Korrosion, beton, mangelansvar, reklamationsfrist.

Korrosion, beton, mangelansvar, reklamationsfrist.

I voldgiftssag nr. C-3730 K --------------------------------- (advokat Torben Bondrop) mod A --------------------------------- (advokat Niels Søby) Procestilvarslet: --------------------------------- B --------------------------------- (advokat Peter Tommerup)

er af en voldgiftsret bestående af direktør, civilingeniør Per Dibbern Johansen, akademiingeniør Mogens Høgsted og landsdommer Sven Ziegler (formand)

den 16. august 1993 afsagt sålydende

Kendelse

Under denne sag har klageren, K, endeligt påstået indklagede, A A/S, tilpligtet til klageren at betale principalt 462.500 kr., subsidiært et mindre beløb, med tillæg af sædvanlig procesrente af 451.400 kr. fra den 19. maj 1991 og af restbeløbet fra den 27. maj 1993.

Indklagede har påstået frifindelse.

Ved totalentreprisekontrakt af 23. juni 1982 påtog indklagede sig at projektere og opføre 36 andelslejligheder på matr. nr. 12 eb x-by. Bygherre var oprindelig B, der ved den senere oprettelse af K med inklagedes tiltrædelse transporterede rettighederne som bygherre til klageren og herefter som forretningsfører forestod bygherretilsynet med projektet. Entreprisesummen androg 13.340.700 kr. incl. moms. for entreprisekontrakten gælder almindelige Betingelser for arbejder og leverancer af 1972 (AB 72), herunder disses bestemmelser om voldgift. Byggeriet blev afleveret den 29. juni 1984.

I projektet indgik, at en betonkælder til en nedrevet bolchefabrik skulle fungere som kælder for K. Da lejlighederne ikke blev opført oven på den gamle kælder, blev der ud over loftet på kælderen lagt en gummimembran, hvorpå der blev påfyldt jord og sået græs. Efter kontraktens § 9, stk. 8, garanterede indklagede for, at dækket til kælderen i en periode på 10 år regnet fra byggeriets samlede aflevering - bortset fra utætheder forårsaget af hærværk på membranen - er tæt mod vandindtrængen. Kort efter afleveringen blev det konstateret, at gummimembranen var utæt, idet der sivede vand ned i kælderen, og der blev af indklagede foretaget afhjælpningsarbejder i forbindelse dermed.

I august 1987 belev klageren opmærksom på revner og afskallinger i betonbjælker i kælderetagen og rettede henvendelse til B, der lod C, Rådgivende Ingeniører ApS, undersøge de mulige årsager. Ingeniørfirmaet afgav rapporter til B af 8. april, 22. juni og 18. oktober 1988. Det fremgår af disse rapporter, at skaderne måtte antages at skyldes begyndende korrosion med sandsynlig baggrund i en eller flere af følgende forhold: 1) vandnedtrængning i betonkonstruktionen i forbindelse med udførelsen af byggeriet, 2) vandnedtrængning i betonkonstruktionen som følge af utæt membran på dæk over kælder, 3) ændrede belastningsforhold for konstruktionen med deraf følgende ændrede nedbøjninger og revnevidder og 4) dårlige udluftningsforhold for kælderetagen.

Ved skrivelse af 4. november 1988 fremsendte B til indklagede de nævnte rapporter om »fortsatte fugtproblemer ... og omfattende korrosion af armering i dæk«. Det siges i slutningen af skrivelsen, at K havde rettet henvendelse til advokat D, der ønskede, at der snarest muligt afholdtes møde i sagen med deltagelse af indklagede og B. Indklagede deltog i en besigtigelse på ejendommen den 2. december 1987, afviste at kommentere ingeniørrapporterne og foreslog klageren at rette henvendelse til E med henblik på en nærmere undersøgelse af betonskaderne. I skrivelse af 31. marts 1989 til indklagede udtalte klagerens advokat herefter

»En betingelse for at kunne iværksætte disse undersøgelser udenretligt ved E vil være, at A A/S meddeler samtykke til, at resultatet af disse undersøgelser vil kunne danne grundlag for en eventuel senere voldgiftssag/retssag mod selskabet, samt at A A/S vil suspendere forældelsesfristen, medens undersøgelserne pågår. .....

Med hensyn til sagens videre forløb vil jeg foreslå, at A A/S deltager aktivt i udformningen af skønstemaet til E sammen med K og K's tekniske rådgiver, Ingeniørfirmaet C.«

Ved påtegning af 3. april 1989 accepterede indklagede »ovennævnte 2 forudsætninger«.

Der er under sagen afgivet skønserklæring af 31. oktober 1990 og tillægserklæring af 15. marts 1991 af skønsmændene, rådgivende civilingeniør F og civilingeniør G. Det fremgår af erklæringerne, at skønsmændene har konstateret skader i beton og armeringsjern i kælderen i det væsentlige som registreret af ingeniørfirmaet C. Karbonatiseringen er målt til at være fra 10-15 mm til ca. 40 mm. Karbonatiseringsfronten når gennemsnitlig 25 mm eller længere ind i betonen. Der skønnes at forekomme tilstrækkelig fugt i betonen til, at armering i karbonatiserede området fortsat vil kunne korrodere. Der er ikke andre skadelige virkninger af det konstaterede fugtindhold. På grundlag af de målte fugtindhold må skønsmændene antage, at betonen har været fugtmættet, men nu er under udtørring. En sådan udtørringsproces er meget langsomt forløbende over en periode, der strækker sig over flere eller mange år. Så længe de relative luftfugtighed i betonen omkring armeringen er over 70-80%, vil armeringen fortsat kunne korrodere, men når den relative luftfugtighed i betonen bliver mindre, vil den igangværende korrosion gå i stå. Den relative luftfugtighed i kælderrummene spiller en stor rolle for udtørringshastigheden. Det bør derfor tilstræbes gennem en hensigtsmæssig ventilation at nedbringe luftfugtigheden. Der antages ikke i betonen at forekomme skadelige stoffer, der kan have medført skaderne. Om årsagerne til skaderne udtales i besvarelsen af sprøgsmål 6

»Årsagen til de iagttagne skader er korrosion på armeringen i betonbjælkekonstruktionen som følge af den fremskredne karbonatisering af betonen kombineret med et tilpas fugtigt miljø.

Frisk udstøbt beton beskytter med sin høje alkalitet armeringen mod at ruste. Med tiden reagerer det alkaliske calciumhydroxid i betonen med luftens indhold af kuldioxid og omdannes til det neutrale calciumcarbonat. Herved skabes muligheden for armeringskorrosion. Ved denne proces fylder korrosionsprodukterne mere end det bortkorroderede stål, hvilket medfører, at betonen revner eller afstødes, og skader af samme karakter, som man i det aktuelle tilfælde kan iagttage, opstår.

Denne proces vil ikke forløbe indendørs i normalt tørt miljø på grund af, at den nødvendige fugtighed i betonen ikke forekommer.

Skønsmændene anser det for mindre sandsynligt, at et så relativt omfattende korrosionsangreb har udviklet sig i perioden efter, at den oprindelige bygning er revet ned, og må derfor formode, at der ved benyttelsen af den oprindelige bygning er opstået fugtigt miljø, f.eks. ved spuling af gulve eller tilsvarende. På de oprindelige tegninger kan det ses, at gulvet i stuetagen er projekteret med et kraftigt fald og et gulvafløb pr. 50 (m2), hvilket kunne indicere, at der i forbindelse med bolsjeproduktionen eller rengøringen efter denne har fundet en omfattende vandbelastning sted.«

Skønsmændene anslår afhjælpningsomkostningerne til 360.000 kr. excl. moms.

I tillægserklæringen anfører skønsmændene bl.a., at det formentlig ikke vil være muligt at accelerere udtørringen uden, at der installeres et affugtningsanlæg i kælderen. Omkostningerne hertil anslås til 10.000 kr. excl. moms.

I tillægserklæringen svares benægtende på et spørgsmål, om det i almindelighed uden særlige oplysninger herom må befrygtes, at en oprindelig konstruktion har et fugtigt miljø f.eks. opstået ved spuling af gulve eller tilsvarende, som nødvendiggør særlige foranstaltninger ved benyttelse af konstruktionerne til nye betonkonstruktioner. I forbindelse med projekter, hvor det er hensigten at genanvende eksisterende konstruktioner, er det almindeligt, at man foretager en tilstandsvurdering af disse. Det er skønsmændenes opfattelse,at der på projekteringstidspunktet har været dæklagsskader på kælderkonstruktionen i et sådant omfang, at det ville have været naturligt at udføre en videregående undersøgelse af karbonatiseringsdybder og at betonens fugtforhold.

Der er under sagen sket afhjemling af skønsmændene, ligesom der er afgivet forklaringer af K's formand H, af klagerens ingeniør I, af indklagedes projektleder, ingeniør J, og af ingeniør L, indklagede.

Skønsmændene har under afhjemlingen fastholdt, at man i 1982 nok ville have kunnet se revnedannelser, i hvert fald den store revne, hvis man havde foretaget en undersøgelse af betonens tilstand, hvilket den omhyggelige projekterende havde burdet gøre uanset et tilsyneladende tørt miljø, og dette gælder så meget mere i en situation, hvor miljøet påtænkes ændret som i denne sag. Det er mest sandsynligt, at årsagen til betonskaderne er en gammel fugtbelastning fra bolchefabrikkens tid og ikke de huller i membranen, der har været tale om.

H, der har været formand for K siden 20. september 1984, har forklaret, at han ved sin egen indflytning i slutningen af juni 1983 konstaterede, at kælderen var meget fugtig. Der blev udsendt en advarsel til beboerne herom den 19. juli 1983 (bilag 14). Vidnet bemærkede ikke revner i betonen. Ved årsgennemgangen i maj 1984 blev det fra B og indklagedes side udtalt, at man ville lave huller i yderdøre for at modvirke fugten. Da det ikke var tilstrækkeligt, blev der i 1985-86 på B's forslag ledt overskudsvarme ud i kælderen. Hullerne - ialt 22 - i membranen fremkom under brolæggerarbejdet, da en medarbejder hos indklagede skulle trække tråde. Indklagede reparerede skaderne efter udgravning og kontrollerede, at hullerne blev tætnet. Vidnet konstaterede for første gang revner i kælderloftet den 17. august 1987 i forbindelse med den årlige gennemgang med B's advokat og udarbejdede et notat herom (bilag 13). Når vidnet ikke reklamerede direkte over for indklagede, skyldes det administrationsaftalen med B.

I har forklaret, at han, da han i anden anledning kom på ejendommen den 7. november 1987, af klageren blev gjort bekendt med revnerne i betonkonstruktionen. Han kunne ved en ganske overfladisk undersøgelse den 18. marts 1988 med en almindelig skruetrækker brække et stort stykke af den originale beton ved den store revne i dæklaget.

J har forklaret, at han fungerede som indklagedes projektleder den første tid. Han deltog i en besigtigelse af kælderområderne den 24. september 1981 før nedrivningen af selve fabriksbygningen, der havde 4-5 etager. En rent visuel besigtigelse viste, at kælderen under bygningen var tør og af ældre konstruktion. Vedligeholdelsestilstanden var god, og der var malet. Vidnet mener, han ville have bemærket et større antal revner, om de havde været der. Overvejelserne om evt. bevarelse gik mere på den del af kælderen, der ikke lå under fabriksbygningen, og som derfor kunne have været udsat for vandtilførsel.

L har forklaret, at indklagede i forbindelse med beslutningen om genanvendelse af kælderen checkede, at den statisk var i orden. Kælderen fremstod sund og god, og vidnet overvejede ikke at udtage betonkærner for at sikre sig mod evt. korrosion, hvilket heller ikke ville have været normalt i et sådant tilfælde. Vidnet, der har stor erfaring i betonskader, har ikke under byggeriet eller ved afleveringen og 1 års-gennemgangen bemærket nogen revner. Vidnet husker ikke antallet af huller i membranen, men vil ikke afvise, at der som forklaret af H var tale om 22. Ved 1 års-gennemgangen var der tale om, at kælderen var fugtig, og der blev udboret nogle huller til frisklufttilførsel, ligesom vidnet anbefalede tilførsel af varm luft fra boilerrum.

Klageren har til støtte for sin påstand gjort gældende, at indklagede efter totalentreprisekontrakten var forpligtet til også i relation til kælderen at levere et funktionsdygtigt byggeri af god håndværksmæssig standard. Kælderen var imidlertid behæftet med skjulte mangler i form af betonskader, som klageren påtalte straks, da han opdagede dem. Indklagede er ansvarlig for disse mangler, selv om de ikke har kunnet ses før efter 1 års-gennemgangen, idet de skyldes manglende iagttagelse af sædvanlige foranstaltninger i forbindelse med genbrug af en eksisterende kælder eller forsømmelig omgang med kælderen i tiden indtil afleveringen eller mangelfuld udlægning af vandtætningsmembranen eller manglende ventilation og/eller udtørring eller en kombination af to eller flere af disse eller andre årsager, hvorfor indklagede er ansvarlig som totalentreprenør. Klageren har ikke mistet sin ret ved for sen reklamation fra B; i hvert fald har indklagede ved at indlede sig i realitetsforhandlinger om sagen uden at tage forbehold om at gøre for sen reklamation gældende fortabt sin ret til at gøre dette anbringende gældende. Denne ret har indklagede også fortabt ved uden forbehold at gå med til suspensionen af forældelsen.

Indklagede har navnlig anført, at klageren ikke i relation til indklagede kan få en bedre retsstilling end B som oprindelig - professionel - bygherre, og det må herved tages i betragning, at B, der ved afslutningen af entrepriseaftalen var fuldt ud klar over den eksisterende kælders alder, efter nøje overvejelse og forhandlinger accepterede at anvende kælderen uden fra indklagede at opnå nogen garanti for dennes tilstand, der iøvrigt fremstod som tilfredsstillende og ikke gav anledning til nærmere undersøgelse ud over den foretagne besigtigelse, statiske beregninger og gennemgang af bygningstegninger. Der er intet grundlag for at antage, at manglerne kan lægges indklagede til last. Efter det foreliggende må manglerne have været synbare - og de burde være opdaget af klageren - flere år forud for 1987, og de omtalte fugtproblemer må antages at have accelereret udviklingen, uden at der over for indklagede fremkom nogen reklamation før i 1987. Reklamationen er sket for sent, og klageren har allerede af denne grund tabt sin ret. Indklagede har ikke gennem sin helt sædvanlige erklæring af 3. april 1989 frafaldet indsigelsen om for sen reklamation.

Voldgiftsretten udtaler

Voldgiftsretten finder i overensstemmelse med skønsmændenes udtalelser, at de konstaterede revnedannelser er resultatet af en lægerevarende proces, der må have taget sin begyndelse i perioden, medens den senere nedrevne fabriksbygning blev benyttet til produktion, og hvorunder der efter stedfunden karbonatisering er tilført fugt til de pågældende betonpartier med det resultat, at de fremkomne korrosionsangreb efterhånden har ført til revnedannelserne. Efter voldsgiftsrettens opfattelse må disse revnedannelser, der klart har fremtrådt som resultatet af fugt, have været synlige i hvert fald omkring 1985 og fremtrådt på en sådan måde, at der da burde have været reklameret over for indklagede. Reklamation over de nævnte revnedannelser kan imidlertid ikke anses fremsat over for indklagede før den 4. november 1988 (bilag E), og denne reklamation findes at være fremsat for sent.

Det bemærkes herved, at indklagede hverken ved at have deltaget i en besigtigelse af kældere, herunder af revner i betonkonstruktioner, jfr. indklagedes skrivelse af 2. december 1987 (bilag E1), eller ved den 3. april 1989 (bilag 7) på klagerens advokats begæring at have accepteret, at der fra E indhentedes en udenretlig erklæring, som skulle lægges til grund for en eventuel senere voldgiftssag, og at forældelsesfristen suspenderedes, medens undersøgelserne pågik, kan anses for at have indladt sig i forhandlinger med klageren på en sådan måde, at han har fortabt sin ret til at påberåbe sig, at klageren ikke har reklameret behørigt.

Herefter tages indklagedes frifindelsespåstand til følge.

D e r f o r b e s t e m m e s

Indklagede, A A/S, frifindes for den af klageren, K, nedlagte påstand

Klageren skal i sagsomkostninger til indklagede betale 26.000 kr. samt indklagedes udlæg til skønsomkostninger med 32.900 kr., ligesom han i parternes indbyrdes forhold skal indbetale til voldgiftsretten de med voldgiftssagens behandling forbundne omkostninger.

De nævnte beløb skal betales inden 14 dage efter denne kendelses afsigelse.

København, den 16. august 1993

Per Dibbern Johansen Sven Ziegler Mogens Høgsted

p.v.c.

Malene Lind

Ingen

Bygningsejer klager over korrossion og fugt i betonkælder, som tidligere har tilhørt fabrik. Kælder er nu uden overbygning, men med gummimembran og græs.

Indklagede frifundet pga. for sen reklamation.