Rambuk og ramslag skal godkendes af tilsynet, forinden ramning påbegyndes.

Ændringer. Såfremt tilsynet under rammearbejdet ønsker supplerende pæle/spunsvægsjern rammet eller andre tilsvarende ændringer foretaget, skal ekstraarbejdet afregnes efer enhedspriserne. »

Da de foreskrevne BU 20, BU 16 og BU 12 ikke kunne leveres, afgav klageren tilbud, hvor spunsjern var ændret til PU 20, PU 16 og PU 12.

Efter afholdt licitation accepterede indklagede den 9. januar 1989 klagerens tilbud. Om spunsvægsjernene anføres i accepten følgende

»Samtlige spunsvægsjern af typerne BU 20, BU 16 og BU 12 erstattes af tilsvarende spunsvægsjern hhv. PU 20, PU 16 og PU 12. PU 20 leveres som opvalset profil med fligetykkelser 12,9 mm hhv. 9,9 mm og dermed vægt på 145,3 kg pr. (m2) væg. Mermængden på 21,85 t for levering af opvalsede PU 20-jern reguleres til tilbudets enhedspris for levering kr. 4.000 pr. t. I alt tillægspris kr. 87.400.

Tilbudet reguleres endvidere på tilbudets positioner vedrørende ramning af spunsvægsjern, idet der regnes med mængder svarende til opvalset PU 20, PU 16 og PU 12. Mindremængden på 23,9 t reguleres til tilbudets enhedspris for ramning kr. 1.400 pr. t. I alt fradragspris kr. 33.460.

Reguleringsbeløb i alt: + kr. 53.940 excl. moms.

Alle spunsjernsmængder er faste, dvs. teoretiske og ifølge katalogværdier.«

Entreprisekontrakten er i overensstemmelse hermed.

Da spunsvægsjernene var blevet leveret, blev de besigtiget. Besigtigelsen førte til, at B den 12. april 1989 sendte følgende skrivelse til klageren

»X-by. Kaj 20, Etape 1. Spunsvægsleverance.

Ved en besigtigelse af spunsvægsjernene, oplagt på kaj i X-by, er registreret, at samtlige de leverede dobbelte spunsvægsjern er krumme, samt alle er krumme til samme side. Krumningen må tilskrives en forkert procedure under klemningen af låsene, herunder en placering af det enkelte klem uden for centerlinien af den klemte lås.

Pilhøjderne er målt til max. 1,8 o/oo om Y-aksen, og max. 0,8 o/oo om X-aksen, eller ialt max. 2,0 o/oo.

På grund af jernenes ensidige krumning og dennes størrelse må B as på vegne af X Havnevæsen tage forbehold for nogen form for betaling for enhver skade og hændelse, der i forbindelse med gennemførelsen af entreprisearbejdet kan tilskrives leverancen af ensidigt krumme spunsvægsjern.

Af skader og hændelser skal specielt nævnes

- låsesprængninger.

- udførelse af ekstra tilpasningsjern.

- problemer i forbindelse med udførelse af lukket, firkantet østlig celle.

- krav om tidsfristforlængelse og herunder vinterforanstaltninger som følge af forsinkelse.

- krav om forceringsomkostninger.

- andre følgeomkostninger herunder dagbod, driftstab m.m.

Som sikkerhed for bygherren i forbindelse med spunsvægsjernsleverancen kræves, at K A/S stiller en anfordringsgaranti til X Hanvenvæsen på kr. 5.645.800,- svarende til den tilbudte pris på spunsvægsleverancen.

Beløbet skal kunne hæves på følgende betingelser, der påføres garantien

»Anfordringsgarantien skal af hensyn til arbejdets kontinuitet frigøres på bygherrens anfordring uden rettergang, efter at påkrav er sket i henhold til AB 72 og under forudsætning af byggeledelsens attestation af, at de påtalte forhold har medført eller vil medføre udgifter svarende til det beløb, der anfordres frigivet«.

Anfordringsgarantien må stilles senest den 21.4.1989, hvor spunsvægsleverancen forfalder til betaling. I modsat fald udskydes betalingen på kr. 5.645.800,- til garantien er stillet og godkendt.

Garantien frigives ved afhjælpningsperiodens udløb.'

Indklagede besvarede den 19. april 1989 skrivelsen således

»Spunsjernene er købt i.h.t. udbudsmaterialet og specifikationerne fra B. Det er ikke umiddelbart klart, om leverancen er i strid med dette. Vi har derfor sendt Deres brev videre til leverandøren til udtalelse.

For ikke at sinke sagen accepterer vi at stille den anførte anfordringsgaranti på kr. 5.645.800,-; idet det er aftalt med C.P. Olsen, at garantien nedskrives efterhånden, som berettigelsen af X Havnevæsens forbehold samt vurderingen af problemerne afklares.«

Klageren forelagde herefter spørgsmålet om mangler ved leverancen for sin leverandør, C A/S, der videresendte reklamationen til sin leverandør, det franske firma D.

Denne afviste indsigelsen og henviste til, at man ved opmåling på pladsen ikke havde fundet noget spunsvægsjern med en større krumning end 0,18% af pilhøjden, hvilket var under den tilladte afvigelse på 0,2%.

I et efterfølgende byggemøde den 21. juni 1989 rejste klageren spørgsmål om frigivelse af garantien, da indklagedes forbehold ikke længere ansås berettiget, fordi de leverede spunsjern overholdt de gældende tolerancer hos producenten.

I samme byggemøde drøftedes problemer med ramning af spunsjern i bagvæggen, idet disse havde vist en tendens til at krølle i toppen ved den sidste meters ramning.

B afviste imidlertid at frigive garantien, før rammeprocessen var fuldt indkørt og forløb uden problemer. Samtidig afviste man ethvert krav om ekstrabetaling og tidsfristforlængelse på grund af krølning.

I september 1989 konstateredes låsesprængningerne, og parterne enedes om at afhjælpe disse ved at etablere en fodspuns. Endvidere blev bagspunsen forstærket.

Begge parter foretog herefter undersøgelser for at få klarlagt årsagen til låsesprængningerne.

Konklusionen på undersøgelser og beregninger foretaget af klagerens moderselskab, E, går ud på, at den primære årsag til låsesprængningerne må antages at være valg af for svag spunsprofil i forhold til den nødvendige rammeenergi, medens B på grundlag af sine undersøgelser og beregninger mener, at årsagen kun kan være de krumme jern og eventuelt styring med mægleren.

Under efterfølgende forhandlinger opnåede klageren en aftale med leverandøren af spunsvægsjernene. Om denne aftale hedder det i en skrivelse af 2. januar 1990 fra C A/S

»Under henvisning til vort møde den 24. nov. 1989 skal vi hermed bekræfte den indgåede aftale om godtgørelse vedr. de leverede spunsvægprofiler.

Aftalen og godtgørelsen dækker alle hidtidige udgifter og fremtidige krav med hensyn til ramning, reparationer, undersøgelser, garantier, genopretning af konstruktion osv. og yderligere reklamationer og krav i denne sag kan ikke fremsætttes.

Godtgørelsen følger snarest muligt i form af kreditnota, som dækker

Senest leverede 191 tons Larssen 31 kr. 791.845,- (vor fakt. 6568500) Alle øvrige omkostninger kr. 2.208.155,- I alt kr. 3.000.000,-

Yderligere blev det ved mødet aftalt, at K A/S til fuld dækning af det påløbne rentekrav betaler

Kr. 250.000,-

og vor rentenota på dette beløb fremsendes omgående.

For god ordens skyld beder vi Dem returnere vedlagte kopi med Deres underskrift, og vi håber hermed at have afsluttet denne sag på en tilfredsstillende måde.«

På klagerens forespørgsel har B i en skrivelse af 7. juni 1990 udtalt

»Vi er enige i, at de europæiske stålværkers standardleveringsbetingelser for pilhøjden er 0,2% af længden, men det plejer os bekendt ikke at give problemer for ramningen. Entreprenøren må som altid vælge sin rammemetode efter en samlet vurdering af de leverede materialer og opgavens karakter.

Det er fortsat vor opfattelse, at sprængningerne skyldes, at entreprenørerne med de leverede spunsjern ikke valgte en tilstrækkelig sikker udførelsesmetode.

Da entreprenørens underentreprenør også forestod ramningen ved Kaj 22, vil han formentlig ved en gennemgang af rammerapporten og projekterne kunne se, at der ikke har været væsentlige/relevante forskelle i de to projekter eller undergrunden, som har kunnet betinge, at ramningen ved Kaj 22 i realiteten foregik problemfrit, medens der er opstået adskillige sprængninger ved Kaj 20.«

F Institutterne har i en skrivelse af 8. august 1991 besvaret en forespørgsel fra klageren, om der i relation til den franske norm er nogen praksis for at includere den ensidige afvigelse i bedømmelsen af, om standarden er overholdt. Det udtales, at det er institutternes opfattelse, at man ikke kan reklamere over stålspunsprofilerne i henhold til standarden ved at påberåbe sig andre rethedstolerancekrav end det ene, der er anført i punkt 6.5.

Klageren har opgjort sit krav således

Mandskab og maskiner 3.299.628 kr. Følgeudgifter 666.615 kr. Forcering 513.348 kr. Forkrøbling 246.466 kr. Afdelingsingeniør 101.085 kr. 4.827.142 kr.

Under den mundtlige forhandling er der afgivet forklaring af direktør G og afdelingsingeniør H fra K, direktør I og civilingeniør J fra B, civilingeniør L fra E, samt kalkulationschef M fra Y-by.

G har forklaret, at han har udarbejdet klagerens tilbud og heri anført PU 20 i stedet for BY 20. B accepterede dette, men stillede kravene om opvalsning. Derefter bestiltes spunsjernene i henhold til specifikationerne. Det blev leveret i marts. Man kunne se, at de havde en krumning, men kunne ikke afgøre, om de var i strid med konditionerne. Indklagede tog forbehold og krævede garanti for konditionsmæssighed. Klageren hentede leverandør og producent, men disse bestred, at der var mangler.

Da leverandøren ikke havde fået penge for leverancen, indkaldte denne til møde. Klageren krævede samme garanti af leverandøren, som klageren selv havde måttet stille. Det ville leverandøren ikke. Vidnet regnede med, at der ville blive indgået et forlig, men indklagede ville ikke medvirke. Klageren ville derefter anlægge voldgiftssag dels mod indklagede, dels mod leverandøren. Herefter erklærede leverandøren, at klageren kulancemæssigt kunne få 3 mio. kr., men så ville leverandøren, der ønskede at undgå en konfrontation med klagerens moderselskab, udgå af sagen.

Der er ikke i erstatningsopgørelsen medtaget beløb, som overlapper forliget om den væltede fortøjningsø. Ved forliget fik man en forlænget byggetid fra 31. december 1989 til 8. februar 1990. Den i den foreliggende sag medtagne forlængelse angår tidsrummet 8. februar til 26. marts, hvor der arbejdedes med fodspuns. Forceringsudgifterne vedrører andet arbejde, som måtte fremskyndes på grund af fodspunsen.

H har forklaret, at han overtog arbejdet med spunsen, da spunsjernene kom. De var lidt krumme, men han var ikke betænkelig. Derimod reagerede bygherren. Garantien blev afgivet ikke som en erkendelse af, at der var mangler, men for at kunne komme videre med arbejdet. Der blev udarbejdet en fortegnelse over skævheder, men konditionerne var overholdt. Det var der også enighed om på et byggemøde.

Bygherren havde krævet at godkende rammemtoden, og det skete. Bygherren har haft dagligt tilsyn, og der er aldrig fremkommet indvendinger mod ramningen. Man begyndte med at ramme bagspunsen. Man Valgte samme entreprenør som ved kaj 22 og rammede på samme måde. I begyndelsen gik det godt, men senere begyndte jernene at krølle foroven. Frontspunsen var færdig den 24. august 1989. Da sandpuden blev fjernet, konstateredes låsesprængningerne ialt 36. Man enedes om at afhjælpe ved at udføre en fodspuns. Han mener, at årsagen til låsesprængningerne var en overbelastning af låsene. Profilerne var meget vridningsslappe, »slaskede« og meget brede, og det var derfor forbundet med held at undgå låsesprængninger. Under ramningen buer jernene og deformationerne bibeholdes i sandpuden. Det havde været bedre med stærkere jern eller et boxprofil. Når det gik godt ved kaj 22, skyldes det, at man bevægede sig på grænsen til det forsvarlige, og så går det godt i nogle tilfælde, men ikke i andre.

Vedrørende erstatningsopgørelsen har vidnet forklaret, at beløbet for rammeudstyr ikke skal nedsættes til 720.000 kr., dels fordi der blev arbejdet 10 timer pr. dag, dels fordi dagsraten er 23.410 kr. på grund af mængden af materiel ombord. Udgifterne til anstilling for sandskibet N skyldes, at man måtte stille indpumpning af sand i bero på grund af reparation af låsesprængningerne. Den forlængede byggetid skyldes låsesprængningerne, ellers var man blevet færdig til tiden. Der er ikke i forceringsudgifterne medtaget poster, som skyldes fortøjningsøen.

I har forklaret, at han udarbejdede udbuddet. Han var ikke klar over, at Belval BU 20 ikke længere produceredes. Ingen kunne levere BU 20. Han accepterede PU 20, men krævede opvalsning af hensyn til statikken. Alt vedrørende udførelsen var overladt til K. Klageren kaldte ham til pladsen for at se jernene. Dobbeltjernene var krumme og var alle klemt i kanten. Da vi forventede større risiko for låsesprængning på grund af krumningen, tog man forbehold og krævede garantien. Han kan som årsag til låsesprængningerne kun tænke sig krumningerne og/eller styring af ramningen. Han er enig i, at jernene enkeltvis opfyldte kravene, men de var alle krumme. Rammejournalresultaterne kunne ikke afsløre låsebrud. B's rammesimuleringer var ikke fremlagt, fordi udsmedning skete i kote -13 m. Har simuleret Hera 5000 hammeren med samme resultat som E, men også fundet lempeligere hammere.

L fra klagerens moderselskab E har forklaret, at han blev tilkaldt af klageren for at finde årsagen til låsesprængningerne. Der blev foretaget en rammesimulering. Valg af hammer er afhængig af spunsen og jordbundsforholdene, og han har ikke kunne finde en bedre hammer end den anvendte. Han har beregnet anvendelsen af en lettere hammer, men dette ville ikke have været bedre. Hovedårsag til låsesprængning er, at spunsen under de givne forhold må drives hårdt og derved bøjer ud under vridning. Vridning er den direkte årsag (nødvendighed) for sprængningerne. Jernenes krumning og klemningerne betyder intet, hvilket også ses af manglende sammenhæng mellem låsesprængning og den måde, jernene vendes i forhold til hinanden. Låsens konstruktion på PU 20 giver et større spillerum end låsen på BU 20. Man har levet på marginalerne. Årsagen må være spunsens ringe profil og en ramning nær flydespændingen.

M har forklaret, at han var entrepriseleder på kaj 20, men har ikke været det på kaj 22. Man anvendte samme maskine og samme rammefører som ved kaj 22. Den anvendte dieselhammer er god til spuns og almindelig anvendt ved større havnearbejder. Første problem var, at spunsen i bagvæggen krøllede. Derfor svejsede man en plade på i bugten af toppen. Der er ikke slået for hårdt. Årsagen til låsesprængningerne er, at spunsjernene var for høje, brede og tynde. Større flydespænding ville have hjulpet. Han har rammet en del PU-jern. I nogle tilfælde er det gået godt, i andre tilfælde ikke.

J har forklaret, at det franske værk har ændret procedure for klemning, så der ikke klemmes excentrisk. Klemning på midten er bedre. Han havde ikke grund til at tro, at man bevægede sig på grænsen af det teknisk mulige på grund af erfaringerne fra kaj 22. Klageren kunne frit vælge en rammemetode.

Klageren har til støtte for sin påstand anført, at de leverede spunsjern var i overensstemmelse med bygherrens specifikationer og ikke behæftet med mangler. Bygherren havde selv valgt jernets profil og foreskrevet udvalsningen. Jernet opfyldte det fastsatte tolerancekrav på 0,2%. Den største krumning, som var målt, er 0,18%. Leveringen kunne således ikke kasseres. Det var derfor urimeligt, at indklagede tog forbehold og stillede krav om garanti. Klageren var nødt til at stille sikkerhed, da indklagede ellers ville have trukket i aconto betalingerne. Stillelsen af sikkerhed indebærer derfor ikke en anerkendelse af mangler.

Der er heller ikke påvist mangler ved ramningen. Denne er udført på ganske samme måde som ved kaj 22, og der er anvendt samme underentreprenør og samme rammeformand. Bygherrens tilsyn har ikke på noget tidspunkt gjort indsigelse mod fremgangsmåden.

Årsagen til låsesprængningerne må søges i, at indklagede har valgt en profil af spunsjern, der er på grænsen af det forsvarlige. E har i sin rapport, der hviler på rammesimulering, henvist til valg af en for svag profil i forhold til spunsens frie længde og den store rammeenergi, som kræves til nedramningen. Indklagede har selv foretaget rammesimulering, men har ikke villet fremlægge resultaterne heraf. Ved valg af den billigere dimension har indklagede satset, og det må indklagede selv bære risikoen for. Det gik godt ved kaj 22, men ikke her.

Forhandlingerne med C og det franske stålværk er denne sag uvedkommende. Det opnåede beløb fra leverandøren kan kun komme klageren til gode, hvis leverandøren havde anerkendt, at der forelå en mangel ved de leverede jern, men det har han ikke. Leverandøren var selv kommet i klemme, fordi man ikke fik betaling for leverancerne. Herefter aftalte man, at leveranøren som led i det løbende mellemværende med klageren ydede en likviditetsmæssig støtte på 3 mio. kr., men denne kulancemæssige fordel kan indklagede ikke påberåbe sig.

Med hensyn til klagerens bemærkninger om størrelsen af det rejste krav henvises til nedenfor.

Indklagede har til støtte for sin påstand anført, at låsesprængningerne er en mangel. Denne mangel forelå før afleveringen, og indklagede havde derfor krav på, at klageren foretog afhjælpning af manglen. Klageren har kun krav på betaling, såfremt manglen skyldtes fejl i projektet eller hindringer i grunden, og det er klageren, som har bevisbyrden for dette.

Fejl i projektet foreligger kun, hvis man ved projekteringen er gået ud over det forsvarlige. Der er ikke bevis for konkrete fejl, og det var også gået godt ved kaj 22. Projektet har heller ikke ligget på grænsen af det forsvarlige, når PU 12 og PU 16 har kunnet rammes ned.

Årsagen til låsesprængningerne må være enten en fejl ved de leverede jern eller ved ramningen. Der var ikke låsesprængninger ved kaj 22. Spunsjernet havde samme dimension, bundforholdene var de samme, og rammedybden var endda 1 m længere ved kaj 22. Den eneste forskel var de krumme jern. Rammesimuleringen viser kun, hvad der sker i bunden, og er derfor uden betydning for sagen. Indklagede erkender, at det enkelte jern ikke kunne kasseres, men alle jern var krumme til samme side, og krumningen lå på grænsen af den foreskrevne tolerance. Hertil kommer den skæve klemning, som skyldtes en forkert fremstillingsprocedure. Tilsammen må dette anses for en mangel, som klageren er ansvarlig for. Klageren må selv have følt, at der forelå et probllem, siden man tilkaldte B. B kunne vanskeligt kassere levereancen på dette tidspunkt og krævede i stedet en garanti mod låsesprængninger. Leverandøren betalte faktisk et beløb.

Klageren var advaret om de krumme jern, men fastholdt, at de kunne rammes. Derefter må klageren sikre sig, at ramning kan ske, og godtgøre, at låsesprængningerne ikke skyldes fejl ved ramningen.

Klageren har fra leverandøren modtaget en godtgørlse på 3 mio. kr. vedrørende de leverede spunsjern. Dette kan ikke være et likviditetstilskud, men må anses for en erstatning til fuld og endelig afgørelse for mangler. I leverandørens skrivelse henvises specielt til et beløb på 791.845 kr. for levering af profiler til fodspuns, hvilke beløb indgår i klagerens erstatningskrav. Klageren har modtaget beløbet til fuld afgørelse og har derved afskåret sig fra senere at rejse krav mod indklagede. Da klageren har modtaget beløbet, inden sagen mod indklagede blev anlagt, må dette medføre, at klageren skal erstatte alle indklagedes udgifter til teknisk bistand i forbindelse med voldgiftssagen.

Voldgiftsretten skal udtale

Låsesprængningerne må anses for en mangel, og da disse er konstateret inden afleveringen, er udgangspunktet, at entreprenøren vederlagsfrit må udbedre dem.

Årsagen til låsesprængningerne har ikke kunnet fastslås med sikkerhed.

Bygherren havde foreskrevet anvendelse af en bestemt type spunsjern af nærmere angivne dimensioner. Da denne type ikke længere produceredes, godkendte bygherren en ændring til tilsvarende jern af en anden type og foreskrev opvalsningen. Denne type er stort set identisk med den tidligere type i henseende til stivhed og styrke, men har en løsere lås. Bygherren findes herefter at måtte bære risikoen for, at de anvendte jern var egnede til arbejdet.

Ved leveringen konstateredes en krumning af jernene, men indklagede har været enig i, at de enkelte jern ikke kunne kasseres på grund af mangler, da de opfyldte tolerancekravet. Det er ikke oplyst, hvor mange jern der ligger nær op ad tolerancegrænsen. Den omstændighed, at alle jern var krumme til samme side, kan ikke bevirke, at hele leverancen er mangelfuld. Den excentriske klemning findes uden betydning for jernenes krumning. Leverandøren har afvist, at der forelå mangler, og den danske leverandørs betaling af et beløb til klageren kan ikke anses som en anerkendelse heraf. Klageren har derfor ikke kunnet gøre mangelsbeføjelsen gældende over for sin leverandør.

Voldgiftsretten finder ikke, at jernenes krumning inden for tolerancen har haft betydning for låsesprængningerne, idet de spændinger og kræfter, som kræves til at deformere spunsjernene over låsesprængningsniveau, er små i forhold til de spændinger og kræfter, der i øvrigt er involveret. Såfremt krumningen skulle være af betydning, måtte forventes en øget rammemodstand i forhold til ramning af mere lige jern. Imidlertid var rammemodstanden over kote -15 m har været mindre ved kaj 20 end ved kaj 22, hvor ramningen ikke førte til låsesprængninger.

Voldgiftsretten finder ikke, at låsesprængningerne skyldes fejl ved ramningen. Der er anvendt samme fremgangsmåde som ved kaj 22, og jernenes krumning har ikke givet anledning til, at der burde foretages særlige foranstaltninger. Der findes heller ikke grundlag for at kritisere valget af hammer.

Voldgiftsretten finder derimod, at bygherren har løbet en risiko ved valget af så spinkle jern i forhold til den nødvendige rammeenergi. Dette betyder, at ramningen i nogle tilfælde vil lykkes, men ikke i andre. Ramningen af de spinklere jern i bagspunsen kan ikke tillægges betydning, fordi det ikke vides, om der er sket låsesprængninger her. Risikoen ved anvendelse af spinkle jern, hvilket bygherren har den økonomiske fordel af, findes han ikke at kunne overvælte på entreprenøren. Valget af de spinkle spunsjern må derfor anses for projektfejl. Indklagede må herefter betale for den nødvendige afhjælpning, hvorom der har været enighed mellem parterne.

Klagerens krav består af følgende hovedposter

1. Mandskab og amskiner 3.299.628

Klageren har under den mundtlige forhandling redegjort for en række underposter og har nedsat det oprindelig krævede beløb med 53.169 kr.

Indklagede har anført, at han forsåvidt ikke bestrider beløbet, men finder, at der bør findes en vis afrunding sted, fordi det ikke er muligt at efterprøve de enkelte underposter.

Voldgiftsretten finder ikke grundlag

for at nedsætte beløbet yderligere 3.299.628 kr.

Transport 3.299.628 kr.

2. Følgeudgifter 666.615 kr.

Indklagede har anført, at han ikke har indsigelser mod kravet for ramning af pæle, men at posten forlænget byggetid bør nedsættes.

Kravet bør ikke overstige 360.000 kr.

Voldgiftsretten finder, at beløbet må nedsættes, fordi der i den omhandlede periode også er udført andet arbejde. Beløbet, der også fra klagerens side beror på et skøn, nedsættes herefter til

400.000 kr.

3. Forceringsudgifter 513.348 kr.

Klageren har anført, at der er sket forcering i betydeligt omfang, fordi indklagede fastholdt tidsfrist og dagbod. Forcering er sket både ved overarbejde og ansættelse af flere folk. Man har rejst spørgsmåler om forcering i et byggemøde. Der er ikke medtaget noget beløb, som klageren har fået erstattet ved forliget om fortøjningsøen.

Indklagede har afvist dette krav, dels fordi overholdelse af tidsfristen er klagerens problem, dels fordi kravet er udokumenteret. Endelig er der risiko for dobbeltdækning som følge af forliget om fortøjningsøen. Subsidiært har indklagede gjort gældende, at dette krav højst kan fastsættes til 180.000 kr.

Voldgiftsretten finder, at afhjælpningen af spunsen har nødvendiggjort forcering, når indklagede ikke ville give fristforlængelse, og indklagede har da også i byggemøde erkendt, at det var en fornuftig foranstaltning. Retten fastsætter herefter et skønsmæssigt beløb på 300.000 kr.

Transport 3.999.628 kr.

4. Forkrøbling 246.666 kr.

Klageren har gjort gældende, at disse udgifter er forårsaget af, at spunsjernene var for slappe.

Indklagede har gjort gældende, at udgiften er dem uvedkommende, da de skyldes en almindelig mangel.

Voldgiftsretten finder, at der må gives klageren medhold 246.666 kr.

5. Afdelingsingeniør 101.085 kr.

Indklagede har i duplik anerkendt 64.600 kr. af beløbet.

Voldgiftsretten finder ikke grundlag for at sætte beløbet højere

64.600 kr. ialt 4.310.894 kr.

Det beløb på 3 mio. kr., som klageren er blevet godskrevet som led i et forlig med den danske leverandør C, kan ikke føre til en nedsættelse af klagerens krav mod indklagede. Beløbet blev - efter at et bredere forlig var glippet - godskrevet klageren, fordi C ville undgå at blive inddraget i den foreliggende voldgiftssag, hvilket selskabet ikke ønskede af hensyn til sine relationer til klagerens moderselskab. Da voldgiftsretten som ovenfor anført ikke finder, at de leverede spunsjern har været behæftet med mangler, har C ikke været retlig forpligtet til at godskrive klageren noget beløb i deres indbyrdes mellemværende. Indklagede kan ikke kræve, at et sådant kulancemæssigt beløb kommer dem til gode. Indklagede bliver ikke herved ringere stillet, end hvis voldgiftssagen var blevet gennemført også mod C. Hvorledes klageren og C vil forholde med beløbet efter voldgiftsrettens afgørelse, må være indklagede uvedkommende.

Som følge af det anførte skal indklagede til klageren betale 4.310.894 kr. med renter som påstået og i sagsomkostninger 150.000 kr.

Indklagede skal endvidere betale udgifterne ved voldgiftsrettens behandling af sagen.

K E N D E L S E

Indklagede, A , skal til klageren, K A/S, betale 4.310.894 kr. med renter svarende til diskontoen med tillæg af 6% fra den 19. december til den 31. december 1990 og med tillæg af 5% fra den 1. januar 1991, til betaling sker.

Indklagede skal endvidere i sagsomkostninger betale 150.000 kr.

Beløbene skal betales inden 14 dage fra modtagelsen af denne kendelse.

Indklagede skal betale udgifterne ved voldgiftsrettens behandling af sagen.

København, den 7. oktober 1993

Johan Nørgaard/Johannes Bangert/H.F. Burcharth

P.v.c.

G. Stark

(Særlige noter:)

(* 1) Kendelsen er optrykt i kendelser om fast ejendom nr. 3/1994.

En entreprenør udførte en dybhavnskaj. I entreprisen indgik nedramning af spuns. Efter nedramningen konstateredes et antal låsesprængninger, hvis afhjælning medførte betydelige udgifter for entreprenøren. Entreprenøren krævede afhjælpningsomkostningerne erstattet af bygherren.

Udtalt, at låsesprængningerne måtte anses for en mangel, og da disse var konstateret inden afleveringen, var udgangspunktet, at entreprenøren vederlagsfrit måtte udbedre dem. Imidlertid havde årsagen til låsesprængningerne ikke kunnet fastslås med sikkerhed.

Bygherren, der havde foreskrevet anvendelse af en bestemt type spunsjern, havde godkendt en ændring til tilsvarende jern af en anden type og foreskrevet opvalsningen, da den oprindeligt foreskrevne type ikke længere produceredes. Bygherren fandtes herefter at måtte bære risikoen for, at de anvendte jern var egnede til arbejdet. Selv om der ved leveringen var konstateret en krumning af jernene indenfor tolerancen, fandtes dette ikke at have haft betydning. Låsesprængningerne fandtes heller ikke at skyldes fejl ved ramningen. Bygherren fandtes derimod at have løbet en risiko ved valget af spinkle jern i forhold til den nødvendige rammeenergi, og denne risiko, som bygherren havde den økonomiske fordel af, fandtes han ikke at kunne overvælte på entreprenøren. Valget af de spinkle spunsjern måtte derfor anses for en projektfejl, og bygherren måtte herefter betale for den nødvendige afhjælpning (1).

Det forhold, at entreprenørens leverandør kulancemæssigt havde betalt et betydeligt beløb til entreprenøren kunne ikke komme den indklagede bygherre til gode ved opgørelsen, idet de leverede spunsjern ikke havde været behæftet med mangler, hvor leverandøren ikke havde været retligt forpligtet til at godskrive entreprenøren noget beløb.