Arbejde i forretning, som havde begrænset åbningstid i vinterhalvåret ikke anset for sæsonarbejde.
Statutory Text (3 Articles)
Arbejde i forretning, som havde begrænset åbningstid i vinterhalvåret ikke anset for sæsonarbejde.
Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen oplyste følgende vedrørende et medlems arbejdsperioder i en skoforretning
»16. maj 1988 - 31. oktober 1988: Årsag til arbejdsophør
Sæson ophørt.
13. marts 1989 - 31. oktober 1989: Årsag til arbejdsophør
Sæson ophørt samt forretningen solgt/nedlagt.
19. marts 1990 - 31. oktober 1990: Årsag til arbejdsophør
Begrænset åbningstid. Forretningen er genåbnet med samme indehaver, men på en lidt anden adresse. (medlemmet holder ferie fra den 5. november til den 8. december 1990).
9. december 1990 - 24. januar 1991
Arbejdet, bl.a. i weekender og på søgnehelligdage.
Februar 1991
Arbejdet 42 timer, bl.a. i weekender.
1. marts 1991 - 17. marts 1991
Arbejdet 28 timer, bl.a. i weekender.
18. marts 1991 - 31. oktober 1991
Årsag til arbejdsophør: Begrænset åbningstid. (Medlemmet holder ferie fra den 1. november til den 5. december 1991).
6. december 1991 - 5. januar 1992
Årsag til arbejdsophør: Forretningen har begrænset åbningstid.«
Herudover arbejdede medlemmet for en anden skoforretning i perioderne 8. til 28. november 1988 og 11. til 22. december 1989.
Den 7. januar 1992 meldte medlemmet sig ledig og oplyste, at han ikke havde indgået aftale om genansættelse.
Medlemmet oplyste videre, at han ikke havde søgt arbejde, men tilmeldt sig 2 HE-kurser.
Kassen traf afgørelse om, at medlemmet var omfattet af Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse nr. 869 af 18. december 1989 om rådighedsforpligtelsen for et medlem af en statsanerkendt arbejdsløshedskasse for lønmodtagere, der er beskæftiget ved sæsonarbejde (sæsonbekendtgørelsen) og fandt, at medlemmet havde begrænset sin rådighed for arbejdsmarkedet til kun at omfatte sæsonarbejde, da han ikke havde søgt andet arbejde inden for de sidste 2 år.
Kassen henviste til, at afdelingen i 1989 og 1990 orienterede medlemmet om reglerne i sæsonbekendtgørelsen.
Medlemmet anførte blandt andet, at arbejdet i skoforretningen ikke kunne betragtes som sæsonarbejde, da forretningen ikke var lukket i vinterhalvåret, men derimod var åben i weekenderne og omkring jul og nytår, samt at forretningen var godkendt som uddannelsessted for lærlinge.
Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen meddelte, at direktoratet var enig med kassen i, at medlemmet ikke kunne anses for at stå til rådighed for arbejdsmarkedet efter den 7. januar 1992, fordi han ikke i tilstrækkeligt omfang havde dokumenteret at være aktivt arbejdssøgende til andet end sæsonarbejde.
Medlemmet skulle derfor arbejde mere end 300 timer inden for en periode på 10 uger for igen at blive berettiget til dagpenge. Arbejdet skulle være udbudt på almindelige løn- og ansættelsesvilkår og måtte ikke være sæsonarbejde.
Direktoratet fandt, at medlemmet var omfattet af sæsonbekendtgørelsen, idet arbejdet i skoforretningen var betinget af årstiderne, og idet der indgik ulønnede arbejdsfri perioder som et tilbagevendende element i beskæftigelsesvilkårene.
Direktoratet fandt endvidere, at det var med rette, at kassen tog medlemmets rådighed op til vurdering, idet han kun havde haft sæsonarbejde inden for de sidste 2 år.
Direktoratet lagde vægt på, at medlemmet i de seneste 4 år alene havde arbejdet i den samme forretning, at han ikke siden den 8. december 1990 havde søgt nogen jobs, og at kassens afdeling i 1989 og 1990 havde oplyst ham om konsekvenserne af at være sæsonarbejder.
I klagen til ankenævnet anførte medlemmet blandt andet, at han ved flere lejligheder havde forhørt sig om arbejde på Arbejdsformidlingen og havde set efter arbejde i avisen, ligesom han ikke havde nægtet at tage anvist arbejde.
Endvidere havde han med henvisning til 2 vedlagte arbejdserklæringer vedrørende feriedagpenge anført, at han udover arbejdet i pågældende skoforretning havde været ansat i en anden skoforretning.
Det fremgik af erklæringerne, at medlemmet arbejdede i sidstnævnte forretning i perioderne 8. til 28. november 1988 og 11. til 22. december 1989.
Direktoratet fandt ikke grundlag for at ændre sin afgørelse, idet direktoratet bemærkede, at medlemmet ikke havde søgt nogen konkrete jobs i perioden 8. december 1990 til 7. januar 1992.
Direktoratet fandt i øvrigt ikke, at medlemmets oplysning om arbejdet ved den anden skoforretning kunne ændre afgørelsen, idet der var tale om meget kortvarige ansættelsesforhold, som lå helt tilbage i 1988 og 1989.
Ankenævnet fandt, at medlemmets arbejde ved skoforretningen ikke skulle betragtes som sæsonarbejde. Ankenævnet lagde herved vægt på, at forretningen reelt havde været åben hele året, og at medlemmet havde været i arbejde stort set hele året.
Nævnet fandt på denne baggrund, at medlemmet ikke kunne antages at have begrænset sin rådighed til sæsonarbejde. Ankenævnet fandt herefter ikke tilstrækkeligt grundlag for at rejse tvivl om medlemmets rådighed for arbejdsmarkedet ved ledigmeldelsen den 7. januar 1992, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 62, stk. 1, nr. 5).
Ankenævnet ændrede således Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens afgørelse.
Ingen
Et medlem, der var ansat i en skoforretning, havde de senere år været delvis ledig på grund af begrænset åbningstid i perioden fra november til marts, idet han dog i den pågældende periode arbejdede i forretningen i week-enderne og omkring jul og nytår.
Ankenævnet fandt, at medlemmets arbejde ikke skulle betragtes som sæsonarbejde, idet forretningen reelt var åben hele året, og medlemmet havde været i arbejde stort set hele året.