Entreprise, forældelse, rådgiveransvar (* 1)

Entreprise, forældelse, rådgiveransvar (* 1)

VOLDGIFTSNÆVNET FOR BYGGE- OG ANLÆGSVIRKSOMHED

K E N D E L S E

i

Voldgiftssag nr. C-3236

K

mod

A

I anledning af en tvist mellem klageren, K, og indklagede, A, om indklagedes mulige tilsynsansvar vedrørende et mangelfuldt parkeringsdæk på Statshospitalet i X-by - Centralsygehuset i X-by - har klageren ved klageskrift af 19. juli 1990 indbragt sagen for en i medfør af »Regler for behandling af sager ved Voldgiftsretten for Bygge- og Anlægsvirksomhed« nedsat voldgiftsret bestående af rådgivende civilingeniør Esben Kirkegaard, ingeniør m.a.i. Erik Th. Halken og højesteretsdommer Johannes Bangert, sidstnævnte som rettens formand. Efter begæring fra indklagedes advokat er voldgiftsretten udvidet med præsidiets to andre medlemmer højesteretsdommer Henning Funch Jensen og landsdommer Vagn Rasmussen.

Klageren har nedlagt påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 3.383.000,00 kr. med tillæg af procesrente fra klageskriftets modtagelse i voldgiftsnævnet.

Indklagede har påstået frifindelse og foreløbigt gjort gældende, at kravet er forældet i medfør af DL 5-14-4.

Klageren, der har gjort gældende at kravet ikke er forældet, har nedlagt påstand om, at sagen fremmes vedrørende sagens hovedspørgsmål, subsidiært af forældelsesspørgsmålet behandles sammen med det hovedspørgsmålet.

Voldgiftsrettens juridiske dommere har besluttet, at forældelsesspørgsmålet behandles særskilt, dog således at afgørelsen om fornødent udskydes til afgørelse i forbindelse med sagens øvrige spørgsmål.

Sagens nærmere omstændigheder er følgende

Ved lov nr. 190 af 5. juni 1959 blev B bemyndiget til at lade opføre et Statshospital for sindslidende i X-by.

Der blev herefter i 1960 nedsat et byggeudvalg vedrørende det pågældende byggeri.

Den 9./10. januar 1964 blev der mellem D og indklagede indgået en »Honoraraftale«. I aftalens § 1 hedder det

»Aftalen omfatter teknisk bistand samt projektering og tilsyn i forbindelse med statshospitalernes igangværende og fremtidige byggerier for så vidt disse er eller måtte blive overdraget firmaet.«

Aftalen indeholder bestemmelser om vederlaget for projektering og konduktørtilsyn samt regler om udbetalingen herunder, hvor store procentdele der ydes for skitseprojekt, færdigt detailprojekt m.v.

Ved skrivelse af 1. marts 1968 til kontorchef D, C, sendte byggeriets arkitekt E et skitseprojkt vedlagt en redegørelse og 17 tegninger.

Den 24. februar 1969 sendte indklagede under henvisning til C's skrivelse af 16. maj 1968 to regninger af 13. og 18. februar 1969. I skrivelsen hedder det blandt andet: »Regningerne vedrører oprensning af dom på statshospitalets areal ved X-vej samt midlertidig indhegning af samme i henhold til de på byggeudvalgsmødet den 9. december f.å. førte drøftelser og senere forhandlinger med C.«

De nævnte fakturaer angiver begge at vedrøre udført arbejde på F, X-by. Den første faktura angiver at vedrøre »afspærring om oprenset vandhul på F i X-by« og den anden faktura angiver at vedrøre »udført arbejde på ovennævnte arbejdsplads«.

Af et koncept fremgår, at B den 11. november 1969 har tilskrevet G om, at man var sindet at søge H om at anvende et beløb med henblik på udvidelse af de allerede erhvervede grunde til opførelse af statshospital i X-by. I skrivelsen hedder det blandt andet: ».......

Hospitalets projektering er gennemført med hjemmel på de årlige finanslove ....Til projekteringen og til forberedende byggemodningsarbejder var der pr. 1. april 1969 forbrugt 881.000 kr., og herudover er der på finansloven for indeværende finansår bevilget 2,2 mill. kr., idet der regnes med yderligere på tillægsbevillingsloven at søge 800.000 kr. af det der er bevilget, men ikke forbrugt i tidligere finansår.

Der foreligger et af I godkendt skitseprojekt for bebyggelsen på areal A, og detailprojekteringn er for denne parcel så vidt fremskredet, at man forventer at kunne påbegynde byggeriet i slutningen af indeværende finansår...... .........

Der er således af byplanmyndighederne stillet krav om, at der til statshospitalet skal tilvejebringes parkeringspladser i et antal, svarende mindst til 1 parkeringsplads pr. hospitalsseng og 1 parkeringsplads for hver 10 ansatte. Dette krav vil med areal C's nuværende udstrækning kun kunne imødekommes ved indretning af en del af parkeringspladserne i en parkeringskælder, som vil medføre en merudgift på ca. 2-3 mill. kr. Ved erhvervelsen af det nu tilbudte areal vil denne merudgift kunne spares. .......«

Tegninger vedrørende dæk over parkeringskælder udarbejdet af indklagede er dateret den 15. april 1970.

Ved en skrivelse af 11. september 1970 fra arkitekt E til C fremsendes totalprojekt incl. beskrivelse m.m. vedrørende statshospitalets areal A, omfattende en hovedbygning i 2 etager samt parkeringskælder og -plads. Det fremgår, at projektet er uændret i forhold til tidligere fremsendte projekt. I skrivelsen henvises bl.a. til byggetilladelse af 10. januar 1970 fra X-kommune.

Af en senere skrivelse til G fremgår bl.a.

»Hospitalets projektering er gennemført med hjemmel på de årlige finanslove, og man henviser i denne forbindelse særligt til ændringsforslag nr. 173 til finansloven for 1960/61 samt til anmærkningerne til § 27.2.13.07 til finansloven for 1967/68. Til projekteringen og de forberedende byggemodningsarbejder, der har omfattet nedrivning af bygninger, udførelse af hovedkloak, vejomlægning og tunnelforbindelse til centralsygehuset, var der pr. 1. april 1970 forbrugt 3.478.000 kr.

Der foreligger detailprojekt for 1. byggeafsnit, som vil omfatte opførelse af læge- og behandlingsbygning samt parkeringskælder på areal A, men udbydelsen af dette projekt i offentlig licitation er blevet udskudt som følge af midlertidige stop for statens bygge- og anlægsarbejder. For resten af bebyggelsen på areal A og areal C er skitseprojekter udarbejdet og godkendt af I, ligesom der foreligger en gokendt bebyggelsesplan for bebyggelsen på areal B.

Licitationen over 1. byggeafsnit åregnes afholdt i løbet af foråret 1971, og byggetiden for dette afsnit forventes at ville strække sig fra marts 1971 til marts 1975, mens hele byggeriet forudsættes at kunne afsluttes i 1978.«

Den 28. december 1970 sendte arkitekt E til kontorchef D kopier af skrivelse fra X-byråd af 17. december 1970 vedrørende forlængelse af byggetilladelsens tidsfrist på 1. afsnit af hospitalets areal A.

Torsdag den 4. marts 1971 blev der afholdt et møde bos B vedrørende det pågældende byggeri. Af et mødereferat fremgår, at mødets formål var at konstatere, om K var indforstået med, at der rettedes henvendelse til H om tilslutning til iværksættelse af Statshospitalet efter det foreliggende projekt. Ifølge referatet sluttede ministeren med at udtale, at der næppe ville være nogen hindring for at gå til H med sagen.

Den 20. april 1971 meddelte X-byråd byggetilladelse til opførelse af kontor- og behandlingsbygning i 2 etager samt parkeringskælder. I byggetilladelsen henvises der til en ansøgning af 13. november 1969 fra arkitekt E. Ved tilbagesendelsen medfulgte 39 approberede tegninger.

Ved annoncer i slutningen af april 1971 blev entrepriserne vedrørende opførelse af en kontor- og behandlingsbygning - byggeafsnit A-I af Statshospitalet i X-by udbudt i licitation. Det fremgår af materialet, at arbejdet omfattede parkeringskælder.

Den 13. maj 1971 blev der afholdt byggeudvalgsmøde vedrørende opførelsen af Statshospitalet i X-by.

Den 29. sept. 1971 blev der afholdt 1. byggemøde vedrørende det omhandlede byggeri. Det fremgår heraf, at udgravning af parkeringskælder er påbegyndt. Af senere byggemødereferater indtil 13. byggemøde den 14. marts 1972 fremgår, at arbejdet med parkeringskælderen er fortsat.

Ifølge referat af 33. byggemøde den 19. december 1972 har bygherren frataget murerentreprenøren, A/S J, arbejdet. Det fremgår af en udskrift fra L, at der den 12. december 1972 var vedtaget likvidation af det pågældende selskab.

Den 5. oktober 1988 blev der afholdt et møde med deltagelse af blandt andre repræsentanter for klageren og indklagede vedrørende istandsættelse af den sydligste del af parkeringsdækket. Det fremgår af referatet, at efter J's konkurs blev entreprisen videreført af entreprenør M, der imidlertid også var gået konkurs.

Af referatet fremgår i øvrigt

»Betonoversiden blev besigtiget. Der er store revner og en af disse er fra arbejdets udførelse og dengang søgt udbedret med epoxy.

Betonkvaliteten er umiddelbart meget ringere for hele den sydligste del af parkeringsdækket end for de øvrige dækafsnit.«

Det blev aftalt, at der skulle udtages betonprøver, og at disse skulle sendes til N. Indklagede skulle på bagrund af undersøgelserne efterregne konstruktionens bæreevne.

N foretog herefter byggetekniske undersøgelser.

Den 21. oktober 1988 sendte klageren de første resultater til inklagede med anmodning om at foretage efterregning af konstruktionens bæreevne.

Af indklagedes redegørelse af 18. november 1988 fremgår, at de i nugældende normsæt krævede sikkerheder er til stede. Det hedder herefter

»Det skal dog bemærkes, at redegørelsen forudsætter, at armeringen i P-dækket er intakt og rigtigt placeret. Vi finder det derfor nødvendigt, at der foretages stikprøvevis ophugning og frilægning af armeringen i oversiderevner og ved vandgennemsivninger, for her at foretage kontrol af armeringens tilstand og placering.«

I en skrivelse af 29. november 1988 til indklagede anførte klageren, at indklagede umiddelbart må være i stand til at sige, om armeringen i P-dækket er intakt og rigtigt placeret, eftersom man har udarbejdet projektet for P-dækket og været tilsynsførende.

Efter at indklagede efter anmodning havde sendt klageren betingelser og beskrivelse for byggeriet samt byggemødereferater, anmodede klageren i en skrivelse af 13. januar 1989 om at få oplyst: 1: hvordan revnen i dæk-syd er opstået, samt øvrige konstaterede revner, 2: om baggrunden for pudslaget på den sydlige del af dækket og 3: hvordan væggene over parkeringsdæk samt runde vægge omkring runde trapper er udført.

I skrivelse af 25. januar 1989 fremkom indklagede med en redegørelse for de rejste spørgsmål.

Der blev herefter af klageren rettet henvendelse til O med anmodning om at få udført stikprøvevis radiografisk undersøgelse af betondækket med henblik på bestemmelse af armeringsforholdene i tre udvalgte områder. De armeringsforhold, der ønskedes undersøgt, var: »Armeringens beliggehhed - d.v.s. placering i over- eller underside«, »Den indbyrdes afstand mellem de enkelte armeringsjern« og »Dæklag over armeringsjern«.

I O's rapport af 21. marts 1989 hedder det bl.a.

» BILLEDANALYSE

Ved analyse af de udførte eksponeringer, skønner O at armeringsforholdene kan beskrives som følger

Der er ingen indikationer på armering i betondækkets overside i område I, II og III.

Der er langs- og tværgående armering i underside, ca. pr. 20 cm i B.R, område I, II og III.

Dæklaget over armeringerne ligger i intervallet 4-8 cm. i område I, II og III«.

I skrivelse af 5. april 1989 sendte klageren O's rapport til indklagede og anmodede om en tilkendegivelse om, hvorvidt man stadig vedstår, at bæreevnen opfylder gældende normsæt.

I skrivelse af 2. maj 1989 meddelte indklagede, at de på baggrund heraf, sammenholdt med de tidligere konstaterede fejl ved P-dækket, ikke kunne indestå for dækkets tilstrækkelige bæreevne. Indklagede foreslog bl.a. gennemophugning af dækket på tre udvalgte steder.

Den 5. juli 1989 blev der afholdt et besigtigelsesmøde med deltagelse af blandt andre repræsentanter for klageren og indklagede. Der var foretaget 3 ophygninger på steder, hvor der ifølge tegningerne skal være oversidearmering. Ingeniør P fra det rådgivende ingeniørfirma Q oplyste, at der i de foretagne ophugninger ikke er konstateret jern hidrørende fra oversidearmeringen. R fra indklagede ville undersøge mulighederne for, at indklagede, som har projekteret og ført tilsyn med anlægget, vil indgå i forligsdrøftelser. Man ville vende tilbage, når statiske vurdering fra Q forelå og nogle af dette firma bebudede yderligere ophugninger var foretaget.

Rapporter herfra forelå i juli 1989.

Klageren skrev herefter til indklagede den 18. august 1989. Det fremgår af skrivelsen, at der den 16. august 1989 havde været et møde med repræsentanter fra klageren og indklagede samt Q. I skrivelsen hedder det endvidere

»De foretagne undersøgelser har vist, at der ikke findes armering i den sydlige del af parkeringsdækket, hvilket betyder, at dækket ikke har den fornødne bæreevne.

A har udarbejdet projektet for parkeringsdækket og været tilsynsførende i forbindelse med udførelsen. C betragter det som en væsentlig fejl, at der ikke findes armering i sækkets overside. Det er C's opfattelse, at A i forbindelse med sin tilsynsopgave burde have set, at entreprenøren ikke placerede armering i dækkets overside, og at der som følge heraf påhviler A ansvar.«

Der blev herefter indgået aftale mellem parterne om, at en mulig forældelse suspenderes, dog således at en allerede indtruffen forældelse ikke dermed er suspenderet.

Der er under den mundtlige forhandling afgivet forklaring af ekspeditionsekretær S, Z-amt, og kontorchef D, tidligere ansat i C.

S har forklaret, at han er ekspeditionsekretær i bygge- og anlægssager. Teknisk Forvaltning opdagede tilfældigt, at der var vandgennemsivning gennem dækket, og der blev i den anledning i 1988 afholdt et besigtigelsesmøde. Man var i gang med en renovering og havde entreret med T. Man konstaterede, at der var noget galt i den sydlige del af parkeringsdækket. Pudslaget var porøst. Der manglede binding mellem beton og pudslag. Man mente ikke, der var grundlag for at reagere overfor indklagede før i august 1989.

D har forklaret, at der i 1960 blev nedsat et byggeudvalg vedrørende det pågældende byggeri. Han var først sekretær og blev i 1967 formand. Tiden gik på grund af financieringsvanskeligheder og der gik også lang tid med udarbejdelse af byggeprogram. Indklagede havde det generelle tilsyn med C's bygninger og fik også en del større byggeopgaver. Man fandt det derfor praktisk med en honoraraftale.

Med hensyn til det konkrete byggeri har vidnet forklaret, at der ikke var nogen binding til indklagede, men at det var givet, at indklagede havde en forventning om at være rådgivende på hele byggeriet. Man måtte følge bevillingerne og afregnede, hvad der var udført. Der var tale om en fortløbende proces med bevillinger på hvert års finanslove. Der skulle en konkret bevilling til for at sætte byggeriet i gang. G forsøgte at holde byggeriet tilbage på grund af uafklarede problemer med hensyn til statshospitalernes overgang til amterne. I hudgettet er der regnet med udgifter til tilsyn. Dette er ikke konkret rekvireret, men følger automatisk, når byggeriet starter. Dette i fakturaerne af 13. og 18. fabruar 1969 omfattede arbejde, der er byggemodningsforanstaltninger, må være godkendt, inden de blev sat i værk. I det omfang der har været tilsyn, er det udført af indklagede. Vidnet ved ikke, hvad indholdet af skrivelsen af 16. maj 1968 er. Det kan være en godkendelse af, at småarbejder iværksættes. Dette kræver ikke særskilt finanslovsbevilling. Hospitalets afsnit B og C blev aldrig gennemført, men de var skitseprojekteret.

Der er enighed mellem parterne, at forældelsesfristen er afbrudt ved skrivelsen af 18. august 1989.

Klageren har gjort gældende, at det tilsynsansvar der er tale om, tidligst kan løbe fra iværksættelsen af det arbejde, som der skal føres tilsyn med. Det er indklagede, der skal bevise begyndelsestidspunktet.

Begyndelsestidspunktet kan være det konkrete arbejdes udførelse, det vil sige i februar - marts 1972 eller entreprisekontraktens indgåelse, hvilket har været efter licitationen i juni/juli 1971. I ingen af tilfældene er forældelse indtrådt. Det har ingen mening at tale om et tilsynsansvar, før byggeriet er i gang. Der er forskel på projeteringsansvar, der løber fra den første streg, og tilsynsansvaret, der ikke er nogen realitet, før byggeriet er gået igang. Der er ikke nogen konkret aftale om tilsyn. Honoraraftalen bliver først virksom, når det er besluttet at gå i gang med byggeriet. Det er klagerens hovedsynspunkt, at tidspunktet for entreprisekontraktens indgåelse må være begyndelsestidspunktet.

Skitseprojekteringen, således som denne fremsendes ved skrivelsen af 1. marts 1968, er et helt indledende stadium. C kunne uden erstatning stoppe på hvilket som helst tidspunkt. Arbejderne i februar 1969 er helt uden betydning. Først i april 1970 foreligger der et konkret dateret projekt.

Indklagede har gjort gældende, at begyndelsstidspunktet er marts 1968, hvor skitseprojektmaterialet sendes til godkendelse. Det må ligge fast, at dette materiale er bestilt og udført. De kontraktlige forpligtelser må ses under eet. Der er ikke noget grundlag for en sondring mellem projekteringsansvar og tilsynsansvar. Rådgiverens arbejde er en fortløbende proces. Det vil være uden mening at knytte forældelsens begyndelsestidspunkt til en anden kontrakt.

V o l d g i f t s r e t t e n u d t a l e r

Voldgiftsretten finder det ikke fornødent at udsætte afgørelsen af spørgsmålet om forældelse.

Efter DL 5-14-4 regnes forældelse fra det tidspunkt, hvor aftale om arbejdets udførelse indgås, medens det ikke er afgørende, hvornår arbejdet udføres. En rådgivende ingeniørs sædvanlige arbejdsopgaver i forbindelse med et byggeri omfatter skitseprojektering, detailprojektering og tilsyn, hvilket også er forudsat i parternes gennerelle honoraraftale.

Der er ikke indgået nogen særskilt aftale om overdragelse af tilsynet. Overdragelsen heraf må derfor anses sket, da opgaven med byggeriet blev overdraget til indklagede. Det har ikke været muligt at fastslå det nøjagtige tidspunkt for dette.

Efter bevisførelsen, herunder navnlig at arkitekten den 1. marts 1968 sender skitseprojekter til C, findes det godtgjort at overdragelsen er foregået forud for dette tidspunkt. Forældelsesfristen er derfor begyndt at løbe forud for den 1. marts 1968. Da rådgivningsopgaven må anses for en enhed, er det uden betydning, at iværksættelsen blev sat i bero på opnåelse af fornødne bevillinger.

Der har været enighed mellem parterne om, at forældelsen i hvert fald blev afbrudt ved klagerens skrivelse af 18. august 1989. Det er ikke bevist, at klageren tidligere har tilkendegivet, at man anså indklagede for ansvarlig, og indklagede har ikke ved sin medvirken til de forudgående undersøgelser anerkendt noget ansvar.

Da forældelsesfristen er begyndt at løbe før den 1. marts 1968, og afbrydelse først er sket den 18. august 1989, er klagerens krav forældet. Indklagede må derfor frifindes.

Med hensyn til sagens og voldgiftsrettens omkostninger forholdes som nedenfor bestemt.

T h i b e s t e m m e s

Indklagede A, frifindes.

Hver af parterne betaler egne omkostninger og halvdelen af voldgiftsrettens omkostninger ved sagens behandling.

København, den 5. juli 1993.

Esben Kirkegaard/Erik Th. Halken

H. Funch Jensen/Johannes Bangert/Vagn Rasmussen

p.v.c.

Per Helwigh

(* 1) Særlige noter

Kendelsen er optrykt i kendelser om fast ejendom nr. 1/1994.

Voldgiftsretten for bygge- og anlægsvirksomheds kendelse af 5.7.1993 i sag nr. C 3236 X-købing amt (adv. Henrik Viltoft, Kbh.) mod Ingeniør I (adv. Henrik Viltoft, Kbh.) Entreprise - forældelse - rådgiveransvar I januar 1964 var der mellem et direktorat og et ingeniørfirma blevet indgået en honoraraftale om teknisk bistand i forbindelse med »igangværende og fremtidige byggerier for så vidt disse er eller måtte blive overdraget firmaet«. Den 1.3.1968 fremsendtes et skitseprojekt vedrørende et påtænkt byggeri. Som følge af bevillingsmæssige forhold kom byggeriet imidlertid først i gang i 1971. I 1988 blev der konstateret mangler vedrørende parkeringsdækket, og bygherren gjorde gældende, at ingeniørfirmaet var ansvarlig herfor, idet de udførende entreprenører var gået konkurs. Det blev i den forbindelse gjort gældende, at forældelsen efter DL 5-14-4 for så vidt angår tilsynsansvar tidligst kan løbe fra iværksættelsen af det arbejde, som der føres tilsyn med.

Udtalt, at efter DL 5-14-4 regnes forældelse fra det tidspunkt, hvor aftale om arbejdets udførelse indgås, medens det ikke er afgørende, hvornår arbejdet udføres. Da der ikke var indgået nogen særskilt aftale om overdragelse af tilsynet, måtte overdragelsen heraf anses sket, da opgaven med byggeriet blev overdraget til ingeniørfirmaet. Dette tidspunkt måtte ligge forud for den 1.3.1968, hvor der blev fremsendt skitseprojekt. Da rådgivningsopgaven måtte anses som en enhed, var det uden betydning, at iværksættelsen blev sat i bero på opnåelse af fornødne bevillinger, og klagerens krav fandtes derfor forældet den 18.8.1989, hvor der var enighed om, at afbrydelse af forældelsen var sket