Kursusgodtgørelse til ledig med selvstændig bibeskæftigelse.
Statutory Text (3 Articles)
Kursusgodtgørelse til ledig med selvstændig bibeskæftigelse.
Lokalafdelingen klagede på kursistens vegne over en afgørelse truffet af arbejdsløshedskassen.
Ifølge denne afgørelse var kursisten ikke berettiget til kursusgodtgørelse under deltagelse i kursus for specialarbejdere benævnt »Kloakering i landbruget«. Arbejdsløshedskassen begrundede sin afgørelse med, at kurset lå inden for området af kursistens selvstændige bierhverv.
Kursisten drev selvstændigt bierhverv ved landbrug. Han havde deltaget i 5 tidligere kurser vedrørende kloakering.
Kursisten var tilmeldt arbejdsformidlingen som arbejdssøgende.
Lokalafdelingen anførte i klagen, at det ikke kunne være rigtigt, at der ikke kunne udbetales kursusgodtgørelse, fordi kursisten havde jordbrug, når kurset var en forudsætning for videre deltagelse i kurserne »Kloak 3« og »Kloak 4«. Det var endvidere anført, at medlemmet i mange år havde arbejdet inden for bygge- og anlægsområdet, og at han for egen regning havde fuldført kurset.
Efter klagen blev det oplyst for ankenævnet, at kursisten efterfølgende havde fået fuldtidsbeskæftigelse inden for entreprenørområdet.
Ankenævnet fandt, at kursisten var berettiget til kursusgodtgørelse under deltagelse i det omhandlede kursus.
Ankenævnet ændrede således arbejdsløshedskassens afgørelse, jf. § 5, stk. 2, nr. 3, i Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 887 af 28. december 1989 om godtgørelse, støtte og tilskud m.m. til deltagere i arbejdsmarkedsuddannelser.
Ankenævnet lagde til grund, at kursisten drev landbrug som selvstændigt bierhverv, men at han var tilmeldt arbejdsformidlingen som arbejdssøgende.
Ankenævnet lagde endvidere til grund, at kursisten opnåede fuldtidsarbejde efter kursets afslutning inden for det arbejdsområde, som kurset var beregnet for.
Ankenævnet fandt, at kurset lå uden for kursistens bierhverv.
Ankenævnet anmodede arbejdsløshedskassen om at beregne og anvise godtgørelsen for det omhandlede kursus.
Ingen
En specialarbejder, der var tilmeldt arbejdsformidlingen som arbejdssøgende, deltog i et kursus benævnt »Kloakering i landbruget«. Han havde selvstændigt bierhverv ved landbrug, men efter kurset opnåede han fuldtids lønarbejde inden for det område, som kurset var beregnet for.
Ankenævnet fandt, at kurset lå uden for området for den selvstændige virksomhed, og at han var berettiget til godtgørelse.