Legislator Case Law & Legislation
W19930402325 DK

Beregning af tilgodehavende, renter, regningsbeløb, mangler, udbedring

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1993 4023 Valid

Beregning af tilgodehavende, renter, regningsbeløb, mangler, udbedring

VOLDGIFTSNÆVNET FOR BYGGE- OG ANLÆGSVIRKSOMHED

K E N D E L S E

i

Voldgiftssagerne nr. C-3122 og C-4016

K

mod

A

og

k1

mod

A1

1. I 1989-90 udførte A A/S (herefter benævn A) som hovedentreprenør nærmere aftalte anlægsarbejder for A1 Kommunale Fjernvarmeforsyning (herefter benævnt A1). Arbejdet med nedlægning af fjernvarmerør blev udført af K A/S (herefter benævnt K) som underentreprenør. Under en trykprøvning den 7. september 1989 af en del af ledningsnettet, foretaget af C ApS efter K's bestilling, sprængtes et rørstykke på grund af alt for højt vandtryk. Uheldet havde til følge, at rørledninger m.v. måtte udskiftes.

Efterfølgende er der mellem de implicerede parter opstået tvist om ansvaret for uheldet og om fordelingen af omkostningerne ved de foretagne reparationer m.v. Ved klageskrift af 21. marts 1990 blev tvisten derfor af K indbragt for en i henhold til »Regler for behandling af sager ved Voldgiftsretten for Bygge- og Anlægsvirksomhed« nedsat voldgiftsret, bestående af civilingeniør Niels Steen Steensen, funktionschef, akademiingeniør Carsten Monrad og højesteretsdommer Palle Kiil, sidsnævnte som formand.

Efter besigtigelse og mundtlig forhandling den 8. september, 29. oktober og 3. november 1992 accepterede parterne en tilkendegivelse fra voldgiftsretten, hvorefter ansvaret for de indtrufne skader fandtes at påhvile C ApS. Der tilkendtes herefter K et samlet beløb på 913.037,98 kr., der skulle betales af C ApS, A et samlet beløb på 629.843,98 kr., der skulle betales af K, og A1 et samlet beløb på 215.000 kr. der skulle betales af A. Beløbene, der var eksklusive moms, skulle dog reduceres med ambi 2,4%. I tilkendegivelsen hedder det afslutningsvis

»Ved tilkendegivelsen er der ikke taget stilling til kravene vedrørende defekt kompensator ved D Centrum og lækagetråden, idet idsse krav ikke vedrører den af voldgiftssagen omfattede rørsprængning.

Mellemværendet mellem K A/S, A A/S og A1 opgøres af parterne på grundlag af voldgiftsrettens tilkendegivelse.«

Efterfølgende er der imidlertid opstået tvist om opgørelsen af dette mellemværende, hvorfor de nævnte 3 parter har begæret voldgiftssagen - nr. C-3122 - fortsat og under en ny voldgiftssag - nr. C-4016 - har indbragt såvel kravene vedrørende den defekte kompensator og lækagetrådene som enkelte krav i tilknytning hertil til afgørelse for voldgiftsretten.

2. For voldgiftsretten, hvor sagerne - efter et retsmøde den 17. marts 1993 - er behandlet sammen med den 6. september 1993, har parterne herefter nedlagt de i det følgende gengivne endelige påstande

Sag nr. C-3122

Tvisten vedrører opgørelsen af de rentekrav på grund af for sen betaling af fremsendte fakturaer og a conto-begæringer, som parterne har gjort gældende i deres indbyrdes mellemværende.

K har påstået A tilpligtet at betale 290.913,79 kr. samt procesrente af restentreprisesummen 147.527 kr. fra den 1. april 1993, til betaling sker.

A har påstået rentekravet nedsat til 142.845,88 kr., men har ikke gjort indsigelse mod den krævede procesrente af restentreprisesummen.

I forholdet mellem A og A1 er påstandene knyttet til alternative beregninger af mellemværendet.

Sag nr. C-4016

K har påstået K1(K1=A) tilpligtet at betale 56.142,80 kr. med procesrente fra 20. april til 26. oktober 1990 af 44.095,30 kr. og af 56.142,80 kr. fra 26. oktober 1990, til betaling sker.

K1 har påstået frifindelse og selvstændig dom for 207.800,42 kr. med procesrente efter voldgiftsrettens nærmere bestemmelse.

Over for dette krav har K påstået frifindelse.

K1 har endvidere påstået A1 tilpligtet af friholde K1 for de krav, som K1 måtte blive tilpligtet atbetale til K. Påstanden om selvstændig dom for 207.800,42 kr. med procesrente er også nedlagt overfor A1.

A1 har principalt påstået frifindelse, subsidiært mod betaling af et mindre beløb. A1 har endvidere nedlagt selvstændig påstand om, at K1 skal betale procesrente af nærmere angivne beløb, for hvilket man har foretaget modregning.

K1 har heroverfor påstået frifindelse.

3. Til de således nedlagte påstande skal voldgiftsretten bemærke følgende

Sag nr. C-3122.

Parterne er i princippet enige om den måde, hvorpå de indbyrdes rentekrav skal gøres op, ligesom er der enighed om, at forrentningen skal ske med den til enhver tid gældende procesrente. Der er derimod hverken enighed om, fr hvilket tidspunkt renteberegningen skal ske, eller om, hvorvidt renter skal beregnes af beløbene tillagt moms, hvilket K bestrider i det omfang, der er tale om renter af erstatningsbeløb.

Voldgiftsretten finder, at renter af K's og A's tilgodehavende hos henholdsvis A og A1 tidligst kan kræves fra den 28. marts 1990, der er datoen for K's a conto-begæring nr. 10 til A. Anlægget var da taget i brug, ligesom A1 havde besluttet at udbetale en væsentlig del af et ved afleveringen den 23. oktober 1989 tilbageholdt beløb på 500.000 kr. til sikkerhed for udbedring af de skete skader. Renteberegningen vedrørende disse tilgodehavender må derfor reduceres med renter forud for den 28. marts 1990, hvorimod en tilsvarende reduktion ikke skal ske for så vidt angår A1's krav mod A og A's krav mod K, der alle vedrører afholdte udgifter i forbindelse med rørsprængningen.

Voldgiftsretten finder det endvidere bedst stemmende med en rimelig opgørelse af denne del af parternes mellemværende, at renter beregnes af beløbene tillagt moms. Det bemærkes herved, at K har opgjort sit rentekrav på grundlag af en skyldig hovedstol, der inkluderer moms.

Med udgangspunkt i de af parterne til brug for sagen udarbejdede opgørelser kan K's krav mod A herefter opgøres således

Det er i K's opgørelse anførte samlede tilgodehavende

1.468.893,55 kr. reduceret med beregnede renter fra 1.9.1989-28.3.90 60.244,87 kr. eller ialt 1.408.648,68 kr. med tillæg af de i opgørelsen anførte ambibeløb 9.956,26 kr. og 5.160 kr., ialt 15.116,26 kr. K A/S tilgodehavende: 1.423.764,94 kr.

Heri fragår

A's tilgodehavende som opgjort af K A/S 598.739,90 kr. med tillæg af 40.457 kr., der udgør differencen mellem

de beregnede rentebeløb, afhængig af, om disse beregnes

af beløbene med eller uden moms, ialt 639.196,90 kr.

A1's krav som opgjort af K A/S 305.671,33 kr. med

tillæg af et differencebeløb, jfr. ovenvor, på

19.947 kr., ialt 325.618,33 kr. Et beløb, stort 288.096,02 kr.

som - med renter - dels af K A/S er modregnet over for

A A/S, dels i mellemtiden på anden måde er betalt til

K A/S af A A/S. Ialt fragår: 1.252.911,25 kr. K's endelige tilgodehavende: 170.853,69 kr. hvortil kommer procesrenter af 147.527 kr. fra den 1. april 1993, til betaling sker. For såvidt angår A kan kravet mod A1 opgøres således: Tilgodehavende i henhold til foretagen modregning inkl. moms 162.592,54 kr. Tilgodehavende renter beregnet fra den 28.3.1990 284.509,72 kr. Ialt 447.102,26 kr. med fradrag af: Renter af godkendt modregning 122.439,19 kr. og erlagte renter 36.791,23 kr. 159.230,42 kr. A's endelige tilgodehavende 287.871,84 kr.

Sag nr. C-4016.

Kravene behandles under de følgende punkter 1-4 med underpunkter.

1. Udskiftning af utæt kompensator - D Centrum.

Efter det foreliggende må det vel lægges grund, at kompensatoren, der konstateredes utæt i marts 1990, var beskadiget af tryk indefra, således at det forekommer overvejende sandsynligt, at årsagen til beskadigelsen er sket ved vandpåfyldning og trykprøvning på samme måde, som tilfældet var ved uheldet den 7. september 1989.

K har imidlertid udført udskiftningen i henhold til et af K1 accepteret tilbud, og i acceptskrivelsen hedder det

»Vi bekræfter hermed Deres tilbud om at udføre ovennævnte arbejde billigst i regning til den aftalte tid«.

Under disse omstændigheder finder voldgiftsretten, at K1, der uden forbehold har accepteret K's tilbud om at udføre arbejdet »billigst i regning«, må betale det krævede beløb 44.095,30 kr. inkl. moms. Da K1 som hovedentreprenør hæfter for skjulte fejl og mangler, kan K1 derimod ikke gøre kravet gældende mod A1, men må selv endeligt bære udgifterne ved den foretagne udskiftning, herunder egne udgifter og de udgifter, som A1 har krævet dækket, dog at kravet skønsmæssigt nedsættes til 25.000 kr. inkl. moms.

Voldgiftsretten finder derimod, at A1 ikke har været berettigt til at debitere K1 for et beløb, stort 14.930,54 kr. inkl. moms, der udgør 1/7 af A1's udgifter til en i anledning af uheldet iværksat undersøgelse af yderligere 7 udvalgte kompensatorer, der dog alle viste sig at være uden fejl eller mangler.

Resultatet er således, at K1 skal betale 44.095,30 kr. inkl. moms til K og har krav på betaling fra A1 af i alt 25.610,05 kr. inkl. moms af de af A1 i dette forhold tilbageholdte - modregnede - beløb på i alt 50.610,05 kr. inkl. moms.

2. udskiftning af defekte lækagetråde.

Tvisten omfatter følgende 4 krav i parternes indbyrdes mellemværende

a. K har ved faktura nr. 23564 krævet et beløb på 12.047,50 kr. inkl. moms til dækning af udgifter til opgravninger, som efter anvisning blev foretaget for at finde en utæthed i ledningsnettet. Efter bevisførelsen må det imidlertid lægges til grund, at der efter flere forgæves opgravninger konstateredes en forkert udført alarmtråd.

Under disse omstændigheder finder voldgiftsretten, at K, der har udført det pågældende mangelfulde monteringsarbejde, ikke kan kræve den omhandlede faktura betalt af K1, som derfor frifindes for dette krav.

b. Mellem K1 og A1 er der tvist om størrelsen af betalingen for yderligere 4 opgravninger af muffer, som K1 udførte i efteråret 1990 som led i en undersøgelse af mulige defekte lækagetråde.

Voldgiftsretten finder, at det af K1 ved faktura nr. 28123 krævede beløb, stort 34.038 kr. inkl. moms, ikke kan kritiseres som værende urimeligt, uanset at der er krævet betaling for 42 ingeniørtimer til et samlet beløb på 22.050 kr. A1 må derfor betale det krævede beløb.

c. Ved faktura nr. 29410, der vedrører P-pladsen ved E, har K1 afkrævet K et beløb, stort 12.019,75 kr. inkl. moms, for »opgravning og retablering i forbindelse med Deres udbedring af fejl ved dårlig samling af tråde«.

Af en fremlagt redegørelse for forløbet af undersøgelser angående formodede fejl på lækagedetekteringstråde fremgår, at det ved en undersøgelse foretaget den 27. september 1990 med deltagelse også af repræsentanter for K blev konstateret, at samlingen af tråde i en muffe under P-Pladsen ikke var udført korrekt. Da det mangelfulde arbejde er udført af K, der således må afholde de udgifter, der har været nødvendige for at afhjælpe fejlen,tager voldgiftsretten K1's påstand om betaling af fakturabeløbet 12.019,75 kr. inkl. moms til følge.

d. I det indbyrdes mellemværende mellem sagens 3 parter er der endelig tvist om betalingen af udgifter i forbindelse med udbedringen af alarmtrådsfejl i fjernvarmeledningen til F Skole. Som sagen foreligger, må det lægges til grund, at der under K's udførelse af det pågældende monteringsarbejde er sket en fejl, som har bevirket, at alarmtråden er blevet presset ind mod medierøret.

Voldgiftsretten finder herefter, at de nødvendige udgifter til afhjælpning af fejlen må bæres af K. Mellemværendet kan herefter opgøres således

A1, der i K1's tilgodehavende har modregnet i alt 34.455,21 kr. inkl. moms for afholdte udgifter, må tåle en skønsmæssig reduktion af dette beløb, der ikke kan anses for rimeligt til dækning af en del af udgifterne ved afhjælpningen under hensyn til, at A1 burde have givet K og K1 lejlighed til selv at foretage afhjælpningen. A1 skal herefter betale K1 20.000 kr. inkl. moms. Det resterende beløb, stort 14.455,21 kr. inkl. moms, skal K godtgøre K1.

3. Reparation af utæt svejsesamling.

Af referatet fra et møde den 30. juli 1992, i hvilket repræsentanter for alle 3 parter deltog, fremgår, at der ved en frigravning af en strækning af stikledningen til G blev afsløret en utæt svejsesamling. K1 anerkendte den utætte samling som en skjult fejl, medens K, der havde udført arbejdet, ikke »uminndelbart« ville acceptere, at »fejlen blev henført til K«, og efterfølgende har afvist at betale udgifterne ved afhjælpningsarbejdet.

Som sagen herefter foreligger, må voldgiftsretten lægge til grund, at der er tale om en oprindelig fejl ved den udførte svejsning, som K er ansvarlig for. Mellemværendet kan herefter opgøres således

B, der i K1's tilgodehavende har modregnet 25.067,28 kr. inkl. moms for afholdte udgifter, må også her og af samme grund som anført under 2., d, tåle en skønsmæssig reduktion af dette beløb. A1 skal herefter betale 15.000 kr. inkl. moms til K1. Det resterende beløb, stort 10.067,28 kr. inkl. moms, skal K godtgøre K1. Herudover skal K godtgøre K1 et skønsmæssigt fastsat beløb på 7.000 kr. inkl. moms af faktura nr. 32653, ved hvilken K1 har afkrævet K et beløb, stort 13.927,56 kr. inkl. moms, for opgravning, afstivning m.v. samt retablering i forbindelse med afhjælpningen af svejsefejlen. K1's samlede krav med K udgør således i dette forhold 17.067,28 kr. inkl. moms.

4. Voldgiftsretten har ikke fundet grundlag for at tage A1's selvstændige påstand om forrentning af de modregnede beløb til følge, idet der intet nærmere er anført til støtte for denne påstand.

Efter det anførte kan parternes mellemværende i det to voldgiftssager under eet opgøres således

K til gode hos A: I sag nr. C-3122 170.853,69 kr. I sag ne. C-4016 44.095,30 kr. 214.948,99 kr. med fradrag af K1's 3 krav mod K i sag nr. C-4016, ialt 43.542,24 kr. Til gode 171.406,75 kr.

inkl. moms af momspligtige beløb og med renter som nedenfor anført, herunder procesrenter af restentreprisesummen.

K1 til gode hos A1

I sag nr. C-3122 287.871,84 kr. I sag nr. C-4016 82.660,05 kr. Til gode: 370.531,89 kr.

inkl. moms af momspligtige beløb og med renter som nedenfor anført.

T H I B E S T E M M E S

Inden 14 dage efter denne kendelses modtagelse skal A A/S, Rødovre, til K A/S, Valby, betale 171.406,75 kr. inkl. moms af momspligtige beløb med sædvanlig procesrente af 44.095,30 kr. fra den 20. april 1990, til betaling sker, samt procesrente af restentreprisesummen 147.527 kr. fra den 1. april 1993, til betaling sker.

Inden samme frist skal A1 til K1 A/S betale 370.531,89 kr. inkl. moms af momspligtige beløb med sædvanlig procesrente af 82.660,05 kr. fra klageskriftets dato den 9. marts 1993, til betaling sker.

Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger til nogen anden part.

De med voldgiftsrettens behandling af sagen forbundne omkostninger skal betales af parterne med 1/3 hver.

København, den 24. september 1993

Niels Steen Steensen / Palle Kiil / Carsten Monrad

p.v.c.

Per Helwigh

Endelig adm. afgørelse 1993 4023 Valid

Ved trykprøvning blev et rør sprængt. Tvist herom delvist afgjort ved tilkendegivelse, men retten afgjorde i denne sag tvivl om beregning af renter og tilgodehavende. Desuden tvist om betaling af visse udbedringsarbejder. Retten vurderede en del af regningsbeløbene som rimelige.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →