Legislator Case Law & Legislation
W19930374525 DK

Opgørelse af arbejde i efterlønsperiode sket ved medregning af faktiske anvendte timer. Aftale med arbejdsgiver om timeløn samt mulighed for, at arbejdstimerne kunne kontrolleres af arbejdsgiver.

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1993 3745 Valid

Opgørelse af arbejde i efterlønsperiode sket ved medregning af faktiske anvendte timer. Aftale med arbejdsgiver om timeløn samt mulighed for, at arbejdstimerne kunne kontrolleres af arbejdsgiver.

På efterlønserklæring for 1992 oplyste medlemmet i alt 193,75 arbejdstimer for 3 forskellige arbejdsgivere.

Medlemmet oplyste, at der var tale om enkeltstående arbejdsopgaver, der havde karakter af selvstændig virksomhed. Det meste af arbejdet var lønmodtagerarbejde for en arbejdsgiver, hvortil kom 7,75 arbejdstimer for en anden arbejdsgiver med psykologbistand til kriseramte flyveledere for en timeløn på 750 kr., og 12 timer hos den tredje arbejdsgiver med interviews a 1.500 kr. Der var afholdt 5 interviews på 2 dage.

Det var oplyst, at arbejdet for arbejdsgiver nr. 2 foregik efter aftale af 12. september 1989. Honoraret var 750 kr. pr. time, og medlemmet fremsendte faktura med udgiftsbilag til arbejdsgiver. Medlemmet tilrettelagde forløbet af rådgivningen, herunder også aftale om hvor behandlingen af den kriseramte person skulle foregå, og hvornår behandlingen skulle anses for afsluttet.

Medlemmet oplyste blandt andet, at krisehjælp for arbejdsgiver nr. 2 i sagens natur havde karakter af enkeltstående arbejdsopgaver til en fast timeløn. Der var brugt i alt 7,75 timer på to klienter.

Arbejdet for den tredje arbejdsgiver foregik i skolens lokaler to gange om året under ledelse af en anden psykolog, som udbetalte honoraret på 1.500 kr. pr. interview. Tidsforbruget var maksimalt 2 1/2 time pr. interview, og umiddelbart efter dagens sidste interview blev sagerne afleveret til lederen.

Medlemmet fandt, at arbejdstiden i begge tilfælde lod sig kontrollere uden vanskelighed, og det opgivne timetal på efterlønserklæringen svarede nøje til det faktiske. Lønnen var ens for alle de deltagende psykologer, og medlemmets aflønning var således ikke højere end andres for det tilsvarende arbejde.

Arbejdsløshedskassen meddelte, at det var tilladt inden for 200 timers reglen at have enkeltstående arbejdsopgaver, der havde karakter af selvstændig virksomhed, men at indtægten sædvanligvis skulle omregnes til timer ved opgørelsen af arbejdstimer.

Kassen fandt, at arbejdet for arbejdsgivere 2 og 3 skulle omregnes med gældende omregningssats, hvilket ville medføre, at medlemmet i 1992 havde haft 305,6 arbejdstimer.

Medlemmet fastholdt, at arbejdstiden uden vanskeligheder lod sig kontrollere i begge arbejdssituationer, og at lønnen ikke var højere end sædvanligt for tilsvarende arbejde.

Den samlede indtægt for de ca. 194 timer gav en gennemsnitlig timeløn på ca. 203 kr., hvilket var mindre end den overenskomstmæssige timeløn inden for staten.

Arbejdsløshedskassen oversendte sagen til direktoratet med anmodning om dispensation, således at medlemmet kunne forblive i efterlønsordningen.

Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen meddelte, at medlemmets arbejde for arbejdsgiver nr. 2 blev tilrettelagt og udført af medlemmet selv, uden at arbejdsgiveren på nogen måde kunne kontrollere tidsforbruget.

Arbejdstiden for dette arbejde skulle derfor beregnes ved omregning af indtægten til timer.

Direktoratet fandt, at arbejdstiden ved arbejdet for arbejdsgiver nr. 3 uden vanskelighed ville kunne kontrolleres af arbejdsgiveren. Lønnen svarede til ca. 600 kr. pr. time, hvilket ikke var usædvanlig højt for arbejde af denne art. Direktoratet fandt, at arbejdstiden for dette arbejde ikke skulle beregnes ved omregning.

Direktoratet fandt herefter, at medlemmets arbejdstid i 1992 havde udgjort ialt 246,59 timer.

Medlemmet havde således arbejdet 46,59 timer mere end tilladt. Overskridelsen af 200 timers grænsen havde fundet sted efter udførelse af 10,86 af de omregnede timer for arbejdsgiver nr. 2 i september 1992. Direktoratet havde beregnet indtægten ved de overskydende timer udført i resten af året til i alt 5.313 kr.

Direktoratet gav tilladelse til, at medlemmet kunne forblive i efterlønsordningen. Som økonomisk vilkår herfor fastsatte direktoratet, at indtægten ved arbejdet i de overskydende timer, 5.313 kr., skulle fradrages fuldt ud i efterlønnen.

Medlemmet klagede over omregningen af arbejdstimer for arbejdsgiver nr. 2, idet arbejdsopgaver af den omhandlede art ikke kunne indebære nogen tilskyndelse til at opgive mindre end det faktiske timetal.

Det faktiske timetal havde været under 200, også hvis de ikke honorerede telefonsamtaler medregnedes.

Ankenævnet fandt, at der ved opgørelsen af medlemmets arbejdstimer for arbejdsgiver nr. 2 skulle medregnes faktisk anvendte timer.

Ankenævnet lagde herved vægt på oplysningerne i aftale af 12. september 1989 om psykologbistand til kriseramte flyveledere ved arbejdsgiver nr. 2, samt på at arbejdstimerne kunne kontrolleres af arbejdsgiveren.

Ankenævnet ændrede således Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens afgørelse.

Endelig adm. afgørelse 1993 3745 Valid

Medlemmet, der modtog efterløn, ydede psykologbistand til kriseramte flyveledere til en timeløn på 750 kr. På grund af timelønnens størrelse fandt direktoratet, at indtægten skulle omregnes ved opgørelse af timer i relation til 200 timers reglen. Derved blev ca. 7 timers arbejde omregnet til ca. 60 timer.

Ankenævnet fandt ikke grundlag for omregning, da det ikke var umuligt eller vanskeligt at kontrollere arbejdstiden, og da der forelå aftale med arbejdsgiver om timelønnen.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →