Tvist om økonomisk mellemværende efter aflevering af bygningsenterprise
Statutory Text (3 Articles)
Tvist om økonomisk mellemværende efter aflevering af bygningsenterprise
I voldgiftssag nr. C-3915 Tømremester K (advokat B) mod A1, A2 og A3 (advokat C)
er af en voldgiftsret bestående af direktør, tømrermester Kaj Christiansen, arkitekt m.a.a. Erik Jørgensen og landsdommer Sven Ziegler (formand)
den 17. maj 1993 afsagt sålydende
Kendelse
Under denne sag har klageren, tømrermester K, endeligt nedlagt påstand om, at de indklagede tilpligtes solidarisk at betale 228.482,30 kr. med renter svarende til diskontoen + 5% af 97.000,30 kr. fra den 22. april 1992 og af 118.000,00 kr. fra den 10. juni 1992, alt til betaling sker, samt yderligere renter af 114.793,50 kr. fra den 22. april 1992 til den 23. juni 1992.
De inklagede har endeligt nedlagt påstand om frifindelse mod betaling af principalt 34.220,74 kr., subsidiært 58.104,68 kr., mere subsidiært 94.104,68 kr., alt således at betaling først sker efter den 3. maj 1993. De indklagede har yderligere gjort indsigelse mod beregningen af rentepåstanden.
Der er mellem parterne enighed om, at klageren som hovedentreprenør for de indklagede har forestået nedrivningen af et delvist nedbrændt stuehus samt opførelsen af et nyt hovedhus på de indklagedes ejendom »X«, Y-by. Enterprisesummen andrager i alt 1.600.000 kr. Projekteringen er foretaget af D A/S, og bygherrens tilsynsførende var det rådgivende ingeniørfirma E A/S. Entreprisekontrakten blev underskrevet den 15. august 1991 og indeholder vedtagelse af Almindelige Betingelser for arbejder og leverancer af 1972, herunder disses bestemmelser om voldgift. Desuden gælder Entreprenørforeningens forbehold (uds. nr. 49/87) af 19. december 1987.
Der er mellem parterne opstået tvist om det økonomiske opgør efter entreprisens aflevering, og klagerens påstand fremkommer således
Slutregning 136.793,50 kr. - betalt 23. juni 1992 114.793,50 kr. 22.000,00 kr. Ekstraregning, affugter 24.997,80 kr. Ekstraregning, bilag 31 50.002,50 kr. Renter iflg. bilag 35 13.482,00 kr. Indklagede hævet på bankgaranti 118.000,00 kr. -------------- 228.482,30 kr. --------------
De indklagede har anerkendt posterne på 22.000,00 og 24.997,80 kr., med har gjort gældende, at disse poster skal fradrages et beløb på 12.777,06 kr. som følge af, at klageren i forbindelse med nedrivningen af ejendommen har ødelagt det eksisterende vandværk , der var placeret i kælderen til ejendommen.
De indklagedes indsigelser mod ekstraregningerne ifølge bilag 31 skyldes navnlig, at de gør gældende, at klageren ikke har forelagt de pågældende ekstraarbejder for bygherren, men alene udleveret skrivelser herom til tilsynet, der imidlertid ikke var berettiget til at handle på bygherrens vegne.
For så vidt angår beløbet på 118.000 kr. har de indklagede gjort gældende, at de har været berettiget til at hæve dette beløb, da klageren som følge af forsinkelse er ifaldet 59 dagbøder a 2.000 kr. Såfremt beregningen alene skal omfatte arbejdsdage, har de indklagede subsidiært gjort gældende, at klageren skal pålægges 41 dagbøder a 2.000 kr. eller 82.000 kr.
Der har under sagen været afgivet forklaringer af klageren, af indklagede A2 samt af ingeniør F fra det tilsynsførende firma.
Vedrørende spørgsmålet om vandværket.
Parternes forhandlinger om entreprisekontrakten var som anført ovenfor endnu ikke afsluttet i juni måned 1991. Klageren havde som led i forberedelsen af kontrakten den 5. juni 1991 udarbejdet en tidsplan, der bl.a. forudsatte, at nedrivningen påbegyndtes i slutningen af juni 1991. De indklagedes advokat C skrev den 21. juni 1991 følgende til klageren
»Jeg skal herved venligst meddele Dem, at nedrivningen af restejendommen nu kan starte, da der er modtaget acceptbrev fra G«
Klageren gennemførte herefter nedrivningen, og det i kælderetagen værende vandværk blev ikke bevaret.
Klageren har herom bl.a. forklaret, at han ikke hørte noget om ønsket om at bevare vandværket, før kontrakten blev underskrevet den 15. august 1991. Da havde hans underentreprenør imidlertid fjernet alt. Klageren havde ikke forestillet sig muligheden af, at vandværket skulle bevares.
Ingeniør F har forklaret, at der ikke fremgik noget af de til projektet hørende VVS-tegninger vedrørende vandværket.
Voldgiftsretten)finder på dette grundlag ikke, at det efter advokat C's skrivelse af 21. juni 1991 eller på andet grundlag kan bebrejdes klageren, at han ikke har draget omsorg for demontering af det nævnte vandværk. Der kan derfor ikke gives de indklagede medhold i, at der skal ske fradrag i entreprisesummen som følge heraf.
Vedrørende ekstraregningerne ifølge bilag 31.
Entreprisekontrakten bestemmer i § 1, nr. 10, at
»Byggemødereferater samt aftale med tilsynet gøres gældende som del af kontrakten, dog således at eventuelle ekstraydelser skal præciseres senest een uge efter aftale om ændringer i projektet er indgået. Intet arbejde, som kræver merydelse, må påbegyndes, før aftale om pris er foretaget.«
Om ekstraarbejde hedder det i § 8
»Kun ekstraarbejder, der er godkendt af bygherren inden udførelsen, vil blive betalt«
Voldgiftsretten udtaler
De omtvistede ekstraarbejder er indeholdt i klagerens skrivelse af 10. og 26. september 1991 (bilag 8 og 11), der præciserer såvel ydelser som de af klageren herfor fastsatte priser. Hverken efter deres art eller størrelse findes de at være af en sådan beskaffenhed, at tilsynet ikke skulle kunne træffe afgørelse herom på bygherrens vegne med hjemmel i den tilsynsførendes sædvanlige stillingsfuldmagt, hvorved bemærkes, at det ikke af indklagede mod klagerens bestemte benægtelse er godtgjort, at klageren skulle have kendskab til interne aftaler vedrørende ekstraarbejder truffet mellem bygherren og det tilsynsførende ingeniørfirma, herunder den af de indklagede påberåbte aftale af 7. juli og 15. august 1991.
Herefter, og idet såvel klageren som ingeniør F har forklaret, at ekstraarbejder er aftalt mellem de pågældende, og at priserne er godkendt af tilsynet, bliver der alene anledning til at gå nærmere ind på nogle enkelte af de pågældende arbejder
Bortkørsel af murbrokker, der var forventet påfyldt i kælder, 4.225 kr.: Det lægges efter klagerens forklaring herom til grund, at bortkørslen fandt sted under selve arbejdet efter ordre fra den tilsynsførende ingeniør, der ikke traf bestemmelse om anden anvendelse. Da der ikke findes grundlag for at tilsidesætte klagerens pris, godkendes den nævnte post og i konsekvens heraf posten indbygning af jord i kælder, 1.680 kr.
Ekstra grusfyld i forhold til tilbudsgrundlaget, 10.197 kr.: Posten godkendes efter ingeniør F's forklaring om, at den af klageren præsterede dokumentation for ydelsens omfang er fyldestgørende.
To ventilatorer med timer i baderum, 2469 kr.: Voldgiftsretten finder ikke grundlag for at tilsidesætte den fastsatte pris.
Herefter tages klagerens påstand om betaling af de i bilag 31 nævnte ekstraarbejder i det hele til følge.
Spørgsmålet om dagbøder
Entreprisekontrakten, der som nævnt ovenfor blev underskrevet den 15. august 1991, efter at nedrivningen allerede havde fundet sted, bestemmer i § 2 bl.a.
»K påbegynder og udfører entreprisen i nøje overensstemmelse med den af K udarbejdede og af bygherren godkendte tidsplan. .....
Forsinkelse af den aftalte færdiggørelsestermin, jvf. bilag 4, vil være at straffe med dagbøder a kr. 2.000 pr. dag, dog bortset fra force majeure og forsinkelse, som ikke skyldes K. Forsinkelsen vil af bygherrens teknikere være at opgøre på hvert byggemøde«
Af den nævnte tidsplan, der er dateret den 5. juni 1991, fremgår bl.a., at entreprisen påbegyndes med nedrivning den 26. juni 1991, og at aflevering finder sted den 31. december 1991. Efter planen »forudsættes, at kontrakten tiltrædes således, at dæks- og bagmurselementer kan sættes i ordre, inden industriferien starter«.
Klageren bestilte de pågældende elementer den 9. august 1991, altså få dage før entreprisekontraktens underskrift.
I skrivelse af 6. september 1991 opfordrede klageren til, at der snarest blev afholdt byggemøde, da der manglede afklaring af forskellige dimensionskrav, og for at få opgjort, i hvilket omfang forsinkelsen skyldtes elementernes senere levering. Af referat af byggemøde den 13. september 1991 fremgår, at leca-elementer ville blive monteret den 18. - 19. september 1991, men at byggeriet var ca. 3 uger forsinket.
Den 23. september 1991 meddelte klageren, at han på grund af manglende betaling af 1. a conto-begæring så sig tvunget til at standse arbejdet.
Af referatet af byggemøde den 21. oktober 1991 fremgår, at rudeformater i døre skulle afklares med arkitekt; forsinkelsen opgjordes nu til ca 4 uger, og det skulle overvejes, om en midlertidig lukning af vindues- og dørhuller var påkrævet, for at indvendige arbejder kunne påbegyndes tidligst muligt.
Byggemødet den 18. november 1991 blev aflyst, og klageren skrev derfor den 20. november 1991 til tilsynet bl.a., at der måtte ske en afklaring af spørgsmålene vedrørende vandinstallation og vandpumpe, så der kunne komme vand på huset og byggepladsen; endvidere rykkede klageren for en præcisering af forsinkelsen, således at det stod klart, at det ikke var en håndværkerforsinkelse. Tilsynet reagerede ikke på denne skrivelse.
Af referatet af byggemøde den 2. december 1991 fremgår, at døre og vinduer - der ifølge tidsplanen af 5. juni 1991 skulle isættes den 18. oktober 1991 - nu var leveret og ville blive monteret, således at huset ville være lukket den 9. december 1991.
Efter at arkitekt D havde trukket sig ud af projektet, rykkede klageren i skrivelse af 21. december 1991 advokat C for en afklaring bl.a. af køkkenforslag.
Den 10. januar 1991 anmodede klageren om nyt byggemøde til stillingtagen til en række uafklarede ting. Byggemøde blev herefter afholdt den 23. januar 1992, nu med deltagelse af advokat C og af indklagede A2. På mødet blev det oplyst, at trægulv ville blive påbegyndt i uge 6. Af den maskinskrevne tekst fremgår, at færdiggørelsestidspunktet forventedes at være medio februar 1992; der er uenighed mellem parterne om, hvorvidt tidspunktet som hævdet af klageren rettelig er medio marts 1992.
Det er på intet tidspunkt i forbindelse med det anførte af de indklagede eller deres repræsentanter gjort gældende, at klageren skulle være ifaldet dagbøder, og der er ikke sket nogen registrering af forsinkelse forårsaget af klageren. Først i skrivelse af 2. april 1992 gjorde advokat C krav på bod - 59 dage a 2.000 kr. - i henhold til kontrakten.
Klageren havde da i skrivelse af 3. marts 1992 meddelt, at arbejdet ville være afsluttet ved udgangen af uge 10. Slutopgørelse blev af klageren fremsendt den 16. marts 1992 med oplysning om, at entreprisen var udført 100%, og i skrivelse af 31. marts 1992 rykkede klageren for afholdelse af afleveringsforretning under henvisning til, at byggeriet var færdigmeldt tre uger tidligere.
Klageren har bl.a. forklaret, at den indtrufne forsinkelse med byggeriet skyldtes bygherrens forhold. Elementerne blev forsinket på grund af sen kontraktsindgåelse og manglende afklaring af elementernes størrelse. Senere måtte klageren i lang tid afvente afklaring af rudestørrelse. Der henstod mange arbejder efter lægningen af gulve. Klageren har flere gange i forløbet gjort tilsynet opmærksom på, at der ikke kunne ifaldes dagbøder, og tilsynet tog ikke afstand herfra, tværtimod. Arbejdet var færdigt i slutningen af uge 10, d.v.s. omkring den 10. marts 1992.
F har bl.a. forklaret, at forsinkelsen havde mange årsager, dels at der gik to sommermåneder, før kontrakten blev underskrevet, dels en række andre forhold, som ikke kan tilregnes klageren, herunder nødvendige afklaringer i forbindelse med selve projektet og udtørringen. Klageren har efter vidnets opfattelse fremmet entreprisen med fornøden hurtighed. Vidnet havde ikke anledning til at protestere over for det i klagerens skrivelser anførte og har heller ikke på noget tidspunkt set grundlag for at rejse spørgsmål om dagbod.
A2 har bl.a. forklaret, at han løbende fulgte byggeriet, når han passerede ejendommen i sin fritid. Det kom på byggemødet den 23. januar 1992 bag på ham og advokat C, at der ville blive tale om forsinkelse. Klageren udtalte, at han ville være færdig med arbejdet medio februar 1992. Bygherrerne ville ikke acceptere yderligere forsinkelse uden dagbod.
Klageren har gjort gældende, at klagerens klare forbehold i tidsplanen af 5. juni 1991 forsat var gældende efter kontraktens underskrivelse den 15. august 1991 og må bevirke, at det angivne færdiggørelsestidspunkt, 31. december 1992, ikke kan danne udgangspunkt for beregning af dagbod. Dertil kommer, at entreprisen løbende er blevet forsinket på grund af forhold, som ikke kan tilregnes klageren, men som klageren tydeligt har gjort opmærksom på, uden at dette har givet anledning til nogen reaktion fra indklagedes side. Indklagede har ikke løbende registreret - og har efter F's forklaring heller ikke haft nogen grund til at registrere - forsinkelse som følge af klagerens forhold. Først efter, at entreprisen var afsluttet i marts 1992 (ved udgangen af uge 10), har indklagede den 2. april 1992 gjort gældende, at klageren kan pålægges dagbøder. Som følge af disse forhold er der ikke grundlag for at pålægge dagbod.
Indklagede har anført, at klageren med rette er pålagt dagbod, fordi entreprisen først kan anses afsluttet ved færdigmeldingen den 31. marts 1992. Forbeholdet i tidsplanen må anses for at være frafaldet, når klageren ikke har gentaget forbeholdet ved kontraktsindgåelsen den 15. august 1991. Klageren har ikke, således som det påhviler ham efter AB 72 § 15, skriftligt over for bygherren gjort gældende, at der er grundlag for tidsfristforlængelse, og det er iøvrigt heller ikke godtgjort, at de i bestemmelsen nævnte grunde foreligger.
Voldgiftsretten må efter bevisførelsen lægge til grund, at det ikke har skyldtes klagerens forhold, at der er indtrådt en forsinkelse, hvorved bemærkes, at det efter klagerens forklaring og en vurdering af byggeriets stade ved byggemødet den 23. januar 1992 må antages, at færdiggørelsestidspunktet rettelig - som anført af klageren - har været anslået til medio marts 1992 , på hvilket tidspunkt arbejdet blev færdigmeldt. Da indklagedes tilsyn må antages at have accepteret, at færdiggørelsestidspunktet er blevet forskudt til dette tidspunkt, må der gives klageren medhold i, at der ikke har været grundlag for at pålægge ham dagbøder. Klageren får derfor også medhold i sin påstand vedrørende beløbet på 118.000 kr.
Vedrørende rentepåstanden.
Navnlig under hensyn til, at klagerens slutopgørelse af 16. marts 1992 ikke indeholder noget forbehold om forrentning af de gennem byggeperioden fremsendte a conto-begæringer, findes der at måtte gives indklagede medhold i, at renteopgørelsen bør nedsættes. Denne post tages herefter til følge, for såvidt angår et beløb på 1.790,00 kr.
Idet der ikke findes grundlag for som påstået af indklagede at udsætte betalingsfristen til den 3. maj 1992, tages klagerens påstand - med den nævnte justering af renteposten - til følge som nedenfor bestemt.
Derfor bestemmes
Indklagede A1, A2 og A3 skal in solidum til klageren, tømrermester K, betale 216.790,30 kr. med renter svarende til diskontoen + 5% af 97.000,30 kr. fra den 22. april 1992 og af 118.000,00 kr. fra den 10. juni 1992, alt til betaling sker, samt yderligere renter af 114.793,50 kr. fra den 22. april 1992 til den 23. juni 1992.
Indklagede skal i sagsomkostninger til klageren betale 18.000 kr., ligesom han i parternes indbyrdes forhold skal indbetale til voldgiftsretten de med voldgiftssagens behandling forbundne omkostninger.
De nævnte beløb skal betales inden 14 dage efter denne kendelses afsigelse.
København, den 17. maj 1993
Kaj Christiansen Sven Ziegler Erik Jørgensen
p.v.c.
G.Stark
Ingen
Tilsynet antoges at have accepteret at afleveringstidspunktet blev forskudt. Der fandtes ikke at have været grundlag for dagbøder.
JOURNAL Voldgiftssag nr. C-3915