Tilslutningsafgift for kloak
Statutory Text (3 Articles)
Tilslutningsafgift for kloak
Kendelse i Voldgiftssag nr. C-3761 K og K1 mod A
Under denne sag har klageren, K og K1, Y-by, efter deres endelige påstand påstået indklagede, A, Z-by, tilpligtet at betale 968.947,50 kr. med renter svarende til sædvanlig procesrente fra den 1. januar 1993, til betaling sker.
Indklagede har påstået frifindelse.
I voldgiftsrettens behandling af sagen har deltaget direktør, ingeniør m.a.i. Ole Davidsen, civilingeniør N.E. Nielsen og - som retsformand - landsdommer Peter Rørdam.
Indklagede var totalentreprenør ved opførelse af et nyt møbelhus for klagerne i X-by ved Y-by i 1990-91. Byggeriet blev opført på ca. 1/3 af en grund på 33.762 (m2). I aftalegrundlaget indgik en bestemmelse om, at »Tilslutningsafgift for kloak er indregnet for alle 33.762 (m2).« Det er rækkevidden af denne bestemmelse, der har givet anledning til sagen. I den betalingsvedtægt, der gjaldt for Y-by kommune på det pågældende tidspunkt, indeholdtes bl.a. følgende bestemmelser
»5.1.1 Normal tilslutningsbidrag
Tilslutningsbidragets størrelse beregnes ved at gange nettogrundarealet med en beregningsfaktor og bidragstaksten. Beregningsfaktorerne og bidragstaksten fremgår af takstbilaget. Nettogrundarealet vil normalt omfatte det matrikulære areal.«
Bidraget udregnet på dette grundlag ville udgøre knap 1,6 mill. kr. Vedtægten indeholdt imidlertid tillige bestemmelser om betaling af et foreløbigt bidrag på grundlag af reduceret areal. Det bestemtes herom bl.a. i vedtægtens afsnit 5.1.2.
»b) Ved tilslutning af ejendomme med nettogrundareal større end 5.000 (m2) i områder udlagt til erhvervsformål og offentlige formål kan det afgiftspligtige areal reduceres til bygningens bruttoetageareal ganget med 3,5. Dog betales mindst for 25% af nettogrundarealet, og der ydes ikke reduktion, hvis det afgiftspligtige areal overstiger 75% af nettogrundarealet.
Det er en forudsætning for reduktion efter ovennævnte bestemmelser, at ejeren lader tinglyse en deklaration om reduceret kloakbidrag på ejendommen og afholder udgifterne ved denne tinglysning.
Hvis bebyggelsen senere udvides på disse ejendomme, betales bidrag eller restbidrag efter tilsvarende regler og efter de på udvidelsestidspunktet gældende takster.«
Indklagede betalte kun det reducerede bidrag, der udgjorde 612.765,30 kr. incl. moms. Inden det er blevet aktuelt at betale restbidraget efter vedtægtens punkt 5.1.2.b), er bestemmelserne i betalingsvedtægten for Y-by kommune blevet ændret. Det er ikke præcist blevet oplyst for voldgiftsretten, hvad indholdet af den nye betalingsvedtægt er, men parterne er enige om, at yderligere bebyggelse på grunden nu ikke automatisk vil udløse pligt til yderligere betalinger. Forpligtelsen kan imidlertid muligvis blive udløst af bebyggelse i forbindelse med udstykning. Differencen mellem det beløb, indklagede har betalt, og det beløb, der skulle have været erlagt, hvis betaling var sket i overensstemmelse med vedtægtens punkt 5.1.1., udgør det under denne sag krævede beløb på 968.947,50 kr.
Klagerne har til støtte for deres påstand gjort gældende, at det mellem parterne var aftalt, at indklagede skulle betale det fulde bidrag. Indklagede har imidlertid kun betalt det reducerede bidrag og må derfor være forpligtet til at betale differencen. Der er ikke grundlag for at tilsidesætte aftalen herom hverken efter reglerne om aftalers ugyldighed eller ud fra et synspunkt om bristende forudsætninger. I den foreliggende situation, hvor det er indklagede, som i egen interesse har valgt foreløbig kun at indbetale de reducerede bidrag, må den mulige besparelse, der er opnået ved, at betalingsbestemmelserne er blevet ændret, komme klagerne tilgode.
Indklagede har gjort gældende, at man ved betaling af de 612.765,30 kr. har betalt, hvad der var nødvendigt med henblik på det byggeri, der var omfattet af totalentreprisekontrakten, og at det omstridte aftalepunkt ikke tilstrækkelig klart giver grundlag for yderligere krav overfor indklagede. Indklagede har endvidere gjort gældende, at man har foretaget en fejlkalkulation, idet man havde regnet med, at tilslutningsafgifterne ville komme til at udgøre 169.000 kr. i stedet for de ca. 1,6 mill. kr. Indklagede kendte ved tilbudets udarbejdelse ikke betalingsvedtægten. Det gjorde klagerne derimod, og klagerne blev tilmed gjort bekendt med, at indklagede havde kalkuleret med et beløb på 169.000 kr. Indklagede har til trods herfor accepteret at betale de ca. 612.000 kr., men aftalen om, at indklagede skulle betale tilslutningsafgift for alle ca. 33.000 (m2) med den virkning, at indklagede yderligere skal betale ca. 969.000 kr., må derfor tilsidesættes enten som ugyldig eller ud fra et forudsætningssynspunkt. Under alle omstændigheder må den omstændighed, at betalingsvedtægten er blevet ændret, og at der nu ikke længere automatisk indtræder pligt til at betale yderligere bidrag ved yderligere bebyggelse, medføre, at indklagedes forpligtelser er opfyldt.
Til nærmere belysning af parternes synspunkter er der gennemgået et antal bilag og foretaget afhøring af K og en række vidner.
Voldgiftsretten skal udtale
Det må efter bevisførelsen antages, at indklagede ikke ved aftalens indgåelse havde gjort sig bekendt med betalingsvedtægtens bestemmelser, men fejlagtigt - på grundlag af nogle erfaringer fra andre områder i landet - var gået ud fra, at tilslutningsbidraget ville udgøre 169.000 kr. Indklagede har som anført gjort gældende, at klagerne var blevet gjort bekendt med denne forudsætning, men bevisførelsen giver ikke grundlag for at give indklagede medhold heri. Det må derfor lægges til grund, at klagerne, der selv var bekendt med bidragets størrelse, som en selvfølge måtte gå ud fra, at også indklagede havde sat sig ind i bestemmelserne, inden man afgav tilbud på totalentreprisen, og at indklagedes tilbud var afgivet på grundlag af de betalingsbestemmelser, der kunne udledes af vedtægten. Indklagede findes derfor ved bestemmelsen om, at tilslutningsafgift for kloak var indregnet i entreprisesummen for alle 33.762 (m2) - sammenholdt med de oplysninger, som iøvrigt fremgår af bilagene og af de afgiven forklaringer - at have påtaget sig en klar forpligtelse til at betale den afgift, som fulgte af vedtægtens afsnit 5.1.1., og som kunne beregnes til knap 1,6 mill. kr. Der er på den anførte baggrund intet holdepunkt for at anse aftalen herom som ugyldig eller for at tilsidesætte den ud fra et forudsætningssynspunkt.
Aftalen findes endvidere at måtte forstås således, at klagerne, der i første omgang kun bebyggede ca. 1/3 af grunden, ved aftalen opnåede sikkerhed for, at der ikke ved senere yderligere udnyttelse af grunden kunne rejses krav om betaling af yderligere afgifter. Det kan imidlertid ikke indlægges i aftalen, at klagerne, hvis der opstod en besparelse, skulle kunne forlange besparelsen udbetalt af indklagede. Klagerne kan derfor ikke få medhold i, at indklagede skal afgive den besparelse, som foreløbig er konstateret i kraft af, at indklagede kun har betalt det reducerede bidrag.
Indklagede, der - som det må antages - efter eget ønske fik mulighed for foreløbig kun at betale det reducerede bidrag og at henskyde restbetalingen til et senere tidspunkt, har på den anden side stadig forpligtelsen til at betale de afgifter, der måtte blive opkrævet senere, hvis klagernes udnyttelse af grunden på et eller andet tidspunkt måtte give anledning hertil. Selvom det således ikke nu kan pålægges indklagede at betale noget bestemt opgjort beløb til klagerne, kan indklagede heller ikke frifindes, men der må ske frifindelse for tiden.
Thi bestemmes
Indklagede, A, frifindes for tiden.
Indklagede skal betale sagens omkostninger til klagerne, K og K1, med 30.000 kr.
De udgifter, der har været forbundet med voldgiftsrettens behandling af sagen, skal betales med 1/3 af klageren og med 2/3 af indklagede. Udgifterne betales efter opgørelse og påkrav fra Voldgiftsnævnet.
København, den 18. maj 1993
Ole Davidsen Peter Rørdam N.E. Nielsen
p.v.c.
G. Stark
Ingen
Indklagede havde ikke gjort sig bekendt med betalingsvedtægtens bestemmelser