Et medlem fandtes at være ophørt med selvstændig virksomhed. Lejemålet var ophævet, medlemmet var frameldt momsregisteret, driftsmidler af ringe værdi overgik til privat forbrug, og medlemmet var beskæftiget som lønmodtager i ca. 2 måneder.
Statutory Text (3 Articles)
Et medlem fandtes at være ophørt med selvstændig virksomhed. Lejemålet var ophævet, medlemmet var frameldt momsregisteret, driftsmidler af ringe værdi overgik til privat forbrug, og medlemmet var beskæftiget som lønmodtager i ca. 2 måneder.
Et medlem var momsregistreret for akupunkturklinik i perioden 1. september 1991 til 3. marts 1992. Hun redegjorde over for arbejdsløshedskassen for afviklingen af klinikken med oplistning af, hvilket inventar og instrumenter, der afhændedes, og hvilke hun beholdt. Arbejdsløshedskassen traf herefter afgørelse om, at medlemmet ikke kunne ledigmeldes, da hun var i besiddelse af virksomhedens samlede driftsmidler. Medlemmet klagede ikke over denne afgørelse.
Medlemmet blev overflyttet til en arbejdsløshedskasse for lønmodtagere.
Medlemmet var ansat som lønmodtager fra den 30. marts 1992, til hun sagde op den 22. maj 1992 og ifaldt 5 ugers karantæne som følge heraf. Kassen meddelte, at da det stadig ikke var dokumenteret, at hun havde afhændet driftsmidlerne fra den selvstændige virksomhed, kunne hun ikke betragtes som ledig og derfor ikke modtage dagpenge.
Medlemmet anførte, at oversigten over driftsmidlerne til kassen var lavet af hende selv, men at hun ikke havde udestående med Told- og Skattestyrelsen, hvilket hun fandt måtte betyde, at værdien ansås for nul kroner. Hun oplyste, at værdien ved salg var nul, men at hun havde vurderet værdien ved eventuel genstart af virksomhed.
Medlemmet solgte den 24. juli 1992 akupunkturapparat, briks og patientboks for 1250 kr.
Medlemmets advokat anførte, at driftsmidlerne alene som hovedregel skulle være solgt, og da driftsmidlerne var af så beskeden økonomisk værdi, var det urimeligt at kræve disse solgt, men tilstrækkeligt, at alle øvrige momenter entydigt pegede på, at virksomheden var ophørt.
Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen meddelte, at medlemmet ikke med tilstrækkelig tydelighed havde dokumenteret, at hun var ophørt mere end midlertidigt med virksomhedsudøvelsen, da hun var i besiddelse af virksomhedens hoveddriftsmidler.
Medlemmets advokat henholdt sig til det tidligere anførte og bemærkede, at afhændelse ikke skabte sikkerhed mod genoptagelse af virksomheden, da effekterne let ville kunne genanskaffes, fordi værdien var beskeden.
Direktoratet bemærkede, at ifølge registreringsbeviset blev virksomheden drevet fra hjemadressen, og at afmeldelse ikke alene var fyldestgørende dokumentation for ophør af servicevirksomhed af en sådan karakter. Direktoratet fandt, at afhændelse af driftsmidlerne var det eneste objektive konstaterbare moment, der kunne dokumentere et virksomhedsophør.
Kassen oplyste, at kassen den 13. august 1992 havde modtaget dokumentation på salg af driftsmidler, og anmodede direktoratet om at tage sagen op til fornyet behandling ud fra de nye oplysninger i sagen.
Direktoratet meddelte, at klagen over direktoratets afgørelse af 18. august 1992 var oversendt til behandling i nævnet, og direktoratet anmodede derfor kassen som første instans om at træffe afgørelse på baggrund af de nu foreliggende oplysninger.
Kassen fremsendte salgsnota af 24. juli 1992 og afdelingens bemærkninger til ankenævnet.
Medlemmets advokat afviste direktoratets bemærkning om, at virksomheden var drevet fra hjemadresse, men henviste til at afmeldingen naturligvis var sket til hjemadressen. Herudover var vedlagt kopi af brev fra butiksindehaver, fra hvem medlemmet havde lejet lokalerne i perioden indtil 1. marts 1992. Advokaten fandt herefter, at der var tilstrækkelig dokumentation for virksomhedens ophør.
Ankenævnet fandt, at det var tilstrækkeligt dokumenteret, at medlemmet ved ledigmeldelsen den 22. maj 1992 var endeligt ophørt med udøvelsen af selvstændig virksomhed.
Ankenævnet lagde vægt på, at virksomheden ifølge oplysninger fra medlemmets advokat blev drevet fra lejede lokaler, at lejemålet ophørte den 1. marts 1992, at virksomheden var frameldt momsregisteret pr. 3. marts 1992, at virksomhedens driftsmidler var af ringe værdi og overgik til privat anvendelse, og at medlemmet fra den 30. marts til den 22. maj 1992 var beskæftiget som lønmodtager.
Offentliggjort i Meddelelser fra Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen nr. 12/93.
Et medlem, der havde drevet selvstændig virksomhed, var afmeldt momsregisteret, og lejemålet, hvorfra virksomheden blev drevet, var ophørt.
Hun var på tidspunktet for direktoratets afgørelse fortsat i besiddelse af driftsmidler til en samlet værdi af ca. 2200 kr., som overgik til privat brug.
Medlemmet var i en periode beskæftiget som lønmodtager og overflyttet til en arbejdsløshedskasse for sådanne.
Ankenævnet fandt det tilstrækkeligt dokumenteret, at medlemmet var endeligt ophørt med selvstændig virksomhed.
Ankenævnet lagde vægt på, at virksomheden blev drevet fra lejede lokaler, hvor lejemålet var ophørt, at virksomheden var frameldt momsregisteret, at driftsmidlerne var af ringe værdi og overgik til privat anvendelse, og at medlemmet i en periode på ca. 2 måneder var beskæftiget som lønmodtager.